Stéphanie Surrugue: "Jeg har været bange for at blive bims"

I Frankrig betød nedlukningen, at man simpelthen kun måtte forlade sit hjem for at købe ind, arbejde, gå i skole eller til læge. Dertil kom en times motion hver dag i max en kilometers afstand af hjemmet.

– Man kunne se folk løbe rundt i cirkler i kvarteret, smiler Stéphanie, inden alvoren igen indfinder sig.

– Jeg lever en stor del af mit liv ude. Jeg rejser meget privat og med mit arbejde, jeg spiser ude med venner, jeg bruger byen og holder gerne et telefonmøde i en park. Jeg er altid ude blandt mennesker. Sådan har jeg altid gjort. Da jeg boede i København, spiste jeg altid morgenmad på café, for det er bare en god måde at starte dagen på at sidde og sludre med de andre gæster. Når dit liv er sådan, er Frankrig et vidunderligt land, men så var det pludseligt lukket, siger hun med tryk på sætningens sidste ord.

LÆS OGSÅ: ”Hvis jeg havde vidst, hvad de næste dage skulle bringe, havde jeg ikke sagt ja”

Dermed var energibomben og altid-på-farten-journalisten Stéphanie Surrugue spærret inde i sin lejlighed, når hun ikke lige skulle ud og rapportere.

– Jeg har været bange for at blive bims. Jeg har klaustrofobi, og det fik jeg i min lejlighed. Nogle gange var jeg nødt til at bryde udgangsforbuddet og risikere en bøde på 135 euro for at gå ud. Ellers fik jeg corona-kuller.

Stéphanie ejer med egne ord ikke evnen til at kede sig, så udover arbejdet, som hun til dels kunne klare fra sin hjemmearbejdsplads, kastede hun sig som så mange andre over tv-serier på Netflix og også – meget ulig den restaurantglade halvfranskmand – madlavning.

– Jeg laver jo ikke mad, men som 43-årig blev jeg så nødt til at lære det, da jeg blev tilpas træt af supermarkedsmad. Jeg har egentlig ingen fornøjelse af at lave mad, men der ligger vidunderlige fiskeforretninger og delikatessebutikker i området, så jeg prøvede, og jeg fik set en masse Youtube-tutorials om hvordan man laver mine livretter. Heldigvis er jeg gode venner med Bo Bech (tv-kok, red.), så jeg kunne ringe til ham nede fra grønthandleren og sige: ”Hey Bo, jeg står her med en artiskok. Kan jeg finde ud af det?”

Et lager af lig

En stor del af Stéphanie Surrugues arbejdsliv var til gengæld så langt fra tv-serier og artiskokhygge, man næsten kan komme. Sydeuropa var hårdt ramt af corona i foråret, og det var hendes job at fortælle danskerne om situationen.

– Jeg arbejdede solen sort og så rigtig mange tomme fly indefra, siger hun og fortæller om nogle af de oplevelser, der har sat store aftryk:

– Frankrig var hårdt ramt tidligt, og hospitalerne blev oversvømmet af syge mennesker. Jeg tog til Mulhouse i det østlige Frankrig med en fotograf. Det er normalt et meget velfriseret område, som er kendt for smukke Tour de France-bjerge, Ardennerne, god hvidvin og dejlig mad. Men da jeg kom dertil, lignede det en katastrofefilm. Alle gader var tomme bortset fra ambulancer og politibiler med sirener, som lød gennem gaderne. Da vi kom til byens hospital, var soldater i gang med at bygge et felthospital på parkeringspladsen foran hospitalet. I Frankrig! Det var scener, som man normalt slet ikke forbinder med Europa, og som jeg faktisk kun har set én gang før: Efter jordskælvet på Haiti i 2010, hvor hospitalerne måtte tage parkeringspladser i brug for at modtage døde og sårede.
Og den voldsomme oplevelse var endda kun et forvarsel om, hvad hun videre skulle opleve i coronaens slipstrøm gennem Europa.

– Da jeg senere kom til Barcelona, mødte jeg en bedemand fra en stor spansk bedemandskæde. Han havde lejet en parkeringskælder, hvor han havde 300 døde mennesker liggende i kister. Bare det at se alle de kister stablet op i en parkeringskælder … det var et uvirkeligt lager af lig. Og så i Barcelona … der har jeg danset på tagterrasser, drukket drinks og været på stranden, fortæller Stéphanie.

LÆS OGSÅ: Souha Al-Mersal: “Fuck jeres skam. Jeg ejer den ikke - og I ejer ikke mig”

Er jeg på skideren?

Som det er normen på mange nyhedsmedier, bliver Stéphanie Surrugue altid tilbudt debriefing af DR – eventuelt med en psykolog – men hun har ikke taget imod det. Hun har sin egen måde at debriefe på.

– Jeg har efterhånden en god fornemmelse af hvor påvirket, jeg bliver af tingene. Jeg kan godt mærke, om jeg er på skideren, eller om jeg blot har været i en situation, der har gjort indtryk. Jeg debriefer altid med den fotograf, der er med, det vil sige, at vi lige kigger på hinanden og siger: ”Er du okay?” Det behøver ikke tage mere end tre minutter, og på den tid kan jeg godt høre på min egen stemme, om jeg faktisk er okay.

Stéphanie har været i gamet i 20 år, siden hun i 2001 begyndte på Politiken. Dengang havde debriefing en anden klang.

– Dengang syntes alle de camouflagefarvede journalister, at debriefing var for svagpissere, og jeg tænkte tit, om det var derfor, de drak så mange øl? Fordi de ikke fik gjort noget ved indtrykkene? Jeg er nok selv den lidt mere renskurede generation af journalister, som synes, at debriefing er bedre end at drikke sig fuld.

Og hun har prøvet det før. De voldsomme arbejdssituationer. I Bagdad efter Saddam Husseins fald i 2003, Haiti under jordskælvet i 2010, de gule vestes demonstrationer i Frankrig i 2018. Inden 2020 gik med at rapportere om coronaens ødelæggelser. Det er ikke noget tilfælde.

– Det er meget bevidst. Jeg er havnet i det job, der passer allerbedst til min personlighed. Hvis der sker noget vildt på jordkloden, vil jeg gerne være der. Jeg elsker historierne, og det er intet tilfælde, at jeg altid er der. Jeg har haft mindst ti chefer, som har fået desperate opkald fra mig à la: ”Hvem sender du af sted? Kan det blive mig? Jeg kan være ude i lufthavnen om to timer,” griner Stéphanie af sin egen ihærdighed.

– Det værste var, da der i 2016 var et terrorangreb i Nice, mens jeg arbejdede i USA. Noget af min familie var i Nice på det tidspunkt, og jeg kender selv byen rigtig godt, så jeg kunne simpelthen ikke forlige mig med, at det ikke var mig, der skulle sendes dertil. Jeg ringede hjem til DR og lovede dem, at jeg nok skulle nå at være der til 18.30 TV-Avisen næste dag. Jeg tjekkede fly fra Washington DC og var syg af tavst raseri, da det ikke blev mig. De kunne jo sende en derned fra Danmark på meget kortere tid. Men når sådan noget sker, kan jeg simpelthen mærke en fysisk trang til at hoppe ombord på et fly.

Stéphanie smiler igen.

– Jeg er hende den lidt irriterende, der bare synes, det er bedst, at jeg er der.

Et stort saftigt liv

Stéphanie Surrugue er meget bevidst om, at hendes mobilitet og risikovillighed hænger nøje sammen med, at hun ikke har nogen børn derhjemme. Og selv om spørgsmålet ”skal du ikke have børn” efterhånden ser ud til at gå hende en smule på de ellers seje nerver, svarer hun.

LÆS OGSÅ: USA’s vicepræsident Kamala Harris: “Jeg vil ikke defineres ud fra noget, en mand har gjort”

– Det er jo de færreste kvinder med børn, der står i min rolle ude i verden, og hvis de gør, har de en bundsolid baglandsmand. Jeg kunne måske godt slå en eller anden italiensk rekord og blive mor som 65-årig, men det ville vist blive noget rod for alle, siger hun og understreger, at folk dog for hendes skyld må få lige de børn, de vil, med de mennesker, de vil.

– Jeg hylder de moderne familieformer og kvinder, der får børn langt oppe i 40’erne. Men i mit tilfælde… hvis det var hovedprioriteten i mit liv at få børn, så var det jo nok sket.

Faktisk har Stéphanie i 2020 mødt en mand, og han har også været omtalt i medierne som ”mystisk franskmand”. Det griner hun blot af.

– Jeg er ikke den særlig ”steady” type, men jo, jeg har mødt en sød franskmand. Han hedder Jean, og han har været med mig i Danmark, men jeg har ikke lyst til at sige så meget mere. Folk skal jo helst kunne tage mig seriøst. Jeg laver nyheder, jeg er ikke realitystjerne, så når der står ”Så er Surrugue forelsket igen” eller ”Amour i Paris”, føler jeg, det tager fokus fra mit arbejde.

I virkeligheden misunder hun sine mandlige kolleger på det område. Der er hverken pres om børn, eller at de skal finde den eneste ene – et koncept, Stéphanie i øvrigt ikke tror på.

– Jeg tror ikke på den eneste ene, og der kommer ikke nogen på et hvidt firbenet dyr, og selvom jeg er ud af en familie med stærke parforhold, er det bare ikke det første, jeg har ønsket mig. Jeg lever ikke et super-etableret liv, men har derimod kastet mig ud i et stort saftigt liv. Jeg har haft en håndfuld kæmpe forelskelser, og hvis jeg lukker øjnene i morgen, er der ikke ret meget af det, jeg fortryder. Det har været både turbulent og fantastisk, men den slags går jo også ofte hånd i hånd.