"Jeg var mest ulykkelig, da jeg skovlede flest penge ind"

Som barn drømte Lars Juhl om at iføre sig en lyseblå skjorte, et slips med blåhvide striber og et marineblåt jakkesæt med et helt særligt våbenskjold på brystet: tre hvide muslingeskaller på kongeblå baggrund. Uniformen fra kostskolen Herlufsholm på Sjælland. Med sådan en kunne han nemlig skjule, at hans far ikke var direktør i en multinational virksomhed. Han var anlægsgartner.

LÆS OGSÅ: Christian Tafdrup: "Jeg faldt for dominerende kvinder, jeg bare ikke passede sammen med"

Men Lars Juhl behøvede ingen far til at bane vejen til rigdom og succes. I 1993 startede han shippingfirmaet Scan-Trans i et lokale i Singapore med sin partner Lars Bonnesen – begge 23 år og kun lige udlært – og 15 år senere, lige inden finanskrisen vendte verden på hovedet, havde firmaet vokset sig til en milliardforretning.Lars Juhl førte sig frem. Havde han måske ikke fortjent det, spurgte han sig selv, hver gang han købte sig en Jaguar, en fuldblodshest, et sommerhus, en motorcykel, endnu et hus...

Det var brug-og-smid-væk af værste karakter, indrømmer han i bogen "Mit navn er Lars Juhl, og jeg har fucket mit liv op", som netop er udkommet.

"Jeg var skabt til at flyve på business class, bo på femstjer-nede hoteller, køre i flotte biler, købe de bedste sager. (...) Motorcykler og biler kunne jeg kun nyde et halvt år, før de mistede deres virkning. Så måtte jeg købe noget nyt, og det gjorde jeg. (...) Hver gang jeg troede, jeg var tæt på at være, hvor jeg gerne ville være, mødte jeg nogen, som havde endnu dyrere shit."

LÆS OGSÅ: Peter Mygind: Dette skal mænd blive bedre til, når det kommer til kvinder 

Ingen hjertelyd
Indtil 2008 voksede træerne vitterlig ind i himlen. Og Lars Juhl nød udsigten øverst fra de stræbende trækroner. Men en efterårsdag i 2011 forsvandt lyset, og alt blev stille.

"Klokken 9.00 gik jeg ud for at drikke et glas vand. Jeg så sort igen. Lænede mig op ad væggen. Trak vejret dybt. Jeg satte mig på hug, og så kom synet tilbage. En elastik rullede sig fra halsen og op over kinderne, over næsen og panden, og mit ansigt blev varmt. Jeg drak et glas vand. (...) Jeg kiggede op, lige op i Dianas ansigt. Jeg havde været væk, men der havde hverken været drømme eller tanker eller fornemmelser. Alt havde været tomt, indtil jeg åbnede øjnene. Jeg lå på ryggen, og Diana fortalte, at jeg var faldet. Telefonen var fløjet ud af min hånd, og jeg var røget forover, ned i gulvet mellem Wegner-spisestolene, så de væltede ud til siderne, jeg havde banket hovedet ned i brædderne og spjættet. Og så lå jeg stille. Der var ingen hjertelyd."

Med lussinger og intuitiv hjertemassage fik Lars' kone, Diana, liv i ham igen. Og på hospitalet insisterede hun på indlæggelse, Lars var også selv klar over, at det var alvorligt. Alligevel lå han i hospitalssengen og tænkte: Det her har jeg ikke tid til.
I fjernsynsstuen skete det igen. Han bankede hovedet ned i kaffebordet. Alt blev sort. Da lyset vendte tilbage, så han op i tre ansigter, som kunne fortælle ham, at han havde haft hjertestop. Lars Juhl fik indopereret en pacemaker. 43 år gammel. Og selvom han havde lyst til at træde ud af shippingbranchen, rejste han sig selvfølgelig som den kriger, han er, og kørte videre.

LÆS OGSÅ: "En kvinde er smukkest, når hun er i gang med noget andet end at være smuk"

Rige børn leger bedst
Lars Juhl er vokset op i Nærum og siden Trørød i det såkaldte "whiskybælte" nord for København. Hans familie var hverken rig eller fattig. Bare midtimellem. Håndværkere, gartnere, moren der var annoncekonsulent og siden redaktør på Søndagsavisen. Ubesværet pendlede han imellem de to verdener – hans egen helt almindelige middelklassefamilie og alle kammeraterne, hvis fædre var direktører, akademikere, læger og advokater. Men han blev hurtigt meget bevidst om, hvilken verden han foretrak at tilhøre. Den med pengene måtte klart være den sjoveste. Hans forældre higede også opad, så hans motto blev: "Rige børn leger bedst".

Målet var at blive rig og succesfuld. Og eje to store 12-cylindrede Jaguarer – ligesom Rino og Torben fra Elite Shipping, hvor han senere endte i shippinglære. Han satte ganske enkelt sig selv i "millionærlære", som han kaldte det.

– Jeg altid har hørt min farfar og min far sige: "I vores familie kæmper vi, til vi segner". Og min fars evindelige: "Der flyver ikke stegte duer inde i munden – man skal selv ud og skyde dem og pille dem. Og du skal også selv tørre dig bagi, når de kommer ud!" Ha, ha.

– Men den helt indre drivkraft går på mine forældres skilsmisse, hvor min mor flyttede væk, og jeg følte mig forladt. Min far fandt en ny relativt hurtigt. Kirsten. Og det var ikke, at jeg ikke kunne tage med derover... Jeg ville bare have ønsket, at han og Kirsten havde købt et hus, hvor der var et værelse til min bror og mig. Det var min drøm. Så havde alt været godt. Men gradvist flyttede min far over til Kirsten, og det var bare lidt tidligt at blive efterladt og bo helt alene i et hus – vi var kun 10 og 12. Dét at mine forældre valgte noget andet til og dermed valgte mig fra, gav mig en grundlæggende følelse af, at jeg ikke var værdifuld nok.

– I vores familie har det været resultater, der talte. Vi løber ikke for at løbe, men for at vinde. Jeg var den første i familien, der løb et maraton og fik en studentereksamen, og den første, der lavede en stor virksomhed. Ergo – jeg blev set.

– De drivkræfter har der været og er der stadig en enorm styrke i, men medaljens bagside er, at man jo også kan løbe sig passioneret ud over skrænten.

Fed luksus
Men lykken var ikke på den side af hegnet, han valgte. Alt imens millionerne væltede ind, voksede tomheden.

"Skulle vi bruge noget, købte vi det. Skulle vi ikke bruge det længere, smed vi det ud.
Vi kunne bare tjene nogle flere penge, og det gjorde vi sandelig. Med 125 ansatte og 20 kontorer rundede vi en milliard i omsætning. I Børsens guldnummer over Danmarks største virksomheder lå Scan-Trans højere på listen end Tivoli,
Stryhns og KIMs, og jeg var chef."

– Onkel Leif, min fars bror, sagde altid: "Det er dyrt at fyre med mahogni, men det dufter så godt!". Ha, ha. Sådan har jeg også haft det. Mit mantra var, at hvis vi havde tjent det, havde vi også fortjent det. Jeg blev også grådig. Jeg købte 14 islandske heste til min kone, fordi hun kunne lide at ride. Og en Jaguar E-Type roadster med kaleche, en BMW 1200 Cruiser, en Indian Chief, en motorcykel Norton 500 Commander. Foruden to andre biler. Vores store villa var fyldt med Gaggenau-hvidevarer, og vi havde sommerhuse i Nordsjælland og i Sverige. Vi ragede alt muligt til os. En frontlæsser til 200.000 og en traktor til vores hobbygård og en båd til vores lille sø. Vi købte sågar dåvildt og havde dem i en indhegning, fordi de var smukke at se på.

Lars Juhl var – med egne ord – "stinkende rig og kunne gå på vandet uden at få våde fødder". Men han kørte også i et gear, der på sigt blev usundt. Telefonen glødede konstant, og hjernen var aldrig rigtig hjemme hos familien i det 345 kvadratmeter store hus i Sorø. Alt for ofte kom han for sent til datterens optræden på skolen, sønnens fodboldkamp og glemte at ringe over Skype og sige godnat, når han var ude at rejse.

Tre dage i nonnekloster
Selvom han satte sig op på hesten igen to måneder efter hjertestoppet og førte firmaet til endnu større succeser – Scan-Trans fusionerede med amerikanske Intermarine i sommeren 2012, og milliardomsætningen blev mere en fordoblet – så havde én tanke snurret i hovedet siden hans blackout på Slagelse Sygehus: Når alt kommer til alt, hvad vil jeg så gerne huskes for, når jeg engang ikke er her mere? Det er jo ikke den rigeste mand på kirkegården, der nødvendigvis har vundet. Og så gik det galt igen.

– Efter at fusionen var gennemført, kunne jeg puste ud igen. Og der blev jeg bare dødeligt syg, følte jeg. Og virkelig skræmt igen. Jeg blev helt panisk. Der var jeg bare så mør. Jeg selv og alle andre kunne se det – jeg var kridhvid i hovedet og kunne intet huske. Jeg sov elendigt om natten. Alle sagde, at jeg kørte mig selv for hårdt.

Efter en alvorssnak med en erhvervspsykolog fandt han i maj 2013 modet til at ringe til Houston og meddele, at han var nødt til at hive stikket i et par måneder, fordi han ganske enkelt ikke kunne klare mosten mere. Han havde galopperende stress.

– Hold kæft, hvor følte jeg mig svagpisseragtig og som en kæmpe kujon. Det var sgu et nederlag – for "vi kæmper, til vi segner"... men jeg var jo ikke segnet endnu. Jeg var lige ved det. Den var ikke helt legitim. Den med hjertestoppet er legitim – der kan man godt tillade sig at holde to måneders pause. Det her handler om "bare" at mærke efter og stoppe op – og det er jo pissevigtigt. Det var vitterlig alvorligt, jeg lå bare i fosterstilling hjemme i sofaen og var ikke i stand til at rejse mig op, men næste dag, når jeg trådte ind ad døren på kontoret, fløjtede jeg, som jeg altid har gjort.

– Men at trække stikket lige der er det bedste, jeg har gjort.

Og så tjekkede Lars Juhl ellers ind på et nonnekloster i Maribo på Lolland – på en erhvervsretræte, som blev holdt hos Birgitta Søstrene. Tre dage i stilhed, bestilt af konen, Diana.

– Her skulle jeg bare reflektere. Det havde jeg aldrig prøvet før. Mine tanker kværnede rundt som på en transistorradio, man skifter kanal på konstant. Men pludselig – hen imod slutningen af opholdet – forsvandt al ydre larm, og der blev helt stille i mit sind. Det var en vildt spacy oplevelse. Når du hænger ude i centrifugen og bliver slynget rundt og slidt på knæ og albuer, træffer du alle de dårlige valg, for du er helt rundtosset og kæmper bare for at overleve. Men da jeg kom derned, stod det hele stille. Der var tid til refleksion. Jeg indså også hurtigt, at uanset hvilket mål jeg ville nå i mit liv, så ville barren bare blive højere og højere, hvis jeg fortsatte i samme gear. Det ville aldrig stoppe. Og omvendt tænkte jeg, at det ikke ville fungere at sidde med i guldfireren og kun ro med en arm. Så hvordan fandt jeg lige den balance.

Beder til Gud hver dag
Lars Juhl er ikke bange for at kalde det, der skete med ham på refugiet i Maribo, for et spirituelt øjeblik.

– Man kan kalde det Guds nærvær eller universets kraft, en meditativ tilstand... I don't care. Jeg ved bare, at jeg så mig selv oppefra og udefra. Jeg begyndte at se ting i farver, opleve dufte... Det var en radikal omvæltning. Jeg har altid været meget optaget af meningen med livet og læste i mine unge dage Camus og Sartre og Kierkegaard, men det var først, da jeg vendte det om og sagde, "med alt det, jeg har været igennem, hvad kunne livet – eller Guds mening – være med mig?", at kabalen begyndte at gå op. Hvad kan jeg bidrage med? Jeg kan forhåbentlig inspirere og motivere andre til ikke at gøre som mig! Tænk, hvis bare ét menneske lavede en lille justering, som gjorde, at de ikke endte i hegnet! Så ville alle mine prøvelser jo have været det hele værd.

– Jeg takker Gud hver dag for, at han holder hånden over mig og min familie. Somme tider har jeg også bedt om mod eller styrke eller vejledning. Jeg læser ikke Bibelen, og jeg går ikke jævnligt i kirke, men jeg tror ikke, at jeg går alene, og jeg tror, at der er en mening med alle de ting, der sker. Hver gang, jeg beder om nogle tegn, ser jeg dem. Det er jeg meget ydmyg over for, og det lytter jeg til. Jeg føler mig virkelig taknemmelig for hver dag.

Efter opholdet i Maribo valgte han i juni 2013 helt at trække stikket til shipping-
branchen og har siden kastet sig over nye iværksætterprojekter – bl.a. CuraCare, som er et omfattende beredskab af stresscentre, han håber på en dag at realisere. Og herudover arbejder han som coach og ledelsesrådgiver.

Men i sit nye liv har han indgået en vigtig aftale med sig selv. Han må ikke arbejde mere end fire dage om ugen, 40 uger om året og have mere end 40 rejsedage om året.
Han indrømmer, at kunsten bliver at styre den iværksætterild, der allerede nu er gået fra gløder til småflammer i ham, så den ikke udvikler sig til en steppebrand, der igen sender ham til nedsmeltning. Han griber ud efter en blok og en kuglepen og tegner en vej med et dollartegn i den ene side og et hjerte i den anden.

– Jeg kørte jo i grøften herovre, siger han og peger med kuglepennen på dollartegnet.

– Med et ordentligt brag. Flere gange. Typisk når man kører i grøften, styrer man kontra. Så jeg styrede ikke stille og roligt mod midten af vejen – jeg styrede direkte over i den anden grøft. Den med hjertet. Og brugte al min tid på velgørende formål, jeg blev mentor i Vestre Fængsel, og jeg holdt gratis møder med folk, coachede stressramte... Jeg havde bare en mission om at hjælpe andre mennesker, kurere dem. Men på et tidspunkt finder man så ud af, at det kan man ikke leve af, når man har fire børn. Ergo har jeg bevæget mig langsomt ind imod midten igen. Så nu er udfordringen at holde mig der. Men fordi jeg er konkurrencemenneske, er min tendens meget at køre enten-eller.

– Jeg er på ingen måde en frelst person i dag og tænker: Nu har jeg fikset det hele. Jeg tror ikke på, at du kan ramme balancen. Det er naivt at tro, at vi skal jagte det her moment i perfekt balance. Mit mantra i forhold til forandringer i mit liv lige nu lyder: "Så lidt som muligt, men så meget som nødvendigt".

– Det kræver, at man har fat i sig selv. Og jo mere bange man bliver for, at noget sker, jo mere vil man gå over i den modsatte grøft for at undgå det. Men jeg har besluttet, at jeg ikke vil leve mit liv i frygt for noget. Alt, hvad jeg laver, skal være hen imod noget og ikke væk fra noget. Det kræver, at man stoler virkelig meget på sig selv. Stoler på, at man evner det. Og jeg failer mig selv dagligt. Små bitte ting, hvor jeg tænker: Arh, der var jeg vist min gamle version igen.

Farmænd laver også fejl
– Jeg er virkelig blevet ydmyg. Jeg ved godt, at livet kan ende hver dag på motorvejen. Så med hver dag gælder det: make it count. Og hvad er det, vi efterlader, hvis livet ender i eftermiddag? Har vi sat et fingeraftryk på jorden? Har vi efterladt os nogle mennesker – eller har vi bare været her? Og med bogen her tænker jeg, at jeg har da efterladt den som en slags aftryk. Om ikke andet kan man lære noget af den. Håber jeg. How not to do.

– Jeg var mest ulykkelig, da jeg skovlede allerflest penge ind. Og når jeg ser mig tilbage og tænker på alle omkostningerne, så tænker jeg, at livet både er godt og ondt. Det gælder også mine fire børn. Vi indeholder mange følelser, og der skal være plads til dem alle sammen, så jeg kan godt rumme, når især Gustav, min ældste, bliver ked af det over nogle ting i en periode. Vi har et fantastisk nært forhold i dag. Det har virkelig bondet, at vi har været igennem de her ting. At jeg hev stikket og kørte ham til badminton og så ham. Jeg føler, at jeg har kompenseret for de tidspunkter, hvor jeg ikke har leveret som far. Det sætter han kæmpestor pris på.

"Jeg stak fiskestangen i hånden på Christopher og spekulerede over, hvor mange gange, jeg havde afvist mine unger. Det var umuligt at tælle. (...) Jeg begyndte at lege med dem, tog dem med i skoven og samlede en kurvfuld karljohansvampe. Jeg stillede fodboldmål op i haven og skød på mål med drengene de fleste aftener. Jeg bagte boller med Ditlev og afleverede Gustav til badminton og tog med Christopher til springgymnastik og med Victoria til ridning. Jeg nød Ditlev, den yngste, på en anden måde. Jeg husker kun lidt om de andre børn i den alder. Gustav, lidt. Men Christopher og Victoria? År for år? De minder får jeg aldrig."

– Mine børn skal kende min historie, så jeg er faktisk glad for, at de kan læse min bog en dag. Gustav har læst noget af den. "Far, der er godt nok meget, jeg ikke ved om dig!", sagde han, "du har da lavet nogle damer i dit liv!" Ha, ha, ha. Han er 13 år, så det fylder ret meget. Ja, farmænd er sjældent så seje, som deres børn tror. De er bare mennesker. På godt og ondt. Jeg tror, det er godt, at jeg piller mig selv lidt ned fra den piedestal, de nogle gange sætter mig op på og fortæller, at jeg har begået masser af fejl. For sådan er jeg.

Med på listen over omkostninger tæller også det 15 år lange ægteskab med Diana, som han blev skilt fra tidligere i år.

– Jeg er heller ikke perfekt. Diana er stadig min bedste ven. Vi hjælper hinanden og står sammen om børnene. Når man har været igennem det, vi har, så har man et særligt, stærkt bånd. 

LÆS OGSÅ: "Vi har nogle drifter, der ikke kan tøjles af ægteskabet"

LÆS OGSÅ: "Kvinder er facineret af mænd med magt - det har jeg selv mærket"

LÆS OGSÅ: Nyskilt og forelsket: Jeg glemte mine børns behov