Maja Malou Lyse
SPONSORERET indhold

Maja Malou Lyse: ”Jeg så porno med mine venner i skolegården længe før min seksuelle debut”

Den 26-årige billedkunstner Maja Malou Lyse spreder gerne ben uden trusser i kunstens og feminismens navn på bl.a. Instagram, som hun bruger som udstillingsgalleri. Hun elsker sexlegetøj og arbejder for at fjerne den skam, der er forbundet med sex og pornografi.

Af: Stinne Kaasgaard Foto: Oscar Meyer
13. dec. 2019 | Livsstil | Eurowoman

“Jeg havde min seksuelle debut, da jeg var 13 år. Jeg var den første i min omgangskreds, og det var jo latterligt tidligt. Når jeg ser tilbage, med den erfaring jeg har i dag, kan jeg godt se, at jeg ikke var særlig optaget af at have god sex dengang. Jeg erindrer ikke, at jeg tænkte på, at jeg skulle have orgasme, og det er nok derfor, at jeg var i starten 20’erne, inden jeg fik min første. Mit fokus var et helt andet sted.”

LÆS OGSÅ: Hvorfor er sex slut, når manden er kommet?

“Det handlede om at være dygtig. At mestre det. At positionere mig gennem det. Både over for dem, jeg var sammen med, men også udadtil. Jeg fandt hurtigt ud af, at der var en form for social kapital forbundet med at være seksuelt aktiv. På godt og ondt. Jeg indtog rollen som den, der vidste noget om sex, og den befandt jeg mig godt i. Jeg forklarede mine veninder, hvordan de skulle give blowjobs, og hvilke stillinger, der var gode. Det var alt sammen noget, jeg havde læst i Woman eller Cosmopolitan, og det var meget centreret om mandens begær. Vi definerede sex ud fra, om det var penetrationssex, og om han kom.”

“Hvis vi havde haft andre seksuelle akter, eller det ikke var endt med hans udløsning, var det ikke rigtig sex. Jeg blev mobbet og udskammet helt enormt for den rolle. Ud over at være den første, der havde sex, var jeg også tidligt udviklet med store bryster. Der florerede en masse nøgenbilleder på datidens sociale medier som fx Arto, også af mig, men der fandtes ikke ord som hævnporno og slutshaming på det tidspunkt. Selvfølgelig påvirkede det mig, men jeg husker, at jeg tænkte: “That’s the price you gotta pay.” Det var nok en overlevelsesstrategi.”

Maja Malou Lyse
Maja Malou Lyse

“Porno var min seksuelle læring. Jeg så Pornhub med mine venner i skolegården længe før min seksuelle debut og har flere minder fra mainstreampornografi, end jeg har fra seksualundervisning. Traditionel porno har haft en enormt negativ indflydelse på min seksualitet. Jeg har altid følt, at jeg skulle performe seksuelt. Igennem pornografi lærte jeg at observere mig selv udefra under sex fremfor at være tilstede i min krop.”

“Mainstreampornografien fortæller dig, at langt det meste sex er heteroseksuel, at du skal være hvid, tynd og glatbarberet, og at den seksuelle akt slutter med et cumshot. The end. Det er jo meget langt fra virkeligheden. Det har farvet min forståelse af sex helt vildt. Alligevel har jeg altid været fascineret af pornografi. Koblingen mellem kunst og pornografi har været naturlig for mig, fordi jeg altid har beskæftiget mig med seksualitet i min kunst.”

“Det gode ved pornografi er jo, at det er så forbandet visuelt, ligesom kunst. Jeg ser pornografi som et teaterstykke, fordi det er produceret præcis som teater, film eller performance: Hver eneste scene er konstrueret ned i mindste detalje. Jeg approprierer pornografiens visuelle koder, æstetik og udtryksformer, og derfor bliver jeg heller ikke provokeret, når kritikere siger, at jeg laver porno. Seksualitet, herunder porno, må gerne have autoritet. Der er al for meget skam forbundet med sex.”

“Jeg har altid været draget af det ambivalente. Og sex og porno er ambivalent. Hvordan kan seksualitet være så tabuiseret, når der er flere, der ser Pornhub end Netflix? Det er så nemt at se sig sur på mainstrempornografi, og det er en klassisk feministisk kritik. Men der er jo ikke noget, vi kan gøre, som får det til at forsvinde. Unge mennesker bruger det, børn bruger det, og alle har nem adgang til det. Vi bliver konfronteret med det, uanset om vi opsøger det eller ej, og vi får ikke meget ud af at dømme det ude, for så bliver vi ved med at have den her forskrækkede kultur, hvor vi har helt vildt meget berøringsangst over for at snakke om sex.”

“Så længe seksualundervisning i skolen ikke bliver prioriteret nok, vil pornografien være den hurtigste, nemmeste og mest effektive kilde til læring om sex. Men vi mangler nogle værktøjer til at forbruge det ordentligt. Vi skal holde op med at forvente, at det afspejler virkeligheden. Hvis vi forbrugte al anden populærkultur på samme måde, ville vi have et enormt forskruet verdensbillede. Hvis vi så zombiefilm i lige så høj grad og forventede, at de afspejlede virkeligheden, ville vi jo blive fucking bange! Vi ved jo godt, at det ikke er virkelighed, og hvis vi så pornografi på samme måde, tror jeg, at vi ville have et meget sundere forhold til den.”

“Jeg blev introduceret til feminisme på Tumblr, da jeg var 18 år. Jeg er ikke opvokset i en akademisk verden. Alt jeg ved om feminisme, ved jeg fra internettet. Jeg var vildt dårlig i skolen og gik heller ikke i gymnasiet. I stedet gik jeg derhjemme, hvor min mor aktiverede mig med et spejlreflekskamera og gav mig en ny fotoopgave hver dag. Jeg havde ingen at tage billeder af, så derfor begyndte jeg at vende kameraet mod mig selv. Jeg anede ikke, at der fandtes en feministisk tradition for selvportrætter.”

LÆS OGSÅ: Kampen om kussen er langt fra slut: "Vi lærer stadig, at menstruation skal skjules"

“Derfor føler jeg, at min nuværende kunstneriske praksis er startet ud fra et meget autentisk behov. I dag kan jeg godt se, at det også handlede om, at jeg var en ung, smuk teenagepige, der oplevede at blive enormt seksualiseret af omverdenen, og at jeg havde et eller andet behov for at forstå mig selv. Det kan selvportrættet bruges til.”

“På Tumblr fandt jeg et fællesskab, hvor en masse unge postede og repostede selfies, men også en masse billeder og tekst med kulturhistoriske og feministiske referencer. Min indgang til feminismen har derfor været meget kontemporær, sammensat af en masse brudstykker og ikke en klassisk kronologisk fortælling. Der var ikke nogen, der lige gennemgik feminismens bølger med mig.”

“Jeg var udsat for en voldtægt for nogle år siden. Det fik mig til at tænke over min seksualitet på en ny måde. Det gik op for mig, at jeg havde performet en seksualitet, som jeg følte var forventet af mig. Jeg havde anset sex som en sport. Jeg havde været mere fokuseret på, hvad der blev forventet af mig og havde aldrig rigtig lært at tune ind på mit eget begær. Jeg har været meget påvirket af de seksuelle normer i vores kultur om at have et aktivt og eksperimenterende sexliv.”

Maja Malou Lyse
Is it a bird? Is it a plane? Nej, det er da en kæmpe lyserød double ended dildo med kunst-neren bag, Maja Malou Lyse, ovenpå.

“Jeg havde en idé om, at jeg elskede sex, fordi jeg var den her sexpositive feminist, men det var blevet alt for skingert og afspejlede ikke, hvordan jeg egentlig havde det. Jeg kæmpede rigtig meget med selvbebrejdelse efter overgrebet, og der gik lang tid, før jeg kunne kalde det voldtægt. Det satte sig som et kropsligt traume. Jeg oplevede, at jeg nok i virkeligheden ikke havde haft et lige så højt sexdrive, som jeg havde performet, og at jeg derfor havde haft en masse sex, jeg ikke havde lyst til. Det skammede jeg mig over erkendelsen af.”

“Vi forbinder sex med succes, og det, synes jeg, er farligt. Folk antager som regel, at jeg har en masse sex, fordi jeg arbejder med sex. Det kommer bag på mange, at jeg faktisk har en meget lav libido. Jeg har lange perioder, hvor jeg ikke er særlig interesseret i sex. Det oplever jeg som et nyt seksuelt tabu. Jeg ser det som et problem, at vi stræber efter den samme slags seksualitet frem for at finde ind til vores egen.”

LÆS OGSÅ: Sexlysten er skæv i mange parforhold: "Vi føler, at vi skylder hinanden sex"

“Jeg har altid elsket sexlegetøj. Især dildoen som kulturelt objekt har interesseret mig i mange år. Den fortæller, hvordan kultur har stor indflydelse på, hvordan vi har sex. Den traditionelle opfattelse af sex har været, at det primært er forbundet med biologi og reproduktion. Når teknologien kommer ind i seksualiteten, ændrer den forestilling sig. Den hacker seksualiteten. Dildoens historie er fascinerende i sig selv. Den er 30.000 år gammel og dermed et af de første kulturobjekter, der nogensinde er fundet.”

“I slutningen af 1800-tallet blev den brugt af læger til at kurere kvinder for hysteri ved at give dem orgasmer. Men i 70’erne, hvor den første sexpositive bølge opstod, blev dildoen et symbol på, at kvinder bogstaveligt talt kunne tage deres seksualitet i deres egne hænder. Den har skiftet udtryk undervejs – fra naturtro, beigefarvet penis replica med blodårer til i dag, hvor den er mere alienagtig og hightech-futuristisk. Dagens dildo er ligeglad med biologi. Den udvikling, fra den ene yderpol til den anden, at dildoen kan gå fra at være et misogynt redskab til at være et symbol på seksuel frigørelse, synes jeg er fascinerende. Den er et billede på, hvor ambivalent seksualitet er. It’s fucking complicated!”

Anbefalet til dig