Hella Joof kedeldragter
Foto: Krestine Havemann/Discovery Networks Danmark Hella Joof springer ud som business-kvinde.

Hella Joof om sin nye karrierevej: Jeg fik en åbenbaring, da jeg lå på havet

En livsændrende sejltur over Atlanten i et nyt tv-program gav en åbenbaring til filminstruktør Hella Joof. Nu skal hun sælge en særlig slags tøj til det danske folk, fortæller hun i et stort interview i denne uges ALT for damerne.

– Jeg tror, det her kommer til at ændre nogle ting i mit liv.

Allerede inden hun i tre uger skulle ud på åbent hav og sejle knap 5.000 kilometer over Altanen i forbindelse med et nyt Kanal 5-program, vidste Hella Joof, at turen ville forandre noget i hendes liv.

Hjemvendt og tilbage i Danmark afslører den populære filminstruktør og forfatter nu i et stort interview i denne uges ALT for damerne, at hun ganske rigtigt har fundet frem til en ny karrierevej.

– Jeg fik en åbenbaring, fordi jeg lå og kiggede på himlen og stjernerne og bølgerne og følte mig lille, men også stor, fordi man er i forbindelse med alt det, lyder det fra Hella Joof, som videre forklarer:

– Jeg fandt ud af, at jeg skal lave kedeldragter. Jeg har købt et domæne, der hedder Folkedragten.dk, så jeg skal være sådan en, der laver folkedragter til folket. I uld, silke og bomuld. Jeg har snakket med en skrædder, og vi skal designe de her kedeldragter. Jeg håber, det kommer i gang i løbet af sommeren eller efteråret.

Ledte efter svar

Hella Joof har sagt ja til at medvirke i programserien ”Over Atlanten”, hvor hun sammen med fem andre kendte danskere og to rutinerede sejlere, tilbringer tre uger på en båd, mens de sejler fra Gran Canaria til Caribien.

Til ALT for damerne fortalte hun inden afrejsen, at hun håbede, at hun under rejsen ville få svar på spørgsmål, hun endnu ikke havde fået stillet sig selv.

– Jeg har været på jorden længe. Og det er jo ikke, fordi jeg ikke har lyst til at leve, det er slet ikke det. Men hvad skal jeg egentlig? Jeg har lavet film, jeg har været skuespiller, jeg har skrevet bøger. Og boet på landet sammen med min mand, som jeg er rigtig glad for. Men jeg kan mærke, der er noget, jeg skal, som jeg ikke ved, hvad er endnu. Skal jeg begynde at male? Skal jeg begynde at lave produkter? Skal jeg være business woman? Når jeg laver haveprogrammer, så er der rigtig mange, der skriver til mig, hvor har du dine kedeldragter fra?

Meget tyder på, at tøjdrømmene dog ikke betyder, at de mange andre titler, som er kommet på Hella Joofs CV gennem årerne, vil blive slettet.

– Jeg skal stadig også lave nogle film, og jeg skal også skrive nogle flere bøger, det bliver jeg ved med. Men jeg sad ude på bogmessen i år, og det er superfedt og dejligt, men første gang var det jo bare ”wow, det er bogmesse, der står et skilt, hvor der står, jeg er forfatter”, og i år var det mere blevet... jeg vil ikke sige hverdag, det lyder så højrøvet, men det var blevet en del af mig og min karriere, siger hun og understreger:

– Jeg tror aldrig, at jeg vil sætte mig ned og lave et visitkort, hvor der står, sådan og sådan og dah og punktum. Jeg tror altid, der vil stå prik, prik, prik efter den sidste titel, fordi jeg synes, det mest spændende i verden er at inddæmme noget nyt. Nyt land. Og det er jeg slet ikke færdig med.

Læs det fulde interview med Hella Joof i ALT for damerne

  • Her fortæller Hella Joof om oplevelserne under sejlturen, om ikke at savne dem derhjemme, at få dårlig mave - og forholdet til de fem andre kendte danskere, efter de er kommet hjem. 

ALT for damerne er på gaden fra torsdag 7. marts

Om Hella Joof

  • Skuespiller, filminstruktør, forfatter, debattør m.m.
  • Bor på en landejendom med udsigt til Isefjorden.
  • Gift med Henrik Jepsen, der er læge. Har datteren Olivia, som også er skuespiller, fra et tidligere forhold.
  • Aktuel i den nye programserie ”Over Atlanten” på Kanal 5, hvor seks kendte danskere skal sejle 7.000 km over Atlanten fra Gran Canaria til Caribien. I programmet medvirker også skuespiller Nicolaj Kopernikus, tv- og radiovært Peter Falktoft, dj og dessertkok Christel Pixi, skuespiller Sus Wilkins og tv-kok Gorm Wisweh.

kh_dis_oa_109.jpgHella med sine medmatroser i programmet "Over Atlanten". (Foto: Discovery Networks Danmark)

Om Over Atlanten

Over Atlanten har premiere torsdag den 21. marts kl. 21.00 på Kanal 5 og sendes derefter hver søndag kl. 21 på Kanal 5.

Se, hvad vi ellers skriver om: Hella Joof, Kendte, Serier og Interview