Dorte strikkede sig ind i en ny karriere: "Jeg kunne pludselig ikke skrive én sammenhængende sætning"

Dorte Hummelshøj Jakobsen sad hjemme i stuen i Thy og skrev med udsigt til klitter og marehalm. Ti minutters gang fra Vesterhavets vilde bølger. Efter en turbulent tid med stress og sygemeldinger havde hun opgivet sit job som gymnasielærer for i stedet at kaste sig ud i livet som forfatter. Hendes bøger, hvis plot ofte udspillede sig i små vestjyske miljøer, gik ikke bare som varmt brød blandt thyboerne hos den lokale købmand, men var også blevet godt modtaget på det digitale bogmarked. Seks krimier var det blevet til på fire år. Den rå natur og de små lokalsamfund havde blandt andet givet liv til serien om Tora Skammelsen, en ung forfatter, der vender tilbage til Thy og flytter ind i en lille fiskerhytte for at finde balance i tilværelsen, men hvirvles ind i den ene mordgåde efter det andet.

Men nu var det, som om Tora Skammelsen ikke længere rørte på sig med samme lethed i Dortes sind. Som om de fortællinger, der før flød i en lind strøm, var tørret ind.

Dortes stress var vendt tilbage.

Blev ordblind

Den viste sig først som koncentrationsbesvær og glemsomhed, men udviklede sig hurtigt til søvnløse nætter og en konstant og uafrystelig uro og sitren. De krimiplots, Dorte før kunne flette sammen efter den britiske krimitraditions klassiske forskrifter, faldt fra hinanden. Dorte kunne ikke skrive, men kunne heller ikke finde ud af at lade være.

– Jeg blev stædigt ved, men kunne til sidst ikke engang finde ud af at læse korrektur på mine tekster, fortæller hun.

– Det hele flød sammen, og det var forfærdeligt for et sprogmenneske som mig at opleve, hvordan jeg pludselig fremstod som en uskolet og ordblind teenager på skrift. Jeg kunne ikke huske fra næse til mund og slet ikke skrive en sammenhængende sætning.

I april sidste år blev hun sygemeldt. Og så sad hun der. I den samme stue og med udsigt til det samme rå klitlandskab, som før havde inspireret til at lade mordgåder og intriger udspille sig langs den vindblæste vestkyst, men som nu efterlod hende apatisk og blottet for virkelyst.

Det var her, strikkepindene kom ind i hendes liv som et uventet, men velkomment pust fra fortiden.

Da Dorte begyndte at strikke, lettede stressen, og nu udgiver hun – ud over kriminalromaner – bøger med strikkeopskrifter. Foto: Ida Schmidt.

– Jeg havde ikke strikket i over 20 år og havde faktisk aldrig været hverken særlig dygtig eller entusiastisk, siger Dorte.

– Men jeg kunne da finde ud af at slå masker op og tænkte, at det var noget, jeg kunne overskue. Jeg følte, at jeg gjorde bare lidt gavn, hvis jeg i det mindste lavede noget med mine hænder.

Forkert tærteflet

Dorte lagde ud med simple strikkerier. Hun satte barren lavt og strikke klude: karklude og vaskeklude. Små overskuelige kvadrater, der ikke kunne ende helt galt.

Og det virkede. De små firkanter af garn, der tog form mellem pindene, gav hænderne beskæftigelse og, endnu vigtigere, hovedet ro. Ideer og tanker begyndte så småt at samle sig og give mening. Men denne gang var det ikke krimiplot, der tog form i hendes hoved. Det var strikkeopskrifter.

– Jeg begyndte at tænke, at jeg måske kunne lave mønstre selv, og startede med at kopiere et simpelt tærteflet, fortæller Dorte.

– Da jeg var færdig, kunne jeg godt se, at det ikke var blevet rigtigt, men det var blevet virkelig smukt og fint, og det falske tærteflet var mindre kompliceret end det ægte. Det gav mig blod på tanden til at prøve flere ting af og udvikle mine egne mønstre.

Dorte meldte sig ind i nogle strikkegrupper på Facebook og fandt også en lokal strikkeklub, hvis medlemmer var garvede og erfarne thybokvinder, der havde strikket et helt liv og nok kunne kende forskel på falsk og ægte tærteflet.

– Men de blev faktisk begejstrede for de mønstre, jeg viste dem, siger Dorte.

– Nu har thyboer jo ikke for vane at kaste om sig med superlativer og ros, så jeg blev virkelig stolt og glad over deres anerkendelse, og det gav mig mod på at vise mine mønstre til flere. Da jeg delte dem på Facebook, kunne jeg se, at jeg havde ramt noget, for folk var meget interesserede og bad om flere mønstre, fortætter Dorte.

Uhygge i marehalmen

– Mine kludemønstre er enkle og overskuelige, men er man en dygtig og erfaren strikker, kan man bruge grundmønstrene på alle mulige måder. På den måde har de en bred appel, siger Dorte.

Det falske tærteflet er nu ét af i alt 37 strikkemønstre, som man kan finde i bogen Kludekræmmerens nemme klude, som er den første bog, Dorte har udgivet, siden stressen fik hendes liv og forfattervirksomhed til at falde fra hinanden. Og den første bog, hun nogensinde har udgivet om strik. Salget går – til Dortes store overraskelse – over al forventning. Allerede inden bogens udgivelse var der løbet over 100 forudbestillinger ind.

– Det er rigtig mange for et lille forlag som mit og betydeligt flere, end jeg nogensinde har fået på nogen af mine krimier, siger Dorte.

Hendes strikkebogssucces har imidlertid ikke fået hende til at skrotte krimiambitionerne. Tværtimod har det sindige arbejde med garn og pinde givet hende ro og mod på at tage forfatterskabet op igen. De rå klitter og den bølgende marehalm uden for vinduerne har allerede sat gang i endnu et plot, der med lige dele hygge og uhygge skal udfolde sig i Thy, præcis som de foregående. Men i fremtiden skal krimierne ikke stå alene.

– Jeg er først og fremmest krimiforfatter, mens jeg strikker for sjov, for at få ro og for at holde mig selv i vater. Det er en sjov og helende hobby, siger hun.

– Men det kan meget vel tænkes, at det bliver på min hobby, at jeg kommer til at tjene de fleste penge. Jeg er ret sikker på, at der ikke kun er endnu en krimi, men også endnu en strikkebog på vej fra min hånd.