Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Tabet af et barn
Foto: Peter Nørby, Anne Styrbech og privat

Tabet af et barn

“Stefans død er hele udgangspunktet for, hvor vi er i dag”

Der mangler altid én, når familien Hørning sætter sig om spisebordet. Lille Stefan blev kun tre timer gammel, men tabet fik hans forældre til at følge deres hjerter – og få tre børn mere, en danseskole, et kokkeværksted og meget, meget mere.

Annette og Peter Hørning har seks børn. Fem, der lever. Og så lille Stefan, der kun blev tre timer gammel. Men han tæller stadig med i rækken, når børnene bliver spurgt, hvor mange søskende de har, og han er den direkte årsag til, at Annette og Peter har lagt deres liv helt om og har valgt at følge deres hjerter i alt, hvad de gør. Deres livsfilosofi er, at der ikke er nogen begrænsninger. De kan skabe og gøre lige præcis det, de har lyst til. Og det har de gjort. ”Hørninghuset” ligger på en lille sidevej til Amagerbrogade. Det er stort, hvidt og herskabeligt, og danner rammen om familien Hørning både privat og arbejdsmæssigt. Her er danseskole, vinsmagning, store selskaber og sommetider også spirituelle seancer. Sidste år skrev Peter den noget anderledes kogebog ”Kokken & Kærligheden”, som ud over en masse lækre opskrifter og vinanbefalinger også indeholder flere afsnit om familiens historie. Da der skulle tages billeder til bogen, var fotografen meget forundret over, at hun også skulle på kirkegården og tage billeder af Stefans gravsten, for var det ikke lidt underligt at have døden med i en kogebog?
Annette: – Vi sagde til fotografen, at det var lige så vigtigt at skrive om døden som om maden og vinen. Stefans død er hele udgangspunktet for, hvor vi er i dag. Når noget forgår, når noget stopper, er der altid en ny dør, der åbner sig. Det har vi oplevet, og det vil vi gerne formidle videre.

LÆS OGSÅ: “Jeg følte, at jeg sad med de to børn i en robåd uden årer”

Babyen bevægede sig næsten ikke
Annette og Peter mødte hinanden i 1989 på et lokalt diskotek på Amager. Sådan et sted, hvor man ender klokken fire om natten, når man ikke har scoret inde i København, husker Annette grinende. Peters forældre havde en danseskole i det selvsamme hus, som parret bor i i dag, og Annettes forældre kom på danseskolen, så de to unge kendte godt lidt til hinanden, da de mødtes. Parret blev hurtigt forelskede, og Annette rejste med Peter til Bangkok, hvor han blev udstationeret for SAS, og da de kom hjem igen, friede han, og de flyttede sammen.
Annette: – Vi levede det vilde liv, og vi elskede det. Jeg havde natarbejde på Casino Copenhagen, Peter fløj, spillede ishocky, windsurfede og stod på ski. Vi var sindssygt forelskede, og vi skulle i hvert fald ikke have børn…
Peter: – Men så kom Emil og ødelagde det hele, ha, ha.
Annette: – Ja, det var forfærdeligt! Emil sov stort set ikke de første tre år, og jeg kan huske, at jeg gik til lægen og sagde, at der måtte være noget galt med ham. Men nej, sagde lægen, det var bare, fordi jeg havde haft natarbejde, da jeg havde ham i maven, så han havde vænnet sig til en anden rytme. Emil levede altså, som vi levede, så vi måtte lægge vores liv om. Jeg gik på deltid, og da jeg blev gravid med Simone, sagde jeg op på casinoet og begyndte at arbejde som stewardesse, da hun var født.

Annette og Peter havde fundet ud af, at det med børn alligevel var ret skønt, så de besluttede at få en mere. Den tredje og sidste. Annette blev gravid 14 dage efter, beslutningen var taget, og det var noget hurtigere, end det, hun lige syntes, var passende. Så tanken strejfede hende: Bare det ville blive en abort. Det gjorde det ikke, og som graviditeten skred frem, begyndte hun selvfølgelig at glæde sig.
Annette: – Med de to andre børn havde jeg taget næsten 30 kilo på, men det gjorde jeg ikke denne gang. Jeg havde den fineste lille mave, var veltrimmet, alt var godt, men babyen bevægede sig ikke særlig meget. Jeg gik til yoga for gravide, og de andre klagede over, at deres babyer vågnede af det, men jeg tænkte, ih, hvor rart, at jeg har sådan en rolig baby. Der var ingen alarmklokker. Jeg nævnte det alligevel for jordemoderen, som sagde, at hun ville sende mig til en scanning, så jeg kunne sove roligt om natten.

LÆS OGSÅ: “Det sværeste at komme igen fra har været at miste en datter”

Baby med dødsangst
Scanningen foregik i 33. graviditetsuge. Lægen scannede meget længe og så til sidst helt forkert ud i ansigtet. Der var næsten intet fostervand, og der var også noget galt med nyrerne. Annette blev sendt til yderligere scanning på Rigshospitalet.
Peter: – Det barn kommer ikke til at overleve, sagde de. Bare sådan. Farvel og tak.
Annette: – De mente, at han led af det såkaldte Potter-syndrom, hvor nyrerne ikke er skabt, som de skal være. Sådan et barn bliver født med deformt ansigt og deforme ører. Og det overlever ikke. De ville have ham ud med det samme, så vi skulle tage hjem og forberede familien og så komme igen dagen efter.
Peter: – Vi gik hjem og sagde til Emil og Simone: Hør her, i morgen skal mor føde, og barnet kommer til at dø. Vi var helt
i chok.
Stefan blev taget med kejsersnit dagen efter, men han døde ikke, da han kom ud, som Annette og Peter havde forventet.
Peter: – Han skreg og skreg…
Annette: – Hospitalspræsten kom og døbte ham, og så løb de med ham. Vi kunne høre Stefan skrige, da vi kom ind på gangen til neonatal, og vi nåede at tænke: Gud, de har taget fejl, han lever. Jeg fik ham over til mig, men han blev ved med at skrige.
Peter: – Og så begyndte de at give ham morfin…
Annette: – Han fik otte sprøjter med morfin. Da de kom med den første, spurgte jeg: ”Hva’ gør I?” Og de svarede, at vi måtte stole på, at de vidste, hvad de lavede. Når et barn skriger, som Stefan gjorde, så er det dødsangst. Han ville dø inden for et døgn, og de ville skåne ham for at være i den proces. Jeg blev ved med at sige, at de ikke måtte slå ham ihjel, og jeg kan huske, at Peters mor, som var kommet, sagde: ”Annette, det bliver de nødt til.” Det var så skrækkeligt. Der gik tre timer, hvor han fik den ene sprøjte efter den anden. Jeg sad med ham i armene og efterhånden blev skrigene til stille gråd, klynk og så til sidst nogle små gisp efter luft.
Stefan døde efter tre timer. Emil og Simone kom og så ham. Holdt ham. Hjalp med at give ham tøj på. Fik taget billeder med ham. Det var vigtigt, at de oplevede, at han var en rigtig lille dreng. Annette blev på hospitalet nogle dage. Hun fik kørt Stefan ind i en vugge, når hun ville se ham, og den eneste forskel på ham og de andre børn, der blev kørt rundt på barselsgangen var, at han altid havde dynen over hovedet, når portøren kom med ham. Når Annette skreg sin sorg ud, blev dørene til de andre stuer diskret lukket i.

Gravid på ny året efter
Da Annette forlod hospitalet, fik hun og Peter at vide, at 75 procent af alle, der mister et nyfødt barn, bliver skilt, ender i et misbrug eller får en depression. Desuden ville der være 25 procents risiko for, at de ville få et barn med samme sygdom, hvis de prøvede igen. De blev anbefalet at vente mindst et år, før de eventuelt forsøgte at få et barn mere.
Annette: – Men jeg tænkte bare: Jeg skal være gravid igen. Det var jeg slet ikke i tvivl om. Livet var så ufuldendt lige pludselig.
Peter: – Og så blev Viktor født et år efter. På dagen før Stefans fødsels- og dødsdag.
Annette: – Jeg nåede aldrig at få menstruation, så var jeg gravid igen. Jeg havde det sådan i graviditeten, at hvis han ikke døde, så ville det være en total sejr. Derfor kom han til at hedde Viktor. For Victory.
Der gik et halvt års tid, før der kom endeligt svar på, hvad Stefan egentlig havde fejlet. Han havde ikke Potter-syndrom, men derimod en ekstrem sjælden defekt i sine binyrer. I det lange forløb, mens de ventede på svar, følte Annette sig ikke overbevist om, at Stefan faktisk havde været syg, for han havde ikke været deform, men velskabt, og havde det smukkeste ansigt og langt sort hår, men til sidst sagde Peter til hende, at hun var nødt til at tro på det, ellers ville hun aldrig komme tilbage til livet. I dag tror hun på det. Det er hun nødt til, siger hun.

Sorgproces
Graviditeten med Viktor forløb uden problemer, men Annette var ulykkelig. Hun stod op om morgenen og gik direkte ind og lagde sig på sofaen. Peter derimod genoptog hurtigt sit aktive liv, det var hans måde at komme videre på.
Peter: – Vi håndterede sorgen meget forskelligt, men vi talte også om, at vi ikke skulle blive uvenner over, at det var så-
dan. Jeg sagde ikke til Annette, at hun skulle tage sig sammen, og hun sagde ikke til mig, at jeg skulle holde op med at fare rundt. Jeg begyndte at gå meget op i at lave noget ordentlig mad til familien. Jeg er oprindeligt uddannet kok, og pludselig kunne jeg mærke min gamle passion for madlavning. Vi begyndte også i en sorggruppe under Landsforeningen Spædbarnsdød, og det var godt at snakke med andre, der også havde mistet.
Annette: – Det er ikke nemt at få lov til at sørge særlig længe. Vi oplevede, at folk allerede et par måneder efter Stefans død sagde: ”Nå, tænker I stadig på det?” Derfor var det godt med den sorggruppe. De forstod, hvordan det var.
– Folk forstod heller ikke, at vi blev ved med at se de mennesker, vi var i sorggruppe med, men det gjorde vi faktisk i ti år, netop fordi det var et godt sted at dele sine tanker. Det var først, da de andre par begyndte at gå fra hinanden, at vi holdt op med at se dem. Vi var fire par, de tre par gik fra hinanden, så hospitalet havde ret, da de sagde det med de 75 procent.
Og hvad var så grunden til, at lige præcis Annette og Peter kom igennem sorgen og den svære tid og kan feje sølvbryllup i år?
Peter: – Jeg har jo altid godt kunnet lide Annette fysisk, ha, ha.
Annette: – Det, der var problemet for de andre i sorggruppen, var, at de gled fra hinanden, blandt andet fordi de ikke orkede det tætte samvær. De begyndte simpelthen at sove hver for sig, men vi valgte at have meget samliv og et aktivt sexliv. Jeg kan huske, at når Peter aede mig og holdt om mig, så var det, som om vi smeltede sammen i en symbiose. Den nærhed, jeg skulle have haft med mit spædbarn, fik jeg med Peter. Og så nægtede vi at lade os slå ud af den 25 procents risiko for, at vores næste barn også skulle være sygt.
Peter: – Men der gik lang tid, før Annette fik det rigtig godt igen…
Annette: – Ja, sorgen gik ikke væk, da jeg fik Viktor, og det var jeg overrasket over. Jeg fik fyldt armene ud af en lækker lille dreng, jeg ammede ham, og alt var, som det skulle være. Men jeg var stadig ked af det. Stefan blev født lige før jul, og der gik faktisk syv år, før jeg igen kunne mærke julemagien og for alvor glæde mig over alt det, vi har.

LÆS OGSÅ: Lone Frank: "I starten tænkte jeg, hvad formålet var med at leve videre"

Nye karrierer
På et tidspunkt efter Viktors fødsel kunne Annette mærke, at hun var nødt til at gøre noget mere for at komme ovenpå. Hun læste om en healer, som hun opsøgte, og hans behandlinger hjalp hende yderligere på vej tilbage til livet. Hun begyndte at interessere sig mere og mere for clairvoyance og det alternative, da hun efter Stefans død oplevede forskellige mærkelige ting hjemme i huset. Hun læste en masse om det og endte med at tage en uddannelse til clairvoyant og en stribe kurser i England. I dag har hun lavet foreningen Spiritist og afholder forskellige seancer i Hørninghuset. Peter blev mere og mere optaget af at lave mad, og i 2004 var der en stor sparerunde i SAS, hvor han valgte at tage imod en aftrædelsesordning for at kunne hellige sig kokkefaget og sin store interesse for vin, hvorfor han også tog en uddannelse til sommelier.
Peter: – Annette var begyndt at danse igen, og hun hjalp min mor på danseskolen. Jeg begyndte også at undervise en dag om ugen, og efter et års tid, da min mor stoppede og ville sælge huset og danseskolen, tænkte jeg, hva’ fa’en, vi køber det sgu. Og så byggede jeg det hele om, så vi i dag har et stort industrikøkken og mulighed for at holde selskaber og vinsmagninger ved siden af danseskolen. Vi arbejder utrolig meget, men vi brænder for det.
Annette: – Og vi er stadig meget opmærksomme på hinanden. Vi er i sådan en symbiose, hvor vi hele tiden taler om, om vi laver det rigtige, eller om der er noget, der skal være anderledes.

Sorgen har fundet sin plads
Annette og Peter blev enige om, at Viktor var for meget en efternøler. De ville have et barn mere. Det blev til to.
Peter: – Sorgen over at have mistet Stefan vil aldrig gå væk. Vi vil jo altid have mistet vores barn. Men den har fundet en plads i os.
Annette: – I dag kan vi kigge på hinanden og sige, det var et godt bytte, at vi fik tre smukke sønner for den lille gut, der døde.
Peter: – Og jeg var sgu aldrig gået tilbage til kokkefaget, hvis det ikke havde været for den oplevelse. Tabet af Stefan åbnede for nogle andre muligheder, som vi har valgt at forfølge.
Annette: – Vi har talt om, at vi ikke ville have undværet det, der skete. Selvfølgelig er det et kors, vi bærer, men det er fandeme et kors, der bliver båret med ære. De mennesker, vi er blevet til, og det liv, vi har i dag, er opstået ud af den tragedie. Hvis Stefan ikke var død, havde vi måske slet ikke været sammen i dag, og vi var i hvert fald aldrig endt her i Hørninghuset. Aldrig. Vi skulle bestemt ikke have noget med danseskolen at gøre, men se, hvad der skete. Da vi mistede Stefan begyndte vi at følge vores hjerter.

LÆS OGSÅ: Ole Henriksen ventede ti år på at få sit Green Card, fordi han var homoseksuel
LÆS OGSÅ: Robert Hansen om at leve med en kunstig hjerteklap og dødsangst
LÆS OGSÅ: ”Jeg følte, at jeg mistede noget af mig selv, da jeg blev mor”

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview