Katrine Engberg
Foto: Les Kaner I sidste uge sendte chefredaktør Tina Nikolaisen ALT for damernes særlige julekort-stafet videre til krimiforfatter Katrine Engberg.

"Vi var så høje af kærlighed og måske også en smule berusede.."

Krimiforfatter Katrine Engberg ser tilbage på et år med masser af højdepunkter og et enkelt lavpunkt, som har sat et sorgfuldt præg på hele året.

Glæden ved julen og gode gaver

– Jeg synes, at jeg taler med mange voksne mennesker, som opfatter julen som stress og jag. Sådan har jeg det heldigvis ikke! Det er lykkedes mig at bevare glæden ved julen, og jeg opfatter den stadig som lidt magisk. Det er godt fundet på det med at have en masse traditioner, der skal løfte ens humør i den allermørkeste tid. Hvis ikke vi havde julen, ville december jo være endnu værre end november; endnu mere kold, mørk, våd og trøstesløs.

LÆS OGSÅ: Martin Brygmann: "Det er den julegave, jeg har fået brugt mest"

– I stedet ligger der en masse lyspunkter i december, som både handler om at pynte op, lave dejlig mad, ses med dem, man godt kan lide, og købe gaver til dem, man elsker. Jeg er ret begejstret for traditioner. De fungerer lidt som holdepunkter i livet, og derfor værner jeg meget om dem. Vi hører julemusik hele december, synger salmer, bager småkager og går i kirke. Så julen er virkelig en tid, hvor jeg gør mig umage med at gøre plads til alt det hyggelige, nære og familiære. Noget som jeg ikke føler, at jeg er god nok til resten af året.

– Sidste år fik jeg en middag i gave af Timm. Det var ikke bare hvilken som helst middag, det var en middag på en restaurant i Paris, som jeg havde drømt om at spise på i flere år, efter jeg havde set den i programmet "Chef's Table". Så vi endte med at tage til Paris og være der i to dage – bare han og jeg. Om aftenen gik vi ned til den lille restaurant, som bliver drevet af et par. Deres historie er meget smuk, og det var helt rørende at spise der. Jeg sad med en klump i halsen under hele middagen, fordi det var sådan en dejlig oplevelse – især fordi jeg var der sammen med Timm. Faktisk var vi så høje af kærlighed og måske også en smule småberusede, at vi gik hen og fik lavet en partatovering bagefter. Det var en virkelig dejlig gave!

Det har været et godt år

– 2019 har været et godt år; et år, hvor jeg for alvor har fået fart på min internationale karriere. Mine bøger er nu begyndt at udkomme i de lande, rettighederne er solgt til. Bogbranchen arbejder langsomt, og mange af landene købte allerede rettighederne tilbage i 2017, men skulle først oversætte og redigere bøgerne på plads først. Det betyder også, at jeg har rejst rigtig meget rundt for at møde de forskellige forlag og nye læsere.

– Et af de forlag, som jeg har besøgt i år, er mit amerikanske i New York, der udgiver min første bog til januar 2020. Det var en kæmpe oplevelse, blandt andet fordi jeg har en forhistorie med New York. Siden jeg var 14 år gammel, har jeg opholdt mig i byen i længere perioder. Jeg har altid haft en slags ulykkelig forelskelse i byen, forstået på den måde, at jeg gerne ville bosætte mig der, uden at det rigtig lykkedes. Jeg har også danset derovre rigtig mange gange, men kom aldrig rigtig nogen vegne med dansen i New York. Derfor er det en dobbelt tilfredsstillelse og personlig sejr, at et af USA’s største forlag med hovedsæde i New York satser på mine bøger. Det føltes som om, at jeg endelig kunne erobre en lillebitte bid af byen.

– Det har også været et højdepunkt at udgive min fjerde bog herhjemme. Det kan godt være, at man udefra set tænker, at når man har udgivet et par bøger, så er en ny bog bare endnu en i rækken. Men sådan er det ikke. Det at skrive og udgive en bog er lidt som at få et barn. Der er enormt meget kærlighed, men også mange præstationstanker forbundet med det. Hvordan tager folk imod den? Elsker de den lige så meget, som jeg gør? Men der går aldrig lang tid fra en udgivelse, til jeg begynder at skrive igen. Denne gang skrev jeg faktisk synopsen til næste bind i serien allerede dagen efter, at jeg havde sendt min seneste bog til tryk.

– Et højdepunkt, som ikke handler om min karriere, er, at vi i år kunne fejre min søns 10-års fødselsdag. Det var særligt specielt, fordi det slet ikke lå i kortene, at Timm og jeg skulle have børn – det troede vi faktisk slet ikke, at vi kunne. Vi måtte igennem fertilitetsbehandling for at få vores søn, og det, at vi fik ham, var en velsignelse. Hans første runde fødselsdag var betydningsfuld for os alle tre, og vi fejrede ham med en stor fest.

katrine_engberg_11.jpg

Svært at finde fodfæste

– I år står handelskriser, klimakriser, banksvindel og naturkatastrofer tydeligt frem på min nethinde. Samtidig synes jeg, at det er svært at tale om, at tingene skulle være blevet værre end før. Vi kommer fra verdenskrige, kold krig og atombomber, så jeg synes, det er svært at sige, at det skulle være værre i dag. Der har altid været skræmmebilleder.

LÆS OGSÅ: Pusle Helmuth: "Det var en stor sorg, der overskyggede juleaften"

– Det, der er svært for mig, er, at fjendebillederne er blevet mere diffuse, og trusselsbilledet svært at forstå. Det kan være svært at finde fodfæste i uigennemskuelige klimakriser og skattesvindelsager – hvad skal man tænke? Jeg tror, at det var nemmere at forholde sig til fjendebillederne før i tiden.

At miste en, man elsker

– Selvom det overordnet har været et rigtig godt år, så skete der én ting i starten af året, som satte sine spor. I februar måned mistede jeg min stedfar efter mange års sygdom. Han har været en stor del af mit liv, siden jeg var 14 år, og jeg elskede ham meget højt. Det var hårdt. Hele vinteren op til var faktisk rigtig hård. Det at se en, man elsker, blive sygere og sygere. Miste alle færdigheder og til sidst også håbet. Det var af indlysende årsager det absolutte lavpunkt i år.

– Til sidst gjorde det ondt på ham at holde fast i livet, og derfor var der selvfølgelig en eller anden mærkelig form for lettelse, da han gav slip. Men efter lettelsen kommer sorgen. Den har fyldt rigtig meget og fylder stadig meget den dag i dag. Han ville have haft 70-års fødselsdag i november. Derfor tog vi en tur ned til hans og min mors hus i Grækenland. Det var det sidste sted, hvor vi nåede at holde ferie sammen med ham. Han var en vigtig person både for min mor, søster og mig. Ikke bare min stedfar, men min rigtig gode ven. Det bliver også lidt underligt at skulle fejre jul uden ham, for vi plejer altid at være sammen.

– Jeg har prøvet at miste før. Min far døde for 6 år siden – også i en alder af 69 – jeg ved ikke, hvad der er med det tal. Så jeg har prøvet af sørge. Sorg er en mærkelig størrelse, der er både den akutte sorg, som slår en ud af spillet. Når den er overstået, så lever man videre – det gør man jo. Især når man har børn, er man ret hurtigt nødt til at leve videre og få en hverdag til at fungere. Men sorgen ligger der stadig, den kommer og går i bølger og har ikke meget at gøre med, hvordan man ellers har det.

– Jeg har jo haft et godt og dejligt år, fyldt med spændende oplevelser, dejlige ferier og alt muligt fint – men sorgen ligger der stadig som en understrøm. En gang i mellem slår den med halen, og så begynder jeg at græde helt uanfægtet af, hvad jeg ellers laver. Sorg forsvinder ikke.

Lande på den rigtige hylde

– Det seneste år har været et, hvor jeg for alvor har fået en fornemmelse af at være landet på den rigtige faglige hylde. Jeg kan mærke, at der er soliditet i det, jeg laver. Jeg bliver ved med at have ideer og lyst til at skrive. Jeg bliver ved med at lære, og jeg har læsere. Dét er for alvor landet i mig. Derfor begynder jeg også at føle lidt sikkerhed omkring, at jeg har et talerør og en stemme.

LÆS OGSÅ: "Min mand og jeg skal til at finde ud af kun at være os to"

– Det handler ikke så meget om, hvorvidt jeg har et "navn" i branchen, for det er ikke noget, man kan mærke indadtil. Det er mere, at jeg kan mærke, jeg har en forankring, og at jeg har tillid til, at det fortsætter. Det har jeg ikke haft før.

Mit mål for det nye år

– Det her forfatterliv viser sig at være uventet travlt. Derfor har jeg besluttet, at jeg vil være bedre til at balancere mellem mit arbejde og min fritid. Jeg kan nemlig se, at rejser, salgsarbejde og møder kan sluge al ens tid, hvis man giver det lov. Så jeg skal lære at sige nej tak, og når man har været freelancer i et helt liv, kan det godt være svært!

– Jeg har jo været vant til at sige ja til alting. Det er et luksusproblem, men det er stadig et problem. Det er nemt nok at sige nej tak til ting, som man ikke har lyst til, men når man også skal til at sige nej tak til ting, man gerne vil, bliver det svært. Men det bliver jeg nødt til, hvis jeg også vil have tid til at hente min søn i skolen, smøre madpakker og være familie.

– Da jeg var på bogturné i forbindelse med lanceringen af min nyeste bog her i Danmark, endte jeg med at måtte aflyse et par terminer, fordi jeg var helt slidt ned. Det er så banalt at tale om work-life-balance, men jeg synes virkelig, at det kan være en udfordring. Derfor prøver jeg at udvikle nogle strategier til, hvordan jeg kan administrere min tid. Derudover har Timm og jeg lavet en aftale om, at ingen af os siger ja til noget, før vi har vendt det med hinanden. Ellers hænger vores liv ikke sammen.

Hvem er Katrine Engberg

katrine Engberg

Katrine Engberg, 44 år

  • Krimiforfatter, der er aktuel med bogen ”Vådeskud”. Debuterede i 2016 med ”Krokodille­vogteren”.
  • Tidligere koreograf og danser.
  • Gift med Timm Vladimir, som hun har sønnen Cassius, 10 år, med.
  • Bor på Østerbro i København.
Se, hvad vi ellers skriver om: Kvinder du skal kende, Bøger, Jul og Interview