Forfatter Anna Grue: Jeg var 20 år og gift med en anden, da jeg mødte Jesper...

Hvilken vej var den første, du gik på?

"Mit første minde er faktisk fra en vej. Jeg er født ved Tosseanstalten, som man kaldte den, i Nykøbing Sjælland, hvor min mor var psykiater. Derfra gik en allé ned til fjorden og en græsmark, hvor der altid var Sankt Hans-bål. Jeg er født 22. juni, så jeg ved, at jeg var præcis et år og en dag, da jeg gik mine første skridt med mine forældre i hver hånd. Jeg kan stadig huske fornemmelsen af, at hvis jeg slap, så ville jeg kunne gå selv. Og det gjorde jeg. Men da jeg fik øje på bålet, løb jeg og faldt på maven."

"Det er et meget tidligt minde, men jeg kan faktisk huske flere glimt fra Nykøbing Sjælland, selv om vi flyttede derfra, da jeg var to år. Måske er det derfor, jeg stadig er så knyttet til Odsherred. Jeg blev endda passet af en kriminel sindssyg, men han var velmedicineret, som min mor sagde, så hun må have haft tillid til ham."

LÆS OGSÅ: Annette Heick: "Her er mit bedste tip til lønforhandling - og det virker hver gang"

"Han havde slået alle naboens køer ihjel med bladan (giftigt insektbekæmpelsesmiddel, red.), vistnok fordi han øvede sig på at slå sin kone ihjel. Han var meget glad for mig og kom endda kørende på sin knallert helt til Randers til min fire årsfødselsdag."

"Fra jeg var to til 20 år, boede vi i Jylland, fordi min far fik job i et elforsyningsselskab. Det var et provinsakademikerhjem med Wegnerstole, PH-lamper og klassisk musik. Vi så på kunst og gik i teatret, men vi blev aldrig københavnersmarte. Vi var to søskende, og jeg var den vilde storesøster. Jeg er totalt talblind, og min lillebror er ordblind, og vi har altid været betaget af det, den anden kan. Han er i dag professor i geoinformatik og meget matematisk, men han kan ikke stave uden en ordbog. I det hele taget er alle i min familie naturvidenskabsfolk, men jeg er the odd one out."

"Til gengæld er jeg så sproglig, at jeg ikke kan regne procenter ud uden en lommeregner, og jeg har et meget nært forhold til både min bankrådgiver og til min revisor. Min mand er endnu værre, men han læser til gengæld meget klogere bøger end mig."

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

"Jeg var 20 år og gift med en anden og havde et spædbarn, da jeg mødte Jesper. Det var ikke så godt, for jeg var sådan set glad for min mand og min unge. Men jeg havde været sammen med ham, siden jeg var 16 år, og så kom Jesper i vejen, og jeg blev forelsket. Jeg flyttede direkte ind hos Jesper, men han var 22 år og havde lidt svært ved at blive far til et spædbarn, så jeg flyttede ud igen. To år senere fik vi Astrid og flyttede sammen, og til efteråret har vi været sammen i 44 år og har ingen planer om at lave om på det. Af en eller anden grund bliver jeg ved med at synes, at Jesper er vanvittig interessant, og vi kan snakke i timevis om alting. Siden fik vi efternøleren Johan, som snart er magister i spildesign."

Hvordan fandt du din levevej?

"Jeg havde oprindeligt tænkt mig at blive biolog ligesom resten af familien, men det gik op for mig, at jeg ville være nødt til at læse et års ekstra matematik, fysik og kemi, og jeg kan ikke forestille mig noget værre. Jeg har altid tegnet meget, så jeg søgte ind på Skolen for Brugskunst, og så blev jeg layouter og sad på en bladredaktion sammen med en masse journalister. Jeg fandt hurtigt ud af, at redigerende journalister har det sjoveste job i verden."

"For mig er et forkert sat komme ligesom et neonlys, der står og blinker. Det gælder også en ufuldendt sætning eller en forkert brugt metafor. Jeg begyndte at skrive billedtekster, og det var det, jeg ville. Så lavede jeg blad i 20 år – de fleste af årene som chefredaktør. Jeg læste mange bøger ved siden af og tænkte altid: "Når jeg bliver 60, skriver jeg en roman." Det skete lidt før ved et tilfælde, for jeg fik stress, og der var en coach, der anbefalede mig at begynde at skrive i stedet for at læse."

LÆS OGSÅ: Ole Henriksen: "Det er noget, jeg har båret med mig ud i verden"

"Det blev til to romaner, som fik ros og solgte godt. På det tidspunkt i vores ægteskab havde min mand for første gang fast løn som professor på Kunstakademiet, så jeg aftalte med ham, at jeg ville bruge de næste tre år på at prøve at nå op på en skolelærerløn. Den var han med på, og det gik jo meget godt.
I modsætning til hvad mange journalister tror, er det ikke fra det psykiatriske hospital i Nykøbing Sjælland og min mors arbejde, at jeg har mine krimier. Jeg skriver jo ikke om psykopater, der voldtager 16-årige og skærer øjenlågene af dem. Jeg skriver om almindelige pæne mennesker, der kommer til at slå hinanden lidt ihjel."

"Jeg læste frygteligt tidligt og faldt over Agatha Christie allerede som tiårig. Jeg har elsket hende siden. Der er ingen torturscener og islamisme. Der er hævn, jalousi og arvespørgsmål, og de menneskelige motiver bliver jeg aldrig træt af. Jeg har læst nogle af de meget uhyggelige krimier, men det siger mig ikke noget, jeg er mere til klassisk, britisk whodunnit, og der kommer aldrig til at være en terrorbombe i mine bøger."

"Det storpolitiske siger mig ikke noget, for jeg synes, det er mere interessant, hvad der er i hovedpersonens pandekagedej, end hvem der sidder i den russiske efterretningstjeneste."

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

"Fordelen ved at bo i provinsen er, at selv om jeg skriver om Odsherred og er lidt lokalkendt, respekterer folk mit privatliv. Men hende, der skulle vaccinere mig for nyligt, var fan! Der stod hun klar med sprøjten, og jeg måtte tage masken væk fra ansigtet for, at hun kunne se, at det var mig."

Hvordan er kommandovejen hjemme hos dig?

"Jeg er kunsthåndværker og kan tegne, så det ligner, mens Jesper er kunstneren. Det er to forskellige verdner, og vi er bestemt ikke altid enige. Men vi er enige om, at vi aldrig ville kunne flytte ind i et hjem med hvide vægge, en grå sofa og et dejligt sandfarvet tæppe på gulvet. Tænk alle de samtaler om farveskalaer og intensitet, vi ville gå glip af. Vi kan sidde og lyse på vores køkkenlåge med en lommelygte for at se skyggeeffekten. Andre synes nok, det er røvkedeligt, men vi er nørder."

"Jeg har udpræget OCD. Min læge opdagede, at jeg havde OCD, fordi jeg organiserede hendes bord, mens vi sad og snakkede. Jeg lagde hendes kuglepenne parallelt og smed papir ud. Det er ret anstrengende, og man kan ikke få medicin for det. Jeg bliver dårlig, hvis nogen sætter mine køkkenting forkert. Jeg har engang udfyldt syv A4-ark med ting, jeg ikke kan holde ud – især visuelt. Jeg kan ikke tåle fejl i et mønster. Det samme gælder i mine bøger. Hvis jeg i kapitel tre opdager, at jeg er gået ned ad en forkert vej i begyndelsen af bogen, sletter jeg alt og starter forfra. Sådan gør jeg også med strikketøj."

Hvornår har du stået ved en korsvej?

"Mange gange, men den seneste var, da min redaktør, Anne, rejste til et andet forlag. Jeg har arbejdet med hende i flere år, og jeg er blevet behandlet så godt på Politikens Forlag, så jeg tænkte, at det nok skulle blive fint med en ny redaktør, men det endte med et års skriveblokade. Min agent sagde direkte til mig: "Du kan proppe dig med antidepressiver, men det handler om Anne." Så jeg måtte vælge, om jeg skulle rejse fra et forlag, jeg holder af, for at følge Anne over på et nyt forlag, jeg ikke kendte. Jeg har ikke fortrudt et sekund, for det viste sig, at Lindhardt & Ringhof behandler mig lige så godt. Men det var en svær beslutning."

LÆS OGSÅ: Helle Vincentz var otte, da hendes far skød sig selv: Jeg troede, det var min skyld

Hvor er du på vej hen lige nu?

"Jeg er ikke en, der adskiller livet og karrieren, og jeg kan godt blive mundlam, når folk taler om deres pension. Vi har ikke en fast pension, men vi vil jo gerne blive ved med at spise god mad og rejse. Vores bankmand bliver ved med at spørge, hvornår vi går på pension, fordi han har en tabel, vi skal passe ind i. Men min mand maler billeder på bestilling, og jeg skriver en bog om året, og det har vi tænkt os at blive ved med."

"Jeg er glad for, at jeg er landet her, jeg havde ikke holdt meget længere til bladbranchen, og jeg har fundet et fag, der passer mig, for jeg sidder alene og arbejder, uden at nogen spørger mig om noget eller roder på mit skrivebord. Når jeg så udgiver en bog, er jeg parat til at tale med journalister og signere bøger, og den del af faget kan jeg også god lide."

"Min næste bog er jeg allerede i gang med, selv om jeg plejer at gøre den ene færdig og holde nogle måneders pause, før jeg går i gang med den næste. Men denne gang fik jeg en idé, som var så god, at jeg ikke kunne styre mig. Når det kører, skriver jeg fem-syv sider om dagen, og i lange perioder kører det slet ikke. Men når det går godt, går det hurtigt, og det gør det denne gang."