Sophie Løhde om at være bonusmor: "Jeg forsøger ikke at være mor for Cornelia"
Sophie Løhde var i centrum som hård forhandler under forårets overenskomstforhandlinger, og hun beskriver sig selv som stædig og ambitiøs. Men taler man med folk omkring hende, tegner de et billede af en sjov stedmor, en beskyttende datter og et menneske, der er god til at skabe relationer.
Hele Danmark fulgte med, da Sophie Løhde i foråret forhandlede overenskomster for staten i et forløb, som længe så ud til at ville ende i en storkonflikt, der kunne lamme hele landet.
I dag beskriver hun det som en af de allersværeste opgaver i sit politiske liv.
– Ingen havde forudset, at det ville blive så langstrakt. Og hvis det var en popularitetskonkurrence, så skulle man i hvert fald ikke stille sig på arbejdsgiversiden.
Fronterne blev tegnet op allerede i december, hvor offentligt ansatte antændte en viral kampagne under hashtagget #sophieslønfest. Det skete på baggrund af ministerens udtalelse om lønudviklingen på det private og på det offentlige arbejdsmarked. Lønmodtagerne tolkede det, som om Sophie Løhde havde kaldt dem forkælede.
– Det er en del af spillet, at man bliver lagt ting og ord i munden, og i det her tilfælde noget, jeg aldrig havde sagt. Det er et godt billede på, hvor hurtigt tingene går, når først det kører på nettet.
Undervejs var der mange op- og nedture i forhandlingerne, og med et pressekorps på døgnvagt foran Forligsinstitutionen måtte Sophie Løhde af og til lave "en sniger".
– Der var dage, hvor jeg tog bagudgangen ud af forligsinstitutionen, fordi jeg ikke havde behov for at stille mig ned foran et kamera, der snurrede 24/7. Jeg fandt en bagudgang og havde et par kondisko i tasken, så jeg nogle gange kunne
komme uset derfra. Men den 28. april lykkedes det alligevel at nå til enighed.
Sophie Løhde kunne sammen med de statsansattes topforhandler, Flemming Vinther, stille sig op og fortælle, at de havde nået en aftale, som begge parter var glade for.
– Det var en enorm lettelse, vi havde jo på begge sider været under et maksimalt pres og arbejdet i døgndrift. Vi sov nærmest ikke, og hvis vi sov, var det noget med at tage en time på en nedslidt sofa med alt tøjet på og så tilbage igen.
LÆS OGSÅ: Birthe Rønn Hornbech: "Man får det af mændene, man selv giver"
Hvad er det, du kan, der fik det til at lykkes?
– Jeg er ikke typen, der roser mig selv, men jeg har viljen til at ville nå et resultat. På trods af at det undervejs så sort ud, så var det viljen til at lykkes med en aftale, der drev mig, når det så sværest ud. Det var nok stædighed, der bar igennem. Det at jeg ikke ville give op.
– Jeg er på den ene side meget stædig, på den anden side er jeg også kompromissøgende. Jeg synes, det er sundt at have en portion stædighed i politik. Politik er en hård branche, og uden stædighed når man ikke hen til sine mål.
– Det er jo også modgang, der gør stærk. Nogle gange, når man står i det, kan det godt være svært at se vejen ud, og når man så kigger tilbage, kan man se, at det har været med til at forme en og gøre en stærkere, end da man stod på den anden side af vejen.
Den 34-årige innovationsminister er med sine 16 år i branchen en garvet politiker. Vi har kendt hende længe. Uden rigtigt at kende hende. Og når man sidder over for hende, finder man hurtigt ud af, at det heller ikke er meningen.
– Jeg kom engang til at sige ja til at være med i "Kender du typen?". Jeg kendte ikke programmet og tænkte, at jeg hellere lige måtte se et afsnit inden
– Så så jeg, hvordan de åbnede tøjskabene og skabene i køkkenet og på toilettet, og det var simpelthen at gå for tæt på og en klar overskridelse af mine grænser.
Hun meldte afbud til programmet. Hun sagde også nej, da hun som sundhedsminister blev spurgt, om hun ville være med i "Vild med dans".
– For mig handler det om, at når man har et topjob med et kæmpestort ansvar, så synes jeg ikke, at man om fredagen kan stå i et danseprogram og blive kastet rundt i rumbakostume og lave en lille cha-cha-cha. Jeg vil gerne være privat og ikke udstille alt, hvad jeg har med mine nærmeste.
Det er faktisk heller ikke nogen nem opgave at lave et personligt interview med Sophie Løhde. Ikke at hun ikke har meget på hjerte; hun taler længe og gerne om politik. Om ambitioner og visioner. Om faglighed og saglighed. Når det kommer til personlige anekdoter fra privatlivet, går det mere trægt. Men hun fortjener også at få lov til at tale om sit arbejde, for CV'et er spækket med store bedrifter, så dér begynder vi.
Sophies mentor
Claus Lange, tidligere amtsrådmedlem for Venstre: ”Jeg kan ikke genkende, at hun er hård og barsk”.
Da Sophie Løhde som 18-årig blev valgt ind i amtsrådet i Frederiksborg Amt, var det som landets yngste amtsrådsmedlem nogensinde. I Venstres gruppe tog den garvede Claus Lange hende under sin vinge.
– Hun stillede spørgsmål og spurgte folk til råds, og det er utrolig vigtigt, når man kommer ind og ikke har nogen livserfaring.
Jeg respekterer det, og jeg så det som tegn på, at hun ville noget. Sophie fremhæver selv Claus Lange som en af de politiske kolleger, der har præget hende – også ved at presse hende.
– Det var fuldt bevidst, at jeg pressede hende. Det forstod hun, men det var ikke alt, hun rettede sig efter. Der var situationer, hvor vi havde aftalt noget på forhånd, men hvor hun så afveg fra drejebogen, fordi debatten ændrede sig inde i selve amtsrådssalen. Hun satte sig ind i sagerne og læste på tingene, så hun vidste, hvad hun talte om. Så kunne hun tage dialogen og vinde den. Og det mod skarpe rutinerede politiske kræfter. Hun blev aldrig sat skakmat.
Claus Lange tror, at det netop er Sophies seriøsitet, der kan misforstås og bidrage til en opfattelse af, at hun er lidt af en hård hund.
– Jeg kan ikke genkende, at hun er hård og barsk. Hun er konsekvent og seriøs. Hun har styr på tingene, og det har hun haft fra starten. Kvindelige politikere bliver hurtigt stemplet som ondskabsfulde og nærtagende, men det, tror jeg, er, fordi hun kan sætte dem skakmat. Der er nok noget med, at det er mere naturligt, når det er en mand, der gør det, ikke hvis det er en kvinde. Endda en ung kvinde – som ovenikøbet ser godt ud. Men dem er der heldigvis nogle stykker af i dag.
Hendes politiske karriere begyndte allerede i 9. klasse, hvor hun meldte sig ind i Venstre.
– Min mor var borgmester for Venstre, og i lang tid gik jeg meget op i, at jeg i hvert fald ikke skulle være medlem af Venstre, så jeg gik op i tværpolitisk arbejde, også i den røde ende af skalaen. Jeg har haft min tid med fløjlsbukser, islandsk sweater og rødt hår, og i 9. klasse var jeg sågar i praktik hos det socialdemokratiske folketingsmedlem Lone Møller. Det var på trods af hende, og ikke på grund af hende, at jeg bagefter meldte mig ind i Venstre. Jeg måtte til sidst holde op med at bilde mig selv ind, at jeg mente noget andet end min mor.
Da hun fyldte 18, stillede hun op til amtsrådet i Frederiksborg Amt og blev valgt ind. Som den yngste nogensinde.
– Mange syntes, det var meget mærkeligt at stille op til amtsrådet, når man var 18 år. Det var meget fjernt og tørt for mange, men det kom sig af to ting: Dels var det jo amterne, der tog sig af ungdomsuddannelserne, og dels var min mor borgmester i Birkerød, så jeg ville ikke stille op til byrådet, for så vidste jeg, at jeg ville komme til at høre for, at "du er blevet valgt på grund af din mor". Jeg har nok altid været en, der gerne ville vise, at jeg kunne stå på egne ben.
Sophie Løhde. Foto: Franne Voight.
Men der gik ikke længe, før Sophie opdagede, at ét var visioner og valgkamp, noget andet var virkelighed.
– Når man er 18 år, tror man, at man skal ud og erobre hele verden, og alting skal laves om – hellere i går end i morgen – og det lærer man hurtigt, at så hurtigt går ting ikke.
Amtet var i økonomiske vanskeligheder, så vi lagde ud med at lave nogle rigtigt svære besparelser, så der mødte jeg bagsiden.
– Jeg fandt også ud af, at jeg ikke havde så meget styr på det hele, som jeg troede, så der måtte jeg revurdere mine egne evner. Jeg tror, det var godt, jeg ikke på forhånd vidste, hvad jeg gik ind til, for så er det ikke sikkert, jeg
nogensinde ville have gjort det.
Det blev ikke sidste gang, at virkeligheden ikke kunne måle sig med visionerne for den unge politiker. Hun fortæller en historie om sygeplejersken Sanne, som blev lidt af en øjenåbner, da Løhde som sundhedsordfører var i praktik på Sydvestjysk Sygehus.
– Hun var superdedikeret og ville gerne vise mig både, hvad der fungerede, og hvad der var bagsiden af medaljen. Hun spurgte mig, om jeg kunne tænke mig at være kontaktperson for en patient. Det var den tidligere Venstre-Konservative-regering, der havde indført kontaktperson-ordningen som led i en stor forkromet reform, og jeg kan huske, at vi følte, at vi havde gjort noget rigtigt godt.
LÆS OGSÅ: Sara Omar: "Kære modige kvinder, lad os starte en bølge"
På det her tidspunkt var der gået et par år, og ordningen var fuldt udrullet. Troede politikerne. Og Sophie ville gerne være kontaktperson for Petersen, der var indlagt på Sannes afdeling.
– Så jeg går ind og præsenterer mig og udleverer noget fint, trykt materiale og fortæller ham, at jeg jo så er hans kontaktperson.
– Så går jeg ud til Sanne igen, og hun spørger "hvordan var det så?". Og jeg svarer, at det var mægtigt fint. Og så siger hun "super, men du kommer ikke til at se ham igen". For personalet var det bare en papirtiger, noget som politikerne havde opfundet; man satte et kryds i et skema, at nu havde patienten fået en kontaktperson, ergo havde de levet op til lovgivningen.
Betød det noget for patienten? Nej, for han så mig aldrig igen. Det var for mig et meget godt billede på, at der i politik kan være meget langt fra de store armbevægelser ud til den praktiske virkelighed.
Sophies steddatter
Cornelia Whitt Palmå, 19 år, datter af Ole Palmå, Sophies kæreste gennem tre år: ”Hun er den bedste stedmor, jeg har haft”.
Da Sophie Løhdes valgplakater hang på lygtepælene tilbage ved valget i 2015, var der især én mand, der blev gjort opmærksom på dem.
– Vi prikkede til ham, når vi så hende på plakaterne og sagde ”prøv at se hende der, hun ser da sød ud, synes du ikke?”, fortæller Cornelia Whitt Palmå.
I virkeligheden vidste Cornelia godt, at hendes far var begyndt at date politikeren, men han havde ikke fået fortalt hende det.
– Jeg havde lagt mærke til, at der var halvtømte vinflasker og ost i køleskabet, og min far spiser ikke ost, så jeg havde på fornemmelsen, at der var noget i gære, men min far deler ikke den slags med mig, før han er helt sikker. Men min mor vidste det, så googlede jeg Sophie, og da jeg så, hvor meget, der kom frem, så var jeg sådan ”er hun kendt eller hvad?”.
Det tog lang tid for Cornelia at lære Sophie rigtigt at kende, for hun havde travlt med valgkamp og blev efterfølgende minister med dertilhørende lange arbejdsdage. Men de fandt hurtigt en fælles passion.
– Mig og Sophie lærte hinanden at kende ved, at hun tog mig med til modeshows. Jeg har selv et firma, hvor jeg laver pelskraver, så hun var klar godt over, at det er der, min passion ligger. Hun har også været sød til at tage dem på til forskellige shows. Se og Hør har faktisk lavet sjov med, at alle andre mødte op i store, dyre pelse, og så kom hun i en lille sølle pelskrave.
Efterhånden er de to familier blevet til én. Både Sophies forældre og Cornelias mor holder lillejuleaften sammen med dem.
– Vi har en ret sjov familie, og Sophie er altid frisk og har en sjov kommentar, det er altid hyggeligt selskab. Jeg beundrer hende virkelig for, at hun er så god til at være til stede dér, hvor hun er. Selv under forårets overenskomstforhandlinger.
– Og hvis vi nogle gange diskuterer, så gør hun det altid på en måde, så vi ikke sidder og er mugne bagefter. Det er hun jo også vant til. Hun kan godt lægge det væk igen.
– De bedste stunder har vi, når vi er oppe i vores sommerhus i Sverige, der er ikke wifi, og ingen er på telefonen, så vi kobler helt af. Vi satser på at skulle på kanotur i løbet af sommeren, men det er lidt svært at planlægge med vores kalendere.
– Hun er en stærk kvinde på mange måder. Vi løber mange ture sammen, og hun er i topform, så vi andre må hænge lidt efter. Både mig og min far halter bagefter.
– Hun er et kæmpe forbillede for mig og den bedste stedmor, jeg har haft, så jeg håber, hun er kommet for at blive. Nu køber de i hvert fald hus sammen, og det er superdejligt.
Kontaktpersonordningen afskaffede hun, da hun selv blev sundhedsminister. Og kaldte det afbureaukratisering i sundhedsvæsenet.
– Det var et godt eksempel for mig på, at det ikke er nok at have de rigtige politiske ambitioner, du er også nødt til at have fingrene nede i jorden og være helt inde i velfærdssamfundets maskinrum for også at kunne justere og skrue på de rigtige ting.
Sophie Løhde blev i Dagens Medicin i 2016 beskrevet som en af de mest magtfulde sundhedsministre i nyere tid. Den flotte placering på bladets udgave af "Magtlisten" skyldtes ifølge flere fagfolk hendes evne til at udvise respekt og søge indblik.
– Jeg har altid sat en ære i at være faglig og saglig. At finde nogle alliancepartnere, som måske er meget uenige med mig, men som jeg er nødt til at finde nogle fælles løsninger med, siger hun selv.
Sophie Løhde. Foto: Franne Voight.
En anden årsag til, at hun var så respekteret som sundhedsminister, var ifølge analytikerne også, at hun lå højt i Lars Løkke Rasmussen ministerhierarki og havde "en særlig ørenlyd" hos ham. Løkke kommer som Sophie selv ud af Frederiksborg Amtsråd og har også været sundhedsminister, og deres
parallelle karrierer har gjort makkerskabet stærkt.
– Jeg har lært meget af ham. Han er den statsminister, der har det ubetinget største kendskab til velfærdssamfundets maskinrum. Det er enormt inspirerende, og han er en, jeg har kunnet lære meget af undervejs. Når man bliver sundhedsminister, og ens chef er tidligere sundhedsminister, så er man klar over, at chefen som minimum ved lige så meget som en selv. Nogle gange behøver vi ikke sige ret meget; vi ved, hvad hinanden tænker.
Nu tager hun et nyt skridt i Lars Løkkes fodspor. Som minister for den ene halvdel af Finansministeriet skal hun stå i spidsen for en række velfærdsreformer – ligesom Løkke stod bag kommunalreformen fra 2007.
Sophie Løhde er blot den anden kvinde på stengangen i Slotsholmens ældste ministerium – og allerede den kvinde, der har været her længst (den forrige var socialdemokratiske Pia Gjellerup, som var finansminister i 11 måneder i 2001, red.).
– Der har ikke været mange stiletter på stengangen før mig. Det er et mandetungt ministerium. Og en helt ny ministerpost, som jeg selv har skullet bygge op. Jeg startede på en papkasse, som fungerede som både skrive- og mødebord, og så var det ellers bare at gå i gang. Det at starte med en helt ny ministerpost i Finansministeriet er noget, der kræver hårdt arbejde. Man skaber resultaterne selv, der kommer ikke nogen og forærer dig noget.
LÆS OGSÅ: Lars Løkke Rasmussen: ”Kvinder, der vil gøre karriere, har en ekstra udfordring”
– Jeg har aldrig talt mine arbejdstimer, og hvis jeg en dag begynder at gøre det, er det nok et tegn på, at det er bedre at stoppe. For mig handler det om, at jeg ikke kan lade være. Jeg kan godt være træt og synes, at der er trælse dage, men jeg gør det, fordi jeg er drevet af at ville noget og indfri nogle visioner og ambitioner.
Modstanderen
Flemming Vinther, top-forhandler for de statsansatte ved OK18: ”Hun sætter sig helst for bordenden”.
Sidste forår gjorde Sophie Løhde noget, som ingen minister havde gjort før hende.
Det skete under de allerførste indledende øvelser forud for de
overenskomstforhandlinger, der ventede.
Som sædvanlig afholdt fagforeningen DJØF en konference for forhandlerne og havde inviteret den siddende minister til at deltage i en debat om eftermiddagen.
Bagefter plejer ministeren at tage hjem.
Men ikke Sophie Løhde, hun spurgte ”er det ikke noget med, der er middag bagefter?”.
Det er Flemming Vinther, topforhandler for de statsansatte ved forårets udmarvende overenskomstforhandlinger, der fortæller.
– Det var der ingen ministre, der havde deltaget i før, men det ville hun gerne. Så vi fik fundet en plads, jeg fik hende til bords, og alle tænkte ”respekt for det”. Jeg troede egentlig, at hun ville komme og få to glas rødvin, og så ville det være dét, men hun festede altså igennem. Jeg gik hjem klokken 2, og da var hun der stadig, og hun stod altså ikke og spyttede i glasset. Jeg var træt, og det tror jeg også, hendes embedsmænd var, fortæller han med et lille grin.
Han bruger anekdoten til at beskrive to af de karaktertræk, han har spottet hos Sophie Løhde: Højt energiniveau og en god evne til at skabe relationer.
– Alle ved, at det er nemmere at lave en aftale med én, du synes, du har det godt med. På det punkt er hun lidt som Claus Hjort Frederiksen: De har den her jovialitet, men inde bag det er der en hjerne, der kører på højtryk.
– Hun sad selv med hele vejen i forligsen, det havde jeg ikke forventet. Hun er velforberedt, og der er rimeligt meget Duracell over hende. Hun sætter sig helst for bordenden, og der er aldrig tvivl om, at det er hende, der sætter dagsordenen. Hun er ikke én, der bare giver sig, hun kæmper for det, hun tror på, men jeg tror, det kom bag på hende, hvor hård en omgang det var.
Fritiden er sparsom, men alligevel finder hun tid til et familieliv. Sophie Løhde har i tre år dannet par med Ole Palmå, der er kommerciel direktør i Brøndby IF.
– Ole er i fodboldens verden, og nogle gange minder fodbold og politik lidt om hinanden; der kan man også blive skiftet ind og ud, tabe en kamp og alligevel klare sig i den næste sæson.
De har ingen fælles børn, men Ole har en stor datter, som Sophie sætter stor pris på.
– Jeg forsøger ikke at være mor for Cornelia, men jeg er forhåbentlig en bonusmor, og det har sådan set været let nok, for hun er en meget åben og kærlig pige, som er let at være sammen med.
Når Sophie skal stresse helt af, går hun ud i haven.
– Min mor har altid haft meget grønne fingre, og det ville jeg ønske, jeg også havde. Jeg prøver at få det. Jeg elsker at være i haven på alle tider af året, det er en dejlig måde at få noget frisk luft på, og det, man laver, er meget synligt meget hurtigt.
Sophie Løhde. Foto: Franne Voight.
Det er også her, hun ryster modgang og shitstorm af sig i pressede situationer. Helt generelt føler hun, at hun med årene er blevet bedre til at stå imod.
– Jeg tror, det er kommet med alderen. Jeg har jo meget erfaring og plejer at sige, at jeg er en gammel kone fanget i en yngre kvindes krop, haha. Nogle gange gør det mere ondt på min familie end på mig selv. Jeg ved jo, at det er en del af det, og jeg lader være med at læse alting. Men selv om min mor kender spillet, så har hun det svært med det. Jeg har nogle gange måttet skrive til hende "rolig nu, det går nok".
Lige nu venter et travlt efterår, og næste år er valgår. Derefter kan Sophies liv se helt anderledes ud. Hun siger selv, at hun tager det, som det kommer.
Drømmer du om at blive statsminister engang?
– Jeg har helt oprigtigt ingen planer om at skulle være statsminister, jeg har ingen drejebog for et liv i politik, jeg synes helt ærligt, at det er sundt.
Hvad kunne få dig til at stoppe?
– Jeg oplevede med min mor, at hun en dag kom hjem og sagde: "jeg altid har haft det sådan, at jeg ikke kunne lade være, men den følelse har jeg ikke længere". Gnisten var ligesom forsvundet. Og så stoppede hun og overlod rattet til nye kræfter, og det har jeg bare en enorm respekt for. Jeg har aldrig haft en karriereplan, men jeg tror, det er vigtigt at kunne se sig selv i et liv uden for politik.
Sophies mor
Karin Løhde, tidligere borgmester i Birkerød og Sophies mor: ”Hun kan altid lige snige en Matador-replik ind”.
Karin Løhde har ikke selv set Cirkusrevyen i år. Men hun har set, hvad aviserne skriver om den.
Anmeldelserne er blandede, men pointen er klar. Som BT skriver, så bliver Sophie Løhde fremstillet som ”en læspende, arrogant og småliderlig innovationsminister, der synes, danskerne er dumme at høre på i forbindelse med OK18”.
Karin Løhde, som selv har en fortid i lokalpolitik, nævner revyen som et eksempel på, at det gør ondt på hende, når datteren må tage nogle hug.
– Jeg tænker ”var det virkelig nødvendigt?”. Så synes jeg ikke, det er så sjovt. Jeg har nok lidt glemt, hvordan det var, da det var mig selv, men jeg synes, det må være hårdere for Sophie, fordi det er landsdækkende.
– Jeg har snakket med Sophie efterfølgende, og hun siger bare ”argh, det hører med”, men jeg blev nu påvirket af det.
Hun genkender noget af sig selv i Sophie.
– Jeg har også altid selv haft den holdning, at i politik er du lægmand, og derfor bliver du nødt til at sætte dig ind i tingene. Mange synes, det er nok at læse det, der står i dagsordenen, men det kræver mere.
På den private front har Sophie overtaget sin mors hang til at stresse af ved at gå i haven.
– Man tænker godt, når man går der og klipper roserne. Sophie har også altid interesseret sig meget for tv-serien ”Matador” og kan alle replikkerne udenad. Hun kan altid lige snige en ”Matador”-replik ind.