"Hvis nogen havde sagt, at jeg skulle giftes med ham, havde jeg slået dem"

"Jeg kan huske engang, min mors skoleveninde, Sigrid Horne-Rasmussen, ringede på vores dør, klokken halv et om natten. Jeg åbnede døren, og der stod Sigrid med Dirch Passer, som endnu ikke var kendt, i en hundesnor om halsen. De ville ind og have natmad. Så løb jeg ind til mine forældre og råbte: ”Sigrid står på trappen med en herre i hundesnor.” Resten af den nat sad jeg og spillede grammofonplader med Dirch. Mor og far elskede gæster, og fordi mit værelse lå ved siden af spisestuen, kunne jeg ikke sove. Jeg ville vist også gerne ind og være med."

LÆS OGSÅ: "Jeg fik øje på en meget smuk og meget depressiv kvinde"

"Jeg gik på Frk. Kruses skole, og jeg var meget sød men også forfærdelig dum. Jeg stavede alting bagfra, og selv om mine onkler prøvede at læse med mig, kunne jeg ikke stave til andet end ”mor”. Jeg var dybt ordblind, og det eneste, jeg ønskede mig, var at komme ud af skolen og blive enten danselærer eller hjælpe på min fars restaurant, så det gjorde jeg. Hver morgen kom der 50 kilo fjordrejer, og så sad der 10-12 rejepillersker på række og pillede rejer, som alle sammen var solgt om aftenen. Der lærte jeg at pille rejer, og det er sådan set stadig mit job. Man starter og slutter åbenbart samme sted i livet."

Hvordan fandt du din levevej?

" Jeg gik ud af skolen efter 9. klasse og kom i lære som smørrebrødsjomfru. Det foregik sådan, at min far tog mig i hånden og gik op til direktør Rasmussen på Hotel D’Angleterre og sagde: ”Vær sød at lære hende at lave smørrebrød.” Sådan gjorde man dengang; man kiggede efter det bedste køkken og gik derind. Året efter kom jeg på Hotel Richmond og så på Holms Hotel i Hjejlo i Norge, og til sidst kom jeg tilbage til restaurant Oskar Davidsen."

Dit livs omvej?

"Mens jeg var hos min far på Åboulevarden, kom der en mand fra Hollywood. Han havde Restaurant Scandia på Sunset Boulevard, og han spurgte min far, om han måtte tage mig med til Hollywood, så jeg kunne stå for det kolde køkken i hans restaurant. Min far ville have mig på restaurantskole i Schweiz, men min mor fik talt ham til rette, fordi jeg brød totalt sammen. Jeg ville til Hollywood. Det var dengang alle de store skuespillere kom på restauranten, så jeg mødte både Elizabeth Taylor og Gregory Peck. Alle kom der. Producere og politikere."

"Det var meget spændende at være der på den tid. Det var dengang, Hollywood var Hollywood. Jeg rejste faktisk uafbrudt i syv år. De første fire år var jeg i Hollywood, men så skulle jeg hjem til mine forældres sølvbryllup, og der mødte jeg en cateringmanager fra British Airways, og han ville have mig til at stå for mad på første klasse i flyene; pindemadder, canapeer og smørrebrød. Det ville jeg gerne. Senere kom jeg til London, hvor jeg arbejdede på en lille restaurant. Jeg tog en af min fars smørrebrødsjomfruer med mig, og så lærte vi London at elske smørrebrød."

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

"Det gjorde Adam Siesbye, som jeg har kendt, siden jeg var lille, fordi vores forældre var venner. Men vi forelskede os den aften, min far åbnede restauranten Westfalia på Rådhuspladsen, da jeg lige var kommet hjem fra udlandet. Familien Siesbye kom til åbningen, og Adam var lige kommet hjem fra Australien, og så sagde det tju-bang. Hvis nogen havde sagt, at jeg skulle giftes med ham, havde jeg slået dem, for han var vanvittig irriterende, da han var lille. Men det var et vidunderligt ægteskab, selv om han elskede damer. Det var fint med mig, så længe han bare kiggede. Ellers… (Ida Davidsen laver en lussing-bevægelse i luften, red.)"

"Adam var landmand, men da vi blev gift, solgte han sin gård, for som han sagde, er der ikke ret langt fra at være landmand til at være restauratør: Det handler om at få tallene til at passe sammen. Han tog sig af regnskaberne, og jeg tog mig af resten. Vores restaurant var ikke større, end at vi kunne klare det selv med en enkelt servitrice. Vi nåede lige akkurat ikke at holde guldbryllup, for selv om alle andre holdt op med at ryge, fortsatte Adam, og så fik han lungekræft. Jeg har ellers altid kunnet mande mig op og være stærk, men det var jeg ikke, da han døde."

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

"Jeg var med på Go’ Morgen Danmark en gang om ugen i tre år. Det var forrygende morsomt. Jeg havde allerede prøvet at være på tv i USA, hvor jeg en gang om måneden lavede smørrebrød i noget, der hed Scandinavian Hour. Når man laver tv, bliver man genkendt. Faktisk var det sådan, at inden jeg var kommet fra Go’ Morgen Danmarks studie i Valby, stod gæsterne foran restauranten i St. Kongensgade og sagde: ”Jeg skal have den fiskefilet, du lavede på tv i morges.” I dag bliver jeg mest genkendt, når jeg går tur i Østre Anlæg med min hund. Så ordner jeg og alle de andre hundeejere verdenssituationen. Det er kun hyggeligt."

Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?

"De er desværre døde alle sammen, men en af dem var min veninde, Lotte Havemann, som var madskribent. Vi boede sammen i Hollywood, hvor hun var ovre for at skrive speciale om færdigretter, som var meget moderne dengang, mens jeg arbejdede på restaurant. Vi delte en lejlighed, vi lavede mad, skæg og ballade. Vi havde masser af venner derovre, og vi var jo begge to ”ungkarle”, så vi havde det fantastisk. Hele livet var jeg veninde med Lotte, for hun kunne alt det, jeg ikke kunne, og omvendt. Hvis jeg ringede til hende med en idé om at lave et stykke smørrebrød med røgede kartofler, karrymayonnaise og ansjoser, så vidste hun lige præcis, hvad den sidste ingrediens skulle være."

LÆS OGSÅ: Ellen Hillingsø: "Det er super hårdt, lad os tale om det"

Hvornår kan du føle dig på afveje?

"Når jeg bliver uretfærdigt behandlet, bliver jeg forfærdeligt ked af det og rasende. Det er for eksempel sket, når madanmelderne skriver, at vi serverer præfabrikeret mad på restauranten, selv om vi laver alt fra bunden ud fra mine oldeforældres opskrifter. ALT! Brød, mayonnaise, salater. Jeg bliver så ulykkelig over, at de ikke kan smage, at det er hjemmelavet. Heldigvis ved vores gæster, at hos Davidsen får man ægte Davidsen smørrebrød. Ja, madskribenterne tæsker mig, men folk kommer."

Hvordan fandt du den vej, du bor på nu?

"Da vi fik børn, boede vi i en toværelses lejlighed på femte sal i Bredgade, men så blev denne lejlighed i Stockholmsgade ledig, hvor min svigerfar boede nedenunder, for det var ham, der ejede ejendommen. Vores lejlighed havde været lejet ud til Fru Jensen, som ejede restauranterne på Storebæltsfærgerne. Men da hun døde, blev vi tilbudt lejligheden og kunne virkelig se muligheder, selv om hun ikke havde gjort noget ved stedet i 20 år. Her har jeg en herskabslejlighed, og Oscar bor nedenunder med sin familie, og min datter Mia bor ovenpå. Vi har meget respekt for hinanden, og hvis man vil ses, inviterer man. Kun børnebørnene får lov at rende ind og ud."

Hvor er du på vej hen lige nu?

"Når man har min alder, er hver dag en gave, men jeg håber, jeg er på vej videre i tilværelsen, inden jeg enten skal op eller ned. Jeg glæder mig til at skulle tilbage på arbejde, for jeg håber på et par år til i køkkenet, hvor jeg skærer laks og piller rejer. I dag bruger vi ikke fjordrejer mere men grønlandske, og jeg kan stadig pille ti kilo på halvanden time. Jeg er ikke bange for at arbejde på restaurant igen, faktisk har jeg kæmpe abstinenser efter at få en ny restaurant. Jeg har det bedst med at arbejde hver dag."