Klumme: Hvorfor er vi så bange for at hylde og fejre os selv?

Når du læser disse linjer, så er Blixenprisfesten, dansk litteraturs svar på Oscars, netop overstået. Bestsellerforfattere, boghandlere og folk med små, sære digtsamlinger, du aldrig har hørt om, har fået statuetter, danset og drukket dus sammen og måske krammet dem, der ikke fik. Præcis som det skal være.

Muligvis har der været en eller anden skandale (men næppe sandsynligt, nogle forfattere er muligvis diva-agtige, men de fleste er ret sindige).

Jeg ved ikke med dig, men jeg elsker de her fester, hvor nogen skal hyldes. Jeg kan ikke lade være med at kaste mig ned i en pailletsag og lave højt hår. Muligvis er det min indre drag queen, der lige øjner chancen for at blive luftet for en nat. Det er en særlig aften, så selvfølgelig skal man gå lidt amok. Bare fordi. ”Den sikre sorte” er simpelthen for kedelig, synes jeg.

LÆS OGSÅ: Klumme: Hvorfor i alverden er det stadig et tabu at have menstruation?

Prisfester aktiverer også noget andet i mig. En pludselig lyst til at gå op i prismodtageres taler. Og jo, jeg tænker også på, hvordan jeg ville reagere, og hvad jeg ville sige, hvis det var mig. Men det er nu ikke det, det skal handle om. Det har slået mig, hvor dårlige mange er til at tage imod hæder. Folk, der står rådvilde og selvudslettende eller mumlende … ej, men altså: HVORFOR?

Handler det om, at vi er opdraget til ikke at stikke næsen for langt frem, at vi hellere vil være på det jævne og ikke flyve højere, end vingerne bærer? Eller tør vi ikke tage en pris alvorligt nok til at forberede os? Fordi det er pinligt? Selvom man i sin sjæls inderste ikke føler sig værdig eller bare er hundrede procent sikker på, at en anden får den, så skylder man publikum mere end at stå og fumle på scenen.

Der er mennesker, der har brugt måneder på at skabe en fest, værten har forberedt sig, og alle har gjort en indsats. Så må man også godt lige selv gøre sig umage. Synes jeg.

Nogle slipper udenom ved at tale om det hold, man var en del af. ”Jeg kunne aldrig have gjort det uden jer” er en helt særlig slags tale og ofte rørende.

LÆS OGSÅ: Klumme: Ægteskabet er hverken nuttet, pænt eller picture perfect

Men det ændrer ikke ved, at det er én person, der har fået prisen. Så tag da ejerskab, og ret ryggen. Du har gjort noget ekstraordinært, og vi vil gerne fejre dig!

Jeg ved godt, det kan være svært. Men det er knaseme også hårdt for flere hundrede mennesker at sidde på plyssæder, mens den ene modtager efter den anden i 117 kategorier hakker sig igennem en uforberedt tale. Så bliver det edderbroderemig en lang aften og ikke særlig festligt. I forvejen sidder vi, der hverken er nominerede eller andet, og glæder os til efterfest og fis. Så giv os da et show, bare lidt. Det er nu, du har chancen, næste år er det en anden, der render med æren, og denne aften kommer aldrig tilbage.

Jeg kommer nok aldrig til at vinde en pris, men hvis jeg gjorde, så ville jeg nok græde lidt, være overvældet, bade mig i klapsalverne, mærke kærligheden, og så ville jeg sige noget sjovt og lidt ydmygt, takke min redaktør og ikke mindst mine læsere. Jeg kunne ikke gøre det uden jer, og jeg håber at gøre jer stolte … æh … og … Okay, jeg har gudskelov tid til at øve mig. Og det har du også.