Katrine Berling
SPONSORERET indhold

Katrine er sexolog: ”Mange kvinder tror, deres klitoris er en knap, man bare skal trykke på”

For mange af os er sex noget, der hører privatlivet til, men for nogle er sex (også) deres arbejdsliv. Mød Katrine Berling, der er sexolog.

Af:: Marie Varming Foto: Claus Boesen
03. okt. 2022 | Livsstil | Hendes Verden

Jeg arbejdede som stewardesse, da jeg en dag mødte én, som læste til sexolog. Det tændte åbenbart noget i mig, og da jeg få uger senere på en kvindemesse mødte sexolog Joan Ørting, som gjorde reklame for sin uddannelse, gik jeg til intromøde på hendes skole. Jeg var færdiguddannet sexolog i 2008. Min egen seksuelle historie er, at jeg var meget genert og først havde min seksuelle revolution i 30’erne. Der fik jeg min første computer og tilmeldte mig Scor.dk. På den måde fandt jeg ud af alt det, sex kan være.

Jeg fandt hurtigt ud af, at mit fokus skulle være kvinder. Der manglede et tilbud til kvinder, som ikke har lyst til at sidde nøgen sammen med 30 andre og se sig selv i et spejl forneden. I dag har jeg praksis med orgasmetræningsforløb, både i grupper og individuelt. Der er ingen hands-on eller nøgenhed hos mig, men jeg kan godt finde på at give mine klienter lektier for, hvis de har mod på det – men nogle kvinder kan slet ikke lide at røre ved sig selv, og så beder jeg dem ikke om at gå hjem og onanere.

LÆS OGSÅ: Berit ejer en sexshop: ”Jeg har aldrig solgt så mange piske, som da filmen 50 Shades kom”

Mine klienter kan være kvinder, som aldrig har fået en orgasme eller kun kan komme alene og ikke med en partner, eller kvinder, som gerne vil prøve noget andet og mere. Jeg har også nogle, der kun kan komme med deres vibratorer, men som ønsker at kunne med deres fingre. Dem er der en del af. Det er nærmest samme forløb for alle:

Først analyserer jeg deres mønstre, og det er efterhånden let, for jeg har talt med omkring 2.000 kvinder, siden jeg begyndte. Og så lærer jeg dem at vende tilbage til nydelsen. Det handler om at tage præstationen ud af sex, for det er som regel den, der spænder ben. Det er tanker som: Er jeg lækker nok? Kommer jeg hurtigt nok? Hvorfor har jeg ikke mere lyst til sex? Nogle kvinder mener endda, at andre er bedre til sex end dem. Den slags tanker har mange kvinder, som kommer hos mig, og de kan være lige fra 20’erne til 70’erne.

For nylig fortalte en kvinde, at hun var flov over at være så lang tid om at komme, når hendes mand gav hende oralsex. Når man bekymrer sig på den måde, mærker man ikke nydelsen. Sexselvværdet halter. Mange kvinder siger også, at de ikke kan mærke noget som helst. Så spørger jeg dem altid, om det føles på samme måde at røre ved deres storetå som at røre ved deres klitoris. Hvis det ikke er det samme, er det jo en god begyndelse.

LÆS OGSÅ: Lea arbejder som intimkoordinator: ”Folk spørger altid, om jeg ser meget porno”

Så gælder det om at finde en spirende nydelse frem, for så ved vi jo, at det virker. Andre kvinder tror, deres klitoris er en knap, man bare skal trykke på, og så står den og blinker af lyst – men helt ærligt, så har vi alle sammen øjeblikke, hvor det føles, som om den slet ikke eksisterer.

Jeg oplever sjældent noget, jeg synes virker outreret. Men jeg har også en skarp profil på kvinders orgasmer, så hvis nogen ringer om noget andet, henviser jeg til en anden sexolog. Ikke fordi det er over min grænse, men fordi andre er bedre til hjælpe. Til gengæld kan jeg mærke, at mine klienter er generte, men det løser jeg ved at være nænsom og finde et fælles sprog. Hvis en kvinde siger ”det forneden”, så kalder jeg den ikke for fisse. Det handler også om at passe sammen rent sprogligt.

Lige nu er klitorisorgasmer in, efter at det længe har været g-punktsorgasmer. Men jeg nægter at sætte orgasmer i hierarki, for jeg synes, vi skal omfavne dem alle.

Anbefalet til dig