Helle Fagralid
SPONSORERET indhold

Helle Fagralid: ”Han misbrugte sin position og prøvede at overtale mig til grænseoverskridende handlinger”

En ældre, mandlig kollega opførte sig engang upassende overfor skuespiller Helle Fagralid. Ifølge hende har #MeToo-debatten været med til at fjerne den berøringsangst, man tidligere har haft. Det fortæller hun i denne uges ALT for damerne.

Af: Simone Vedel Helgreen Laursen og Cille Lewinsky Foto: Les Kaner
24. mar. 2021 | Livsstil | ALT for damerne

Skuespiller Helle Fagralid kan genkende sig selv i den debat, der har kørt, siden Sofie Linde i august sidste år satte gang i #MeToo-debatten herhjemme.

Det er ikke, fordi hun som skuespiller har oplevet mange grænseoverskridende ting, men én episode står særlig tydeligt i hendes hukommelse.

Det fortæller hun i denne uges ALT for damerne.

”Da jeg var helt ung, oplevede jeg, at jeg måtte være meget tydelig omkring mine grænser over for en ældre mandlig kollega. Han misbrugte sin position og prøvede at overtale mig til nogle grænseoverskridende handlinger. I den situation blev jeg nødt til at sige fra. Og jeg fik sagt fra. Ad flere omgange. Og det hjalp,” siger den 44-årige skuespiller.

”Når jeg tænker tilbage, var jeg egentlig rimelig cool omkring det i forhold til, hvor ubehagelig situationen var. Det vigtigste var, at jeg tydeligt kunne mærke min grænse og handlede på det.”

Der vil altid være idioter

Som skuespiller gennem snart 20 år er Helle Fagralid vant til at mærke sine grænser. Det er, siger hun,  en del af faget, at man lærer andres grænser at kende og undersøger, hvor langt man selv er villig til at gå.

”Vi giver meget af os selv og blotter os, så derfor er det ekstra vigtigt, at der er tillid, og at vi passer på hinanden.”

Dog undrer det hende stadig i dag, at ingen dengang reagerede på, at en ældre, mandlig kollega opførte sig upassende overfor en ung, kvindelig skuespiller.

”Nu hvor jeg ser tilbage, kan det godt undre mig, at når jeg alligevel henvendte mig til nogle kollegaer omkring det, var der ikke rigtig nogen, der reagerede. Jeg oplevede, at der var en berøringsangst, og der var heller ikke nogen formaliseret måde, hvorpå man tog hånd om den slags sager dengang. Det er der jo heldigvis i dag,” siger Helle Fagralid, men understreger, at der – uanset hvor meget fokus, der er på grænser – nok altid vil være mennesker, der overskrider dem.

”Det var ikke en oplevelse, som jeg ikke kunne klare eller komme videre fra. Selvom det var en slem erfaring. Man kan sige, at det var som et sår på knæet, hvor jeg kom plaster på, og så gik jeg videre. Så på den måde har det jo været en erfaring, som jeg har kunnet tage med mig. For jeg tror desværre ikke, at vi kan væbne os imod at møde idioter her i livet.”

Læs hele interviewet med Helle Fagralid i denne uges ALT for damerne, hvor hun også fortæller om at være en sammenbragt familie og agere papmor og om at blive fyret efter 14 år fra Det Kongelige Teater.

Anbefalet til dig