For knap to år siden gik Maria Friis til lægen med, hvad hun troede var en bagatel...

Et maleri af Richard Winther på ca. tre gange tre meter er lige kommet ind ad døren og pakket ud på stuegulvet. Et større dansk kunstmuseum ville gerne have haft det til samlingen, men Maria Friis fik det.

Langs væggene står malerier i flere lag af kunstnere som Kathrine Ærtebjerg, Ursula Reuter Christiansen og Tal R, en glasstol af Guillermo Santoma er stadig i bobleplast, og på toppen af en stor, tung skulptur af FOS står en keramisk dragefigur af Martin Brandt Hansen. Og det er bare et lille udsnit.

Af én af stuerne. Hvor mange stuer der er i alt, har jeg ikke overblik over, men det har heller ikke nogen betydning, for karriere, job og kunst skal ikke definere hende, siger hun. Derfor har hun i mange år ikke lukket offentligheden ind i sin 405 kvadratmeter store lejlighed på Grønningen i København, og kun de nærmeste har kendt til den store kunstsamling, hun over årene har bygget op, og som tæller over 400 værker. I stedet har hun været kendt for sin meget lille, men meget særlige undertøjsforretning i Indre By, Fogal.

Navnet overtog hun fra et eksklusivt schweizisk strømpemærke, og lokalet lejede hun af Hotel d’Angleterre. De store vinduespartier fik forretningen til at synes større, end den var, og mange blev overraskede, når de så, hvor lille og intim den i virkeligheden var.

Bare 20 kvadratmeter. Strømper og bh’er fra de mest eksklusive mærker hang klar til at ære kvindekroppen, og bag disken stod en mørkhåret menneskekender og aflæste den næste kvinde, der kom ind ad døren, hurtigere end dørklokken kunne nå at ringe af. Det er sårbart at købe undertøj, og betjeningen bør tilpasses den enkelte kunde, og denne ædle kunst – at læse kvinderne og tale til dem, så de følte sig set – beherskede Maria Friis.

I dag er hun 51 år. Hun har forladt Fogal, om end ikke helt frivilligt, men hun fik det vendt til et aktivt valg om at gøre noget nyt. At åbne det galleri, hun altid har drømt om. Maria Friis kan bedst lide at tage sine beslutninger selv. Gerne store beslutninger, der ændrer alt, vel vidende at det koster.

Det er hun sig meget bevidst. Men Maria Friis er en kvinde, der aldrig har gjort noget halvt. Da hun læste teologi, havde hun intet socialt liv i fire år. Da hun drev Fogal, så hun stort set kun sine børn om søndagen. Da hun valgte sin mand, blev hun ved hans side – gennem alt. Og da hun forrige år blev konfronteret med døden, var det med bøn, skrig og afgrundsdyb afmagt.

Følsomhed som adelsmærke

Historien om Maria Friis begynder på en pløjemark langt ude på landet i byen Øm ved Lejre, der ligger uden for Roskilde, og meget få af de ting, der har defineret hendes voksne liv, kan spores tilbage til opvæksten. Moren var hjemmegående, faren slagtermester, og de slog ikke ud med armene.

De var hverken religiøse eller for den sags skyld begejstrede, da deres datter søgte ind på teologistudiet direkte efter 3. g, bare 18 år gammel. At læse tykke bøger på støvede biblioteker var ikke noget, hun havde lært hjemme. Som barn læste hun ganske vist Simone de Beauvoir og så videoer med Grace Jones, men det var på eget initiativ, at hun opsøgte, hvad der blev hendes store forbilleder, på skolebiblioteket.

Stærke kvinder, der tog deres plads. Hun opdagede en større verden derude, og den havde hun planer om at indtage. Som helt ung stiftede hun bekendtskab med Viktor Frankl, en østrigsk professor i neurologi og psykiatri, og hans teorier om at skabe mening i det, der overgår én her i livet, uanset hvor umuligt det måtte synes, har været en vejviser i hendes liv.

Ikke som eskapisme, men som noget, hun bedst kan beskrive som en livsdrift. Det er også takket være ham, at hun har formået at vende nogle dybt traumatiske oplevelser fra barndommen, som hun ikke har lyst til at gå i detaljer med, til en evne. Som en overlevelsesmekanisme udviklede hun en evne til at afkode mønstre, mennesker og situationer.

Den særlige følsomhed, der kom til at præge hende, og som hun brugte sin ungdom på at flygte fra, ser hun i dag som sit adelsmærke. Evnen til at læse mennesker viste sig nemlig særdeles brugbar i Fogal. Samtidig anser Maria Friis årene på teologi med hovedet begravet i bøger om store eksistentielle spørgsmål som en stor del af forklaringen på, at den lille forretning blev noget særligt. Ifølge Maria Friis havde hun en “anden måde” at møde mennesker på, som appellerede til kunderne.

“Mange kvinder bryder sig ikke om at købe undertøj, fordi de tænker, at den person, der står foran dem, umuligt kan sætte sig ind i, hvordan de har det, og der tror jeg, at de bedre kunne relatere til mig. Det at tilegne sig viden giver en form for dybde og eftertænksomhed, som afspejles i, hvordan vi møder og mærker hinanden. Så er det ligegyldigt, om du tager afgang eller ej, bare du ved, at du ejer det, du har lært og tilegnet dig. Det er dit.”

Maria Friis tog ikke afgang fra teologi. Efter fire års studier på under normeret tid var hun ellers tæt på, men så gik døren op til den forretning, hvor hun havde studiejob, og hendes liv blev forandret. Mødet fik hende til at droppe ud af det studie, hun elskede, lige før målet, og hvorfor det blev sådan, vil Maria Friis meget gerne fortælle, siger hun varmt og storsmilende, “for nu kommer romantikken jo ind.” Ind ad døren kom en høj mand med brunt hår og blå øjne, og der var ingen vej tilbage.