Natasha Al-Hariri: "Det var enormt skamfuldt for mig"

Dødstrusler, hadbeskeder, overgreb og angstanfald har været prisen for hendes aktivistiske kamp for ligestilling og et stykke stof bundet om håret. Efter angstanfaldene ramte, rokerede hun fra frontlinjen som debatterende skarpskytte til en post i dækning som direktør for DFUNK – Dansk Flygtningehjælp Ungdom. Kampen er ikke slut, men hvorfor orker hun blive ved?

Det forsøger Natasha Al-Hariri at forklare på en gråvejrs-gåtur på Assistens Kirkegård i København, og vi starter inde i centrum af hovedstaden for knap 20 år siden.  

– Jeg blev spyttet i ansigtet på Strøget, da jeg var 13 år gammel. Jeg talte ikke med nogen om det – ud over dem, der var der, da det skete, og min familie.

– Det var enormt skamfuldt for mig. Jeg var lige begyndt at bære tørklæde, og jeg forstod på det tidspunkt ikke, at det spyt faktisk var et overgreb. Det ændrede sig, da jeg begyndte at sige det højt, fordi folk reagerede meget voldsomt på den historie. Min familie reagerede selvfølgelig ekstremt voldsomt, da jeg fortalte dem det, men andre folks reaktion var vigtig, for den bekræftede mig i, hvor vanvittigt det faktisk var.

Natasha er uddannet jurist med speciale i udlændingeret og menneskerettigheder, og det bliver tydeligt, da hun på fineste vis sætter situationen på spidsen for at udpensle, hvad hun faktisk var udsat for:

– Det er jo vanvittigt, at en forbipasserende helt umotiveret, men blot af ren foragt kan finde på at spytte et barn i ansigtet. Det satte gang i mine refleksioner over, hvem jeg er i samfundet, hvordan jeg ser mig selv, og hvordan andre ser mig. 

Kampen for at blive behandlet på lige fod med alle andre og have de samme muligheder som hendes klassekammerater startede tidligt. Allerede i gymnasiet var hun blevet bevidst om ordets magt, og hvor vigtigt det er at have et sprog for de diskriminerende oplevelser, hun havde.

Motivationen for Natashas kamp for retfærdighed kom primært fra hende selv og hendes eget liv. Men da hun i 2013 blev mor for første gang til sønnen Gabriel, som hun har med sin mand Niddal El-Jabri, blev hendes velovervejede rolle i samfundet pludselig belyst fra en ny vinkel.

– Det hele ændrede sig løbende for mig, for jeg blev også selv udfordret i den her dialog. Mens jeg kæmpede kampen, udviklede den sig og blev udvidet, især ved at jeg blev mor. Da jeg fik min første søn, gik det op for mig, at det jo ikke bare handler om mig. Det handler også om mine børn og børnebørn. Jeg kunne pludselig se det i et større perspektiv, og det tror jeg var rigtig sundt for mig.

Vi går rundt på Assistens Kirkegård, hvor store danske kulturpersonligheder som Søren Kirkegaard og H.C. Andersen ligger begravet. Natasha har ikke et horn i siden på hverken den ene eller den anden, for hun lægger vægt på, at hun elsker Danmark og den enhed, vi kalder dansk kultur. Men hendes baggrund minder ikke om de flestes. Hendes mor er libaneser, og hendes far er palæstinenser, der er født og opvokset i Libanon, hvorfra forældrene sammen flygtede fra den blodige borgerkrig. Natasha blev født under sine forældres flugt og kom til Danmark, da hun var fem måneder gammel. Hun voksede op i Hellerup og havde svært ved at være stolt af den, hun var, og det, hun kom fra.

Har det ændret sig?

– Ja, det har det. Men det har taget rigtig lang tid for mig, og jeg kan stadig ikke helt udpege, hvor den skam helt nøjagtigt kom fra. Jeg tror, det havde noget at gøre med, at jeg var anderledes. Det var ikke fordi, at jeg som menneske var anderledes, men mit liv var anderledes, når de andre havde holdt jul eller været på weekendbesøg hos deres bedsteforældre.

– Som barn ser man det anderledes, end man gør som voksen, fordi man er ekstremt opmærksom på, hvordan andre oplever en. Det var især i mine unge år, hvor jeg var sensitiv over, hvordan andre så mig. Man går jo igennem en enorm identitetsdannelse i ungdomsårene, og den har været ret splittet for mig. Selvom mine forældre er skønne forældre – og der er ikke noget "men" efter den her sætning, så er det blevet meget tydeligt for mig som voksen, hvor meget de også har kæmpet. De har mødt virkelig meget modstand og har ikke haft særligt gode forudsætninger for at lykkes. Det er først senere, jeg har forstået det liv, de har levet. 

– Jeg har været så velsignet. Jeg har gået i gode skoler, befundet mig i gode omgangskredse, haft gode venner og veninder og virkelig altid haft et meget stærkt netværk. Det ved jeg, at man ikke må tage for givet, og jeg er meget taknemmelig for det. Jeg er vokset op i Hellerup, hvor der ikke var nogen, jeg kunne spejle mig i en til en. Der var ikke nogen, der lignede mig og havde min baggrund. Jeg følte det ikke dengang, men da jeg blev ældre, blev det klart for mig, at jeg havde savnet det. Jeg har savnet at have nogen, der vidste, hvordan det var at have forældre, der talte gebrokkent dansk og var flygtet fra deres land. Det er nogle ret banale ting, der har gjort, at jeg har følt mig anderledes. Jeg vil ikke sige, at jeg har følt mig udenfor, men jeg har følt mig som noget andet, og den erkendelse kom ret sent.

Som forældre kan man ikke forberede sine børn på alt, hvad livet indebærer – og det er så godt som umuligt, hvis man ikke kender kulturen og normerne 100% i det samfund, ens børn kommer til at begå sig i. Det er ikke kærlige forældre, Natasha har manglet, men nogle rollemodeller, der kunne vise, hvordan hun skulle navigere imellem to kulturer og tage sin plads i et samfund, hvor der ikke var reserveret en plads til hende. Det tvang hende til at forholde sig til sit tilhørsforhold, som hun siden har gentaget utallige gange i forskellige medier: Man kan godt både være muslim og dansk.

– Tænk, hvis jeg som barn og ung havde haft nogen at tale med de ting om. Måske det kunne have mindsket min identitetssplittelse, som jeg ved, at rigtig mange unge med flerkulturel baggrund også har – altså unge, der vokser op i et samfund, som deres forældre ikke er vokset op i. Det skaber nogle dilemmaer – nogle mere voldsomme end andre. 

– Jeg følte mig meget alene i starten og gjorde mig mange overvejelser om, hvem jeg egentlig repræsenterede, for jeg havde aldrig spejlet mig ret meget i nogen, og jeg har aldrig villet repræsentere noget, for det er et enormt ansvar at tage på sig, fortæller hun.

Alligevel har hun valgt at repræsentere danske minoritetskvinder igennem sin aktivistiske kamp. Hun har taget plads i samfundet som den, hun er, og sætter fokus på, at det ikke kun handler om at erkende og stå ved, at hun er anderledes. Det handler også om, at samfundet gør hende anderledes.

– Efter jeg begyndte at være mere outspoken og stillede op i den offentlige debat, blev jeg bevidst om, at det handlede om strukturer, for det kom til udtryk i den måde, journalisterne stillede mig spørgsmål på, og måden mine oplevelser som minoritetskvinde blev italesat på. 

– Vi lever i et samfund, hvor unge i forvejen er pressede, stressede og har præstationsangst. Det er hele paletten, der presser de unge. Og så kan man oven i det lægge midlertidig opholdstilladelse, et smadret hjemland, familiemedlemmer i krig, og at du skal lære et nyt sprog og arbejde fuld tid ved siden af et fuldtidsstudie for at gøre dig fortjent til at kunne søge om en permanent opholdstilladelse. Det er urimeligt. Der er så mange aspekter, der går tabt, fordi fortællingen er så unuanceret. De her unge har også brug for nogen at spejle sig i, ligesom jeg havde. Hvis vi kun lader dem fortælle om turen i gummibåden over Middelhavet, så bygger vi igen narrativet på et unuanceret grundlag, argumenterer hun.

– De er ikke flygtninge. De er mennesker. Med flugterfaringer.

Konsekvensen af den unuancerede fortælling om minoriteter i Danmark er allerede mere konkret, end Natasha kunne frygte. Tonen i den politiske debat bliver ofte kritiseret for at være fremmedhadsk, og tager man med et minoritetsbarn i skole, vil man ifølge Natasha forstå, hvilken effekt de voksnes tone har på børnene.

– Under valgkampen i 2019 kom nogle politiske skikkelser frem, der havde en stærk og uvenlig holdning til udlændinge og til mig – og de skyede ingen midler i debatten. Det gjorde mig enormt bange, og det var også under den valgkamp, at jeg fik mit første angstanfald. Det føltes farligt og afgørende for manges skæbner.

– Jeg ønsker virkelig ikke for nogen at være en del af et politisk meta-cirkus som minoritet på den måde, jeg og mange andre var det – og fortsat er det. Det er fuldstændig hæsligt. Ikke bare for os voksne, men også for vores børn. Min dreng var lige startet i skole der, og udlændingedebatten var blevet en ting, man talte om i skolegården. Flere forældre fortalte, at deres børn fik at vide i skolegården, at "du skal også bare sendes til Grønland" eller "du må ikke være her", det var fuldstændig forfærdeligt, at det var blevet normaliseret, fordi man blandt andet så Rasmus Paludan på tv. Diskursen var så brutal og rettet mod udlændinge under valgkampen, og det blev børnene eksponeret for. Børn med minoritetsbaggrunde kom hjem og spurgte deres forældre, om de blev smidt ud, fordi andre børn sagde det til dem i skolen. Det er på ingen måde noget, børn skal forholde sig til.

– Det føltes meget voldsomt, og jeg er ikke færdig med at bearbejde den tid i mit liv... Og jeg tænker: hvis jeg har det sådan, hvordan har andre det så ikke? Og det er jo ikke stoppet. Der er for eksempel lige blevet fremført et lovforslag om, at man skal oplyse sin religion, når man søger om dansk statsborgerskab. Det er med til at trigge en konstant usikkerhed. Jeg føler, jeg har behov for at forberede mig psykisk på, hvor det kan ende, og det er helt vildt udfordrende mentalt at være eksponeret for, fortæller hun og har taget hænderne op af dunjakken for at gestikulere frustrationen med uforstående håndflader rettet mod himlen.

Hvordan tackler du det?

– Det er et kæmpe arbejde. Jeg prøver så vidt muligt at omsætte det til noget handling og noget konstruktivt. Men som minoritetsborger i det her land føles det utrolig ensomt, for hvem er der ubetinget? Hvem er retssikkerhedens vogter, når det kommer til minoritetsborgere? Det har jeg svært ved at spotte, siger hun, mens hun kigger eftertænksomt ned i stien.

Natashas turban har grebet et par dråber tung dug fra et par af de bladløse grene over os. Da hun var yngre, bar hun hijab på samme måde som sin mor, men begyndte så at binde en turban i stedet. At hun vælger at dække sit hår, er siden episoden på Strøget mest blevet mødt med nysgerrighed og komplimenter – hun har endda lavet en turbantutorial, der ligger på Føljetons hjemmeside. Desværre har hun også oplevet foragt og manglende forståelse, som da hun deltog i Debatten på DR2 i 2017, og Martin Henriksen (DF) bad hende tage sin turban af.

Føler du dig truet af debatten i medierne?

– Jeg kan være rigtig nervøs for konsekvenserne af den, for sådan noget indlejrer sig særligt i børn, der tager det med ind i klasselokalerne. Jeg er nervøs for det modborgerskab, det kan skabe, og hvad det kan betyde for identitetsdannelsen, særligt ved børn, der, som jeg selv, føler sig som noget andet.

– Det kan gå to veje. Enten skaber vi en stærk generation af borgere, der bare er pisserobuste og standhaftige – men hvad er det for en forventning, og hvorfor skal vi forberede vores børn på det? Eller også skaber vi aktivt modborgerskab for eksempel med den måde, vi fører politik på, den måde, vi ansætter på, og den måde, hvorpå der udøves diskrimination på for eksempel boligmarkedet. Diskrimination er legitimeret af den politiske diskurs, og det gør mig bange. Det ER afgørende, for tonen influerer os. Gensidig respekt er noget, vi skaber sammen, også selvom vi ikke er enige.

Siden 2019, hvor hun startede som direktør for DFUNK, har Natashas kamp for retfærdighed koncentreret sig om en mere afgrænset sag. Det handler stadig om moral, lov og ret, men som feministisk muslimsk minoritetskvinde og mor har hun trukket sig fra frontlinjen, efter hun i en lang periode modtog dødstrusler.

– Alle de gange, jeg har modtaget dødstrusler og hadbeskeder, er der to ting, der trigger afsenderen. Det ene er udlændingeperspektivet, og det andet det feministiske perspektiv. Når de to ting krydser hinanden, er der noget, der eksploderer i visse menneskers hjerner og giver anledning til at sende voldsomme hadbeskeder eller trusler min vej.

Selvom Natasha i dag har fokuseret sin kamp på unge, der er flygtet, betyder det ikke, at hun har tænkt sig at læne sig tilbage. Hendes erfaringer er værdifulde i den fortsatte kamp for ligestilling, men hun er klar over, at der skal nye kræfter til – heldigvis virker det som en naturlig proces.

– Jeg er ikke færdig med at kæmpe, men jeg er så stolt over det, som jeg har været med til at sparke i gang for 10 år siden, ved selv at være outspoken og være med til at skabe den bevægelse, som vi oplever nu. Men jeg er utrolig bevidst om, at der medfølger et enormt stort ansvar for også at give min erfaring videre, både omkring det aktivistiske og min sag, men også de personlige erfaringer jeg har gjort mig, for eksempel at jeg har følt mig ensom i sagen, og hvordan jeg bruger det aktivt i dag.

– Jeg kan også godt mærke, at jeg er blevet lidt ældre og ikke længere er helt sådan "vi gør det bare" og sætter alle sejl ind og arbejder døgnet rundt. Der er ved at ske et naturligt generationsskifte i den aktivistiske kamp. Da jeg for fem-seks år siden tournerede Danmark rundt med minoritetskvinders kvindekamp, tænkte jeg aldrig, at det var noget, jeg skulle for altid, selvom det altid vil være en sag for mig. Meningen er, at nogen andre skal tage over og udvikle kampen, ligesom den har udviklet sig for mig – og jeg har udviklet mig med den.