For knap to år siden gik Maria Friis til lægen med, hvad hun troede var en bagatel...

Et maleri af Richard Winther på ca. tre gange tre meter er lige kommet ind ad døren og pakket ud på stuegulvet. Et større dansk kunstmuseum ville gerne have haft det til samlingen, men Maria Friis fik det.

Langs væggene står malerier i flere lag af kunstnere som Kathrine Ærtebjerg, Ursula Reuter Christiansen og Tal R, en glasstol af Guillermo Santoma er stadig i bobleplast, og på toppen af en stor, tung skulptur af FOS står en keramisk dragefigur af Martin Brandt Hansen. Og det er bare et lille udsnit.

Af én af stuerne. Hvor mange stuer der er i alt, har jeg ikke overblik over, men det har heller ikke nogen betydning, for karriere, job og kunst skal ikke definere hende, siger hun. Derfor har hun i mange år ikke lukket offentligheden ind i sin 405 kvadratmeter store lejlighed på Grønningen i København, og kun de nærmeste har kendt til den store kunstsamling, hun over årene har bygget op, og som tæller over 400 værker. I stedet har hun været kendt for sin meget lille, men meget særlige undertøjsforretning i Indre By, Fogal.

Navnet overtog hun fra et eksklusivt schweizisk strømpemærke, og lokalet lejede hun af Hotel d’Angleterre. De store vinduespartier fik forretningen til at synes større, end den var, og mange blev overraskede, når de så, hvor lille og intim den i virkeligheden var.

Bare 20 kvadratmeter. Strømper og bh’er fra de mest eksklusive mærker hang klar til at ære kvindekroppen, og bag disken stod en mørkhåret menneskekender og aflæste den næste kvinde, der kom ind ad døren, hurtigere end dørklokken kunne nå at ringe af. Det er sårbart at købe undertøj, og betjeningen bør tilpasses den enkelte kunde, og denne ædle kunst – at læse kvinderne og tale til dem, så de følte sig set – beherskede Maria Friis.

I dag er hun 51 år. Hun har forladt Fogal, om end ikke helt frivilligt, men hun fik det vendt til et aktivt valg om at gøre noget nyt. At åbne det galleri, hun altid har drømt om. Maria Friis kan bedst lide at tage sine beslutninger selv. Gerne store beslutninger, der ændrer alt, vel vidende at det koster.

Det er hun sig meget bevidst. Men Maria Friis er en kvinde, der aldrig har gjort noget halvt. Da hun læste teologi, havde hun intet socialt liv i fire år. Da hun drev Fogal, så hun stort set kun sine børn om søndagen. Da hun valgte sin mand, blev hun ved hans side – gennem alt. Og da hun forrige år blev konfronteret med døden, var det med bøn, skrig og afgrundsdyb afmagt.

Følsomhed som adelsmærke

Historien om Maria Friis begynder på en pløjemark langt ude på landet i byen Øm ved Lejre, der ligger uden for Roskilde, og meget få af de ting, der har defineret hendes voksne liv, kan spores tilbage til opvæksten. Moren var hjemmegående, faren slagtermester, og de slog ikke ud med armene.

De var hverken religiøse eller for den sags skyld begejstrede, da deres datter søgte ind på teologistudiet direkte efter 3. g, bare 18 år gammel. At læse tykke bøger på støvede biblioteker var ikke noget, hun havde lært hjemme. Som barn læste hun ganske vist Simone de Beauvoir og så videoer med Grace Jones, men det var på eget initiativ, at hun opsøgte, hvad der blev hendes store forbilleder, på skolebiblioteket.

Stærke kvinder, der tog deres plads. Hun opdagede en større verden derude, og den havde hun planer om at indtage. Som helt ung stiftede hun bekendtskab med Viktor Frankl, en østrigsk professor i neurologi og psykiatri, og hans teorier om at skabe mening i det, der overgår én her i livet, uanset hvor umuligt det måtte synes, har været en vejviser i hendes liv.

Ikke som eskapisme, men som noget, hun bedst kan beskrive som en livsdrift. Det er også takket være ham, at hun har formået at vende nogle dybt traumatiske oplevelser fra barndommen, som hun ikke har lyst til at gå i detaljer med, til en evne. Som en overlevelsesmekanisme udviklede hun en evne til at afkode mønstre, mennesker og situationer.

Den særlige følsomhed, der kom til at præge hende, og som hun brugte sin ungdom på at flygte fra, ser hun i dag som sit adelsmærke. Evnen til at læse mennesker viste sig nemlig særdeles brugbar i Fogal. Samtidig anser Maria Friis årene på teologi med hovedet begravet i bøger om store eksistentielle spørgsmål som en stor del af forklaringen på, at den lille forretning blev noget særligt. Ifølge Maria Friis havde hun en “anden måde” at møde mennesker på, som appellerede til kunderne.

“Mange kvinder bryder sig ikke om at købe undertøj, fordi de tænker, at den person, der står foran dem, umuligt kan sætte sig ind i, hvordan de har det, og der tror jeg, at de bedre kunne relatere til mig. Det at tilegne sig viden giver en form for dybde og eftertænksomhed, som afspejles i, hvordan vi møder og mærker hinanden. Så er det ligegyldigt, om du tager afgang eller ej, bare du ved, at du ejer det, du har lært og tilegnet dig. Det er dit.”

Maria Friis tog ikke afgang fra teologi. Efter fire års studier på under normeret tid var hun ellers tæt på, men så gik døren op til den forretning, hvor hun havde studiejob, og hendes liv blev forandret. Mødet fik hende til at droppe ud af det studie, hun elskede, lige før målet, og hvorfor det blev sådan, vil Maria Friis meget gerne fortælle, siger hun varmt og storsmilende, “for nu kommer romantikken jo ind.” Ind ad døren kom en høj mand med brunt hår og blå øjne, og der var ingen vej tilbage.

Selv om han hed Lars-Friedrich og bar en masse fine efternavne fra sin adelige tyske slægt, sagde han noget så befriende som “hej, jeg hedder Lasse.” Maria Friis kan ikke tale om ham uden at bruge ordet aristokrat, for det definerede ham virkelig.

De to børn, de siden fik, har han opdraget som i forrige århundrede. I mange år insisterede han på, at de skulle gå til fægtning som hele hans slægt før ham, han opdragede dem yderst høfligt, “og han ville korse sig, hvis han havde set, at jeg lige før kom til at hælde danskvand op til mig selv, før jeg skænkede til dig,” siger Maria Friis.

Hun faldt pladask for på den ene siden hans format, på den anden side hans flirten. Sådan en mand havde hun aldrig mødt før. Lasse, der var i butikken i sin egenskab af agent for det tyske strømpemærke Falke, har altid sagt, at han blev forelsket i Maria Friis det øjeblik, han så hende første gang. Den måde hun interagerede med andre, når hun solgte dem strømper – han havde aldrig set noget lignende.

Og hvorfor droppede du så ud af teologi?

“Fordi han ligesom bare bortførte mig – til Rungsted, hvor han boede. Så lå vi i sengen i to år, og så kom der nogle børn.”

Det lyder dejligt, men det var da alligevel noget at droppe ud af et studie, som du var så glad for?

“Ja. Men det er jo bare the story of my life. Så gør jeg én ting helt vildt og blodigt, så det hele sprøjter, og så er det, det eneste jeg gør, hvorefter jeg gør noget helt nyt. Det er nogle livsfaser.”

Maria Friis’ børn, der i dag er 21 og 23, siger, at hun ikke skal give Lasse hele æren for den succes, hun fik med Fogal, men hun kommer ikke uden om, at han var en katalysator og satte nogle tanker i gang hos hende om, at hun måske ikke skulle være præst.

“Det lyder så banalt at sige, men han så nogle andre muligheder i mig, end jeg selv havde tænkt på. Før jeg mødte ham, var jeg alt muligt, men jeg var absolut ikke charmerende eller sjov. Det blev først vakt til live i hans selskab. Han så noget i mig, som jeg reagerede på, og det siger jo noget om vigtigheden af at blive set. Om det er inde i et lille undertøjsprøverum eller af en kæreste. Men det var mig, der tog beslutningen om at droppe teologi.”

Kødet er skrøbeligt

Ud over plads og kunst er Maria Friis’ hjem fyldt med lingeri. På de høje radiatorskjulere står stabler af strømpeæsker, ved siden af en nøgen kvindetorso på gulvet ligger slanger af bh’er, om spisebordet står tøjstativer, hvor bøjler med La Perla-blonder og Stella McCartney-trusser hænger uden mellemrum. Eller som Maria Friis advarer, inden jeg kommer på besøg:

“Hele Fogal står hjemme i min lejlighed.”

Butikken måtte lukke i 2020, da d’Angleterre selv skulle bruge lejemålet. På sine to ugentlige fridage fra galleriet – som hun åbnede i august 2022, og som vi vender stærkt tilbage til – laver hun aftaler med Fogals stamkunder, der kender Maria Friis godt nok til at have hendes telefonnummer, og som nu må hjem til hende, når de skal købe nyt undertøj. Planen er at indrette en af stuerne som boudoir og tage imod endnu flere kvinder i privaten.

At Fogal skulle blive en institution, hvor stamkunderne blev ulykkelige og hjemløse, da den måtte lukke, havde Maria Friis ikke forudset, da hun i 2002 lejede sig ind i det lille lokale på Kongens Nytorv. For at få nøglen til lejemålet skulle 30-årige Maria Friis overbevise Hotel d’Angleterres direktør om, at hun var i stand til at tiltrække en kundegruppe i overensstemmelse med hotellets profil.

Hun fortalte ham om sin vision: at skabe et kvinderum med en varm stemning som i de få, gode tilbageværende lingeributikker i byer som Firenze og Venedig. Det lykkedes, og snart var der kø fra morgen til aften i den lille butik med kun ét prøverum, hvor hver kvinde var vigtig og måtte bruge den tid, hun behøvede.

“Strømper og undertøj er jo noget af det mest intime. Kødet er skrøbeligt, uanset hvem man er, om man er ung eller gammel. Man har altid et eller andet mellemværende med sin krop. Derfor er det et sårbart rum, jeg træder ind i, når jeg skal hjælpe en kvinde med at klæde sig på inderst, og jeg synes, at det er dejligt, at mange kvinder tager det alvorligt. Det er en måde at arbejde med forholdet til sin krop.”

Hvad var det for et kundesegment, du havde?

“Kunderne var en god blanding af balletdansere fra Det Kongelige, elever fra Kunstakademiet, forretningsfolk, der arbejdede i Indre By, mange fra Nordsjælland og smarte unge piger,” siger Maria Friis, og efter at have mødt hende nogle gange, forstår man, hvad kunderne i Fogal – ud over undertøj – er kommet tilbage efter.

Hun har en meget stærk tilstedeværelse, selv når hun sidder tilbagelænet i en sofa klædt i sort og holder pauser mellem historierne. Alt det, hun har erfaret, vil hun gerne omformulere til noget, andre kan lære af: At ting koster, at man skal gøre sig umage, turde at tage beslutninger og være hovedrolle i frem for tilskuer til sit eget liv.

I begyndelsen var hun nødt til at arbejde konstant. Hun var alene om forretningen, og Lasse kunne ikke arbejde, fordi han efter et rædsomt kostskoleophold i barndommen havde udviklet PTSD. Der var utvivlsomt andre måder at tjene til dagen og vejen, men der er utvivlsomt også mange mennesker, der lever på en anden og mere kompromissøgende måde end Maria Friis.

Da hun så lokalet på Kongens Nytorv, ville banken ikke give hende en kassekredit, så hendes forældre, “de mest sparsommelige mennesker, man kan drømme om,” kautionerede med deres lille hus på landet.

“Jeg følte et kolossalt stort ansvar. Hvis jeg ikke lykkedes med Fogal, måtte Lasse, børnene, jeg selv og mine forældre gå fra hus og hjem.”

Det gik hurtigt godt i forretningen, omsætningen steg, og familien kunne forsørges. Og mere til. Men Maria Friis arbejdede ufortrødent videre mandag til lørdag, og ofte blev den over midnat, før hun havde talt alt op, bestilt nye varer, klaret papirarbejdet og måske været forbi en fernisering på et galleri.

Søndag sov hun længe og tog familien med på kunstmuseum. Så trænede hun, familien spiste aftensmad, hun gik i seng, og næste uge var det forfra. I samfulde 19 år af Fogals levetid. Måske kunne hun godt have sluppet det lidt. Hun hyrede også hjælp, men det gjorde det ikke nemmere at holde fri.

“Bare jeg tog til tandlægen, fik jeg rapport fra mine ansatte om, at den og den kunde var gået, fordi jeg ikke var der. Det kunne koste mig 10.000 kroner at gå på toilettet. At føle ansvar handler i høj grad om ikke at skuffe andre mennesker, og derfor blev det mere stressende for mig at holde fri end at være i butikken.”

Og så er vi tilbage ved, hvad ting koster. For det er da et rimeligt stort offer, synes Maria Friis, at bruge sit liv, fra man er 30 til knap 50, på at arbejde for at forsørge sin familie.

“Men jeg har fået noget utroligt værdifuldt med mig. Og jeg ved, at mine børn synes, at de har en kærlig mor. Jeg sørgede for, at den tid, vi havde, var god, og selvfølgelig er der meget, jeg er gået glip af, men hvis jeg går ned ad den vej, bliver de ofre, og jeg bliver et offer, og en gang imellem må man sige, at det var præmissen.”

Det første kunstværk

Et par år inde i Fogals levetid blev det muligt for Maria Friis at købe noget til sig selv. En dag tog hun Lasse med ind til Bruun Rasmussen uvidende om, at hun ville købe det første værk i, hvad der skulle vise sig at blive en stor personlig samling.

Det var auktionsdag, og Maria Friis havde aldrig prøvet det før, men nu skulle det være. De satte sig på en af stolerækkerne, ligesom en masse andre par, hvor det var mændene, der havde deres koner med. I Maria Friis’ forhold var det omvendt, om end Lasse entusiastisk bakkede op om foretagendet.

Efter lidt ventetid med værker, der ikke rørte noget i førstegangskøberen, kom et stort, mørkt oliemaleri af Mogens Andersen under hammeren. Der skete noget inde i Maria Friis. Hun. Måtte. Eje. Det. Buddene startede omkring 30.000 kroner, og en masse hænder blev rakt i vejret, herunder Maria Friis’. Som buddene steg, faldt hænderne fra, og til sidst var der kun én tilbage.

Hun fik det. Der gik nogle år, før hun forstod, hvad det egentlig er, der foregår, når kunsten rammer hende.

“Og så fandt jeg ud af, at det er i mødet. Det øjeblik, hvor jeg møder værket. Det er ikke tit, men det er fantastisk, når det sker. Mogens Andersen-billedet er ikke overdrevet værdifuldt prismæssigt, men det er vigtigt for mig, fordi jeg synes, at det mimer verden, tilværelsen, eksistensen.

Det forestiller arabesklignende knuder på en baggrund af lys og var en påmindelse om, at jeg, selv om jeg følte mig fastlåst, måtte finde nogle andre veje eller se på alle de andre ting, jeg blev beriget med. Det er det, jeg synes, kunsten kan. At redefinere virkeligheden og sige: Jeg tager lige et andet take på det her.”

Når Fogal efterlod tid til det, orienterede Maria Friis sig om kunst. Hun tog på museum, auktion, i kunsthaller, på galleri og så så meget, hun overhovedet kunne nå, alt imens hun tog sig god tid til hver enkelt udstilling.

Værkerne, hun har købt over årene, har ikke været med investering for øje. Fordi hun har brugt en stor del af sit liv på at være forretningskvinde, har hun brug for, at hendes kostbare fritid afspejler noget helt andet. Derfor har visse køb været relativt impulsive og ikke altid velovervejede, men det er ikke grund nok til at skille sig af med de værker, der kom til samlingen på den måde.

“Jeg synes, at der er noget enormt smukt i, at man forelsker sig, tager chancen og løber af sted med den forelskelse. Så kan det være, at den ikke holder, og so what? Det er jo stadig et vidnesbyrd om noget, der på et tidspunkt virkelig betød noget.”

Nogen at spejle sig i

Hun synes, at mange flere burde gå ind ad den dør. Ind i kunsten og se, hvad den har at byde på af nye perspektiver. Men den vigtigste grund til, at hun nu taler åbent om sin samling, er nok for at tage ejerskab over at være kvindelig kunstsamler i en kunstverden, som for 20 år siden næsten udelukkende bestod af mænd.

Som hendes datter blev større, begyndte Maria Friis at tænke på det forbillede, enhver mor er for sine børn og måske især for sine døtre. Derhjemme snakkede de om kvinders repræsentation på museer og gallerier, og hun indså, at hun, der havde en vis magt til at bruge sin stemme, heller ikke gjorde noget for at ændre den dynamik.

Ganske vist gjorde hun det privat ved at købe kunst af kvindelige, politiske og homoseksuelle kunstnere, men hun var ikke offentlig omkring det, og så rykkede det jo ikke nok. Fra udenlandske undersøgelser vidste hun, at kvindelige samlere erhverver langt mere kunst af kvinder end deres mandlige kolleger, og så kom hun til den konklusion, at der jo ikke blev købt mere kunst af kvinder, hvis hun blev ved med at gå og være hemmelig.

“Vi siger alle mulige ting til vores børn, men i bund og grund er det jo det, de ser, de efterligner. Derfor ville jeg også vise min datter, at jeg var modig, at jeg ville tale om noget, som er så privat og intimt for mig, som kunsten er, og dermed også vise andre kvinder, at det er noget, man kan som kvinde. Jeg føler et stort ansvar, i forhold til hvad og hvordan jeg samler.”

Meget kunne kunsten gøre for Maria Friis. Men den hjalp hende ikke med at finde mening i, at hun i 2019 blev opsagt i Fogal med et års varsel, da d’Angleterre selv skulle bruge lokalet til en kageforretning.

“Fogal var blevet kilden til et trygt og godt liv, hvor jeg ganske vist betalte en høj pris ved at arbejde meget, men nu var børnene blevet store, Lasse gik i seng klokken otte, og jeg kunne endelig arbejde igennem med god samvittighed. Det føltes fuldstændig meningsløst, at jeg skulle aflevere de nøgler. Jeg havde præsteret det umulige.

Jeg havde arbejdet, til jeg fik blodpropper i benene og blev opereret, jeg ved ikke hvor mange gange, og jeg syntes, at jeg havde gjort så meget for de kvinder, der havde stået helt sårbare og vist mig deres tillid,” siger Maria Friis.

“Jeg var så ulykkelig, og jeg tror, at det hænger sammen med, at jeg ikke selv havde taget beslutningen. Der er meget stor forskel på, om livsomvæltende beslutninger er nogle, vi tager på et grundlag af valgmuligheder, eller om de bliver taget for os. Og det her var ikke noget, jeg selv havde valgt.”

De sidste tre måneder var vanvittige. Fogal blev bestormet af kunder, der ville have det sidste med, så da Maria Friis havde overdraget nøglerne, tog hun hjem og sov en uge.

“Alt, jeg har en relation til, bliver en kærlighedsaffære, og så gør det ondt, når det slutter. Det er jo derfor, mit liv har været så ekstremt.”

For at overkomme den krise, det vitterligt var, forsøgte Maria Friis at finde mening i galskaben og tog det som et tegn fra universet på, at hun skulle noget nyt.

“I mange år havde jeg tænkt: “Fuck hvor gad jeg godt være gallerist,”” siger hun. Og gallerist, det blev hun. Naturligvis. Men først efter, at et hårdt 2020 gik over i et rædsomt 2021.

En flodbølge af sorg

Knap havde hun slikket sårene efter Fogal, før hun i 2021 gik til lægen for, hvad hun troede var en bagatel. Det viste det sig ikke at være, og hun blev lynhurtigt indrulleret i en kræftpakke, fordi hun ifølge lægerne havde udbredt kræft i æggestokkene.

Hun fik tid til en operation, og så gjorde hun, hvad lægerne siger, at man aldrig må. Hun googlede sin diagnose for at se, hvor slemt det egentlig var. Og det var slemt. Under halvdelen af kvinder, der får æggestokkekræft, er i live efter fem år, og Maria Friis, der ikke bare havde lidt, men fuld aktivitet på sine scanninger, opsummerer sin situation således:

“Jeg var fucked. Det er det værste, jeg nogensinde har oplevet. At skulle forholde mig til, at jeg med stor sandsynlighed skal dø lige om lidt. Det var en smertefuld erkendelse.”

Hun havde nogle døgn i de store stuer i lejligheden, hvor hun var ude i nogle afkroge af sit sind, hun ikke havde kendt før. Det ramte hende som en stormflod.
“Det var en kæmpe sorg, der overmandede mig, og hvor jeg bare skreg (hun vrænger ansigtet, red.) og græd. Mine veninder var der bare, og derfor skal man huske at passe på sine venskaber, selv om man har travlt, for de kom bare og vuggede mig i sofaen.”

Dagen for operationen oprandt. Maria Friis blev kørt af sted, Lasse ventede tilbage i et hospitalsværelse, og selv om han ikke var religiøs, bad han til gud om at tage ham i stedet. Operationen gik helt anderledes end ventet.

Maria Friis er stadig vantro, når hun genfortæller historien her halvandet år senere, men alt det, der havde slået ud som kræft, viste sig at være en alvorlig infektion. Sådan går det i forsvindende få tilfælde, og selv om det var et mirakel, føltes det ikke sådan for Maria Friis, der nogle uger efter operationen bad overlægen om et møde for at få svar på, hvorfor der ikke var nogen, der har sagt til hende, at der var en lille bitte chance for, at det ikke var kræft.

Det havde sparet hende for en ualmindelig rædselsfuld tid og mødet med sin egen dødelighed, som hun stadig ikke kan se nogen mening i at have stiftet bekendtskab med.

“Uanset om jeg havde fået at vide, at sandsynligheden var nul-komma-nul-et-eller-andet, havde jeg klynget mig til det. Lægen sagde, at det var så usandsynligt, at det ville være uetisk at give mig håb, og i det øjeblik kunne jeg slippe vreden, fordi jeg forstod, at vi havde forskellige verdenssyn.

Hun kom fra det naturvidenskabelige, hvor alt kan måles og vejes, og jeg kommer fra humanismens, hvor man aldrig nogensinde må tage håbet fra folk. Da jeg forstod det, kunne jeg leve med, at de ikke havde sagt det.

Men den sorg, det har givet mig, kan jeg aldrig slippe. Jeg ved ikke, om man skal kalde det et tab af uskyld, men der er et eller andet, der er forandret for altid. Det er ikke, fordi jeg ikke kan være glad eller taknemmelig, men der er en melankoli, der bor i mig nu.”

Fire måneder efter Maria Friis’ eget forløb gik Lasse til lægen for, hvad han troede, var laktoseintolerance. Det var det ikke. Der var kræft i hele kroppen, og manden, der havde ønsket, at de tog ham i stedet for kvinden, han elskede, fik at vide, at han havde 6-8 måneder tilbage at leve i. Han døde efter 26 dage. Maria Friis sidder lidt, da hun har fortalt det. Hun vejer ordene.

“Han var min bedste ven, men han var også psykisk syg og fik det ikke bedre. Det var en martret sjæl, der fik fred. Det er ikke rart at være alene, men det var godt, at han fik fred.”

Og I holdt sammen i alle årene?

“Jeg giver jo aldrig op.”

I august 2022, et lille år efter Lasses død, åbnede Maria Friis et galleri i eget navn, Galleri Maria Friis på Store Kongensgade i København. Hvordan det kunne lade sig gøre, efter hvad hun havde været igennem, ved hun ikke. Måske fordi hun er handlekraftig, måske fordi hun har læst Viktor Frankl, måske fordi man er nødt til at skabe mening og sætte mål for at overleve.

“Jeg kunne godt have valgt at starte med at repræsentere etablerede kunstnere, men i stedet har jeg valgt en som Sian Kristoffersen, der, mener jeg, er sin generations største billedhugger. Men hun har aldrig haft et galleri eller en soloudstilling i et galleri, hvilket er en stor fejl, så jeg ser det som meningsfuldt at lave en udstilling med hende.

Næste udstilling var med fuldstændig fantastiske Orsolya Bagala, der siden sin afgang fra akademiet har arbejdet som hjemmehjælper, bor i et socialt boligbyggeri og lejer en cykelkælder, hvor hun arbejder. Det er min ambition at skabe nogle trygge økonomiske rammer for mine kunstnere, så de kan koncentrere sig om at skabe kunst.”

Arbejdet som gallerist skal altså være drevet af en nødvendighed. En af hendes veninder sagde engang noget, hun blev meget rørt over, og som kan ses i forlængelse af det, Maria Friis selv oplevede, da hun mødte Lasse. Hun blev set. Hendes veninde sagde, at Maria Friis har fremkaldeevne.

“Jeg skulle lige forstå det, men det er noget med at forstå storheden i og vigtigheden af noget og brede det ud og sige: “Se her.” Jeg har ikke nogen drøm om at berige mig selv, jeg har ikke brug for mere. Hvis bare jeg kan betale mine udgifter og fremkalde andre, er mit liv meningsfuldt.”