Souha Al-Mersal: “Fuck jeres skam. Jeg ejer den ikke - og I ejer ikke mig”

Jeg skriver. Sletter. Skriver...

Jeg giver mit indre jeg taletid og mærker den rungende skam indeni. Det er ikke til at bære synet af de rå, ærlige bogstaver på papiret.

Sort på hvidt.

“Jeg skammer mig over at vælge mine drømme over jeres normer.”

“Jeg skammer mig over at være blevet en skamplet frem for et adelsmærke i familien.“

Jeg famler efter ordene og prøver at sammensætte bogstaverne for at konfrontere skammen, som jeg har ladet stå urørt i langt tid. 

Læs også: 32-årige Souha har følt sig skamfuld hele livet: ”Nu gider jeg ikke finde mig i det mere”

Det er hverken en nem eller smertefri manøvre. Men nødvendig. 

Med hvert et ord, jeg skriver på papiret, skyller et smertefuldt ubehag ind over mine sanser. Jeg kan helt ind i rygmarven mærke effekten af den “konfrontationsbehandling”, jeg er ved at give min skamfølelse. 

Skammen inde i – som er “de andres” negative blik på mig, der fortæller mig, at jeg er forkert på den – har sat sig fast. Stemmer, som fortæller, at jeg skal føle noget forkert, fordi jeg bryder med de dikterede kulturelle normer.

Fordi jeg lever for frit til at være arabisk nok – og for arabisk til at være dansk nok.

Skamfølelsen, som er adopteret fra alle andre omkring mig, og som har gentaget udskamningen, indtil jeg selv har overtaget den. 

Kan man fake sig ud af skam? 

Den sværeste make-over er ikke udenpå, lærer jeg. Det er nemlig den indadskuende selvransagelse og det ærlige opgør med selveste skammens væsen.

Et face to face-opgør med de patriarkalske stemmer og blikke, som sætter sig i mig og bedømmer mig negativt. 

Derfor har jeg siden oktober allieret mig med min mikrofon i podcasten “Skamløs”, hvor jeg inviterer en række minoritetskvinder i studiet for at tale om skam. Den skam, som mange af os er blevet påduttet gennem tiden både fra forældre, politiske fløje og stigmatiserende medie-klicheer. 

Derfor har jeg lige nu allieret mig med forfatter og pædagogisk antropolog Nilgün Erdem frem mod Kvindernes Kampdag om en #deldinskam-kampagne på de sociale medier for at give kvinder, og især nydanske kvinder, modet til at dele historier om, hvordan skam har fyldt i deres liv.

Noget i mig får lyst til at råbe til den patriarkalske del af min kultur: “Fuck jeres skam. Jeg ejer den ikke – og I ejer ikke mig”.

Noget i mig får lyst til at råbe til de politiske fløje, som tager minoritetskvinders opråb som gidsel i egen dagsorden: “Fuck jer. Jeg er ikke en skakbrik i jeres politiske spil”. 

Noget i mig har længe længtes efter, at opgøret med skam og frigørelsesprocessen, som jeg og andre minoritetskvinder oplever, forbliver vores fortælling. At vores narrativ forbliver vores, fortalt med vores ord. Med alle nuancer. At ingen misbruger vores fortællinger til egne dagsordener. 

En fælles og solidarisk frigørelsesproces, hvor kvinder inviteres til at frigøre sig fra skammen ved at tale højt om den. Dele den i et trygt og solidarisk fællesskab.

Farvel til den ærbare hustru

Siden jeg for ti år siden brød med billedet af den "ærbare hustru", fordi jeg ønskede at leve det liv, jeg drømte om og forfølge mine journalistdrømme, har det skabt meget uro i mit liv og budt en diffus og usynlig skam ind i mit liv.

Jeg blev skilt i en alder af 23 år efter fem års ægteskab. 

At blive skilt som ung i det arabiske miljø, jeg kommer fra, var ikke velset – og uanset om man var 20 eller 40, så var det bare som om, at ens værdi blev reduceret til en "secondhand" kvinde. En degradering, jeg ikke kunne flygte fra.

En bekendt sagde til mig på et tidspunkt, som et velment forslag, at jeg kunne hookes op med en fyr i deres omgangskreds, for han var jo single og på jagt efter sin udkårne. Men så afbrød hun sig selv igen og tøvede, fordi hun tvivlede på, om han nu ville giftes med en, som havde prøvet dét før!

Et andet familiemedlem insisterede på, at jeg skulle på date med en fyr og indikerede, at mine chancer var ved at løbe ud. 

Bottom line var, at jeg følte mig helt drænet. Indeni var jeg begyndt at internalisere den skam, som min omgangskreds projekterede mod mig som fraskilt. En destruktiv, udefrakommende skam, som ikke var min. Men som blev min med tiden. 

Har jeg virkelig styr på mit shit?

Jeg var kun 23 år, men følte mig som en gammel enke på 50. Trist og ynkeligt, ikke? Også en god anledning til at skamme sig.

Skam er i sin natur en enormt insisterende og klaustrofobisk følelse, og den forsvinder ikke af sig selv. Medmindre du officielt og højlydt slår op med den. Strategien, som handler om at fake sig ud af den med en falsk facade, virker ikke.

Skam trives i mørke og tavshed og opløses med lys og italesættelse.

For nyligt har jeg erkendt, at jeg bliver nødt til at se skammen i øjnene for at frigøre mig fra den. Forsone mig med mine drømme og leve 100 procent i overensstemmelse med den kvinde, jeg ønsker at være. 

Et opgør, som foregår ved hårdt arbejde og mentalt knofedt. Her nytter det ikke at skjule skammen under et tykt lag af lipliner, foundation og tykke penselstrøg, der bare skriger: “Jeg har styr på mit shit!”.

For har jeg nu virkelig det..?

Lad os vaske skampletterne væk – sammen!

Når det gælder skam-ransagelse handler det ikke så meget om alle andre.

Det handler om én selv – som den allervigtigste hovedperson i processen.

Man er selv nødt til at smide makeup-børsten på hylden og give sig selv en ærlig skam-kur, hvor man dropper de flotte CV-præstationer og perfekte, like-indgydende opslag. 

Disse ord, jeg skriver nu, er ikke nemme at dele. Men nu har de alligevel fundet vej ud til dig. 

Og jeg ønsker gennem min podcast “Skamløs” at invitere flere kvinder med minoritetsbaggrund til at vinke farvel til skammen og stå mere ved sig selv. At samle nogle af de dyrtkøbte erfaringer, vi har gjort os på rejsen mod at finde os selv, så de næste generationer ikke slår sig på samme ting. 

Jeg inviterer derfor flere kvinder til at stå sammen, så vi i fællesskab kan løfte hinandens hager op imod skammen og vaske skampletterne væk.