Jeg har været gift i mere end 12,5 år i skrivende stund. Jeg har netop holdt kobberbryllup. Og det lyder måske ikke som en bedrift, men når jeg kigger på alt fra statistikker til min omgangskreds, så er min mand og jeg et særsyn. Ikke fordi vi stadig er gift, men fordi vi stadig har lyst til at være det. Også efter at vi har fået tre børn sammen, er flyttet bolig fire gange og til sammen har været i mere end ti forskellige jobs, siden vi mødte hinanden. Vi har hverken en hemmelig opskrift eller er ualmindeligt rare mennesker at bo sammen med. Men vi er gode til at gennemskue bullshit. Begge to. Vi er hverken naive eller godtroende. Vi er realister og pragmatikere, selvom vi begge er til falds for romantik og violiner, stearinlys og middage med ternet dug, Chianti og pasta.

Derfor har vores ægteskab holdt:

Fordi vi ikke hoppede med på en nem sang. Da vi i kirken i 2006 fik at vide, ”at det er så yndigt at følges ad, for to som gerne vil sammen være”, kiggede vi indforstået på hinanden. Vi havde ikke kendt hinanden længe, men vi havde kendt hinanden længe nok til at vide, at der intet yndigt er ved at følges ad. Yndigt er, når to børnehavebørn går med hinanden i hånden. Eller at modtage et ubehjælpsomt kærlighedsbrev fra en voldsomt rødmende 11-årig dreng, der beder dig sætte kryds i ”ja”, ”nej” eller ”måske”. Yndigt er konfirmander, der falder hinanden om halsen uden for kirken og som med tynde storkeben og kæmpe fødder løber rundt til hinanden for at sige tillykke med den nye adgangsbillet til voksenliv, tøjpenge og en mandag, der muligvis er mere omtåget, end den er ”blå”. Og yndigt er det ældre par, der efter mere end et halvt århundrede sammen som ægtefolk fortsat holder i hånd, når de skal krydse vejen eller nyde solnedgangen. Den mellemliggende tid mellem disse yderpoler er mange ting. ”Yndig” er ikke en af dem.

Fundamentet for et lykkeligt ægteskab er nemlig ikke, at det skal være nuttet, pænt eller picture perfect. Tværtimod er hele præmissen for, at man kan blive glad for at gå op og ned ad hinanden på såvel en tirsdag morgen som en lørdag aften, at man slækker på glansbilledidyllen og åbner hjertet for de autentiske snapshot-moments, hverdagen har i vente. Jeg er personligt ret glad for, at jeg gerne må være lidt tvangsneurotisk omkring måden, jeg skærer æbler ud på, hvor ofte tøj skal vaskes, og hvordan ”man” serverer såvel sit saftevand som sine skumfiduser. Min mand er vist godt tilfreds med, at jeg synes, det er skønt, at han laver aftaler med venner, som jeg ikke behøver være en del af, og at jeg aldrig siger ”er det nu nødvendigt?”, når endnu en gadget til mountainbiken finder vej hjem. Jeg kunne ikke drømme om at fjerne en eneste mælkebøtte i vores have, og min mand har ingen ide om, hvornår det næste forældremøde er. Vi er enige om, at bare fordi vi elsker hinanden, behøver vi ikke at gå i hælene på hinanden eller træffe hver eneste af livets beslutninger sammen.

Den store beslutning traf vi for mange år siden. At det ikke behøver at være yndigt at følges ad.

Gudskelov! Det må godt være udfordrende og trættende, højrøstet og lavmælt, så længe det også er intimt og fortroligt. For det skal først og fremmest være kærligt og rummeligt at følges ad, når man er to, der gerne vil sammen være.

Og har man giftet sig med min mand, er det heldigvis også pokkers sjovt.

ALT for damernes klummeskribenter

Sine Gerstenberg

Født 12/4 1980

Selvstændig konsulent/skribent, gift og mor til tre, superløber og superlæser.

Stephanie Caruana

Født 9/9 1974

Forfatter og freelanceskribent, single og mor til to, film- og bogelsker/-anmelder.

Mette Kirstine Goddiksen

Født 7/3 1976

Journalist og forfatter, mor i sammenbragt familie med i alt fire børn.

Søren McGuire

Født 23/8 1979

Journalist, gift og far til tre, den yngste far på villavejen med den største Willie Nelson-samling.