Lotte Andersen: "Jeg har haft flere nederlag end succeser i mit liv - men man skal lære at elske hele lortet"

Hvilken vej var den første, du gik på?
– Det var en markvej, som stadig er meget ikonisk for mig. Min mormor og morfar havde en gård i Falsled på Fyn, og der tilbragte jeg alle mine somre som barn. Bagved gården var en markvej, som snoede sig, og fra jeg var lille, kunne jeg gå 20-30 meter ud ad den. Jo ældre jeg blev, desto længere ud gik jeg. I starten føltes det som om, den store farlige uendelige verden lå derude efter den første mark. Men en dag opdagede jeg endnu en mark og en skov, og på den måde åbnede hele verden sig for mig. Til dagligt boede jeg i Odense med mine forældre og søskende, men om sommeren var det hos mormor og morfar. Mine ældre fætre og kusiner plukkede jordbær til bakker, som blev solgt ved vejen og skulle se flotte ud, men vi små måtte kun plukke de jordbær, som skulle bruges til marmelade.

Din levevej?
– Det blev skuespillet, som jeg kom til at tjene mine penge på, og det har jeg gjort, siden jeg var 24 år. Jeg er aldrig blevet uddannet som skuespiller, men har været working girl hele tiden. Som barn vidste jeg slet ikke, at der var noget, der hed skuespiller, men jeg var altid glad for at synge og optræde. Der var ingen akademiske takter i min familie, men det lå alligevel i luften, at man skulle have en uddannelse, så jeg begyndte at læse litteraturvidenskab, men jeg brugte al min tid på studenterrevyen. Jeg har dog taget revanche på mine gamle dage og læser og skriver selv. Men det er skuespillet, der er min "fødekanal". Jeg har også lavet dokumentarer, musikproduktioner, instrueret, skrevet og er medejer af et lydbogsselskab. Grundelementet er det samme i det hele: at fortælle historier.

Hvornår i livet tog du en genvej?
– Jeg mødte engang en dansk pige på gaden i Paris – helt tilfældigt. Hun var kæreste med Nikolaj Cederholm, som havde en dadaistisk teatergruppe i Allerød. Vi blev venner, og et par år senere kom jeg med i gruppen – Dr. Dante – som sanger og korleder. Jeg havde ingen erfaring som skuespiller, men jeg fik også en lille rolle som diktatorens kone i forestillingen Sort/Hvid, hvor jeg mest af alt poserede i en flot hvid kjole.

LÆS OGSÅ: Nadia Nadim: "Jeg ved jo godt, at jeg ikke kan spille fodbold hele livet"

Hvad er dit livs omvej?
– Jeg har jo ikke gået på skuespillerskolen, og jeg er faktisk i tvivl, om det var en genvej eller en omvej. Jeg stod jo i en slags mesterlære, men jeg modtog ikke den daglige træning, hvor jeg ville have fået lov at øve mig, inden jeg skulle stå foran et betalende publikum. Til gengæld blev jeg fostret op med at levere varen fra begyndelsen, og jeg oplevede aldrig det store spring fra skolens favn til anmeldere og publikum.

Har du nogensinde stået ved en korsvej?
– Ja. Da jeg havde arbejdet længere tid i Dr. Dante, hvor jeg tumlede og legede med eksperimenterende teater, kunne jeg mærke en anden trang: En sangkarriere. Sammen med Sofie Gråbøl læste jeg bogen I Ching, som er lidt i retning af astrologi. I Ching er et gammel kinesisk værktøj, du kan bruge, når du står i et dilemma. Du stiller et åbent spørgsmål, og i mit tilfælde var det, om jeg skulle fortsætte i Dr. Dante eller springe ud som solokunstner i sang. Bogen er fuld af en masse syrede tekster, og du skal kaste nogle mønter – i en form for udvidet plat og krone – for at finde frem til "din" tekst. Den tekst, jeg fik, handlede om, at jeg var med i en hær, og sammen med vores hærfører red vi på sorte heste i krig. Den kunne jeg kun tolke på én måde: Jeg skulle blive i Dr. Dante, og jeg endte med at være der i årevis.

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?
– Jeg har det meget dobbelt med det, men jeg lavede noget tv i midten af 90'erne – jeg tror det var Juletestamentet, som alle så – og da blev mit liv forandret fra den ene dag til den anden. Man kan især mærke det, når man laver tv, og så kan man ikke længere gemme sig. Det at få uønsket opmærksomhed svarer lidt til at blive mobbet. Du bliver kigget på, peget på og hvisket om, og det er du ikke altid i humør til. Du kan ikke længere bare gå på gaden og forglemme dig selv. Du kan ikke have øjenkontakt med fremmede, for så risikerer du, at der opstår en akavet situation, hvis de lige pludselig tror, de kender dig. Det var lettere i udlandet, hvor jeg kunne gå og smile til fremmede på gaden, men så blev de danske serier også populære i udlandet. Jeg synes ikke, jeg har tacklet det ret godt, og det har forstyrret mig lidt for meget i forhold til hvor harmløst, det er.

Mister du nogensinde vejgrebet?
– Jeg mistede på et tidspunkt stemmen på grund af en infektion efter en lungebetændelse. Der var simpelthen happy hour for bakterier, og min stemmemuskel blev næsten ædt op. Det var ved at tage pippet fra mig, fordi min levevej var på spil, og ingen læger kunne gøre noget. Det varede i to-tre år, hvor jeg også prøvede en del alternativ behandling. Det tungeste er faktisk at skulle bære andres bekymringer på sine skuldre, og i en periode isolerede jeg mig. På et tidspunkt var jeg så bange, at jeg var i tvivl, om jeg kunne fortsætte mit liv. Det var i et meget mørkt øjeblik, men jeg tror faktisk aldrig, jeg ville kunne tage livet af mig selv. Jeg kunne simpelthen bare ikke se en tilværelse for mig, hvor jeg ikke kunne sige noget. Heldigvis kom min stemme tilbage ved hjælp af tid, træning og tålmodighed. Da jeg begyndte at tale igen, lød jeg i lang tid som et æsel, og folk så rædselsslagne ud, når jeg sagde noget.

Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?
– Det må næsten være Anne Lise Marstrand-Jørgensen, som er en gigantisk forfatter og vanvittig dygtig. Hun er blevet mest kendt for Venligboerne, hvor hun kæmper for flygtninge og taler deres sag, fordi ingen andre gør det. Hun stiller hårdnakket op som klogt menneske og forfatter og er en kvinde, som jeg respekterer for sit utrættelige arbejde. Hun vejleder mig ikke på den måde, at hun sidder over for mig og fortæller mig, hvad jeg skal gøre. Men hun er et forbillede for mig, for hun har vist mig, at man altid skal fortsætte ufortrødent. Når jeg synes, det hele er lidt hårdt, så tænker jeg på Anne-Lise. Livet er fuldt af nederlag – og enkelte succeser. Men det er succeserne, man hører om. Jeg tror, jeg har haft flere nederlag end succeser i mit liv, men man skal lære at elske hele lortet.

LÆS OGSÅ: Mette Blomsterberg om perfektionisme

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?
– Det har Rasmus, og han spankulerede lige ind i mit hjerte ved et tilfælde på en bar, som jo er det gammeldags "Tinder". Vi brugte meget tid på at diskutere alt muligt i starten, men bagved kunne jeg mærke et roligt og sundt sind. Jeg var lige kommet ud af et voldsomt ægteskab (med skuespiller Kim Bodnia, red.). Men så mødte jeg Rasmus. Du må ikke spørge mig, hvad han præcis laver, hvis jeg siger konsulent, er det vist ikke helt rigtigt, men det er i hvert fald noget med ledelse og strategi, og det er faktisk spændende. Vi interesserer os begge for mennesker, for verden og for filosofi.

Hvor er du på vej hen lige nu?
– Jeg er på vej til næste projekt efter lige at have udgivet en bog om Carl og Anne Marie Nielsen. Det startede egentlig, da jeg skulle instruere en teaterkoncert om Carl Nielsen og gik ind på det Kongelige Bibliotek og læste Carl og Anne Marie Nielsens breve, som er udgivet i 12 bind. Jeg var fuldstændig solgt. Hver gang jeg læste et brev, føltes det som om, der blev holdt et spejl op foran mig. De sidste 100 år forsvandt med et knips, fordi det var så moderne problemer, de havde i deres ægteskab, hvor de begge var skabende kunstnere. De breve var så fantastiske, og jeg blev så rørt, når jeg læste dem. Jeg gik i gang med at klippe og klistre i brevene og satte dem op som en forestilling, der foregik i en dobbeltseng. En dag talte jeg med en forlagsredaktør, om det kunne blive til en bog. Bogen udkom i april, og jeg må indrømme, at jeg er bundforelsket i de to mennesker. Jeg har ikke besluttet mig for, hvad mit næste projekt er. Jeg lever jo både af mine egne projekter og de ting, jeg hyres til at lave. Jeg er nødt til at have begge dele for at tilfredsstille min rastløse skabertrang.