Sofie Carsten Nielsen
Foto: Peter Nørby Sofie Carsten Nielsen mener, vi ikke er færdige med at lære af fortiden, når det kommer til #MeToo, siger hun i denne uges ALT for damerne.

Sofie Carsten Nielsen om at blive formand under #MeToo: ”Der var aftener, hvor jeg tudede”

Radikale Venstre var i efteråret i stærk modvind, da flere krænkelsessager internt i partiet kom frem i lyset. I dag ville den nye formand, Sofie Carsten Nielsen, have handlet anderledes, hvis hun vidste, hvad der efterfølgende ville ske i partiet, fortæller hun i denne uges ALT for damerne.

Sofie Carsten Nielsen er ikke i tvivl.

Hvis hun i oktober sidste år havde haft en ide om, hvad de efterfølgende uger ville bringe, havde hun ikke nødvendigvis sagt ja til at blive den nye politiske leder for Radikale Venstre, fortæller hun i et stort interview i ALT for damerne.

Den 7. oktober var alle øjne rettet mod Den Sorte Diamant, hvor Morten Østergaard efter seks timers møde med sine partifæller stod frem og indrømmede, at det var ham, der havde stået bag krænkelsen af partifællen Lotte Rod.

Han gik af som formand, Sofie Carsten Nielsen tog over, og hun er nu på femte måned formand for et parti, der har været meget igennem siden da.

Flere krænkelsessager og udmeldelser af partiet landede hurtigt på den nye formands bord, og der blev stillet spørgsmålstegn ved den nye leders troværdighed. Det fik Sofie Carsten Nielsen til at begynde at fortryde sit valg om at sige ’ja tak’ til den nye, store rolle i partiet, fortæller hun.

”Det var sygt hårdt og helt urimeligt for min familie og for mig selv. Det ønsker jeg ikke for nogen. Selvfølgelig lærer man af det, men den slags skal man ikke udsætte sig selv for. Det er ikke det værd.”

”Ret okay” som formand

I dag er Sofie Carsten Nielsen ”ret okay” med posten som formand, selvom det er svært at stå i spidsen for et parti, som er blevet så hårdt ramt på deres egen mærkesag: kampen mod sexisme.

”Der var aftener, hvor jeg tudede, og så hankede jeg op i mig selv igen. Prøvede med at sætte en fod foran den anden. En dag ad gangen. Jeg er glad for at have et solidt fundament, både min familie, men også at være opflasket med en grundlæggende tro på mig selv og tro på, at jeg har integriteten på plads, for det var den, der blev sået tvivl om,” siger hun.

Foruden at hun har genfundet troen på sig selv som formand, er hendes indtryk også, at partiet har fået de afklaringer, de har ventet på, og at hun oplever gejst blandt medlemmerne til trods for det hårde efterår, fortæller hun til ugebladet.

Gamle sager er fortsat relevante

Lige nu er det et spørgsmål om at gøre op med fortiden og en kultur, siger Sofie Carsten Nielsen og henviser til sagerne med Morten Østergaard og tv-vært Jes Dorph-Petersen, der begge har mærket konsekvenserne af #MeToo. Hun mener, gamle sager fortsat er relevante.

”Jeg vil ikke underkende, at der kan være problemer med nogle af de her sager, men overordnet kan vi ikke sige, at fordi det var 20 år siden, så kan vi ikke tale om det. Den eneste måde at ændre kulturen er at kigge tilbage på det, vi ikke vil finde os i længere,” siger hun og forsætter:

”Og når kvinderne først står frem 20 år efter, så er det fordi, de først bliver spurgt nu, der er ikke nogen, der har interesseret sig for det før. Det er blevet gemt af vejen, og enhver vidste, at hvis man stod frem, så var det helt sikkert en selv, der skulle betale prisen – og en dyr en.”

For hende er kampen mod sexisme altså fortsat særdeles vigtig, selvom hun ved, at slaget ikke er vundet i morgen.

”Det kommer til at tage noget tid, før det bliver mere normalt at sige fra med det samme og altid rapportere krænkende adfærd. Lige nu bliver vi nødt til at kigge tilbage, før vi kan se frem. Vi har brug for at tale sammen og lytte til hinanden omkring alt det, der ligger bag os.”

Læs hele interviewet med Radikale Venstres formand Sofie Carsten Nielsen i denne uges ALT for damerne, hvor hun fortæller mere om sin håndtering af partiets #MeToo-sager, og hvordan hun lærer sine drenge om ligestilling.

Sofie Carsten Nielsen, 45 år

  • Politisk leder af Radikale Venstre
  • Var uddannelses- og forskningsminister i 2014-2015.
  • Gift med Rasmus Dalsgaard, som hun har børnene Gustav og Villads med.
Se, hvad vi ellers skriver om: #MeToo, Sexisme og Ligestilling