Sandie Westh
SPONSORERET indhold

Single og ensom i 30’erne: Jeg blev pludselig ikke inviteret til min venindes fødselsdag

Mange singler oplever at blive valgt fra til parmiddage. Men hvad gør det ved en? Hvorfor føler så mange danskere sig ensomme - både alene og i parforhold? Og hvordan får man egentlig nye venner i 30’erne? Sandie Westh (33) og Josefine Stork (30) undersøger nærmere den ensom, der kan opstå i 30'erne, i det nye afsnit af Tik Tak 30. Lyt til det på vores podcastapp Talk Town.

Af:: Cille Lewinsky Foto: Christina Jensen
23. jul. 2020 | Livsstil | ALT.dk

Kender du det, når dine venner får kærester og børn og har travlt med parmiddage, mens du sidder derhjemme med endnu en omgang sløv spaghetti med kødsovs? Og hvis du endelig bliver inviteret med til en parmiddag, så er du bare SINGLEN, der placeres ved siden af SINGLEVENNEN?

Det gør de to værter Sandie Westh (33) og Josefine Stork (30) i hvert fald og tager i sjette afsnit af podcasten Tik Tak 30 fat i ensomhed – både den, man kan opleve som single og i et parforhold.

Læs også: Solomor i 30’erne: Kan jeg blive en lige så god mor alene?

Hvert år oplever 350.000 danskere over 16 år alvorlig ensomhed, viser tal fra Mary Fonden. Men hvordan kan det være, at så mange føler sig ensomme? Og hvordan får man egentlig nye (single)venner i 30’erne?

Det prøver de to blandt andet at finde svar på i det nye afsnit på Talk Town, som er ejet af Story House Egmont.

Sandie Westh har oplevet i de perioder, hun har været single, at føle sig ensom blandt sine venner med kærester. Hun er blevet valgt fra, fordi hun ikke passede ind i deres parunivers. Særligt var der en veninde, der skuffede hende, fortæller hun i podcasten.

”Jeg oplevede, at en af mine rigtig, rigtig gode veninder fik en kæreste – og jeg havde altid fejret fødselsdag med hende – men lige pludselig året efter, da hun skulle fejre sin første fødselsdag, efter hun havde fået en kæreste, inviterede hun ikke mig med. Hun inviterede kun venneparrene med. Jeg fik så ondt i maven, fordi jeg tænkte: Gud, nu passer jeg ikke ind i dit univers mere,” siger hun.

Og så er der de gange, Sandie Westh har følt, at hun kun blev placeret ved siden af en fyr, fordi de begge var single – og derfor et ”perfekt” par:

”Man kan aldrig bare slappe af som single, så skal man placeres ved siden en eller anden singledude, som nogle synes, man passer helt vildt godt sammen med. Det var sådan en underlig ensom følelse, hvor jeg skulle konversere med et nyt menneske, fordi nu skulle jeg også gøre op med det der med at være single,” fortæller hun i podcasten.

Derimod har Josefine Stork i højere grad følt sig ensom, når hun sad alene en lørdag aften, mens veninderne hyggede sig med kæresten.

”Da min ekskæreste og jeg gik fra hinanden, så følte jeg mig meget alene. Jeg er sådan en, der godt kan lide at være omringet af mennesker hele tiden og automatisk, da vi gik fra hinanden, havde jeg mange huller i kalenderen. Og jeg havde bare brug for at fylde dem op med alt muligt, men det var ikke altid, at mine venner kunne fylde dem ud, og så sad jeg derhjemme nogle gange og havde sådan en ubehagelig følelse af ensomhed.”

Det er naturligt

Uanset om ensomheden kommer i de perioder, man er alene eller i et parforhold, så er det en ganske naturlig følelse, som næsten alle mennesker vil opleve i løbet af livet.

Det fortæller psykolog Ditte Charles, der har beskæftiget sig med ensomhed, og som Tik Tak 30-værterne har inviteret med ind i studiet.

”Faktum er, at ensomhed er en helt naturlig menneskelig følelse, som vi alle sammen – eller næsten alle sammen, for jeg har faktisk mødt en, som aldrig havde været ensom - men det er en følelse, vi har i vores beredskab, som en naturlig del af det at være menneske. Det er en følelse, der kan komme og banke på, ligesom når vi er sultne og skal spise. Den kommer og siger: Goddag, jeg tror, du har brug for at række ud til dine omgivelser, for føler du dig ikke lidt ufrivilligt alene nu?”

Læs også: Når panikken indfinder sig: ”Jeg skal simpelthen ikke være 30 og være single”

Og netop det med at være ufrivilligt alene er kernen i problemet, fortæller Ditte Charles. For hvis du vælger frivilligt at sidde alene en lørdag med Netflix og popcorn, føler du dig ikke ensom.

”Når nogle ringer en lørdag aften, hvor man måske siger "nej tak", så føler man sig ikke så alene, fordi man pludselig havde muligheden. Det er et mærkeligt paradoks. Det er dér ufrivillighed spiller meget ind, når vi taler om ensomhed.”

Ensom blandt andre

Ifølge Ditte Charles er der mange årsager til, at man kan føle sig ensom, men det hjælper at række ud og tale åbent om det.

”Ensomhed er et tabu, og den har en rigtig god ven, som er skammen. Skam er en stor følelse, men det, som det i bund og grund handler om er, at vi har et følelsesberedskab med os, som hjælper os på forskellige måde. Skam er en social følelse, der hjælper os med at rette ind," siger hun og forklarer, at den også har en god funktion:

"Den hjælper os med at have grupper og et samfund, hvor vi er opmærksomme på ikke at overskride andres grænser, men hvor vi også passer på vores egen sociale status og os selv på en eller anden måde,” siger hun blandt andet.

Men selvom mange forbinder ensomhed med at være alene, opleves den værste form for ensomhed ofte i samværet med andre, lyder det fra psykologen.

”Ensomhed kan have mange rødder. For nogle i et parforhold kan det være svært at tale om noget, hvis ikke man kan tale om det væsentlige - og så kan der opstå ensomhed. Den ensomhed, der kan gøre mest ondt, kan være den, man kan føle blandt andre mennesker. Fordi man kan få den der følelse af, at sådan burde jeg ikke have det.”

Lyt til det sjette afsnit af Tik Tak 30 her.

Anbefalet til dig