Paula Larrain: "Jeg er midt i livet og har accepteret, at lykken ikke er målet"

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Den første, jeg husker, er en vej i byen Punta Arenas i det sydlige Chile. Jeg kan stadig se den vej for mig. Der boede vi under militærkuppet, indtil min far blev fyret fra flåden, fordi han ikke ville deltage i kuppet. Og så blev han forfulgt. Jeg kan stadig huske den morgen, vi flygtede. Gaderne var våde efter regn, og der var et lilla lys over Andesbjergene og kampklædte soldater i lufthavnen. Vores familie kom og sagde farvel i lufthavnen til mig, mine forældre og min storesøster. Jeg oplevede ikke dramatikken ved at flygte dengang, for jeg oplevede bare en helt stille og rolig flyvetur, og jeg var ikke bange – bare spændt. I dag kan jeg godt se, at de voksne var kede af det, da vi rejste ud i det uvisse. Først landede vi i Madrid, og så kom vi til København, hvor jeg først og fremmest lagde mærke til en underlig skulptur i lufthavnen. Der var så stille i København, en skarp kontrast til Chile, hvor der på det tidspunkt var udgangsforbud og lavthængende helikoptere på himlen.

LÆS OGSÅ: Sarah Mahfoud: ”Jeg vidste godt, at der var noget galt, jeg vidste bare ikke, hvad det var”

Hvornår kan du føle dig på afveje?

– Konsekvenserne af at være flygtning var værre for mig end selve flugten. Folk tror, at alt er godt, når man kommer frem, men eksiltilværelsen er svær og tung. Reaktionen kom først, da mine forældre opdagede, at fælden var klappet, og at de ikke kunne vende hjem efter et par måneder eller et år, som de havde troet. Vi mistede vores statsborgerskab, og efter det gik begge mine forældre ned med en depression. Min søster og jeg var meget ivrige efter ikke at rokke yderligere ved båden, for vi ville ikke gøre det hele værre derhjemme, og den slags er aldrig godt for børn. Oven i det var vi fremmede et nyt sted, og vi mærkede også fremmedhad i Danmark. Jeg var altid bange for, at nogen skulle komme over til min far på gaden og sige, at han skulle skride hjem til sit eget land. Vi forsøgte hele tiden at lægge den del af os selv bag os, men den dukkede også hele tiden op. I dag er jeg tilhænger af det multikulturelle samfund, for det er omsonst at bekæmpe det og tro, at flere kulturer ikke kan leve sammen. Man kan også sagtens være et helt menneske med flere kulturer i sig.

Hvordan fandt du din levevej?

– Det var ikke fordi, der var nogen dansklærer, der gav mig selvtillid nok til at tro på, at jeg skulle være journalist. Jeg ville faktisk også hellere være pilot som min far, og senere var jeg på vej til at læse fysik og blive astronom, for det var mit yndlingsfag. Men jeg kendte en, der var journalistpraktikant, og han sagde, at jeg var journalisttypen, fordi jeg var så politisk interesseret og samfundsengageret. Jeg fik job på Esbjerg Ugeavis som "ung i arbejde", og der lærte jeg håndværket, men efter noget tid tænkte jeg, at jeg hellere måtte tage en uddannelse, og så søgte jeg ind på journalisthøjskolen, for jeg var blevet bidt af det. Hvis min dansklærer i gymnasiet i sin tid syntes, at jeg var kommet lige lovlig hurtigt til pointerne, så kom det mig til gavn i journalistikken at skrive kort.

– Først kom jeg på Radioavisen og derefter Berlingske. Mediet var ikke så vigtigt som emnet – bare det var udlandsstof. Da jeg blev skilt i 1997, og min ældste søn var to år, kunne jeg dog ikke rejse mere, og så blev jeg ledende redaktionssekretær på Berlingske Søndag. Jeg blev jævnligt tilbudt tv-tjanser, men jeg syntes ikke, jeg var gammel nok til det. Ville jeg blive taget seriøst? Og kunne jeg komme tilbage til udland, hvis jeg for eksempel sagde ja til at komme til DR Sporten? Jeg vendte engang det spørgsmål med en ældre kollega, og han svarede: "Det ville jo svare til at en gogo-danser vendte tilbage til Det Kongelige Teater". Det var der en del visdom i. Jeg skiftede dog alligevel til tv, da jeg var 31 år og havde fået noget mere erfaring.

LÆS OGSÅ: Natasha Al-Hariri: "Det var enormt skamfuldt for mig"

Den vigtigste vejleder i dit liv?

– Det er Jesus, selv om han først blev det meget sent i mit liv. Jeg er vokset op som ateist, fordi mine forældre var kommunister. Men da jeg var 33 år, fik min søsters barn hjertestop, da hun var et halvt år gammel og overlevede på mirakuløs vis. Jeg begyndte at gå i kirke af ren og skær taknemmelighed. Jeg var søgende i forvejen, for jeg havde lige gravet i min barndoms traumer, og jeg var på mange måder ramt. Men Palmesøndag i 2003 var jeg i kirke og sang en undseelig lille Grundtvig-salme: "Klippegrund gør foden fast, frygten flyr for håb i hast, troen står, hvor tvivlen faldt, kærlighed forsøder alt". Det er nærmest bare et børnerim, men det gav mig følelse af at høre hjemme. Indtil da havde jeg lyttet til prædikener uden rigtig at føle det. Men den dag faldt tiøren, og det føltes som en åbenbaring. Indtil da havde jeg virkelig gerne villet tro, men jeg kunne ikke.

– I dag er troen trøst og håb for mig. Jeg er aldrig helt alene, og der er altid en, jeg kan vende mig mod. Jeg går ikke fast i kirke, kun når Helligånden ringer efter mig, som jeg plejer at sige. Nogle gange har jeg nemlig behov for nadverens renselse. Der er noget magisk ved nadver. Man er så dybt koncentreret om ritualet, at man føler sig renset bagefter. Det er ligesom den følelse, man får efter at have mediteret. Du drikker Jesu blod og spiser hans legeme, en symbolsk handling, der sætter dig tættere på Gud. Det kalder dog mindre på mig i dag. Kathrine Lilleør har engang skrevet, at evangeliet er til for dem, der lider. Og ja, jeg havde brug for det, men i dag knap så meget.

Hvornår har du stået ved en korsvej?

– I 2007 mens jeg var på TV-Avisen, kørte det hele lidt for hurtigt for mig. Jeg havde haft stress og følte mig i det hele taget forpustet. Jeg havde også skrevet en bog om mit liv som flygtning, og eksponeringen var enorm. Alle greb fat i mig og tilbød mig jobs, men jeg var forvirret og havde allermest brug for ro. Derfor tog jeg en beslutning om ikke at være ansat på DR mere og gemme mig lidt. Jeg trak mig, og det var godt for mig, selv om jeg altid har haft svært ved at sige nej, for jeg hader at skuffe. I dag ved jeg, at det er nødvendigt. Når man hiver i mig, kan jeg mærke at jeg skal være mere selektiv. Men hvad skulle jeg så?

Dit livs omvej?

– Jeg troede, at mit politiske engagement skulle munde ud i en politisk karriere, men jeg fandt ud af, at det ikke er sådan, jeg er engageret. Jeg hørte engang en politiker sige, at som politiker skal du være villig til at vade over lig. Du skal være hård. Og jeg blev ret forskrækket, for sådan er jeg slet ikke. Men jeg lyttede ikke til min mavefornemmelse og stillede op til valget i 2007 alligevel, så nu er jeg den erfaring rigere. Valgkampen var som at komme ind i en shitstorm, og jeg blev ikke valgt. Er jeg i virkeligheden for ærlig og åben? Det skal man nok ikke være. Man skal være mere snu. Jeg kan jo godt se, hvad der er det kløgtige at gøre, men det strider mod min samvittighed. Jeg kan ikke mene noget, bare fordi det vil gavne min karriere. For eksempel skulle jeg acceptere, at det parti, der ideologisk var tættest på mig, havde Dansk Folkeparti som støtteparti. Jeg kan faktisk godt lide nogle af de politikere, der er i Dansk Folkeparti, men det er alligevel et kompromis, jeg ikke ville være gået på i dag. Jeg er simpelthen ikke villig til at skære den tå og hugge den hæl for at passe ind i et parti.

LÆS OGSÅ: Ballroomdanser Maji Claire: "De traumer, vi oplever gennem livet, sætter sig i kroppen"

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Det har Frederik, som er min bedste ven, og der er ingen andens selskab, jeg ønsker mig mere. Vi har været sammen i 13 år, og han er den, jeg altid har lyst til at snakke med om stort og småt. Vi er meget tætte.

Hvor er du på vej hen lige nu?

– Jeg er på vej gennem livet. Jeg har opdaget, at målet ikke er noget særligt, for vi skal jo alle sammen bare dø. Det er vejen, som betyder noget. Jeg er midt i livet og har accepteret, at lykken ikke er målet med livet, men noget, du mærker undervejs. Som ung stræber du efter at komme til et lykkeligt sted, men senere finder du ud af, at det sted ikke findes. Der vil altid være glæder, sorger og bekymringer. Men jeg kan sige, at jeg er et godt sted lige nu. Jeg har det godt, og hvor tit kan man med overbevisning sige det?

Hvad tænkte du på vej herhen?

– På hvor jeg skulle parkere. Derudover spiller jeg altid høj musik og synger i bilen og forsøger at tænke så lidt som muligt. Jeg hører som regel dansemusik eller jazz. I dag var det Doja Cat med den der "I’m a bitch and a boss, I’m gonna shine like gloss, I’m a bitch and a boss, I’m gonna shine like gloss" Kender du ikke den?