Sognepræst Karsten Møller Hansen
Foto: Karin Ott Det er i savnet, at kærligheden blomstrer. Det mener sognepræst Karsten Møller Hansen, der elsker at savne, fordi det minder ham om, hvem han elsker.

”Det, man savner, er altid det, man elsker": Sognepræst mener, det er sundt at savne

Hudsult, social distancering og isolation. Coronakrisen er for mange fyldt med afsavn og afmagt, men det er ikke kun dårligt, mener sognepræst Karsten Møller Hansen. Tiden alene minder os om, hvem vi virkelig elsker, lyder det.

Coronavirussen udstiller den mest grundlæggende frygt i os mennesker.

Den minder os om, at vi skal dø.

Så kort kan det – næsten – siges, når man spørger sognepræst i Tårnby Kirke, Karsten Møller Hansen, om, hvorfor den globale pandemi, der har overtaget vores vante liv, skaber utryghed og uvished hos mange – og i værste tilfælde kan føre til angst eller andre psykiske lidelser.

Han har gennem sit virke som sognepræst de seneste 14 år dagligt ”stået overfor døden” og har derfor et anderledes forhold til den, siger han, end de fleste danskere.

Men nu, med pandemiens indtog, bliver vi – unge som gamle – nødt til at forholde os til, at livet en dag ophører. Og dét kan hverken daglige ingefærshots, løbeture eller en skemalagt fremtid ændre på.

”Jeg tror, at det meste i vores liv er et forsøg på at kontrollere døden, uden vi tænker over det. De fleste ting, vi foretager os, er et forsøg på at kontrollere det, vi godt ved en dag vil ske,” siger Karsten Møller Hansen til ALT.dk.

Corona skaber frygt for fremtiden

Han tror, at man andre steder i verden, særligt i de mindre velstillede lande, har et mere naturligt forhold til døden, fordi den ofte indtræffer hurtigere og mere vilkårligt. Men herhjemme er døden vores ”værste fjende”.

”I vores del af verden oplever vi ofte, at vi faktisk kan kontrollere ret meget. Vores selvbestemmelse er stor og des mere kontrol, vi føler, vi har, des mere, tror jeg gerne, vi vil have. Men den følelse er ret beset en illusion. Vi ved ikke, hvad der sker i morgen. Men vi kan selvfølgelig forberede os.”

Fx kan man lægge sit tøj frem aftenen før eller tjekke sin kalender, siger Karsten Møller Hansen. Det gør han selv.

”På den måde kan vi forberede os, så dagen i morgen bliver nogenlunde, som vi forestiller os. Men coronavirussen kan vi overhovedet ikke kontrollere. Den er så vilkårlig, at selv det sundeste menneske kan blive ramt af den.”

Hvad tror du, at det betyder for os som mennesker, at det, vi plejer at kontrollere, er så ukontrollerbart?

”Det, tror jeg, skaber en uformuleret frygt i os, som vi ikke helt er klar over, hvad vi kan gøre ved. Frygt er aldrig det, der har været. Frygten ligger i fremtiden, for hvis du ikke har i morgen, har du heller ikke i dag. Og hvis fremtiden er uvis, taber vi følelsen af kontrol. Og det er måske det mest frygtelige ved det, vi oplever lige nu; at vi faktisk ikke kan gøre – og faktisk helst ikke skal gøre noget, men bare blive indenfor,” siger han.

I savnet vokser kærligheden

Men selvom coronavirussen har taget mange liv og stadig gør det, og dens indvirkning på verden og mennesket ingenlunde kan undervurderes, har krisen også givet plads til noget vigtigt, mener Karsten Møller Hansen.

At savne.

”Jeg kan virkelig godt lide at savne. Savn kræver afstand. Det er først, når noget ikke er der, at man savner det. Og det, man savner, er altid det, man elsker. Så når folk siger, at det er i denne tid, at de har fået tid til at reflektere over deres liv, så tror jeg, at de mener, at de pludselig kan mærke, hvad de virkelig savner og ikke savner,” fortæller han.

Det er jo sjældent det dårlige, vi mennesker savner ved en anden, understreger Karsten Møller Hansen. Og netop dét gør savnet til noget ganske særligt.

”Så egentlig er det meget fint, at det er i savnet, at kærligheden vokser. Der er et eller andet dér, der får lov til at vokse, fordi det ikke bliver redigeret eller modsagt. Det vil sige, at det er ikke, når du kysser den anden, at du ved, du elsker den anden. Men det er i den længselsfulde forestilling om det kys, at kærligheden vokser allermest.”  

Derfor er det omdiskuterede fænomen ”hudsult” og formaningen om social distancering ikke kun dårligt for os, lyder det fra sognepræsten. Men, siger han, inden alt for længe skal længslen også forløses.

”På et tidspunkt man gerne kysse i virkeligheden – og det savn skal også blive til virkelighed, for ellers bliver man trist og modløs. Det er jo det værste ved at savne: At det, man allerhelst vil, ikke kan lade sig gøre. Det er en hårfin balance.”

Kunsten at lære at leve

Og så der også en anden – og væsentlig ting – som Karsten Møller Hansen påpeger, at vi skal huske i denne tid: At ikke alting har en større læring i sig.

Coronakrisen er en krise. Sort og dyb.

”Vi er nogle gange ret hurtige til at synes, at vi skal lære noget. Det er som om, at ting ikke får lov til at være, som de er, men skal bruges til noget andet. Det vil sige, at man går i skole for at komme ud og arbejde, og man arbejder for at komme på pension. Tingen i sig selv har ikke en legitimitet og berettigelse, men skal bruges til noget andet,” siger Karsten Møller Hansen.

”Men nogle situationer skal bare overstås. Det er ligesom med små børn, der hyler. Det nytter ikke noget at analysere dem, det handler bare om at komme videre. Mange tænker at leve livet må være at opleve alle mulige store ting. Men at leve livet er vel også bare at foretage sig de ting med de mennesker, man sidder sammen med? At kunne være i de ting, man ikke selv har valgt? Det er vel egentlig det eneste, vi skal lære her i livet: At kunne finde ud af at leve i det.”

Håbet bevarer os

Spørgsmålet er så, hvordan lærer vi det, mens vi befinder os i coronaens tåge? Hvordan bliver vi ved med at bevare håbet om en fremtid uden afstand og sygdomsfrygt?

Men det er ikke et problem, mener Karsten Møller Hansen. Så længe vi lever, håber vi.

”Det er ikke os, der bevarer håbet, men håbet, der bevarer os. Håb er ikke en beslutning. Det er en følelse. På den måde giver livet i sig selv håb. Det er en kæmpe trøst, synes jeg, at man ikke selv skal finde på noget at håbe på. Og dem, der siger, de ikke håber på noget, håber alligevel på lidt. Det er derfor, vi står op om morgenen og går ud ad døren,” siger han og tilføjer:

”Så måske er denne tid en meget fin øvelse i at lade ting komme frem i os. For jeg tror faktisk, at vi allerede har alle gode ting i os. Håbet, kærligheden, empatien har vi i os, men vi har nogle gange lidt for travlt med at forsøge at føre ting ud i livet, at vi ikke rigtig mærker, at vi allerede er der, hvor vi gerne vil være.”

Se, hvad vi ellers skriver om: Corona og Kærlighed