Molly Blixt Egelind
Foto: Michael Falgren Molly Blixt Egelind om sin mor, karriere og depression.

Molly Blixt Egelind: "Når nogen, man elsker, er nede under gulvbrædderne, så tilsidesætter man sig selv"

Da Molly Blixt åbnede op for sin tvivl og usikkerhed i ”Vild med dans”-finalen, var det for at vise, hvad der sker under den glitrende facade. Og for Molly har usikkerheden været så lammende, at den udviklede sig til en depression i kølvandet på hendes mors kræftforløb. I dag er hun selv mor og redebygger og mindre i tvivl om sin plads i verden.

Foran en lille million tv-seere gjorde ”Vild med dans”-finalist Molly Blixt noget usædvanligt, da hun og Mads Vad i november stod forpustede og rørte efter deres sidste dans. Hun viste sin inderste sår-
barhed frem og gav seerne meget mere end den klassiske ”vi er bare så glade-tale”:

“Det er meget personligt for mig. Jeg ville gerne fortælle den her historie om, at jeg simpelthen har spildt så meget af mit liv med at tvivle på mig selv. Jeg har tvivlet så meget på mig selv, at jeg ikke kunne komme op ad sengen – jeg kunne ikke komme op fra gulvet – og så var det, at jeg lærte den meget værdifulde lektie, at den eneste person, der egentlig kan definere dit værd, det er dig selv”

Det var kulminationen på flere måneders hård træning, men også på det, Molly i dag beskriver som en årelang indre kamp med tvivlen på sig selv.

– Unge piger havde skrevet til mig, mens programmet stod på, at de syntes, jeg var så pæn og dygtig og altid i megagodt humør, og jeg tænkte kun: I skulle bare vide. Jeg ville rigtig gerne bruge den store platform, som ”Vild med dans” er, til at belyse noget, der stak dybere end den pæne overflade og de glitrende kjoler. At være med i det program har klart været den største udfordring, jeg har givet mig i kast med. For det er ikke skuespil, og det har været totalt angstprovokerende at stille sig nøgent frem, mens man lærer noget nyt – også om sig selv.

Molly Egelind
Foto: Michael Falgren.

Ikke som de andre børn

Molly voksede op i et kunstnerhjem, hvor begge forældre havde en anden arbejdsrytme end de fleste. Det betød, at familien en gang imellem rykkede teltpælene op og flyttede efter mor Søs’ roller eller far Björns filmoptagelser, og at Molly ofte var med sine forældre på arbejde.

– Jeg har været med mine forældre på arbejde, siden jeg var så lille, at jeg lå i en lift, så jeg er jo vokset op i den branche. Jeg kan huske en gang, hvor jeg fik lov til at pjække og tage med min mor på filmoptagelse, fordi jeg havde fødselsdag. Det var i november, og vi var udenfor, så det var pissekoldt. Derfor gik jeg rundt i flyverdragt hele dagen, spiste æblebåde og peanuts fra de der set-borde og følte mig total sej.

– Jeg har selvfølgelig savnet mine forældre indimellem, men de havde også friheden til nogle gange at tage en hel uge, hvor vi bare var sammen. Der var meget kærlighed, og jeg havde en meget stærk familiefølelse, så jeg har aldrig tænkt på det som en negativ ting.

Tidligt i Mollys liv blev det klart for forældrene, at hun ikke var som de fleste jævnaldrende børn. Hun var lynende intelligent ligesom sin far, der var ekstremt nørdet og detaljeorienteret, og som ifølge Molly aldrig googler noget. Han gav hende interessen for paratviden, og det er grunden til, at hun for eksempel kan genkende alle verdens flag og tale ni forskellige sprog.

Men Molly lod som om, at hendes interesser var nogle andre, end de var, for at blende ind og have mere tilfælles med de andre børn.

Som 5-årig startede hun i skole og endte med at springe en klasse over, fordi hun var fagligt foran.

– Jeg kedede mig simpelthen så meget og syntes, det var forfærdeligt at gå i skole, for jeg kunne ikke se, hvad jeg skulle bruge det til. Og muligheden, mine forældre havde dengang, var at rykke mig en klasse op, så jeg blev mere fagligt udfordret. Men pludselig gik jeg i klasse med nogle, som var to år ældre end mig.

LÆS OGSÅ: Stjernen fra Doggystyle: "Der ligger en sårbarhed skjult under det hele"

– Jeg følte mig splittet og faldt aldrig rigtig på plads. Jeg husker egentlig hele min skoletid som virkelig udfordrende. Mine forældre gjorde alt, hvad de kunne for at finde en god løsning for mig, for de kunne jo se, at jeg ikke var glad. Jeg skulle nok have gået på en skole, hvor jeg var blevet udfordret noget mere – en Mensa-skole (skole for særligt begavede børn, red.), men det var ikke så moderne dengang, som det er nu.

En dag spottede Mollys far en flyer på en af skolens opslagstavler. Det var en casting til filmen ”Råzone”.

– Jeg kan tydeligt huske, at jeg skulle sige en sætning a la ”de er taget ned for at ryge jord-bong”. Jeg anede ikke, hvad det var, og jeg var bange for at spørge.

– Min mor er sådan lidt Pippi Langstrømpe-fandenivoldsk. Hvor jeg vender det indad og mister troen på mine egne evner, hvis jeg ikke lykkes med tingene første gang. Hun har en ”det skal nok gå-attitude”, hvor jeg er mere ”det går nok ikke”.

Hun kom ikke med i ”Råzone”, men casteren lagde mærke til Molly, og i 2001 fik hun sin første rolle i en dansk spillefilm. Som 13-årig skulle hun stå over for blandt andre Paprika Steen og Troels Lyby i ”Okay”, og pludselig var der en ny verden, der åbnede sig for hende.

– På en eller anden måde var det som om, der gik et lys op for mig. Jeg har altid syntes, det var en lille smule nemmere at være sammen med voksne mennesker, men der følte jeg for alvor, at jeg kunne være mig selv. Jeg er nok lidt gammelklog. På det tidspunkt syntes jeg, det var enormt afslappende at være sammen med nogen, der var ældre end mig selv.

Hvad skyldtes det?

– Jeg ved ikke, om jeg fik bildt mig ind, at de voksnes forventninger til mig var nogle andre end mine jævnaldrendes. Meget af det var min egen tvivl omkring mine omgivelsers holdninger og forventninger til mig, der fik lov til at løbe løbsk og vokse sig helt ud af proportioner. Det var bare nemmere at abstrahere fra det blandt voksne mennesker end blandt mine jævnaldrende.

Men til trods for sit gennembrud på filmlærredet blev tvivlen ved med at gro i Molly, og til sidst blev tvivlen til en følelse af ensomhed.

– I en stor del af min barndom og mine teenageår følte jeg mig skæv. Da jeg kom i puberteten, blev de tanker, jeg havde om mig selv, udfordret i endnu højere grad. Meget af tiden gik også med at føle mig ensom. Jeg kunne sagtens være omgivet af mennesker og så bare føle mig totalt ensom.

Molly Egelind
Foto: Michael Falgren.

Korthuset ramler

Da Molly var omkring 16 år, fik hendes mor konstateret lymfeknudekræft. Det eneste, der talte, var tanken om overlevelse, hvorfor hun kom til at tilsidesætte sig selv for at bakke sin mor op igennem sygdommen.

– Min mor var så syg, at jeg var bange for, at hun skulle stille træskoene, og det var en tung byrde at gå rundt med. Derfor skulle det ikke handle om mig, for det virkede pattet. Enhver kunne da se, at det var hende, der havde det dårligt, så hvorfor skulle jeg fylde med det, der gjorde mig ked af det?

– Når nogen, man elsker, er nede under gulvbrædderne, så tilsidesætter man sig selv og lader som om, at alt bare er totalt i orden i håbet om, at det kan gøre hele processen nemmere. Det blev lidt sådan en udglatter-rolle for mit vedkommende. Jeg kunne jo ikke sige til hende: ”mor, jeg er faktisk bange for, at du dør”, for hvad nu, hvis hun selv blev bange af, at jeg sagde det, eller hvis hun ikke selv havde tænkt, at hun kunne dø?

– Jeg syntes ikke, at det var hendes opgave at rumme, at jeg var bange for, at hun skulle dø. Hun havde rigeligt at deale med selv. Nu ville jeg ønske, at vi havde stået meget mere sammen, at både min søster og jeg havde fundet nogen at snakke med, som måske ikke var mine forældre. Jeg tror bare, at jeg kom til at underkende, hvor vild en situation det egentlig var.

Efter Søs var blevet erklæret kræftfri, fik følelserne frit løb. Molly kunne ikke længere rumme de tanker, hun havde båret rundt på alene, og hun forsvandt ned i et hul uden fornemmelse for rum og tid.

LÆS OGSÅ: Danica Curcic: Denne begivenhed ændrede mit liv

– Usikkerheden, jeg havde båret med mig, fra jeg var helt lille, blev ligesom antændt, efter min mor havde været syg. Korthuset ramlede fuldstændig. Al den tvivl, jeg havde om mig selv og min plads i verden – det var som om, der blev hældt benzin på et bål, og så tordnede det bare derudaf. Jeg blev meget styret af tankerne om, at ”der er alligevel ikke nogen, der forstår mig, og heller ikke nogen, der kan lide mig”. Det føltes som virkelighed for mig, hvilket det jo ikke var. Jeg var omgivet af mennesker, der holdt af mig og ville mig det godt, men det var bare ikke ensbetydende med, at jeg selv kunne se det.

– Ærligt talt så er der et helt år af mit liv, som jeg ikke kan huske. Jeg husker det i små korte flashes som for eksempel sommerhusture, men ellers husker jeg intet. Min søster har det på samme måde, jeg tror, det er psykens forsvarsmekanisme. Det var turbulent for os alle sammen, for familien blev vendt på den anden ende.

Molly røg ind i en periode, hun i dag betegner som ”on and off depression” efter sin mors sygdomsforløb. De gode måneder blev afløst af de mindre gode, og sådan fortsatte det i bølger.

– Der var et tidspunkt, hvor jeg holdt op med at snakke i tre dage. Jeg ved ikke, om det var en form for protest – jeg slukkede bare. Der blev mine forældre en smule bekymrede for mig. Jeg kunne ikke finde rundt i mit eget indre og for fuldstændig vild. Jeg kunne ikke forstå, hvad jeg skulle bruge mit liv til, og var ligeglad med mig selv. Jeg lå og skreg på køkkengulvet, indtil jeg fik næseblod, uden at min mor kunne komme igennem til mig.

– Jeg har været i terapi af mange omgange og på antidepressiv medicin. Jeg var hamrende deprimeret on and off i mange år. Mit forhold til mentalhelse på det tidspunkt var: det er også flovt at have brug for hjælp og gå til psykolog. Det var jo meningen, at jeg skulle have styr på mit liv, og det var igen en forventning, jeg troede, andre havde til mig.

– Det var ikke, fordi jeg ikke kunne lide mig selv, men det var, fordi jeg troede, andre ikke kunne lide mig. Jeg tror, det har været rigtigt svært at kommunikere med mig i den periode, fordi det var, som om jeg havde et filter på, der gjorde, at jeg kun kunne opfatte ting negativt. Jeg kunne ikke tage imod ros eller trøst, fordi alt, hvad folk tænkte og sagde om mig, sikkert alligevel var dårligt. Når det i perioder gik godt, og medicinen hjalp, holdt jeg en pause og tænkte: nu behøver jeg heller ikke gå til psykolog. Jeg kan huske, at jeg tænkte: jeg skal bare have overstået at have det dårligt med mig selv.

Molly Egelind
Foto: Michael Falgren.

Et vendepunkt

Med alderen fandt Molly ud af, at mentalhelse for hende var en form for indre rengøring, som hun var nødt til at gøre med jævne mellemrum. For ellers blev der beskidt i hjørnerne, som hun forklarer.

– Jeg blev mere lydhør over for min psyke, for jeg opdagede, at det jo er min egen opgave at passe på mig selv. Jeg fandt ud af, at jeg selv skulle filtrere de dårlige ting fra, og at det ikke var andres opgave. Da jeg blev ansvaret over for mig selv voksent, startede den positive forandring.

På det tidspunkt fandt Molly også ud af, hvad hun ville med sit liv.

– Det med at komme ind på skuespillerskolen var fandeme en øjenåbner, for udover at være en uddannelse i at blive skuespiller er det også en uddannelse i at blive sig selv og kommunikere og være menneske. På Odense Skuespillerskole fik jeg nogle virkelig vigtige læresætninger omkring, at hvis man vil være udøvende kunstner og beskæftige sig med et fag, som på mange måder er lidt skizofrent, så bliver man nødt til at have kontinuitet i sit eget liv, for at det ikke skal blive en rodløs eksistens.

LÆS OGSÅ: Christopher Læssø: "Jeg fik nok min datter, før jeg var klar"

Kontinuiteten fandt Molly i Benjamin, som hun blev gift med i 2016. De mødte hinanden på Skuespillerskolen, hvor et uskyldigt kys til en julefrokost udviklede sig til kærlighed, graviditet og familieliv.

– Jeg har fundet ud af, at jeg er den største redebygger. Jeg elsker mit arbejde, men jeg har enormt meget behov for at sige: tak for i dag, det var rigtig hyggeligt – og så tage hjem og holde fri. Det kan man ikke altid, men det med at have noget at vende hjem til, det er lige så vigtigt som at have noget at tage på arbejde for.

Molly Egelind
Foto: Michael Falgren.

Moderskabet

For 4,5 år siden kom Ellinor til verden.

De nybagte forældre fandt hurtigt ud af, at den forandring, de havde forventet, slet ikke var så stor endda.

– Altså, ens prioriteter og opgaver ændrer sig. Den stabilitet, som familien giver mig, har gjort mig mere modstandsdygtig over for livet og min omverden, og det har helt klart udviklet min kerne, men på den anden side så er jeg jo stadig den, jeg var, inden jeg fik hende. Det er det fede ved at få børn – livet bliver aldrig det samme, og alligevel er det det samme.

Molly kan genkende meget af sig selv i sin lille datter – især tendensen til at stille meget høje krav til sig selv. Derfor er det vigtigt for Molly at indgyde hende troen på, at man blot skal øve sig for at blive god til noget.

– Hun er lynende intelligent og formulerer sig på en måde, så man tænker, at det er løgn. For nylig har vi fået en kat, og så sagde hun til mig: ”mor, jeg vil sige, jeg er godt tilfreds med at være blevet katte-storesøster”. I stedet for at sige, at katten er sød – jeg var ved at falde ned ad stolen. Hun har samtidig sindssygt høje forventninger til sig selv – ligesom sin mor. Hun bliver så ked af det, hvis hun ikke kan finde ud af noget første gang. Jeg har givet op mange gange, fordi jeg ikke kunne første gang. Så Benjamin og jeg taler sindssygt meget med Ellinor om at gøre sig umage og øve sig.

Molly Egelind
Foto: Michael Falgren.

Stå på egne ben

Når man er en omvendt Pippi og tvivler på sig selv, virker det modigt at vælge en karriere som skuespiller. Især når ens mor hedder Søs Egelind og er en af Danmarks sjoveste skuespillerinder. Og Molly var også længe i tvivl om, hvorvidt hun havde valgt den rette vej.

– Jeg tror igen, det handlede om mine tanker om andres tanker om mig. Det føltes mere sikkert for mig at vælge noget helt andet, for så ville folk da i hvert fald ikke sammenligne mig.

Molly valgte dog at følge sin drøm. Hun valgte endda at takke ja til at stille op i "Vild med dans" med selvsamme partner, som hendes egen mor havde danset med tilbage i 2015. Blandt andet for at overvinde den frygt, hun havde båret rundt på siden barnsben.

– På det tidspunkt blev jeg enig med mig selv om, at de tanker, jeg troede, andre havde om mig, der havde styret mit liv meget af tiden, ville jeg glemme alt om, når musikken spillede. I dag er jeg mere styret af min lyst til at gøre ting i stedet for at lytte til det underlige spøgelse, der lurer dybt inde i min bevidsthed, og som siger, at jeg ikke kan.

På indersiden af Mollys venstre håndled gemmer der sig en tatovering. ”Jeg kan” står der på sanskrit. Den minder hende dagligt om at overhøre tvivlen, som stadig nager, men som for hver dag fylder mindre.

– Vejen hen til der, hvor jeg er i dag, er opstået ved at øve mig i at skære mellemleddet ud, for der er et lag for meget i min opfattelse af verden. Jeg kommer til at lægge min egen idé om, hvad folk nok vil tænke om mig, ind mellem mig selv og menneskerne omkring mig. Jeg kan også mærke, at jeg er mere i sync med mig selv, og mit blik på mine omgivelser bliver meget mere positivt, når jeg tager mig af mig selv.

– Benjamin er god til at sige ”nu tror jeg, du skal sætte dig ind i sofaen og strikke lidt, måske spise en lille mellemmad, for det ville være godt for os alle sammen”. Blot sætte mig ned på min flade og mærke efter inde i mig selv. Det er ikke, fordi jeg er blevet verdensmester i at være i zen med sig selv, men til syvende og sidst handler det om ikke at give omgivelserne magten.

Hvem er Molly Blixt Egelind?

Molly Egelind
Foto: Michael Falgren.

Molly Blixt Hasselflug-Egelind, født 1987

  • Skuespiller aktuel i 2. sæson af TV2 Charlie-serien ”Sygeplejeskolen”.
  • Datter af skuespiller og komiker Søs Egelind og filmfotograf Björn Blixt.
  • Gift med skuespiller Benjamin Katzmann Hasselflug, 31 år, sammen har de datteren Ellinor på 4,5 år.
  • Kendt for bl.a. serien ”Mercur” og filmen ”Den skaldede frisør”, som hun fik en Robert for.
  • Blev nr. 2 med sin partner Mads Vad i sidste års ”Vild med dans”.
  • Har en IQ på 140 ifølge en Mensa-test.
Se, hvad vi ellers skriver om: Interview, Kvinder du skal kende, Karriere og Depression