Mette Bording Nybo Hendes Verden
SPONSORERET indhold

Mette fandt en kæreste syv uger efter sin mands død - og fik ondskabsfulde kommentarer

Kan sorgen findes ved siden af kærligheden? Ja, siger Mette Bording Nybo, som fandt en kæreste blot syv uger efter sin mands død. Men da hun fortalte verden om sin nye kærlighed, blev hun ikke kun mødt med lykønskninger, men også undren og fordømmelse.

Af:: Freja Bech-Jessen Foto: Gregers Kirdorff
23. okt. 2021 | Livsstil | Hendes Verden

Hun er jo skamløs!

Ja, det er jo hendes valg, men jeg havde ALDRIG selv gjort det samme!

Beskederne tikker ind i et kommentarspor på B.T.’s facebookside. Læserne reagerer på en artikel om en kvinde, der efter et langt sygdomsforløb har mistet den mand, hun gennem 19 års ægteskab har delt sit liv med. Hun har skrevet en bog om tabet; om afskeden og den kærlighed, der flød stærkt og intenst mellem dem op til hans død; om sorgen, der kom væltende, da han var væk – og om at finde en ny kærlighed, kun syv uger efter at hun modstræbende havde givet slip på sin gamle.

Det er det sidste, læserne reagerer på.

Mange kommentarer er søde og forstående, nogle ønsker hende ligefrem tillykke. Men andre er kritiske og fordømmende. Eller ligefrem ondskabsfulde. Så var de nok heller ikke gladere for hinanden, da det kom til stykket.

LÆS OGSÅ: 83-årige Jane Fonda: "Jeg har været i stort set alle typer forhold. Nu er jeg færdig"

Lammende sorg

På den anden side af skærmen læser kvinden bag bogen med. Og i dag har hun skrevet en ny bog, fordi hun, da hun læste kommentarerne på Facebook, vidste, at det var hun nødt til.

"Jeg blev egentlig ikke overrasket, men jeg blev klar over, at jeg måtte skrive en bog, der gjorde det fuldstændigt tydeligt, at det at forelske sig igen efter et dødsfald på ingen måde formindsker den kærlighed eller den sorg, man føler for den, man har mistet," siger forfatter Mette Bording Nybo.

"Og på ingen måde forringer det forhold, man havde med den, der er død."

Mette er 47 år. Hun blev enke som 45-årig og alene med tre sønner, da hendes mand og drengenes far, Thomas, gik bort. Og så blev hun ramt af en sorg så overvældende, at den havde potentiale til at ødelægge hende. Det var midt i denne følelse af at gå til grunde, at hun besluttede sig for at leve. Og finde en ny kærlighed.

"Thomas havde givet mig lov; han havde ligefrem bedt mig om det. Og han havde fortalt vores børn, at han havde givet mig den frihed," fortæller Mette og uddyber:

"Jeg har altid haft det bedst i et kærlighedsforhold. Og det havde han også. Vores forhold var stærkt og smukt og meget kærlighedsfuldt, og det var den form for forhold, vi ønskede, at vores børn skulle spejle sig i. Også når de kun havde en forælder tilbage."

En lindrende krop

Hun fandt ham på Tinder. Og syv uger efter Thomas’ død, indledte de et forhold. Han var en rummelig og kærlig mand, der forstod Mettes sorg og lod hende have den. Og hun er sikker på, at selv om deres forhold måtte slutte, så havde det stor betydning for hendes mulighed for at udholde sorgen uden at gå til grunde i den.

"Det føltes vidunderligt lindrende at mærke en andens krop, en andens varme, en andens hud. At læne sig tillidsfuldt ind til et andet voksent menneske, som jeg oplevede havde styrken til at gribe mig," forklarer Mette.

"Det er en ren nåde at fortabe sig i en andens favn, når man er så nedbrudt af sorg. Han var en klippe i mit liv. Jeg havde brug for en mand, jeg kunne elske, og som kunne elske mig. For jeg længtes sådan efter netop den sammenhørighed og kærlighed, der kun findes mellem to mennesker, som vælger hinanden, og som ikke kan sammenlignes med den, vi føler for vores børn, vores forældre eller vores venner, uanset hvor højt vi elsker dem."

Social kontrol

Men lige præcis den længsel er ikke særlig velset efter et dødsfald. Og det er endnu mere tabuiseret at gå aktivt ud og lede efter kærligheden, mener Mette.

"Det kan lige gå an, hvis man snubler over den midt i sorgen. Og måske endda holder den hemmelig," siger hun.

"Men det er ikke helt i orden at opsøge den og dele den med verden. Det er, som om der findes den her uudtalte sociale kontrol, der dikterer, at det må man ikke: Det er respektløst. Over for den, man har mistet, hans børn, hans familie. Det er i nogles øjne ligefrem skamløst."

LÆS OGSÅ: Ditte og Louise: "Vi skal lade hele lønsystemet eksplodere og starte forfra"

Det er denne sociale kontrol, Mette gerne vil til livs med sin bog. Fordi den kan forhindre efterladte, der længes efter et kærlighedsliv, i at gå ind i et nyt forhold. Og fordi den helt grundlæggende bunder i en misforståelse af, hvad det vil sige at leve med sorg.

"Det var jo ikke sådan, at fordi jeg fik en ny kæreste, så opløstes den sorg, jeg følte over Thomas. Sorgen var der hele tiden. Nogle gange stille, andre gange buldrende," siger Mette.

"Og selv om jeg blev forelsket, så var kærligheden til den mand, jeg havde mistet, intakt."

Udslettes aldrig

Det er som med den gamle sandhed om, at flere børn ikke betyder mindre kærlighed, men blot mere; man elsker ikke den førstefødte mindre, fordi man bliver mor til to.

"Vi moderne mennesker har forstået, at den eneste ene ikke nødvendigvis eksisterer, når det handler om skilsmisser. Men vi har svært ved at forstå det, når det handler om dødsfald," siger Mette og forklarer:

"Et nyt forhold efter en skilsmisse udsletter jo ikke det forhold, man har haft. Man kan godt se tilbage på det med stor ømhed, kærlighed og anerkendelse."

Derfor fylder Thomas fortsat også meget i Mettes og hendes drenges liv. Det har han gjort, siden han døde for to et halvt år siden. Og det gør han også nu, hvor Mette er i et nyt kærlighedsforhold.

"Han er aldrig bare forsvundet ud af min bevidsthed eller blevet slettet af en anden mands tilstedeværelse," fastslår hun.

"Tværtimod har jeg skullet gøre mig umage med at pille ham lidt ned af piedestalen, så han ikke kom til at fylde på en måde, så han var umulig at leve op til," fortsætter hun og tilføjer:

"Den altødelæggende sorg er kommet på afstand; den er blevet afløst af en mere vemodig form for sorg, som nok altid vil være hos mig. Og det er også i orden. Sorgen kan godt findes ved siden af kærligheden."

Anbefalet til dig