Kaya Brüel
Foto: Sara Skytte Som sin mor - og resten af familien på morens side - er Kaya Brüel gået musikvejen.

Kaya Brüel: ”Hun var ikke den mor for mig, jeg selv er blevet for mine børn”

Som barn vinkede sangeren i en tidlig alder farvel til sin kendte mor. I denne uges Hendes Verden fortæller Kaya Brüel om, hvordan hun har tilgivet og accepteret kvinden, der valgte hende fra.

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Det må have været Oehlenschlägersgade på Vesterbro, hvor jeg blev født i 1972 og boede med min far og mor (arkitekt Niels Herskind og sangerinde Sanne Brüel, red.) Vi havde en butikslejlighed, hvor min far have bygget et lille rækværk ud til gaden. Der sad jeg og kiggede og kastede mit legetøj ud, så folk, der gik forbi, kunne samle det op og smide det ind til mig igen. Kort efter flyttede min mor til Aalborg, mens jeg blev hos far i København, hvor han studerede på arkitektskolen. Vi flyttede ind i kollektivet ”108” i Store Kongensgade midt i København. Det var en tidligere politistation, der var blevet til et andelskollektiv. Det vil sige, man havde sin egen lejlighed, men der var husmøder, fælles badeværelse og årlig omrokering mellem lejlighederne. Der var masser af børn på min alder, og jeg var aldrig alene hjemme. Jeg er glad for, at jeg ikke var et skilsmissebarn i en 7/7-ordning. Jeg savnede dog min mor, men så tog jeg til Aalborg og besøgte hende. Men jeg var på besøg hos mor. Hjemme var i ”108”, hvor min far med årene fik en ny kone, som han fik to børn med. Det var min kernefamilie. Min mor og jeg havde en masse sammen, og hun var der altid, når jeg havde brug for hende, men hun var jo ikke den, der sørgede for, at der var rene sokker.

sanne og rebecca brüel.jpg
Moster (t.v) og mor, Rebecca og Sanne Brüel, da Kaya blev gift med filmmanden Kenneth Kainz i 1998. (Foto: Michael Stub/Her & Nu)

Der er næsten ikke noget værre for et barn end at miste en mor, som stadig er der. Hun valgte mig jo fra. Men det er en del af mig at acceptere og tilgive, og jeg har fundet ud af, at du tilgiver din mor ved at se hende som menneske. Jeg så tidligt, hvem hun var, og hvad hun kunne give mig. Hun var ikke den mor for mig, jeg selv er blevet for mine børn. Til gengæld var hun sjov, omsorgsfuld, kærlig og musikalsk. Jeg har dealet med alt det, og vi havde ikke noget stort behov for at få talt ud, inden hun døde. Jeg bebrejder hende ikke noget.

Hvordan fandt du din levevej?

– Den var tydelig fra starten, for jeg er nærmest født på en scene. Min mor var 20 år, da hun fik mig og i gang med en eller anden hippieforestilling. Jeg kunne mærke det allerede, da vi havde musik i skolen, at jeg følte mig hjemme. Jeg havde selvfølgelig noget talent i blodet, for hele min mors familie er musikere. Når jeg savnede min mor som lille, hørte jeg hendes musik. Når jeg selv sang, mødte jeg hende gennem sangen.

LÆS OGSÅ: Katrine Marie Guldager: For mig blev det meget ødelæggende, at min far døde

Da jeg var 19 år, blev jeg tilbudt en pladekontrakt. Det var drømmen, og den har jeg forfulgt. Teater har også altid været en del af mit liv, for min mormor var ligeså meget skuespiller, som hun var sanger, og min mor var også med i alt muligt sjovt. Jeg begyndte i en ungdomsteatergruppe, Gawenda, da jeg var 10 år. Det åbnede døre, og jeg lærte at spille teater.

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Jeg mødte Kenneth, da jeg var 24 år og havde travlt med at få min egen kernefamilie. Han var flyttet meget i sin barndom, og han ville derfor også gerne bo sammen, giftes og have børn. Vi mødtes gennem fælles venner, da jeg var med i forestillingen Hair. Han arbejdede som instruktør. To år senere var vi gift og havde fået vores første barn, Asta. I dag er det sjovt at tænke på, at vi har kendt hinanden halvdelen af vores liv. Hele vores voksne liv har vi været sammen. Han har skiftende arbejdstider ligesom mig, og der er ingen af os, der ved, hvor vi er om et år. Sådan har vi det bedst. Men netop fordi arbejdslivet er så omskifteligt, har vi også brug for en fast base. Måske skyldes det også min barndom. Jeg er sikker på, at en psykolog vil kunne få meget ud af det.

Kaya Brüel
Foto: Sara Skytte.

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– Jeg lægger slet ikke mærke til det, men jeg er jo også bare semikendt. Jeg var engang i Thailand, da en dansk dame, som boede på samme hotel, kom hen til mig og spurgte: ”Undskyld, men hvor er det, jeg har set dig før? Arbejder du ikke i Gribskov Kommune?”

Mister du nogensinde vejgrebet?

– Jeg er egentlig en væltedukke, som altid rejser mig igen, men jeg mistede da vejgrebet, da min mor døde. Hun var 59 år, og jeg var faktisk bange for, at jeg skulle miste musikken med hende. Jeg talte med hende om det, inden hun døde, og hun sagde, at det jo netop var i musikken, hun ville leve videre i mig. Jeg kom videre ved at lave pladen Nu & nær i 2016 om at miste hende. Jeg skrev om alt bøvlet fra min barndom, hvor jeg savnede hende, og nu skulle jeg også savne hende, fordi hun var død.

LÆS OGSÅ: Nina Munch-Perrin: "Da jeg var ung, var jeg enormt usikker på mig selv som kvinde"

Det var et vendepunkt for mig, da jeg med min moster Bekkas (sangerinde Rebekka Brüel, red.) velsignelse begyndte at synge min mosters og mors sange fra Jomfru Ane Band. Jeg havde aldrig troet, jeg skulle røre de sange, for jeg begyndte at tude så snart, jeg hørte dem, fordi de mindede mig om, hvor meget jeg savnede min mor som barn. Det var nogle meget politiske og venstreorienterede tekster, men også sange om parforhold og det svære i livet. Sidste sommer blev jeg opfordret til at synge et par af hendes numre til et arrangement i Tisvilde. Jeg kunne mærke, at publikum også havde et forhold til de sange, og der opstod en fællesskabsfølelse. Min mor blev levendegjort gennem de sange.

Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?

– Det er Kenneth. Det er blandt andet ham, der står bag de vise ord, at jeg altid er på arbejde. Derfor skal jeg ikke bekymre mig i de perioder, hvor der ikke er så meget i kalenderen. Når jeg står på en scene, er jeg udøvende kunstner, og når jeg er hjemme, er jeg skabende kunstner. Jeg kan skrive en sang, mens jeg cykler fra Kgs. Nytorv til Vesterbro. Ideer opstår jo overalt.

Kaya Brüel børn.jpg
Kaya Brüel med manden Kenneth Kainz og deres to børn Alois Kainz og Asta Kainz til premieren på "Skammerens datter 2" tidligere i år. (Foto: Lars E Andreasen/Her & Nu) 

Hvornår har du stået ved en korsvej?

– Nogle gange får jeg to jobtilbud, der falder sammen, så jeg er nødt til at vælge ét. Jeg plejer at teste mig selv på den måde, at jeg slår plat og krone, og så gør jeg det, som jeg håber, mønten lander på. Jeg blev for eksempel tilbudt at være med i en forestilling hele næste forår. Men det var hver weekend i en periode på tre måneder, jeg skulle være væk fra min søn, som er ti år. Det ville jo udelukke alt socialt liv, samtidig med at jeg ikke ville få tid til mine egne projekter. På den anden side var det fire-fem måneders fast arbejde og indkomst. Ville jeg ofre det? Sidst jeg havde et job, hvor jeg var så meget væk, sagde min søn en dag: ”Mor, hvornår går du egentlig på pension?”. Derfor takkede jeg nej, og nu har jeg is i maven og håber, der kommer noget andet.

LÆS OGSÅ: Ditte Gråbøl: "Hold kæft en ukreativ sygdom. Det hele handler om kontrol og planlægning" 

Jeg er blevet den mor, jeg ikke selv havde. Eller rettere: Jeg er den mor, mine børn skal have. Når bladene spørger mig om sådan noget som, ”hvad er det bedste skønhedsråd, du har fået af din mor?”, kan jeg ikke svare. Jeg er jo ikke opvokset med en mor tæt på. Men jeg gør alt det for mine børn, som jeg ikke selv fik. Jeg måtte alt i min barndom, og som femårig tog jeg to busser i skole. Jeg er til gengæld blevet en hønemor, som helst vil køre mine børn frem og tilbage. Nu hvor jeg selv er mor, kan jeg heller ikke forstå, at min egen mor kunne rejse fra mig. Jeg vil hellere ofre noget, hvis jeg fornemmer, at mine børn har brug for mig. Min søn er ti år, og jeg er meget bevidst om, at han kun har én barndom. I perioder hvor jeg har luft i kalenderen, er jeg intenst sammen med mine børn. Kenneth og jeg er for eksempel gode til at gå på arbejde for så at bruge alle pengene på at tage ud at rejse med børnene.

Kaya Brüel
Foto: Sara Skytte.

Hvor er du på vej hen lige nu?

– Jeg er på vej til at spille med i Divaer i Glas i Tivoli. Jeg har kendt Caroline Henderson i mange år, og da jeg hørte, at hun skulle spille med i forestillingen, var jeg så ærgerlig over, at jeg ikke skulle være med, for det er lige mig! Så skete der det, at to af de medvirkende blev gravide, og forestillingen måtte udskydes et år. En dag ringede Caroline til mig og spurgte, om hun måtte foreslå mig, da der var en af de andre, der var sprunget fra. Jeg er så lykkelig over, at jeg skal være med, for min mor, moster og mormor har også sunget i Tivoli. Det bliver dog lidt presset, for ugen efter Divaer i Glas slutter i Glassalen, har vi premiere med City Singlers nye show samme sted. Det er som om, jeg flytter ind i Glassalen. Jeg har spillet der flere gange før, og det er så stort at tænke på, at divaer som Marlene Dietrick, Ella Fitzgerald og Josephine Baker har stået på den scene. Jeg elsker, at jeg kan gå ind og tænke på alle de store ting, der er sket på den scene.

Hvem er Kaya Brüel?

Kaya Brüel

Kaya Brüel, født 1972

  • Født i København og datter af sanger Sanne Brüel og arkitekt Niels Herskind.
  • Pladedebuterede som 19-årig og fik stor succes. Siden er det blevet til 10 soloudgivelser.
  • Har lagt stemme til flere tegnefilm og børneudgivelsen Åh Abe.
  • Deltog i Vild med dans i 2011.
  • Gift og har to børn på 18 og 8 år.
  • Aktuel i Divaer i Glas fra 17. august 2019 og med City Singler fra 18. september.

 

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview, Kendte og Musik