Du forelsker dig i dén person, der sårer og forløser dig mest – og Jytte Vikkelsøe har opdaget hvorfor...

Jytte Vikkelsøe er en travl kvinde. I sin hånd sidder hun med nøglen til hjertets og kærlighedens dybeste gåde, og den vil vi selvsagt alle gerne have fingrene i. Hun er hele Danmarks kærlighedsguru og har skrevet bestsellerbogen Derfor forelsker du dig aldrig i den forkerte. En bog, der også har banet vejen for hendes egen parterapeutuddannelse. Vi står ifølge Jytte Vikkelsøe over for intet mindre end en kærlighedsrevolution. Der er et stadig uforløst potentiale i kærligheden i 2022, som vi kan gribe og folde ud. Hvis vi tør. For det kræver, at vi tør at tage en svær vej. En vej, hvor vi åbner op for rum i os selv, der for længst er blevet smækket i, fordi de var for pinefulde. Ligesom hun selv gjorde for mange år siden, for det er i den største livssmerte, at den største forløsning også ligger. Og kærligheden kan både skabe smerten, men den kan også heale såret.

Artiklen fortsætter efter videoen...

Lad os lige starte med hendes egen historie, der gjorde, at hun fandt en ny nøgle til at knække parforholdets dynamik. Den, der kan transformere og redde kærligheden, hvis man er villig.

Jytte Vikkelsøe brugte 17 år på at skrive Derfor forelsker du dig aldrig i den forkerte. Det er ikke bare en bog om kærlighed, den er skrevet på et levet liv og på et knust hjerte, der var nødt til at få healet sit eget sår ved at forstå, hvad der gik galt. Vi skal over 20 år tilbage i tid, hvor hun boede i USA sammen med sin schweizisk fødte mand. De var begge succesfulde terapeuter, der var vant til at rådgive andre mennesker om deres ægteskabelige og personlige problemer. Begge var de refleksive og åbne omkring deres barndomssår og problematikker. De elskede hinanden og havde forelsket sig vildt i alt det, den anden havde. Det, de hver især savnede i sig selv. Han elskede Jyttes poesi, hendes hang til at falde i svime over smukke blomster, hendes levende væsen. Hun var faldet for hans livsmod og for den måde, han ejede verden på. Trods de faglige refleksioner, bevidstheden, kærligheden og viljen var der et bestemt punkt i deres konflikter, hvor de låste hinanden fast.

"Vi vidste rigtig meget om hinanden, vi vidste rigtig meget om terapi, vi vidste rigtig meget om mennesker, vi vidste rigtig meget om parforhold i det hele taget. Alligevel smed vi til sidst håndklædet i ringen. Det var et chok for os begge, at et brud blev den endelige løsning."

"I forelskelsesfasen får vi lov at se os selv gennem den andens forelskede øjne, der spejler os hinsides vores barndoms skam og skuffelser – viser os alt det fine, vi ikke længere selv kan få øje på. Når så konflikterne dukker op, føler vi os pludselig fastholdt i alt det, vi gennem barndommen lærte var galt med os."

Forelskelsen viser os alt det, vi kunne være. Alt det, der er muligt. Hvorimod konflikten viser os lige netop dét, der forhindrer denne vores egen storhed. Hun kalder dansen mellem det krænkende og forløsende aspekt for den mytiske hårdknude. Den vil gennem hele parforholdet udfordre os til at dykke ned i barndommens skam, skuffelse og smerte. At kigge nærmere på alt det, der forhindrer vores egen udfoldelse, når den bliver aktiveret i konflikterne, i stedet for at give vores partner skylden for vores egen uforløsthed.

Hun begyndte at afprøve teorien på alle sine klienter.

"Den dag i dag har jeg endnu ikke mødt et par, metoden ikke passer på. Det er jo helt vildt at sige, at det menneske, vi forelsker os i, skal have et krænkende aspekt. Hvis vi spørger folk, hvad de forelskede sig i, er der ingen, der ville sige: Jeg forelskede mig i, at han kunne få mig til at føle mig lige så uelskelig, som min mor eller far indimellem gjorde. Vi forventer at høre om alle de positive ting, den anden får frem i os. Vi ved dog fra studier, at vi ser alle de negative ting i den anden helt fra starten, men vi vælger at lukke øjnene for dem."

Processen med bogen tog 17 år. De første 7 år af bogens tilblivelse foregik i USA, hvor hun researchede ideen videnskabeligt. Samtidig begyndte hun at længes tilbage mod Danmark og den danske og skandinaviske livsstil. I 2007 vendte hun tilbage til Danmark og brugte de næste 10 år på at skrive.

"Bogskrivningen var som at indgå i et nyt monogamt partnerskab. Jeg stod op hver morgen klokken 6 og skrev, indtil min hjerne føltes som havregrød. Jeg valgte at se på min skilsmisse som en livsbetingelse. At gennemgå noget så smertefuldt, at føle sig så fortabt, som jeg gjorde lige efter skilsmissen, er ikke bare noget, man skal komme sig over. Det skal æres. Det skal bruges til noget. Det er en kæmpepræstation at rejse sig efter at have været lagt ned af stor smerte. Den her smerte skal ikke være for ingenting," siger hun og nævner et bibelsk citat Karen Blixen ofte brugte: ”Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig”.

Ifølge Jytte Vikkelsøe står vi overfor et paradigmeskifte i forhold til kærligheden. Ægteskabets grundvilkår har ændret sig fundamentalt de sidste årtier. Fra i hundredvis af år at have været en økonomisk nødvendighed for kvindens overlevelse er den blevet et tilvalg. I dag kan vi forsørge os selv. Vi kan blive gravide og få børn uden at være afhængige af et partnerskab. Parforholdet og kærligheden er blevet et tilvalg. Det stiller også nogle helt nye krav til, hvad kærligheden skal kunne, for at vi gider besværet, der følger med, siger Jytte Vikkelsøe. Og måske netop derfor vækker hendes budskab så stor resonans, for det stiller krav til os selv om at gribe muligheden for at blive større og bedre.

"Teknologien har givet os hidtil usete muligheder for at møde nye mennesker, vi ellers ikke ville møde. Datingapps gør det muligt at forbinde sig til potentielle partnere, hurtigt og effektivt. Sagen er bare den, at de selvsamme apps også mudrer for det menneskelige engagement. Hele tankegangen bag at vælge et menneske ud fra et billede og en kort tekst efterfulgt af et swipe distancerer os fra det, der tænder kærlighedens gådefulde glød. De teknologiske rammer for at møde kærligheden kan skabe utryghed, hvis man ikke er bevidst om og tør stå ved, hvad man vil og ikke vil gå med til."

Det har skabt nogle andre grundvilkår for mødet med den anden, siden Jytte Vikkelsøe selv var ung. Dengang blev man kærester, lærte hinanden at kende, og derfra kunne forholdet udvikle sig til forlovelse og ægteskab.

"Vi var naive på en helt anden måde, men selve det at indgå i et parforhold havde måske nogle bedre vilkår, fordi vores romantiske naivitet gav os en grundlæggende respekt for den anden. I dag opererer vi med begreber som ghosting, benching og crumbing, der gør, at vores forhold til kærligheden bliver usikkert og paranoidt."

For oplever man nogle af ovenstående begreber gentagne gange, skaber det usikkerhed, og man får svært ved at stole på kærligheden. Man forsøger at passe ind i et billede af noget, man tror, den anden leder efter, i håbet om at møde kærligheden. Det er nogle af de problematikker, hun møder blandt singler i dag igennem DR-podcasten Hjerteflimmer for voksne, som hun har sammen med journalist Sara Bro.

"Det er op til os selv at have helt klare spilleregler for, hvad vi vil, og hvad vi ikke vil. Vi skal være modige og turde mærke efter i os selv og så stå ved det, vi håber og længes efter."

I den parterapeutiske efteruddannelse, hun udbyder, gennemgår de studerende selv forvandlingsprocessen gennem deres egen barndoms skam og skuffelse, så de lærer at forstå, hvordan det føles, når den bliver aktiveret i deres egen mytiske kærlighedsrelation. Tanken er, at du ikke kan hjælpe andre længere, end du selv er kommet med indsigten i din egen mytiske hårdknude.

Når man googler Jytte Vikkelsøe, kommer der blandt andet et indlæg op fra en kvinde, der beskriver den forvandling, hendes parforhold er gået igennem efter at have brugt Vikkelsøes metode i terapi. Hvordan hun igennem terapien blev opmærksom på alle de forsvarsmekanismer, hun havde, når samtalen blev for svær. Når de i parterapien ramte ind i hendes sår, oplevede hun, hvordan hun mistede koncentrationen, hørelsen blev svækket, og kroppen gjorde alt for at fjerne hende fra ubehaget. Og det er her, vi i sidste ende skal turde at bevæge dybere ind i stedet for at swipe videre, siger Jytte Vikkelsøe. Vi skal mærke, se og forstå, at når kærligheden aktiverer en smerte i os, vi ikke vil kendes ved og ender med at give vores partner skylden for, er det noget inde i os selv, der søger forløsning.

Her kommer den ultimative kærlighedsnøgle, som Jytte Vikkelsøe opdagede, mens hun skrev sin bestsellerbog. For at frisætte kærligheden må vi kigge indad i stedet for udad. Det er ikke den anden, der skabte vores barndoms skam og skuffelser. Den anden er bare katalysatoren, der aktiverer alt det, der ligger gemt væk i vores dybeste indre gemmer. Vi skal forstå, at den person, vi forelsker os i, altid er den rigtige, fordi vedkommende viser os alt det, der forhindrer os i at folde hele vores vingefang ud.

"Det første skridt i det store kærlighedsparadigmeskifte er at forstå, at den anden bare er katalysatoren, der viser os, hvordan vores tidlige livsvilkår stækkede vores vinger – alt det, der står i vejen for vores fulde og frie udtryk. Hvis vi undgår smerten, fordi konflikten med vores livspartner er uløselig, ender parforholdet – uden vi egentlig er opmærksomme på det – i en mild kronisk depression. Parforholdet skrumper ind, og det samme gør kærligheden. Vi savner og længes efter det forløsende aspekt, der synes at være forsvundet, holdt nede eller overtaget af parforholdets uforløste kroniske konflikter. I stedet for at erkende tingenes tilstand prøver vi at kompensere gennem skiferier, sommerferier, gode middage, nyt og større hus, endnu en bil eller et barn."

Hun beskriver den milde kroniske depression som en parforholdstilstand, hvor vi hverken er helt lykkelige eller helt ulykkelige. Som en parforholdstilstand ”på det jævne, på det jævne”.

Man kan ikke være i rum med Jytte Vikkelsøe uden at mærke en stille forvandling i sig selv. Måske er det netop kærligheden, der generøst strømmer igennem hende. Som giver hende et sprudlende blik, måske er det den, der får hendes roser til at strutte og klienter til at forandre sig. Hun har levet et rigt liv med rejser og udlandsophold, og hendes hjem er fyldt med smukke genstande fra hele verden. Hun har selv mærket den dybe kærlighed og det store tab af kærligheden, og hendes mission går i sin enkelthed ud på at give os alle indsigten i hjertets gåde. Så vi alle mærker den, i hvert fald mindst én gang i livet. Verden er fyldt med så meget had og intolerance, og der er kun én kur, synes kærlighedsfeen at synge fra den solrige have. Om det så bare er én gang i livet, så vil Jytte Vikkelsøe gøre sit for, at vi alle får muligheden for at opleve kærlighedens yin-yang-dans, hvor vi hjælper prikken i modpartens hjerte til at udfolde sig fuldt og helt.

Dem holder hun en del af, fordi hun vil finde de rigtige ord. Hun siger ikke bare noget, der ikke er veldokumenteret, velfølt og velvalideret. Det er derfor, hendes ord har vægt. Derfor, hun er en travl dame. Hendes ord stammer ikke fra kreative teorier i bøger, de er erfaret og sanset og undersøgt i dybden – det er derfor, de føles sande. At turde favne både kærlighedens dybe glæde såvel som sønderrivende smerte har lært hende at leve modigt. Og mod er ikke bare evnen til at trodse frygten. Mod er at turde stå ved frygten og alligevel bevæge sig fremad igennem den.

"Et af de helt store spørgsmål i livet har for mig altid været spørgsmålet: Hvordan lever man livet, så man den dag, man endelig står ansigt til ansigt med døden, kan svare: ”Jeg havde håbet, det ville have varet lidt længere, før du dukkede op, men ok, jeg er parat. Det har været the hell of a ride."

Hvis man ikke har vovet at se sin egen frygt, skam og skuffelse i øjnene tidligere i livet, ligger de og venter på en ved dødslejet, siger Jytte Vikkelsøe. I stedet for at fejre livet skal man nu igennem en forvirrende og smertefuld sidste dans med livet, før man endelig kan give slip. For i det lys virker alt det, vi var så bange for eller holdt os selv tilbage fra igennem livet, så fuldstændig latterligt i forhold til det store ukendte, vi nu skal begive os ud i helt alene.

"Der skal man besvare de spørgsmål, man måske aldrig turde svare på: Hvorfor var jeg så bange for bare at kaste mig ud i livet? Hvorfor var jeg så optaget af, hvad andre tænkte om mig? Hvorfor var jeg så bange for at tage det store spring ud i kærligheden? Så bange for at tage kontakt til dem, jeg mødte på min vej, der så spændende ud? Hvorfor risikerede vi ikke afvisningen og inviterede dem alle på kaffe? Hvorfor holdt jeg mig tilbage? Det er dér, døden relativiserer alting – og derfor den er en af de største rådgivere i livet. For dødens svar er altid det samme: Tør at være til stede i dit eget liv. Sørg for at udfolde alt det, der presser på indefra i tide, for livet er så uendeligt kort."