Ritt Bjerregaard Interview ALT for Damerne om åbent forhold og kærlighed scroll-down
Foto: Caroline A. Bagger "Mit syn på kærlighed var medvirkende til, at vi ikke fik børn," fortæller tidligere Overborgmester i København, Ritt Bjerregaard i dette interview med ALT for damerne.

Ritt Bjerregaard: Dette var medvirkende til, at vi ikke fik børn

For Ritt Bjerregaard har kærligheden været en overskudsforretning, der har bygget på 100% ærlighed og en evne til at overkomme jalousien, når ægtefællen har haft kærester ved siden af. Hun har været sammen med sin Søren i 60 år, og de besluttede tidligt, at de ikke skulle have børn. For Ritt havde selv fået massevis af kærlighed fra sine forældre, der var der 100% i hendes barndom, og mindre ville hun ikke byde sine egne børn.

Af Marie-Louise Truelsen
Livsstil ALT for damerne

I begyndelsen af 60’erne var Ritt Bjerregaard og hendes kæreste, Søren Mørch, på en rejse til Grækenland. En af dagene besøgte de byen Epidaurus, og da de skulle hjemad, mente Ritt, at de skulle gå til højre. ”Nej, vi skal til venstre”, sagde Søren. Og så stod de dér. Ritt sagde, at hun ikke orkede at gå til venstre for så at skulle gå hele vejen tilbage igen, når de fandt ud af, at det var forkert, så hun begyndte at gå til højre. Hun var ret sikker på, at Søren ville følge efter, men det gjorde han ikke. Han gik til venstre.

– Og jeg var ærligt talt lidt rystet over det. Altså, en ung kvinde alene på en landevej på Pelopones, det var sådan liiidt scary. Men Søren kom ikke. Og jeg fortsatte bare med at gå, jeg skulle da i hvert fald ikke vende om. På et tidspunkt kom der en svensk indregistreret bil, jeg rakte armen ud, og de stoppede for at samle mig op. Jeg hoppede ind på bagsædet, og der sad Søren. Han var blevet samlet op af dem lidt tidligere. Vi kiggede ondt på hinanden og sad lidt sådan. Men så kunne vi ikke lade være med at grine. Da vi fortalte det svenske ægtepar, hvad der var sket, rystede de på hovedet og tænkte sikkert: De der to mennesker sammen … Det kommer aldrig til at gå godt.

Men det gjorde det faktisk. I dag, omkring 60 år senere, er Ritt og Søren stadig sammen. Og Ritt bruger episoden i Grækenland som et billede på, at de den dag lærte noget afgørende om hinanden. De fandt ud af, at de ikke kunne bringe det til yderpunkter i deres forhold, for ingen af dem ville give sig. De ville være nødt til at finde løsninger på deres konflikter, ellers ville alt gå op i en spids. Det har de så gjort lige siden, og i 2016 kunne de fejre deres guldbryllup. Det er dog meget mere end konflikthåndtering, der har holdt forholdet kørende. Også kærlighed, respekt, åbenhed, beslutsomhed og kærester ved siden af har holdt de to på sporet. Og når Ritt skal svare på, hvad kærlighedens pris efter hendes mening er, så ser hun udelukkende ordet ”pris” som noget positivt.

– Kærligheden giver overskud. Man bliver et bedre menneske af kærlighed, man bliver ovenikøbet kønnere af kærlighed, og man bliver flinkere over for sine omgivelser. Så set fra min synsvinkel er det klart en overskudsforretning. Jo mere kærlighed, jo bedre.

Vi sidder i Ritt og Sørens hyggelige hus i Kartoffelrækkerne i København. Der er te på kanden og blødt brød på bordet. Søren er her ikke. Han er i sommerhuset nord for Kerteminde, og der har han opholdt sig non-stop, siden Danmark blev lukket ned i marts sidste år. Ritt, derimod, pendler frem og tilbage, for hun har brug for, at der sker noget mere. Hun er en selskabspapegøje, siger hun selv, hvorimod Søren i høj grad er en introvert enspænder. Deres forskelligheder er attraktionen, siger Ritt, og sådan har det været, siden de mødte hinanden.

– Jeg var 20-21 år, læste til lærer og havde gået på seminariet i nogle år, da jeg fik Søren som vikar. Han er seks år ældre end mig, og han studerede historie på Københavns Universitet. Vi mødtes nogle gange tilfældigt nede på parkeringspladsen, hvor jeg kom kørende på min scooter iført stiletter, styrthjelm og en hvid plastikjakke i bedste Vesterbro-stil. Søren havde sådan nogle cykelclips på sine bukser og kørte på en Velo Solex-knallert. Der var virkelig meget lidt macho over ham, men en dag spurgte han, om jeg havde lyst til at tage med på Louisiana om søndagen.

Bare sådan? 

– Ja, bare sådan. Og jo, sagde jeg, det kunne jeg da godt have lyst til. Så vi tog på Louisiana sammen, og så blev vi kærester. Vi holdt det så hemmeligt, som vi kunne, for han var jo min lærer. Og han var en fantastisk lærer. SUPER nørdet, men virkelig en dygtig underviser, vi elskede hans timer.

– Søren er meget, meget levende som lærer og meget utraditionel. Og jeg kan tydeligt huske den dag, hvor det gik op for mig, at jeg var forelsket i ham. Jeg var på vej til bussen, det var forår, der var erantis over det hele, og pludselig tænkte jeg: ”Du er jo forelsket!”. Er det ikke mærkeligt? Og jeg vidste godt, at det var Søren, jeg var forelsket i. Det kom bare sådan, vups, og det var jo fuldstændig rigtigt. Jeg var forelsket.

Hvad faldt du for? 

– Jeg tror, at jeg faldt for, at han var så nørdet. Altså, han var helt, helt anderledes end nogen, jeg nogensinde havde truffet i min barndom og tidlige ungdom. Og jeg blev dybt forelsket i – og fascineret af – den der anderledeshed. Søren og jeg har en teori om, at det, at vi er så forskellige, har spillet en stor rolle i forhold til, at vi har fastholdt ægteskabet. Vi vidste meget tidligt, at vi ikke skulle lave hinanden om. Attraktionen var forskelligheden. Og så måtte vi overvinde de vanskeligheder, det gav, for det giver selvfølgelig vanskeligheder.

I Ritts barndomshjem var der ikke mange penge, men masser af kærlighed. Hendes forældre var 21 og 23, da de fik hende, og hele livet igennem viste de tydeligt, at de var glade for hinanden. Så meget, somme tider, at Ritt syntes, det var pinligt. Ritt var heller aldrig i tvivl om, at hun selv var elsket, og hun fik altid støtte og opbakning hjemmefra, uanset hvad hun kastede sig ud i.   

Hvordan har dine forældres forhold påvirket din måde at anskue kærlighed på?

– Da Søren og jeg i sin tid skulle tage stilling til, om vi skulle have børn, betød mit syn på kærlighed noget. Søren ville helst være fri for at få børn. Han har hele livet igennem haft sådan nogle op- og nedture, og han mente ikke, at han ville være god til børn, hvilket jeg tror, han havde ret i. Det ville betyde, at jeg skulle tage mig mest af eventuelle børn. Og der tænkte jeg på, at mine forventninger til mig selv som mor ville være, at jeg skulle give mine børn det, som jeg selv havde oplevet i mit barndomshjem. Børnene skulle være sikre på, at jeg var der hundrede procent for dem. De skulle være sikre på, at jeg altid kunne tage mig af dem, hvis der skete noget. Og der måtte jeg se i øjnene, at sådan var mit liv ikke. Så mit syn på, hvad kærlighed indebærer, var medvirkende til, at vi ikke fik børn. Jeg kunne se, at jeg ikke kunne leve op til de idealer, som jeg havde fået med hjemmefra.  

Og hvordan har dit syn på kærlighed påvirket dit forhold til Søren?

– Min far voksede op på et børnehjem, og min mor mistede sin far, da hun var 12 år. Så de kom begge fra svære kår og var overbeviste om, at de skulle give deres egne børn alt det, de selv havde manglet. Så jeg voksede op med massevis af kærlighed, og derfor er forholdet til Søren meget en selvfølge for mig. Det er ham, jeg elsker. Det var ham, jeg valgte at gifte mig med. Og jeg har aldrig været i tvivl om, at det var for livet. Det var det, jeg havde set derhjemme, og sådan ville jeg også selv have det.  

Faldt Søren på knæ og friede til dig?

– Næh. Jeg tror, det var på en af vores rejser, han spurgte, om vi ikke skulle flytte sammen. Det gjorde vi, og da Søren så i 1966 var færdig med sit speciale, flyttede vi til Fyn. Odense Universitet var lige åbnet, og han havde fået en stilling der. Jeg troede, at jeg skulle dø, for jeg kunne ikke forestille mig at bo på den anden side af Valby Bakke…

Men du var meget forelsket?

– Ja, men vi er også begge to meget rationelle mennesker. Så vi satte os over for hinanden, og så skulle vi hver især argumentere for, hvor vi skulle bo. Mine argumenter slap ret hurtigt op, så vi flyttede til Fyn, og det var fint.

Hvem er Ritt Bjerregaard?

  • Født i 1941.
  • Foredragsholder og forfatter.
  • Aktuel med fjerde og sidste bind af sine erindringer, Ovenpå, der udkommer på hendes 80-års fødselsdag den 19. maj.
  • Tidligere socialdemokratisk folketingsmedlem, overborgmester, minister og EU-komissær.
  • Gift med historier Søren Mørch.
  • Ingen børn.

Og så blev I gift?

– Jeg fik en stilling som lærer på Fyn. Der hørte en bolig med til stillingen, og det var tydeligt, at man skulle være gift for at få job og bolig. Så vi gik på rådhuset og blev gift.  

Så ikke det var ikke det store romantiske bryllup? 

– Ahhh, det var nu romantisk nok. Vi spiste frokost i Tivoli, og mine forældre holdt en fin bryllupsmiddag for os, de syntes også, at det var noget særligt. Jeg kan huske, at vi fik en halv hummer til forret, og at de havde lejet møbler, så vi kunne sidde i stuen. Så det var skam en rigtig fejring. Og den eneste gang, Søren har holdt tale for mig.  

I alle de år? 

– Ja, eller njaaa, han holdt også en lille tale til guldbrylluppet.  

Kan du huske, hvad han sagde i bryllupstalen? 

– Han sagde blandt andet, at han mente, at det hørte sig til, at han som ægtemand nu skulle sige til forældrene, at han nok skulle tage sig af deres datter. Og så tilføjede han med et lille smil, at han troede, at der ville være almindelig forståelse for, at sådan ville det ikke blive. Og så grinede de alle sammen.    

Hvordan var tiden som nygifte? 

– Jeg sagde til Søren, at når man bliver gift, så skal man på bryllupsrejse. DET havde han ikke tid til. Han skulle jo starte på universitetet i Odense. Så jeg var på bryllupsrejse med hans mor. Vi havde købt ny bil, og så kørte Sørens mor og jeg til Amsterdam og tilbage igen. Det var rigtig, rigtig hyggeligt – og det var den bryllupsrejse. Og der kan sikkert være nogle, der tænker, aj, det kan man da ikke, men jeg syntes også, at det var i orden, for selvfølgelig skulle Søren i gang med det nye job. Vi havde begge to studiegæld, og vi var nødt til at knokle i nogle år for at få den bragt ned.  

Så I kørte det vilde karriereliv? 

– Ja, det må man sige. Og samtidig med at jeg var lærer, gik jeg også til undervisning på universitetet, så vi fik en stor fælles omgangskreds og et ret aktivt, socialt liv. Vi var jo unge, der var fest og ballade, og vi havde det skægt.  

Hvorfor var du og Søren gode for hinanden dengang?  

 – Vi interesserede os for noget af det samme. For samfundet og for historie. Og det betød, at vi brugte enorme mængder af tid på at snakke sammen. Vi snakkede sammen til måltiderne, vi diskuterede, fulgte med i hinandens liv og kendte hinandens venner. Og det gik ukompliceret med sexlivet. Det er også vigtigt at sige.  

På trods af et velfungerende sam- og sexliv – eller måske netop derfor – satte Ritt og Søren fra begyndelsen af deres ægteskab hinanden fri til også at have andre kærester.

Hvorfor og hvordan tager man sådan en beslutning på det tidspunkt, hvor man er helt nyforelsket?  

– Vi var meget påvirkede af ungdomsoprøret og det brud, der var i konventionerne. Jeg er fra den generation, der gik på danseskole, og jeg kan alle de klassiske trin. Men så kom lige pludselig Beatles, The Doors og sådan noget. Jeg var til konferencer med andre lærere, og vi dansede hele natten, og det var ikke den dans, jeg havde lært på danseskolen. Det var jo kropslig og seksualiseret dans. Søren deltog blandt andet i sensitivitetstræningskurser, og vi vidste begge, at der ville være andre mænd og kvinder til stede, når vi var væk hjemmefra. Vi lavede en aftale om, at hvis det var sjovt, hvis vi var interesserede, og hvis det var dejligt, så var vi sammen med andre. Men … vi fortalte det til hinanden.

– Når vi kom hjem, fortalte vi, ja, han var skide sød, eller hun var virkelig dejlig. Og så kunne man da godt mærke et lille stik, hvis det var den anden, der havde været ude, for øh, hvad var nu det for noget? Men samtidig, hvis jeg gerne ville have de gode oplevelser selv, så måtte jeg også acceptere, at Søren havde gode oplevelser. Og omvendt. Og så måtte vi overkomme den jalousi, der kunne vise sig. Så det var på den måde, at det startede. Det var meget i tiden og i hele stemningen blandt de unge i vores omgangskreds, det hele var meget kropsligt og med forskellige kærester.

– Men for os udviklede det sig med tiden til, at det også blev til langvarige forhold ved siden af ægteskabet. Ikke bare et enkelt knald eller to. Og det levede vi også med. Fordi vi fortalte hinanden om det.

Siden er der fortalt meget om den tid, og det er kommet frem, at det var rigtig svært for mange med de åbne forhold, men du lyder som om, at det var ret ukompliceret?  

– Jah, men der tror jeg, at det spiller en rolle, at vi ikke har børn. Det var jo tit børnene, det gik ud over, når mor pludselig bollede med en anden, for hvad så med far? Det problem havde vi jo ikke. Vi var to voksne mennesker, og vi gjorde det også helt klart for dem, vi var kærester med, at vi agtede at blive ved med at være gift med hinanden.

Og det har du aldrig været i tvivl om?  

– Nej. Nej, det har jeg ikke. Jeg har været dybt forelsket i andre, blandt andre Erik Holst, som jeg også har fortalt om i mine erindringer, og som jeg var kæreste med i seks år. Jeg blev et bedre menneske af at være sammen med ham, og jeg fik meget ud af at være sammen med ham, men jeg var aldrig i tvivl om, at jeg ikke ville skilles fra Søren.  

Hvad kunne han give dig, som du ikke fik hos Søren? 

– Han var jo et andet menneske med et helt andet liv. Han var blandt andet meget glad for musik. Søren er absolut umusikalsk. Så vi havde nogle dejlige musikalske oplevelser sammen. Det, der jo er ved forelskelser, er, at man får adgang til et andet menneske. Man har lyst til virkelig at snakke med hinanden, vide, hvordan den anden er, og hvordan den andens liv har været. Det er berigelse.  

Men du har aldrig følt, at der gik noget fra Søren, når du var sammen med for eksempel Erik? 

– Nej.

Hvordan holder man den balance? 

– Det var jo ikke fordi, jeg holdt op med at have sex med Søren. Man holder vel bare den balance. Og det er ikke svært, når man selv er forelsket. Der, hvor det er en opgave og en udfordring, det er, når den anden har en kæreste, og man måske ikke lige selv har sådan en periode. Det er der, det er svært, og det er der, man skal kunne arbejde med sig selv. Hvis man selv vil have den glæde i sit liv, så må den anden også have de samme muligheder. Og det kræver selvfølgelig en intellektuel indsats. Det er klart, at hvis jeg havde sagt til Søren, at jeg ikke kunne holde det ud længere, så var det stoppet. Men det ville jeg ikke. Jeg havde ikke lyst til at opgive den mulighed og den livsglæde, der lå i at have andre forhold.  

Du rejste også med nogle af dine kærester, hvordan er det så, når man kommer hjem til sin mand fra sådan en tur?  

– Jamen, så kommer man hjem og fortæller om det.  

Og du kom altid beriget hjem?  

– Ja. Jeg vidste jo, at den rejse, som jeg nød i fulde drag, sluttede på et tidspunkt. Og det var jeg glad for, for så skulle jeg hjem til Søren. Jeg tror, at udfordringen i den slags forhold ligger hos kæresten. Og derfor er man nødt til, hvis man vil køre sådan et liv, som Søren og jeg har kørt, at være meget ærlig både over for sin ægtefælle, men også over for kæresterne. For det kan godt være, at kæresten synes, det er sværere, og så må det holde op. Hvis det nogensinde var kommet dertil, hvor en kæreste havde sagt, at jeg måtte vælge mellem ham og Søren, ville der for mig aldrig være nogen tvivl om, at jeg ville vælge Søren. Og det tror jeg godt, at mine kærester har vidst.

Hvad har fået forholdene til at gå over? 

– Tiden. Forelskelser går over.

Men det var da lange forelskelser, for eksempel seks år med Erik og otte år med en anden?

– Hvad er det, man plejer at sige: Syv år – så begynder problemerne at komme. Så holder det op. Så fader det ud. Det har ikke længere samme prioritet, der er ikke den samme forelskelse. Erik var jeg venner med i mange år efter, vi holdt op med at være kærester. Men ja, det holder bare op. Stille og roligt.

Men det holder jo ikke op med Søren? 

– Nej, fordi det er en beslutning. Det er en beslutning, at ham er jeg gift med. Det var aldrig en beslutning med Erik. Ham var jeg ikke gift med, han var netop en kæreste i en periode. Men Søren var for livet. Det var jeg aldrig i tvivl om.  

Hvordan har du kunnet vide det så sikkert, når du også har kigget efter andre?  

– Det er noget, man beslutter sig for. Det er det simpelthen. Jeg var glad for Søren. Jeg tænkte, at vi kunne have et godt liv sammen. Og at vi så ovenikøbet var i stand til at have den åbenhed omkring, at der kunne være plads til andre kærester, det var ret enestående for vores forhold. Det var virkelig værd at beholde. Og kæmpe for at beholde. Og i alle de år holdt Søren og jeg jo ikke op med at snakke med hinanden, være noget for hinanden og være gift med hinanden.  

Elskede du ikke de andre, du var sammen med? 

– Joh, det tror jeg da også, at jeg gjorde i et stykke tid. Men jeg vidste med mig selv, at det ikke var noget, jeg byggede op til at skulle vare resten af livet. Som det var med Søren. Jeg vidste, at det var en episode. Alvorligt nok. Dejligt nok. Men en episode.  

Man kan altså godt elske to på en gang? 

–  Ja, man kan godt elske flere på en gang. Jeg mener ikke, at der går noget fra nogen. Tværtimod synes jeg, at der bliver tilført noget. Jeg har aldrig syntes, at det var svært at elske mere end en, og det har Søren heller ikke. Hvorfor skulle det være svært?  

Det er måske lidt som at have flere veninder, der dækker forskellige behov?  

– Ja, det er jo det. Det er svært at få alt i én mand eller kvinde. Det tror jeg ikke, der er mange, der synes, at de får.  

Så hvad er kærlighed for dig?  

– Det er at være dybt optaget af et andet menneske og et andet menneskes ve og vel. At have den totale tillid til, at der er et menneske, der kun vil en det godt, og at man også selv kun vil den pågældende det godt. At man har en stor ømhed i forhold til hinanden. Og så er der selvfølgelig sex, som også spiller en rolle, men det har jeg nu ikke tænkt mig at gå i detaljer med.  

Selvom du nævner det jævnligt? 

– Ja, ja, men det er jo fordi, det er jo underligt ikke at sige, at det er en del af det.

Søren er fyldt 87, og Ritt runder de 80 i år. Hun føler et vist vemod over, at der er ting, der ikke længere kan lade sig gøre, fordi alderen har sat sine spor, men hun forsøger stadig at holde sig i gang og i form.  

Hvordan vil du beskrive dit og Sørens forhold i dag?  

– Som to gamle mennesker, der har levet et langt liv sammen, og som har en lang historie. Det er et meget varmt forhold, hvor vi prøver at være der for hinanden. Også, når det indimellem er svært. For eksempel har Søren besluttet, at han ikke længere vil køre bil. Det giver en stærk begrænsning for ham selv, og det betyder også, at det altid er mig, der skal køre. Det giver selvfølgelig anledning til nogle overvejelser hos ham og også indimellem lidt tristhed over, at det går tilbage. Og det er sådan noget, jeg skal kunne håndtere. Søren kan heller ikke rigtig gå mere, han har fået rollator og har osteoporose i ryggen. Han ligner lidt Dronning Ingrid, så når han går tur, går han kun og kigger på grus. Der er en række ting, som vi før har haft glæde af at gøre sammen – for eksempel at gå lange ture – som vi ikke kan mere. Så det er tydeligt, at med alderen indskrænkes både ens egne muligheder og de muligheder, vi har fælles.  

Hvordan er det?  

– Det er indimellem svært, men som man plejer at sige: Considering the alternative… Alderdom er også noget, man skal øve sig på. Vænne sig til. Og arbejde med.  

Hvad tænker du om den dag, hvor…? 

– Jeg kan ikke forestille mig det. Søren og jeg har talt om det, men vi kan ikke forestille os, hvordan det vil være, når den ene falder bort. Søren vil nok ikke kunne klare sig alene. Jeg vil sikkert godt kunne, i hvert fald i nogle år endnu. Men vi kan ikke forestille os det. Så det må man tage, når det kommer.  

Og det med at se andre, gør I stadig det?  

– Nej, vi har ikke kærester mere. Det var en anden alder. En anden tid. Nu er det venner, især for mig. Og for Søren er det mere bare at være sig selv. Og det er fint med det.  

Når du ligger på dit yderste om forhåbentlig lang tid, hvordan vil du så se tilbage på den del af livet, der handler om kærlighed? 

– Så vil jeg tænke, aj, hvor var det dejligt, at jeg fik oplevet så meget kærlighed. Hvor var det skønt, at Søren og jeg kunne være sammen så længe og var så storsindede, at vi også kunne opleve kærlighed med andre. Jeg har altid tænkt, at når jeg lå der på mit yderste, så ville jeg kun ærgre mig over det, jeg ikke fik gjort, men ikke over det, jeg fik gjort. Så jeg tror bare, at jeg vil glæde mig over det dejlige liv, jeg har haft, og så vil jeg nok også lige tænke, åh, hvor ville det være dejligt at være 30 år igen. 

Ny serie: Kærlighedens pris

I en ny artikelserie sætter ALT for damerne den besværlige, skønne og uforudsigelige kærlighed under lup.

Sammen med en række stærke, kendte kvinder gransker vi de dilemmaer og svære valg og fravalg, man må træffe, for at opnå en kærlighed, der ikke nødvendigvis ligger lige for eller ligner de fleste andres.

Se, hvad vi ellers skriver om: Kærlighed, Karriere og Interview
Tilbage til toppen