Sara Sadiq Frost
SPONSORERET indhold

Sara Frost: Drop nu det udtryk – det er begrænsende for kvinder

Den 30-årige radio- og tv-vært Sara Sadiq Frost er træt af, at særligt ét bestemt kvindesyn hersker herhjemme. Det vil hun gerne gøre op med, fortæller hun i denne uges ALT for damerne.

Af:: Nicoline Tauning og Cille Lewinsky Foto: Les Kaner
10. dec. 2020 | Livsstil | ALT for damerne

Drop ideen om, at en kvinde skal være en ”powerwoman”. Lad kvinder være, som de er.

Sådan lyder det fra radio- og tv-vært Sara Sadiq Frost, der i øjeblikket er aktuel i TV2 Play-dokumentarserien ”I pigernes skjulte verden”, hvor hun rejser rundt i verden for at sætte fokus på kvinders rettigheder og vilkår.

Som en offentlig person har hun følt sig målt og vejet i forhold til at være kvinde på en særlig måde, og selvom hun fra en tidlig alder har prøvet at ”flyttet sig” fra andres forventninger, mener hun stadig, at en bestemt kvindetype er i høj kurs herhjemme; nemlig den stærke, selvstændige type.

Det fortæller hun i et stort interview i denne uges ALT for damerne.

”Jeg forstår udtrykket, og jeg ved godt, at det er velment, men det er jo endnu et narrativ om, hvad kvinder skal kunne, og vi har helt ærligt ikke brug for flere fortællinger om, hvad og hvordan vi bør være. Vi skal stoppe med at have en fastlåst idé om, hvordan og hvornår man er god nok. Det er en meget binær forståelse af folk, hvor man enten er en ”powerwoman”, eller også er man ikke. På den måde vælger man at tage en lille del af et større billede, for alle mennesker rummer meget mere, end hvad man lige kan se,” siger Sara Sadiq Frost.

Kvinder kan være både-og

Den kendte vært peger blandt andet på de sociale medier, som en af årsagerne til ”de misforståede opfattelser af kvinder”. Særligt Instagram har ifølge Sara Sadiq Frost været med til at skabe et narrativ om, at kvinder ikke kan være både-og, men kun enten-eller.

”Det lader til at forvirre nogle mennesker, at kvinder både kan være seriøse forretningsfolk og have bikinibilleder på deres Instagramprofil. Kvinder har hele tiden været en kombination af alle mulige ting på én gang. De har altid både været kloge, sexede, seriøse og usikre, nu er det bare blevet muligt at vise det frem på de sociale medier. Og det, tror jeg, kan være overvældende for nogle mennesker,” siger hun.

Lige nu er Sara Sadiq Frost i en proces, hvor hun prøver at udfordre forventningerne til sig selv.

Alting starter nemlig der, lyder det fra værten.

”Jeg er fyldt 30 år, og jeg kan nu sige, at jeg er oprigtigt glad for min krop. Idealer i forhold til udseende er endnu en ting, som vi bare har opfundet, og mange af os giver plads til oppe i hovedet, og det har jeg også gjort. Det hele handler jo om én selv, og hvad der kommer indefra. Jeg forsøger derfor at være venligere over for mig selv som kvinde og alle andre kvinder, jeg møder på min vej. Vi må starte der.”

Læs hele interviewet med Sara Sadiq Frost i denne uges ALT for damerne, hvor hun også taler om at vokse op i en plejefamilie og om sine egne oplevelser med sexisme.

Anbefalet til dig