Martin Kongstad: “Nogle gange kan jeg ikke holde ud at se mig selv i spejlet”

“Man skal have mundbind på, ik? Jeg har sgu ikke noget mundbind, så jeg kan ikke komme ind.” Martin Kongstad har hældt overkroppen ind over døråbningen på Promenaden på Frederiksberg Allé. Fint, fint, vi sætter os udenfor. Kalenderen insisterer på efterår, men det er vejret ligeglad med. Solen gør det muligt at sidde ude på fletstolene på alléen, hvis tørklæderne er i brug. Det er de. Planen er, at Martin Kongstad skal tale om to, måske tre, ting. Helt sikkert om, hvordan det er for forfatteren at skrive. “Yes.” Om mad, hans anden store passion. “Okay, ja.” Og så, måske, om at være ung. “Hvis du vil tale om ungdommen, skal du nok have fat på en sociolog...” Vi får se. 

Hvorfor har du valgt ordene som levevej? 

“Når jeg skriver mine egne ting, bestemmer jeg jo selv. Jeg kan skrive om det, der interesserer mig lige nu og her. Jeg kunne læse, før jeg kom i skole, så det danske sprog har altid faldet mig let, tør jeg godt sige. Da jeg var ni, var vi medlem af et fritidskollektiv oppe i det nordlige Sjælland, hvor der var en masse voksne, der tumlede med alt muligt. Så lavede jeg en tegneserie, der handlede om dem og deres liv. De flippede helt ud over den. Det er i virkeligheden det, jeg stadig laver. At tænke virkelighed om til fiktion.” 

LÆS OGSÅ: Thomas Korsgaard: "Det er løgn, når folk siger, at venner er din selvvalgte familie. Det er de ikke"

Også når du har skrevet journalistik? 

“Ikke i begyndelsen, for der var jeg nødt til at holde nogle konventioner om, at der var et band, der havde lavet en plade (Martin Kongstad var rockjournalist på Gaffa, da han var ung, red.). Men efterhånden som jeg blev mere sikker, begyndte jeg at skrive ‘jeg’ næsten pinligt meget, så det handlede mere og mere om mine egne tanker. På en eller anden måde er det meget selvoptaget. Alt, jeg laver, er selvoptaget. Ikke nødvendigvis dårligt. Men det er det. Jeg har altid været så indbildsk, at jeg tænkte, at det var mere interessant, hvis jeg selv var med i det.” 

Det er alligevel en ret vild selvtillid at have? 

“Det er ikke selvtillid. Det er et spørgsmål om, hvad jeg synes, er mest underholdende. Jeg laver kun ting, som jeg selv synes kunne være sjove at læse.”

Hvornår har din skrivestil mødt modstand? 

“Jeg blev engang fyret fra Politiken, fordi jeg havde skrevet en artikel til søndagsavisen, der var løgn fra ende til anden. Jeg var blevet hyret til at skrive reportager fra feriesteder. Efter fem uger blev jeg røvtræt af det, og så skrev jeg en sommerreportage fra Langestrand, som var et univers, Malk De Koijn havde fundet på. Det digtede jeg videre på. Jeg lavede et interview med borgmesteren. Jeg opfandt et superlækkert hus, der lå i strandkanten, og hvor eliten kunne bo gratis, hvis bare de gjorde sig den anstrengelse at smage på nye produkter. Det blev til en side i avisen. Så kom der en ny redaktør, som hadede den måde, jeg lavede det på. Han sagde: “Dagbladet Politiken kan jo ikke skrive noget, der er løgn. Vi sætter en ære i at skildre virkeligheden objektivt.” “Men det gør I jo hele tiden!” sagde jeg. Du kan ikke skildre noget objektivt, for det vil altid komme igennem det filter, som er dig.” 

Er du for selvoptaget? 

“Det er ikke sådan, at jeg er hæmningsløst selvoptaget. Det skal jo give mening. Den forrige bog, jeg skrev om en kok (Kokken der holdt op med at rødme, red.), handler jo ikke en skid om mig. Den foregår bare i nogle kredse, som jeg kender ud og ind. Jeg ved nøjagtig, hvordan en kulturradikal dame på 69 vil tale, hvis hun får en ret mad, som hun synes, er for fed. Haha.”

LÆS OGSÅ: Kokken Marie Hertz: “Jeg elskede og hadede det på samme tid”

Han tager en slurk af den sorte kaffe. 

Bliver du nogensinde usikker? 

“Ja. Ja, ja.” 

Når du skriver? 

“Ja. Masser. Jeg skriver meget om. Jeg har lagt flere bøger væk. Jeg har faktisk lige lagt en bog væk, som var meget tæt på mig selv. Den handlede om mig selv som 17-18-årig. Jeg syntes, det blev for selvsmagende og for privat. Jeg tænkte: “Hvad fanden rager det andre mennesker?” Det blev bare for … Følsomt, måske. Jeg skrev 100 sider, og så lagde jeg den fra mig. Jeg ved ikke, om jeg nogensinde tager den op igen.” 

Hænderne går i lommen efter King’s og en lighter. Cigaretten er svær at få gang i, blæsten puster ilden ud. Så, nu gløder den. 

Hvordan føles det at lægge den fra dig? 

“Da jeg var yngre, var det frygteligt bare at skulle strege en sætning, men det er jeg ikke bange for længere. Men det var selvfølgelig ærgerligt og lidt et nederlag. Det var den bog, som jeg troede, skulle være ‘min store bog’, og den kan jeg ikke skrive. Ikke nu i hvert fald. Jeg ved sgu ikke hvorfor.”

Gjorde det for ondt? 

“Jeg er ikke bange for, at tingene gør ondt. Men jeg kunne simpelthen ikke se meningen med, at andre folk skulle læse det. Det kan også være, fordi der trådte en blufærdighed ind, som jeg ikke er vant til. Den handlede om mig og mit forhold til min far og mit forhold til en mand, der trådte ind og blev min far. Jeg kan ikke holde ud at skrive det. Væk røg det.” Han suger i cigaretten. 

“Så nu skriver jeg noget, der er langt væk fra mig selv. En spændingsbog i Rusland. Haha.” 

Hvis du ikke skulle leve af dine ord, hvad skulle du så leve af? 

“Jeg kunne være blevet en god børsvekselerer, faktisk. Fordi jeg har sådan et super konkurrencegen.”

Er det ikke dumt ikke at kaste dig ud i det som sidegesjæft? 

“Jeg har lige meldt mig til Børsens aktiespil. Det er nok så langt, jeg kommer til at drive det. Faktisk læste jeg jura i et års tid, da jeg var ung. Det var jeg lidt ked af, at jeg ikke gjorde færdigt. Nu læser min datter jura, og jeg kigger med og retter hendes ting.” 

Det er da godt nok langt fra at skrive? 

“På en måde.” 

Hvordan? 

“Sprogligt set var det godt for mig. Der er meget økonomisk sprogbrug.”

Han hæver hånden. Som en vinkekat, strakt arm, stor pote, op og ned. 

“Hey.” Det er komikeren Thomas Wivel, der kommer gående ad Frederiksberg Allé. Sniksnak. 

“Hey” igen og “God dag.”

“Hvor kom jeg fra…?”

Jura, sprog… 

“Nå ja. Jeg elsker den måde man skriver jura på. Den stringens, der er i tankegangen. Og så bliver det fucket up med alt muligt gadesprog. Jeg kan godt lide den blanding af noget højstemt og nyt og gammelt slang.”

Så vifter han igen med vinkekat-armen. 

“Hey.” Det er kunststuderende Emma Rosenzweig, der cykler forbi. 

Hvem har skrevet den bedste tekst nogensinde? 

“Det har Inger Christensen med Sommerfugledalen. Jeg hører ofte hende selv læse den op. Den handler om sommerfugle og liv og død. Hun væver hele tiden ind og ud mellem det ene og det andet. Den er mesterligt komponeret. Det er som at høre et stykke klassisk musik. Det hæver sig op over at være tekst. Tænk, at kunne skrive sådan.”

Hvad er din ambition med dine bøger? 

“Det skal være underholdende. Jeg er virkelig bange for at kede folk.” 

Nu synes jeg, at vi skal snakke om mad. Hvornår begyndte det at optage dig? 

“Da jeg var barn. Når min nabo, som var sådan lidt en halvfar for mig, havde fri, brugte han meget tid på at lave mad. Han hyggede sig med at lave det, og de mennesker, der skulle spise det, blev også glade. Min mor, som jeg er vokset op hos, har ikke dyrket mad. Det var kylling med flødesauce.” 

Hvad lavede naboen? 

“Lammekølle. Oksesteg. Med en eller anden sauce til, der duftede godt. Han kogte fond. Han slappede af, når han lavede mad. Og så, da jeg var 18, mødte jeg Trine Hahnemann (kok, madskribent og indehaver af spisestedet Hahnemanns Køkken, red.). Vi gik på HF sammen, og allerede dengang var hun rigtig god til at lave mad, retter.”

LÆS OGSÅ: Køkkenchef Lisa Lov: Jeg forstår ikke boller i karry. Undskyld!

Hvilke retter lærte hun dig? 

“Pizza. Med fyld af… det var vel nærmest bolognese, og så hældte hun en dåse majs ud over. Haha. Og så ost ovenpå. Og så lærte hun mig noget, der var ret avanceret dengang, vi er altså helt tilbage i starten af 80’erne, en vegetarisk ret med aubergine. Og så begyndte jeg at interesse mig for vin. Der var en bz’er, der solgte mig en flaske vin for en tyver, som han havde stjålet hos Irma. Det var første gang, jeg smagte rigtig god vin. Så blev jeg kendt som en, der kunne lave mad. Det lagde et forventningspres på mig, så jeg blev nødt til at udvikle mig.” 

Tror du stadig, at dine venner ville sige: “Inviterer du ikke snart på middag, Martin?” 

“Ja, det tror jeg da. Hvis jeg inviterer på middag, ved de godt, at jeg gør mig umage. Jeg bruger flere dage på at regne ud, hvad vi skal have at spise, gerne fem retter, forberede det og finde de rigtige vine til. Lege restaurant.”

Er der en Kongstad Special? 

“Jeg har holdt børnefødselsdag i nu 20 år, hvor vi altid inviterer 40-50 mennesker, voksne og børn. I mange år har jeg lavet dahl, og så er der nogle særlige salater. En salat med parmesan og trøffel, som er meget populær. Nå ja, så er der kyllingebomber, der er sådan noget børnemad, men som de voksne også spiser. Det er kylling vendt i æg og rasp, stegt på panden.” Han tager et hiv. 

“Så er der en ret med knoldselleri og brunet smør og nødder. Den er der mange kvinder, der godt kan lide. Haha. Jeg ved sgu ikke hvorfor.” 

Når du tænker tilbage på middagene i din podcast Bearnaise er Dyrenes Konge, er der så én, der står klarest? 

“Det er den udsendelse, hvor der ikke er andre med. Da jeg havde lavet den, vidste jeg slet ikke, om jeg syntes, den skulle sendes. Men det viser sig, at det er den, som flest mennesker har hørt. Den læner sig op ad den bog, som jeg aldrig skrev færdig, og der er også den samme blufærdighed i den, fordi jeg sidder og taler om min far, og hvorfor jeg ikke har hans efternavn mere. Og jeg taler om ham min ven, der var en slags mentor og ekstrafar, som jeg fik som 16-17-årig, og som bogen skulle have handlet om. Da jeg havde optaget det, gik jeg hjem og lyttede det igennem og tænkte: “Det er simpelthen for selvoptaget det her.”” 

Hvad skete der? 

“Jeg havde bare sat mig ned på Sankt Hans Torv med min mikrofon. Jeg ringede til Kong Hans og spurgte, om de havde et bord samme aften. Det havde de to timer senere. Så ville jeg lige tage ind og drikke en øl inden, og så gik jeg hen over torvet og mødte en af mine gamle venner, som skulle til middag med en af mine andre venner, og så viste det sig, at alle mine venner skulle til middag sammen uden mig. Det var alligevel mærkeligt… “Er jeg blevet for rædselsfuld til, at de kan holde mig ud?”” 

Var det meningen, at du skulle have haft en gæst i det program? 

“Nej. Jeg havde haft en virkelig dårlig uge og havde skændtes sindssygt meget med min kæreste, sådan rigtig alvorligt, så det ikke ville slippe mig. Så jeg havde det sådan: “Gad vide, om jeg kan lave radio ud fra den følelse?” Det har jeg faktisk fra Line Knutzon (dramatiker, red.), som siger: “Man kan skrive på alt, had eller sorg. Det er bare at tage nogle følelser og så køre derudad.” Jamen, lad mig så se, om jeg kan skrive eller lave radio på den her knugende fornemmelse.” 

LÆS OGSÅ: Køkkenchef Anika Madsen: Hvis jeg var en ret, var jeg denne her

Har du efterfølgende konfronteret dine venner med, at de ikke inviterede dig til middagen?

“Ja, da der var gået noget tid, og jeg havde taget mig sammen. Det var bare et tilfælde. Sagde de. Da Casper Christensen havde læst de første 200 sider (af biografien Casper, som Martin Kongstad har skrevet, og som udkom i oktober, red.), fandt han ud af, at han slet ikke var det menneske, han troede, han var. Det var det, jeg også frygtede her.” 

Forskellen mellem din egen selvopfattelse og hvordan andre opfatter dig? 

“Jeg er lige gået i gang med at læse en filosof, der hedder Hannah Arendt. En af hendes tanker er, at du ikke kan vide, hvem du er ved at kigge indad. Det er noget, andre ved. Da jeg var helt ung, var jeg ved at uddanne mig til badmintontræner. Træneren filmede os, for han ville gerne have, at vi skulle se vores fejl. Det var første gang, jeg så mig selv på video, og det var faktisk meget grænseoverskridende. Haha. Jeg ved stadig ikke, om det er en god idé, at du er bevidst om, hvordan du ser ud, når du sidder og tænker dig om eller spiller badminton…” 

Hvad er det farlige? 

“Det farlige er, at du bliver for selvbevidst og begynder at efterligne dig selv.”

Nu prøver vi lige det med ungdommen. Du har interviewet Emma Leth, nu Rosenzweig, og modellen Caroline Brasch, nu Bille Brahe, i Bearnaise er Dyrenes Konge, og du har lavet en feature og et interview med den amerikanske kunstner Chloe Wise i Weekendavisen. Hvorfor er de unge kvinder interessante at tale med? 

“De opfører sig meget frit i forhold til, hvem de er sammen med, om de er sammen med kvinder eller mænd, whatever. Det gør tingene meget sjovere. At alt er så åbent.”

Hvad er forskellen på at være ung og gammel? 

“Efter at jeg er blevet ældre, bliver jeg nødt til at være opmærksom på at forholde mig åbent, for det er så fristende at sige: “Det er ikke så godt, som det var engang.” Gå at blive småsur over alt muligt.”

Du er bange for at blive den sure gamle mand? 

“Det vil jeg meget nødigt blive. Jeg skal tage mig sammen.”

Hvordan gør du det? 

“Jeg prøver at tage mig selv i det, men det lykkes sgu ikke altid. Og så prøver jeg at følge med, og det er ikke noget, jeg pålægger mig selv. Det er noget, jeg har lyst til. Jeg har altid haft nogle forbilleder, Suzanne Brøgger og Kasper Winding, de bliver ved med at være åbne over for verden. I forbindelse med Casper-bogen kom jeg til at reflektere over det at være venner og tale om gamle dage. Jeg skriver noget i retning af: “Hvis man bliver ved med at insistere på at danse til Billy Jean med Michael Jackson, som var et hit, da jeg var 18, så vil venskabet tørre ud, og så vil man ende med at sidde nede på havnen sammen og skrælle æbler. Døden med vind i håret.” Ha ha. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvor hæsligt det ville være. Jeg har masser af venner, som lever glimrende med ikke at holde sig åbne.” 

LÆS OGSÅ: Lotte Heise om at være voksen: Jeg blev nok voksen, da jeg var otte

Orker du de mennesker? 

“Ja. Jeg vil dog sige, at jeg med årene har fået det sværere med ren nostalgi.”

Hvor får du nye inputs fra? Sidder du og scroller Instagram, Martin Kongstad? 

“Nej, det gør jeg faktisk ikke. Jeg har børn, som er 24, 17 og 14, og de spiller ny musik for mig. Det må også være halvirriterende for dem, for når jeg spiller dj-jobs, blander jeg den nye musik med den gamle, og så spørger deres venner: “Spiller din far din spilleliste?” “Nej! Han er bare pisseoptaget af stadig at være ung!”.”

Gad du godt at have været ung i dag? 

“Ja, det ville jeg gerne. Der er sgu da rimelig meget knald på at være ung i dag.” 

Hvorfor er det fedt at være ung? 

“Noget af det gode ved at være ung, er, at du prøver ting for første gang. Der sker jo et uskyldstab gennem hele dit liv.”

Det kommer an på, hvem man er. En tryghedsnarkoman ville sige: “Godt, jeg ikke skal det igen, for jeg elsker rutinen…” 

“Det kan jeg også godt lide. Jeg er virkelig vanemenneske. Det ene behøver ikke udelukke det andet. Men for at tage det åbenlyse eksempel: Du kan ikke blive forelsket for første gang mere end én gang. Der er noget enormt smertefuldt over at indse, at den følelse aldrig nogensinde kan genopleves.”

LÆS OGSÅ: Christian Fuhlendorff: Det råd ville jeg gerne have givet mig selv som ung

Hvad ser du, når du ser dig selv i spejlet? 

“Jeg har meget svært ved at se bort fra min alder. Men det kommer sgu meget an på, hvad for en fase jeg er inde i, hvordan jeg lige har det. Nogle gange kan jeg ikke holde ud at se mig selv i spejlet. Andre gange kan jeg leve med det. Det kommer an på, hvor godt jeg kan lide mig selv lige i den overgang.”

Hvor lange er de overgange? 

“De er varierende. Der kan være lange overgange, hvor jeg ikke kan holde ud at se mig selv i spejlet. Fordi jeg ikke bryder mig om den måde, jeg lever på lige nu, eller der er ting, jeg synes, jeg ikke gør godt nok. Der er masser af steder, hvor jeg er meget kritisk over for mig selv og ikke gør noget ved det, og så bliver det bare endnu værre.” 

Den store hammer i eget hoved? 

“Det er der masser af. Det er faktisk kun, når den hammer ikke er der, at jeg kan holde ud at se mig selv i spejlet.”

Hvordan får du hammeren væk? Ved du, hvad der skal til? 

“Det kan være noget med levemåden. Balancen mellem at leve så udadvendt, som jeg gør, og så at have styr på mit liv. Den er svær, synes jeg. Når jeg har været madanmelder på Bearnaise, spiser jeg ude to gange om ugen og går til fester. Så kammer det over. Så er der overgange, hvor jeg er meget mere fokuseret. Jeg kan typisk bedre lide mig selv, når jeg lever mere stille. Lige denne her uge går det meget godt. Det kan være, at det går ad helvede til i næste uge. Det er en evig kamp. Faktisk.”