Helle Busck Fensvig: "Han havde fået et hjerteanfald, og han døde i mine arme"

Da boghandlerkæden Arnold Busck fyldte 75 år, var Helle Busck Fensvig seks år. Hun var inviteret med ind til fødselsdagsreceptionen om dagen, men da der om aftenen også skulle være stor middag, måtte hun ikke komme med. Det måtte hendes blot 13 måneder ældre storebror, Peter, til gengæld gerne, for han var jo drengen i familien og skulle nok en dag overtage familievirksomheden efter faren, Ole Arnold Busck. Helle syntes, det var mærkeligt dengang, for hun følte sig bestemt jævnaldrende med sin bror, men hun har senere grinet af det, for den lille episode sagde alt om, hvor traditionelt man tænkte dengang. At hun i 2010 skulle være den, der trådte ind ad døren som chef for det traditionsrige firma, havde ingen forestillet sig, men det var ikke desto mindre det, der skete. Men endnu mindre havde man nok forestillet sig, at hun også skulle blive den, der med sorg i hjertet måtte indgive konkursbegæring og dreje nøglen om ti år senere, midt under en verdensomspændende pandemi. 

2020 har været et besynderligt år. Alle er blevet ramt på den ene eller anden måde af nedlukninger og restriktioner. Når Helle Busck Fensvig nytårsaften ser tilbage på året, der gik, vil tankerne nok især kredse om den konkursbegæring, hun måtte indgive den 27. april 2020, for det var en af de tungeste dage i hendes liv. Samtidig, som hun sidder her i sit spisekøkken og fortæller om sit liv, giver hun udtryk for, at hun også nytårsaften – og måske i højere grad end at se tilbage – vil se frem mod 2021 med fortrøstning. Hun tror på, at noget nyt og spændende vil tage form, for sådan er hun indrettet. Hun ser fremad. Og hun har aldrig lagt lange, detaljerede planer for sin karriere. Tingene er bare sket hen ad vejen. Og det, regner hun med, vil fortsætte. 

– Jeg har taget nogle ret vilde spring i mit arbejdsliv, og det har aldrig været planlagt. Jeg var investment banker og arbejdede i den finansielle sektor i mange år, og derefter var jeg i biotekbranchen i flere år, inden jeg trådte ind i Arnold Busck. Så jeg er ikke skræmt ved tanken om, at der nu skal ske noget nyt igen. 

– Der var pludselig mange ting, hun ikke kunne, og hun måtte for eksempel sidde ned, når hun lavede mad. Til min studenterfest vrikkede hun om, og derefter var det enormt svært for hende at komme ordentligt i gang igen. Hun begyndte at sidde i kørestol ved særlige lejligheder, og efterhånden blev det permanent. De sidste fire år af sit liv var hun på plejehjem. 

Hvordan var det? 

– Det var rædselsfuldt. Jeg var omkring 35 år, da min far, Peter og jeg måtte fortælle hende, at hun ikke kunne bo hjemme længere. Og siden, når jeg har skullet noget, der var rigtig, rigtig svært, så har jeg altid sagt til mig selv, at når du kunne sige det til din mor – at hun skulle på plejehjem – så kan du klare hvad som helst. Hun græd, da vi sagde det. De gjorde vi alle sammen. Og det var så forfærdeligt i begyndelsen, da hun kom på plejehjem. Alle de andre var mindst 80 år og demente, og det er der jo ikke noget galt i, men hvis man selv er 60 år og fuldstændig klar i pæren … Nej, det er ikke sjovt. Min far besøgte hende hver dag, og vi andre kom så tit, vi kunne. Det tog fire år, før hun besluttede sig for at dø. Hun holdt simpelthen op med at spise og drikke, og alligevel gik der tre uger, før hun døde. Hun havde en mega vilje. 

Var det på en måde en lettelse, at hun fik fred?

– Det syntes jeg jo rationelt, at det var, og for hende var det fantastisk. Men jeg var alene hjemme, da min far ringede midt om natten og fortalte, at hun var død, og jeg skreg så højt … 

Hun holder en pause. 

– Altså … Man er jo aldrig forberedt på døden alligevel. Jeg var så overrasket over min reaktion, for jeg havde håbet for hende, at det snart ville ske, og hun ønskede det selv. Men det tog mig meget lang tid at komme mig over det. 

Ændrede det dit forhold til din far? 

– Ja, det betød, at vi fik et meget tættere forhold de sidste 15 år af hans liv. Selvom min far siden fik en ny veninde, så var han ret tit forbi her, hvor vi lige skulle snakke om et eller andet, både arbejdsmæssigt og privat, og vi talte også tit i telefon. Jeg husker ikke min far som en, der sad og legede med Legoklodser med os, da vi var små, han var på arbejde. Det var min mor, der var der i dagligdagen. Og min bror skændtes jeg helt vildt med. Vi er jo pseudotvillinger, og vi sloges tit. Men vi var også meget sammen og havde de samme venner. Vi havde lige nogle år som voksne, hvor vi diskuterede nogle ting omkring, hvordan værdierne skulle fordeles, og det var ikke særlig smukt, men i dag har vi et super forhold, og vi har faktisk ikke skændtes, siden min far døde, hvilket er helt usædvanligt for os, ha ha. Der var nogle af vores venner, der sagde til os, at nu skulle vi huske på, at vi ikke længere havde vores mor og far til at skille os ad, hvis vi var uvenner, og at vi nu selv ville være ansvarlige for at holde os gode venner. Det er jo rigtigt. Og meget klogt sagt. 

Hvilke snakke havde du med din far om det? 

– Han havde altid respekteret, at hverken Peter eller jeg ville ind i firmaet, men han var da superglad for, at jeg havde ombestemt mig. Han sagde noget i retning af: ”Det tror jeg, at vi stemmer for i bestyrelsen”. Vi arbejdede virkelig godt sammen, og min far var vildt god til at give ansvar fra sig og sige, at jeg bare skulle spørge, hvis jeg havde brug for hjælp. Men han blandede sig ikke. Slet ikke, da han gik på pension. 

I hvilket omfang ligner du din far? 

– Min far var meget struktureret, og det er jeg også. Og jeg tror, at de fleste vil sige, at jeg er meget ordentlig. Det har folk også altid sagt om min far. Han var nok mere diplomatisk, end jeg er. Næsten til det sygelige. Men det var nok også tiden.

Hvordan var det for alvor at træde ind i Arnold Busck?

– Det var fantastisk, men det er en speciel branche. Jeg havde en fordel, fordi jeg vidste noget om branchen fra sidelinjen. Og det var en kæmpe fordel, at vi på det tidspunkt havde både en boghandelskæde og et forlag. Jeg har været involveret i forskellige brancher gennem min karriere, men jeg havde aldrig været i en branche, hvor man behandlede hinanden SÅ dårligt, som man gjorde i bogbranchen. Forlagene opfører sig meget enerådende, og de ser boghandlere som disken-springere. Der er et afhængighedsforhold mellem forlag og boghandlere, men der manglede simpelthen respekt. Det har bølget frem og tilbage, og jeg synes selv, at jeg var med til at påvirke balancen, fordi jeg havde forståelse for begge sider, og fordi jeg sagde fra. Jeg vidste, hvordan tingene fungerede begge steder, og jeg ville ikke finde mig i at blive spist af med svar som ”sådan er det bare”. 

Fra 2010 til 2019 havde Helle sin far på sidelinjen. Privat og også arbejdsmæssigt, hvis hun havde brug for at vende noget fagligt. Men tiden med en syg kone havde taget hårdt på ham, og allerede kort efter Helles mors død fik han en tredobbelt bypass-operation. Han kom sig, men blev aldrig så stærk, som han havde været før. Og det sidste halve år frem til sin død i februar 2019 fik han det markant dårligere. 

– Han faldt, han slog sig, og han havde det ikke godt. I februar var han indlagt i en periode, men fik på et tidspunkt lov til at komme hjem og være hos sin veninde. De havde bildt sig ind, at de godt kunne klare sig selv, men det var de ikke i nærheden af at kunne, og der var ventetid på hjælp, da vi bad om det. Min far var kommet hjem en onsdag, og jeg var der for at hjælpe til. Da jeg var på besøg om lørdagen, kaldte han pludselig på mig ude fra toilettet. Han var skredet ned fra sin rollator og lå på gulvet. Jeg prøvede at bakse ham op igen, først alene og så sammen med hans veninde, men vi kunne ikke få ham op. Hun løb ind for at hente naboen, mens jeg sad op af badekarret og holdt om ham. Mens vi sad der, kunne jeg pludselig mærke, at han blev helt mærkelig. Sådan helt stiv. Han havde fået et hjerteanfald, og han døde i mine arme. Naboen, som var læge, kom ind og tog over med hjertemassage, mens vi fik ringet 112. De kom og prøvede at genoplive ham, men efter 19 minutter kom de ud og sagde, at de var stoppet. Der var ikke noget at gøre. Et eller andet sted var det en befrielse, fordi min far havde haft det så dårligt til sidst, og han ville ikke have ønsket at sidde på et plejehjem, som min mor gjorde. På en eller anden måde var jeg mere klar, end da min mor døde. Og mere afklaret. Det havde været så forfærdeligt, hvis han var blevet genoplivet og skulle have siddet i flere år uden at kunne noget. 

– Efter hans død var der en masse praktisk, der skulle ordnes. Begravelse, tømning og salg af huset, alle de ting, som man skal tage sig af. Man skal få styr på en masse ting, og først når det er overstået, bliver der rum og tid til at sørge. Det var lidt det samme i forbindelse med Arnold Buscks konkurs året efter. 

Så da hjælpepakkerne ikke kom hurtigt nok …?

– Hvis jeg havde fået lønkompensationspakken, så jeg havde kunnet udbetale løn om onsdagen, kunne vi have klaret den uden konkurs. Men jeg fik ikke min hjælpepakke i tide, og så kunne jeg ikke udbetale løn. Jeg havde udvidet kassekreditten i forlængelse af it-problemerne, og den udvidelse ville bortfalde den 30. april. Jeg har selv været ansat i Danske Bank i sin tid, og jeg elskede at arbejde der, men jeg må bare sige, at det var federe at være ansat der end at være kunde. Det er forkasteligt at stoppe en kassekredit midt under Covid-19. Jeg skulle stampe en masse millioner op af jorden, hvilket var fuldstændig urealistisk, så selvom det godt kan se ud som om, at jeg kunne have ladet være med at indgive konkursbegæring, må jeg bare sige: ”NEJ. Det kunne jeg ikke”. Vi havde prøvet alt. Der var ikke flere muligheder. 

Hvordan var det at være den, der lukkede og slukkede et 124 år gammelt familiefirma? 

– Jamen, det har været forfærdeligt. På alle mulige måder. Men jeg ved med mig selv, at jeg gjorde ALT for at redde virksomheden. Jeg kan ikke komme i tanke om en eneste ting, jeg kunne have gjort anderledes. Der har været en masse praktik og en masse medarbejdere, som – helt legitimt – kun har tænkt på deres egen røv. Det var deres arbejde, der pludselig var væk. Nogle har sikkert været mega sure over, at vi ikke kunne redde det, men hey, jeg har altså også mistet mit job. Jeg får ingen løn fra Lønmodtagernes Garantifond. Jeg havde en middag for nogle uger siden med alle dem fra hovedkontoret, der kunne komme. En kom med en tegning, som hans kone havde lavet. Det var sådan en Fugl Phønix, som rejste sig fra asken. Hun er en af de få, som i arbejdsmæssig sammenhæng har tænkt på ”mennesket Helle Busck”. Det er ikke fordi, jeg skal have medfølelse fra nogen, men det er måske ikke så svært at regne ud, at det heller ikke har været fedt at være Helle i alt det her. Det har ikke været sjovt menneskeligt set at skulle træffe den beslutning. Heldigvis har jeg fået ekstremt mange virkelig søde og positive tilkendegivelser fra familie, venner, bekendte, erhvervskollegaer, kunder og alle mulige steder fra. Det har varmet mig utrolig meget. 

Hvordan har tiden efter konkursen været? 

– Ligesom efter min fars død har der været en masse praktik, der skulle ordnes i forhold til advokater, bank og nedpakning af kontoret og arkivet, som var lige så fyldt som mine forældres hus. Det var først den 19. maj, hvor de fleste butikker var overtaget af Bog & idé, og hvor butikken i Købmagergade var overtaget af Politikens Hus, at jeg for alvor tillod mig selv at føle noget. Jesper og jeg havde været ovre i Købmagergade for at se, om alle havde det godt. På vejen hjem kom vi til at tale om, at nu havde vi gjort alt, hvad vi kunne, for at redde, hvad der kunne reddes, og fra nu af var vi helt ligegyldige i relation til Arnold Busck. Dér kom reaktionen. Det var første gang, jeg tudede. Det hele havde været så lavpraktisk og hektisk indtil da, men lige pludselig – wow – så kunne jeg mærke, at det var meget voldsomt. Jeg mærkede sådan en enorm tomhed, og det slog mig virkelig, at nu var det helt ude af mine hænder. 

Var du glad for, at din far ikke skulle opleve det? 

– Ja, det var jeg. Men han var altid så fornuftig, så jeg tror sagtens, at han ville have kunnet håndtere det. Og jeg ved også, at min far ville have vidst, at jeg gjorde mit bedste. 

Jesper og Helle har købt Børnenes Boghandel ud af boet, og Jesper driver forretningen videre. Selv ved Helle ikke helt, hvad hun skal lave fremover, men indtil videre er hun gået i gang med bestyrelsesuddannelsen på CBS. 

– Det vigtige er, at jeg ikke sidder og er hverken sur eller bitter. Man skal hellere forholde sig til, hvad man kan ændre på, og hvad man kan lave fremadrettet. Jeg har længe tænkt på at tage bestyrelsesuddannelsen, men jeg har ikke haft tid. Det har jeg nu, og jeg har lovet mig selv, at jeg ikke begynder at kigge mig om efter nyt job før i det nye år. Det har jeg tænkt mig at overholde.