Sarah Grünewald og Rasmus Backhaus
SPONSORERET indhold

“Når jeg kigger tilbage, var det en stor sort sky. Vi sov ikke i et år”

Sarah Grünewalds forelskelse i Rasmus Backhaus fik hende til at indse, at hun ikke længere ville flygte fra sine følelser, som hun forsøgte at undertrykke med alkohol og heftige byture. Af kærlighed til Rasmus, og sig selv, begyndte hun i et behandlingsforløb for misbrugere. Siden kom ønskesønnen Luis til, og verden blev større, men ikke altid lyserød.

Af: Marie Lodberg Foto: Oscar Meyer
05. feb. 2018 | Livsstil | Eurowoman

Da Sarah blev forelsket i Rasmus, betød det ikke bare, at der fløj sommerfugle rundt i maven. De baskede så voldsomt, at hele hendes indre liv var i oprør.

– Jeg begyndte at kigge indad og fik lyst til at arbejde på at blive den bedste udgave af mig selv af kærlighed til og respekt for Ras. Han fortjente bedre. Jeg havde et kæmpe behov for at få ryddet op i nogle ting fra min barndom og ungdom. En bagage jeg forsøgte at flygte fra ved at tage på nogle heftige byture. Jeg havde alle rammerne for at have det godt. Jeg var forelsket i den dejligste mand, jeg havde lige fået en ny lejlighed og var blevet værtinde på Vild med dans. Alligevel kunne jeg mærke, at der var noget, der gjorde, at jeg havde brug for at lukke øjnene. Jeg drak for meget, og jeg drak ikke som andre mennesker. Jeg havde ingen stopklods. Så det var et clash for mig at være forelsket, for når du er forelsket, bliver du tvunget til at være i dine følelser. Jeg kunne mærke mig selv og alt det, der gjorde ondt. Jeg havde ikke lyst til at tage på den flugt hele tiden. Jeg ville gerne kunne være i det, siger Sarah.

Sarah og Rasmus havde kendt hinanden i et års tid, da Sarah en søndag hjemme på Rasmus' sofa på Islands Brygge sagde: "Slut, nu vil jeg ikke drikke mere!" Nu ville hun melde sig til et behandlingsforløb for misbrugere og finde en psykolog, der kunne hjælpe hende med at forstå sine tanker, følelser og mønstre.

– Et typisk tegn for alkoholikere er, at de prissætter alkoholen som det højeste. En alkoholiker vil til hver en tid vælge en flaske sprut frem for sin familie. Når du begynder at prioritere, at du vil videre i byen, efter du har spist en romantisk middag, fordi du har brug for at komme ud og dulme, så ved du, at du har et problem. Jeg vidste, at jeg ville vælge de 10 shots på bardisken frem for at tage med Ras hjem. Sådan skulle det ikke være. For de 10 shots var sygdommen, og det jeg havde med Rasmus var mere raskt og fint end noget andet, og så ville jeg være nærværende, siger Sarah.

Sarah så ingen grund til, at det skulle være enten-eller.

LÆS OGSÅ: Leonora Christina Skov taler ud om sin smertefulde barndom

– Andre går i behandling for at blive ædru og clean resten af deres liv. Det var ikke det, jeg havde brug for. Jeg havde brug for at lære at finde en stopklods. Nu ved jeg, hvornår jeg ikke skal tage i byen, og hvornår jeg skal passe på mig selv. Jeg kan godt ende på en bar til klokken fire om morgenen. Men jeg ved, hvorfor jeg er der. Det skal være rigtig hyggeligt selskab. Det skal ikke være pga. alkoholen. Jeg har familiemedlemmer rigtig tæt på, som altid har drukket rigtig meget for at dulme modstand og smerter, og som stadig gør det. Det ligger nærmest i blodet, så jeg skal passe rigtig meget på resten af livet, siger Sarah.

Det var ikke hver dag, Sarah drak. Men i weekenderne og ved festlige lejligheder brugte hun alkoholen som skyklapper for sit eget følelsesliv. Hun brugte det som redskab til at lukke af for oplevelser i sin opvækst.

– Min far havde et stort behov for at vise sine børn frem, og vi skulle bidrage med mere, end vi kunne. Vi skulle altid opføre cirkus eller spille klaver eller violin for de voksne. Det har jeg taget med mig i mit voksenliv. Det har ikke været nok bare at være mig, Sarah. Jeg har altid planlagt alting, så jeg kunne arrangere noget for dem, jeg skulle være sammen med, for så var jeg værdig i et selskab. Jeg har været i nogle miljøer, hvor kærlighed ikke vejede højest, men hvad man kunne bidrage med til selskabet. Jeg var bange for, at folk ikke kunne lide mig, hvis ikke jeg drak. Det kommer jo af manglende kærlighed til sig selv, siger Sarah.

LÆS OGSÅ: Richard Kemp og Graham Addinall: “Hvis kærligheden er for svær, har du måske bare ikke fundet den rette”

Det ændrede sig, da hun mødte Rasmus.

– Da jeg mødte Ras, oplevede jeg, at han elskede mig for den, jeg var. Jeg behøvede overhovedet ikke stå på et ben og synge, jeg skulle bare være der, siger Sarah.

Rasmus anede ikke, at Sarah havde et misbrugsproblem.

– Det kom lidt som et chok. Sarah var jo velfungerende, stod op om morgenen og gjorde, hvad hun skulle. Der var ingen alarmklokker, der ringede siger Rasmus, der støttede Sarah hele vejen gennem forløbet.

Til gengæld så han Sarah fra Falster. Ikke modellen eller Vild med dans-værtinden.

– Det var pigen fra landet, jeg faldt for, og det er stadig hende, jeg holder allermest af. Når Sarah er hjemme, så er hun pigen fra Falster, som siger: "Det gør lige meget" og "alligeveller." Det elsker jeg! Når man kommer fra København, som jeg gør, møder man tit kultursnobberi, og Sarah var alt andet end det. Hun er røvligeglad med kunst og flotte billeder på væggen. Sådan noget, som jeg er vokset op med. Det var befriende for mig. Det kunne hun mærke, og det gjorde, at hun fandt ud af, at det var bedst, når hun var sig selv og ikke skulle prøve at være alt mulig andet, siger Rasmus.

Sarah er ikke bange for, at hun begynder at misbruge alkoholen igen. Slet ikke efter deres søn Luis kom til for halvandet år siden.

LÆS OGSÅ: Nikolaj Lie Kaas: “Hvis jeg ikke havde Anne, ville jeg bare sidde i min lejlighed og aldrig komme ud”

– Før skulle jeg passe på mig selv for Ras' og min skyld, og det gjorde jeg med glæde. Men når du først får en lille dreng, er der nogle helt andre ting, der er på spil. Der er meget mere på spil. Jeg passer på mig selv på en anden måde, for jeg vil gerne være en sund og rask mor, der lever længe, siger Sarah.

Da Sarah endelig var blevet gravid med Luis for to år siden, efter at have forsøgt i lang tid, fik de en besked efter 20 ugers-scanningen. En af de der beskeder, man alt andet end drømmer om. Da Sarah og Rasmus var ved at tage overtøjet på og på vej ud af døren, stoppede jordemoderen dem og sagde: "Hov, vent lige, jeg synes, jeg kan se et eller andet her..." Flere læger blev tilkaldt, og, jo, den var god nok. Deres barn havde en læbespalte, og de kunne ikke sige noget om, hvor slemt det så ud. Ud kom den lille mand, og det blev til først én operation efter fire måneder, og så én til, da han var 14 måneder. Alt forløb, som det skulle. Men det tærede.

– Når jeg kigger tilbage, var det en stor sort sky. Vi sov ikke i et år, og vi kunne ikke se nogen lysning. Men når jeg kommer i sådan nogle yderpositioner i mit sind, og jeg bliver så presset, kommer den sorte galgenhumor, siger Rasmus.

– Ras kaldte lejligheden for spaltesuiten og Luis for Spalte-Svend. Det er ligesom, når du sidder til en begravelse og ikke må grine, så kan du ikke lade være. Det har været megahårdt og besværligt, men vi har også hulket af grin af træthed om natten, siger Sarah.

Man har hørt det før. Det kan være noget værre noget at gå fra at være kærester til at blive forældre. Babymos, institutionsplads, lortebleer, den slags.

– Vores forhold bliver udfordret, når vi glemmer at passe på hinanden. Hvis vi ikke ser hinanden som Sarah og Rasmus, men kun ser hinanden som mor og far. Så har vi brug for at trække stikket og sidde og kigge lidt på hinanden, tage ud og spise eller gå en tur, når den lille er afleveret i vuggestuen, siger Sarah.

– Det lyder lettere sagt end gjort, lige at finde hinanden. Når vi står op om morgenen, går den lavpraktiske maskine i gang, og hvis overskuddet og olien til maskinen mangler, kan det føles, som om vi skal til at bestige et bjerg. Så kan vi da sagtens komme til at skændes om, hvem der har glemt at købe mælk, siger Rasmus.

Men de ved godt, at de skal passe på hinanden og deres forhold. De er begyndt i parterapi og skal derhen lige efter interviewet med Eurowoman. Så er de ligesom også varmet op.

– Det er hverken bål eller brand, tværtimod. Det, vi har sammen, er så hamrende værdifuldt, og det skal der passes på. Så efter vi fik Luis, og der ikke har været tid og overskud nok til at tale sammen, blev vi enige om, at det kunne være superfedt at prøve det, som mange gør alt for sent. Det er fedt at have det her rum, hvor vi kan få sagt alt det, der skal siges og har behov for at tale om, siger Rasmus.

– Det kan være fem minutter ud af en time, hvor tiøren falder, "Gud, nu forstår jeg, hvorfor du reagerer sådan!" Når du er træt og udfordret, er der ikke tid og overskud til at forstå den anden. Så er det dejligt at få ting serveret, så jeg kan forstå hans mønster, og han kan forstå mit. Så, nej, man behøver ikke have et dårligt forhold for at gå i parterapi. Selv i et forhold, hvor man har det rigtig godt, så gør det da for at få det endnu bedre!, siger Sarah.

Anbefalet til dig