Julia Lahme: "Det føles, som om der bliver plads i mit eget liv til mig igen"

Noget af det, jeg bruger for meget tid på, er, hvor lidt tid jeg har. Både på den store eksistentielle klinge, hvor det går op for mig, at jeg som 45-årig, hvis jeg er meget heldig, nu er midaldrende. Men også på den lidt mindre klinge, hvor jeg i perioder bor så meget i min kalender, at jeg burde skamme mig lidt over det, rive den midt over og komme derud, hvor de berømte roser gror, så jeg kan nå at dufte lidt mere til dem.

Det, jeg altid har tid til, er mine børn, min mand og mit arbejde. De tre ting kommer helt klart først, og det har i mange år været gensidigt. At jeg også kom først hos mine tre prioriteringer. Men nu, hvor mine børn er ved at blive store – 10 og 14, er jeg så småt ved at ryge længere ned ad listen over umiddelbare prioriteringer.

LÆS OGSÅ: Nillou Zoey Johannsen: ”Hvad jeg ikke havde set komme, var omverdenens reaktion på vores skilsmisse”

Min mand kan jeg se frem til at date endnu mere (og dét glæder jeg mig til), og mit arbejde er der heldigvis også, men mine børn gør, som de allerhelst skal, og får nu et liv, der ikke er flettet helt ind i mit mere. Eller for at være helt præcis: Jeg er ikke flettet helt ind i deres mere.

De begynder, meget stille, at give slip på den del af børnelivet, der krævede en meget stram kalender. Alle de år, hvor hele mit liv og hele mit væsen og alle mine timer har været nøje planlagt, så det gik mest muligt hånd i hånd med mine børns udtalte og usagte behov, lakker nu stille og roligt mod enden.

Ikke pludseligt, men helt stille og roligt, med sving og bump på vejen og pasta, der stadig skal koges, føles det som om, der bliver plads i mit eget liv til mig igen. Til mig og til kvinderne i mit liv. For hvor har jeg savnet dem.

De kloge kvinder, de sjove kvinder, dem, der ved ting, jeg ikke ved noget om, og dem, der kan lære mig ting om livet.

Dem, der samler mig op, og dem, jeg kan række en hånd, dem, jeg er blevet voksen sammen med, og dem, jeg har lært at kende senere i livet.

For der er det ved det sted, jeg er i livet lige nu, at når det ikke mere kun og udelukkende handler om at få kalenderen til at hænge sammen, så bliver der faktisk tid til nye indsigter. De indsigter og erkendelser, der findes sammen med de veninder, vi er mange, der ikke har nået at se nok.

LÆS OGSÅ: Klumme: Min mand bliver rost for at være familiefar, mens jeg bliver kaldt karrieremor

De kvinder, vi holder så meget af. De, kvinder, der er så tæt på ens hjerte, men som er druknet i kalenderkoordinering, hvor det at mødes til en kop kaffe kan lade sig gøre på onsdag om seks uger, lige efter barnets svømmeundervisning og inden vasketøjet igen kalder, hvis alt klapper, og ingen får øjenbetændelse.

Og det er ikke med vilje. Ikke for nogen af os. Vi er bare så ansvarlige og ordentlige og har så travlt med at levere ind alle steder, at vi er mange, der glemmer at nære den del af hjertet, hvor vores veninder bor. Ikke fordi de ikke er vigtige, men fordi vores børn har feber, og vores feriedage er sparsomme.
Men det skal være slut nu.

Nu er det tid til kvinderne i mit liv, tid til retreats, til ferier med damer, til lange eftermiddage i sommersolen, nu er det tid til at nære den side af mig selv, der handler om kvinderne i mit liv.

For hvis jeg faktisk er så heldig at være nået sådan cirka halvvejs, så er det for sent ikke at have tid til den del af livet, der bedst leves med de næreste veninder.