Klog chef med store bryster

Ville en mandlig chef nogensinde blive beskyldt for dette?

Annegrethe Rasmussen spørger, hvorfor det er finere at spille golf end at have kavalergang.

For en del år tilbage var jeg ordstyrer ved et arrangement om ligestilling på jobbet. Dagen udfoldede sig på Louisiana, en af flere paneldeltagere var den fine forfatter Hanne-Vibeke Holst. Diskussionen kom vidt omkring, men fokus var på arbejdsmarkedsspørgsmål, og på et tidspunkt erklærede Holst, der kan være ganske bramfri og dertil heldigvis også morsom, at i Bruxelles, hvor hun havde boet i årevis, ”smider de dygtige kvindelige ansøgere gerne melonerne op på bordet ved jobsamtalerne.”

Der gik en højlydt gysen gennem publikum. Og det var da også underforstået fra Holsts side, at det kunne der under ingen omstændigheder være tale om i Danmark. Altså ikke forstået som at den slags ikke sker, for det gør det jo nok, men at det ikke ville blive set som del af en acceptabel jobsøgningsstrategi her til lands. Hun syntes til gengæld, at man kunne vende sine fordomme en gang. Publikums højrøstet forargede reaktion bekræftede imidlertid hendes antagelse. Det var ikke bare et politisk ukorrekt udsagn, det var både decideret foragteligt og langt ude, var de tys-tyssende forsamlede ligestillingsforkæmpere rørende enige om, alle 200 kvinder og to mandeforskere.

Hændelsen randt mig i hu, da jeg et par år senere blev udnævnt som chefredaktør på Berlingske Søndag, et job, der i øvrigt ikke endte smukt, da jeg blev fyret to år efter, men det er en anden historie.

Lige efter meddelelsen om min tiltrædelse var der, ifølge min daværende spion på redaktionen i Pilestræde, to varianter i medarbejdernes kantine:

Den uheldigvis ikke særligt udbredte var venlig, men en kende sexistisk: ”Tillykke, I har fået en klog chef med store bryster.” Det ville jeg selv kunne leve med. Den anden, og mest udbredte, var dog uheldigvis en anden: ”I har fået en ny chef, som kun er udnævnt, fordi hun har knaldet med topchefen.” På trods af min spions protester – hun kendte både mig og topchefen så udmærket – var medarbejderne ikke til at rokke, uanset at det var det pure opspind. Jeg har haft mange kærester i min glade ungdom, men tilfældigvis aldrig nogen af mine overordnede.

Den slags må en del kvindelige ledere til stadighed leve med – om end det da heldigvis i dag er et mindretal. Eller rettere: Jeg har mødt samme type bagtalelser om andre kvindelige ledere, mens jeg aldrig har hørt om en eneste mand, der har været udsat for noget lignende. Mange har naturligvis været udsat for andre uretfærdigheder på jobbet, blot ikke den her variant.

Mit ærinde er imidlertid ikke at brokke mig over kønsskævheder. Men derimod at gå et helt andet – og måske mere provokerende – sted hen. Nemlig at tage den fulde konsekvens af Holsts gamle udsagn og stille spørgsmålet: Hvad nu hvis man rent faktisk aktivt havde anvendt sit køn eller sin seksualitet – hvis ens faglige kvalifikationer samtidig var i orden – til for eksempel at få et job. Hvad er det, der gør det så fordømmelsesværdigt?

Mængden af mænd, der benytter sig af nære venner fra tennisbanen, bestyrelsen, studiet eller golfklubben, når de skal fremme egen karriere, er uendelig. Jeg kan fodre grisebasser med de af mine mandlige venner, der fikser næste udnævnelse hen over herrefrokoster. Så hvorfor er sex det eneste magtmiddel, som er odiøst? Det skulle vel ikke være kønsbetinget, at det simpelthen er så meget finere at være cykel-, golf- eller bridgemakkere, end det er at svinge brysterne eller at have muntret sig sammen på lagnerne. Jeg tror, det var det, den storsælgende forfatter gerne ville have diskuteret. Men ingen tog handsken op. Og det var egentlig en skam, for det er et rigtigt godt spørgsmål. Og jeg tror, jeg ved, hvad mit svar er.

Fakta



Annegrethe Rasmussen, 49år, udenrigskorrespondent, nu i Washington DC, hvor hun bor med mand og fire børn.

Klummerne er et udtryk for skribentens egen holdning.
Se, hvad vi ellers skriver om: Karriere og Annegrethe Rasmussen