"Jeg interviewede Svend Brinkmann om fremtiden - og han tog fusen på mig"

I anledning af årsskiftet interviewede jeg den navnkundige Svend Brinkmann om fremtiden. Jeg bad ham forestille sig, hvordan det kommende år ville blive. Hvad fyldte ham med glæde, håb og fortrøstning? Og her tog han fusen på mig.

Han bekendte nemlig, at han praktiserede en defensiv pessimisme. Uendelig corona, økonomisk uvished og klimatrussel. Det hele kan blive meget værre, så hvorfor ikke bare indstille sig på det værste og så muligvis blive positivt overrasket? Eller i hvert fald undgå en stor skuffelse?

Han sagde det hele med så indlysende en selvfølgelighed, at jeg straks tænkte: ”Han har jo ret! Det må være værnet mod den truende fremtid.” Dagene efter tænkte jeg over hans ord. Skulle hans credo mon også blive mit? Men så blev jeg afbrudt i min tankestrøm.

Vi var halvvejs inde i november. Det var gråt på den umiskendeligt danske måde. Fugt og tristesse sivede ned ad vinduerne uden løfte om forestående frost-grader og høj sol.

LÆS OGSÅ: Jeg fik min første tatovering som 37-årig - og min 6-årige datter er ikke imponeret...

Min datter, Ella, havde et forslag. Hun spurgte mig hviskende, om ikke vi skulle snige noget pynt op af julekassen. Med et fiffigt spil i hendes seks-årige øjne. ”Men vi pynter jo først op 1. december,” indvendte jeg. Det argument prellede af på hende. Hvorfor ikke tage forskud på glæderne? Det havde Netto, farvehandlen og hele Værnedamsvej jo allerede gjort.

Hendes insisteren på at tage forskud på glæderne mindede mig om den sommer, hvor min gode ven Nicolai besøgte os i sommerhuset. Jeg var nybagt mor for anden gang, han var lige blevet skilt.

Vi sad en aften, jeg med ammebarm og -barn, han med en kold øl. Ingen af os anede, hvad fremtiden ville byde os. Jeg tog mig selv i at tale om alt det, jeg glædede mig til, når mine to drenge blev store. Rejserne vi skulle på, venskabet de to kunne få, glæden ved at jeg skulle se dem få kærester og tage på efterskole. Men så kiggede jeg ned på det lille barn ved brystet og skyndte mig at undskylde, at jeg ikke var til stede i nuet.

”Det må du ikke undskylde! Selvfølgelig må man tage forskud på glæderne,” insisterede min kammerat.

Han vidste da heller ikke, at hans ægteskab ikke ville vare evigt, da han blev gift. Havde han vidst det, ville han jo ikke kunne nyde ideen om den mulige fremtid, der så alligevel ikke blev. Og nu glædede han sig over den nyfundne frihed, muligheden for at blive gift igen og over, at der nu ventede ham et nyt, langt venskab med sin forhenværende hustru.

Ingen af de glæder, han havde forestillet sig, var kommet ham dårligt tilbage. For uden at vide det praktiserede Nicolai det, jeg siden også har insisteret på. Det går under betegnelsen "offensiv optimisme".

Jeg ved intet om, hvad 2022 komme til at byde på. Men jeg vil glæde mig til højtlæsningsstunder med mine tre børn, dansefester med mine venner og stille timer i aftensolen med min mand. Og jeg vil glæde mig til at pynte op til jul i november. Igen. For jeg vil tage forskud på glæderne.

LÆS OGSÅ: "Mine børns lærer behøver hverken at hæve stemme eller øjenbryn..."