VENINDER PÅ TRODS AF FORSKELLIGE RELIGIØSE OVERBEVISNINGER

Natasha er muslim og hendes tre veninder Ea, Maria og Stéphanie betragter sig selv som kulturkristne. Forskellighederne beriger deres venskab, fortæller de.

Natasha, Ea, Maria og Stéphanie mødte hinanden på Øregård gymnasium, hvor de gik i samme klasse. Og der skulle ikke mere end et par hvæs på en vandpibe og gode snakke om deres forskellige religiøse tilhørsforhold til at gøre de fire piger uadskillelige. Her ti år efter er religion stadig kilde til mange givende diskussioner.

Om deres første møde:

Ea: – Jeg lagde mærke til Nadie (Natasha, red.) allerførste skoledag på gymnasiet, hvor jeg sad foran hende. Jeg sad og fumlede lidt med mit vippende bord, der havde et for kort forben. Efter lidt tid kunne jeg pludselig høre Nadie hviske: "Psst... Her er noget, du kan stikke under forbenet." Hun sad der med sit runde, storsmilende ansigt og et par øjne, man gerne ville møde.

– Natasha boede lige rundt om hjørnet fra Øregård Gymnasium, og vi blev tit inviteret hjem til hendes forældre. Så røg vi vandpibe, gik i køkkenet med hendes mor og sad og snakkede i en rundkreds på gulvet. Natashas hjem blev et frirum, hvor vi kunne lære hinanden rigtigt godt at kende.

Om at have forskellige religioner:

Ea: – Vi havde en afsøgende tilgang til at forstå islam. Det var nødvendigt for os at dykke ned i grænselandet mellem kultur og traditioner. Så der var en del spørgsmål, der skulle besvares som led i at lære hinanden at kende. Da vi fik religion i gymnasiet, fik jeg også lyst til at sætte Natasha lidt på prøve. For hvor meget vidste hun egentlig om det der islam? Står det i koranen, at kvinder skal bære tørklæde, eller er det kulturelt betinget? Og hvorfor går hun selv med det? Det har vi haft mange snakke om.

Natasha: – Efter at have prøvet at gå med tørklæde flere somre i træk i Libanon, hvor jeg har familie, fik jeg endelig lov til at gå med det permanent. På det tidspunkt var jeg 13. Årene forinden havde mine forældre bedt mig om at tage tørklædet af, når vi kom tilbage til Danmark. De syntes, jeg var for ung til at træffe beslutningen. Men jeg var knust hvert år, når jeg skulle tage tørklædet af, så til sidst fik jeg lov.

– Vores diskussioner i gymnasietiden udfordrede mig på, hvem jeg var, og hvad jeg stod for. Som ung er man jo totalt på herrens mark og meget let påvirkelig. Spørgsmål omkring min religion sætter stadig tanker i gang og får mig til at reflektere over, hvorfor jeg er praktiserende muslim.

Maria: – Jeg kan ikke forstå, hvorfor Natasha skal have tørklæde på, men jeg har fuld respekt for, at det er vigtigt for hende. På den måde har vi erkendt, at vi på nogle punkter er uenige, men det er ikke dét, der er afgørende. Det er vores venskab til gengæld. Det andet er bare baggrundsstøj.

Stéphanie: – Diskussionerne har modnet os alle. Da vi var yngre, fyldte spørgsmålene om Natashas tørklæde meget, men nu er det blevet mere interessant at debattere, hvorfor vi har forskellige behov for at bekende os til en religion? Begrænser eller beriger det os?

Ea: – Det har aldrig været vigtigt for os at nå frem til et facit. Det handler mere om at prøve på at forstå, hvorfor vi træffer de beslutninger, vi gør.

Om kulturelle traditioner:

Maria: – Vi har altid været nysgerrige på hinandens måder at leve på. Vi har været med til at bryde fasten under den muslimske højtid ramadanen, smagt eksotisk mad hos Natashas familie og oplevet det sammenhold, der er. Samtidig har Natasha været hjemme hos min familie og fejre jul flere gange. Så vi indvier hinanden i vores respektive verdener, som slet ikke er så forskellige. Vores verdensopfattelser er ret ens.

Natasha: – Jeg følte mig så beæret over at få lov til at komme med til jule-aften hos Maria, fordi det er en meget privat og traditionsrig familiebegivenhed.

Om at være blevet mere rummelig:

Maria: – Vores forskellige religiøse overbevisninger har haft den betydning, at vi har fået større indsigt. Det er meget mere givende at have en muslimsk veninde end at læse en eller anden artikel om en indvandrer, der har gjort noget kriminelt. Det har givet et helt andet forhold til islam. Jeg forstår religionen bedre.

Stéphanie: – Mange antager, at religiøst udøvende mennesker er fordømmende over for andres levevis, men Natasha er den mindst fordømmende person, jeg kender, og hendes rummelighed gør det ubesværet for os at debattere vores forskelligheder.

LÆS TO ANDRE HISTORIER OM AT VÆRE VENINDER PÅ TRODS AF FORSKELLIGHEDER PÅ DE NÆSTE SIDER...VENINDER PÅ TRODS AF MARKANT ALDERSFORSKEL

"Vi føler os fuldstændigt på bølgelængde"

Anette og Liselotte mødte hinanden på Danmarks Designskole. Den ene var underviser, den anden studerende. Der er 17 års aldersforskel på dem, men det mærker ingen af dem noget til. Det er evnen til at udfordre hinanden, der betyder noget, snarere end årstallet på dåbsattesten, mener de.

Om deres første møde:

Anette: – I 80'erne og 90'erne var jeg lærer på Danmarks Designskole, og Liselotte var studerende på et af mine hold. Efter hun blev færdiguddannet, gik der nogle år, hvor vi ikke opsøgte hinanden. Men da jeg blev 50 i 2001, inviterede jeg Liselotte med til festen. Det var første gang, vi var sammen privat. Et par år efter fandt vi uafhængigt af hinanden ud af, at vi havde lyst til at tage på en studietur til udlandet. Faktisk ringede vi nærmest hinanden op samtidig, men Liselotte kom mig i forkøbet med ideen til en fælles studierejse, og det endte med, at vi tog af sted sammen.

Liselotte: – I løbet af turen gik det op for os, at det her var et godt match. Det var ligesom vores første date, og den var vellykket.

Om at beundre hinanden:

Liselotte: – Som lærer var Anette ekstremt grundig, og det har jeg altid godt kunnet lide. Da jeg gik på designskolen, var det midt i en omskiftningstid, hvor der var fokus på ansvar for egen læring. Der var Anette mere af den gamle skole. Hun er et historisk leksikon ud over det sædvanlige.

Liselotte: – Vi er begge meget committede til vores arbejde, så vi suger til os af hinandens visdom. Hver især repræsenterer vi noget, der ikke er direkte tilgængeligt for den anden. Anettes historiske viden labber jeg bare i mig, når vi er til udstillinger eller på rejser sammen. Til gengæld præsenterer jeg Anette for en masse nyere kunst.

Anette: – Noget af det, jeg godt kan lide ved Liselotte, er, at hun er så frejdig. Hun er mere modig end mig, når vi er ude. For eksempel skulle jeg vise hende rundt ved Bellahøj en dag. Vi kommer tilfældigt forbi Bellahøj Restaurant, og så går Liselotte bare over og banker på døren og går ind. Og jeg tænker: "Kan man det?" Det endte med, at ejeren viste os rundt i hele restauranten. Alt sammen på grund af Liselottes nysgerrighed. Hun har også lokket mig til vinterbadning på Amager Strand. Og det blev jeg jo også nødt til at hoppe med på i stedet for at være et bange skravl. Hun får mig til at skubbe til mine egne grænser.– Liselotte får gjort de ting, der betyder noget for hende, og bryder med normerne. Ikke for at provokere, men fordi hun har en selvstændig indstilling til livet. Det er inspirerende og livgivende at omgås et så lidenskabeligt menneske. Jeg bliver klogere af at være i rum med Liselotte.

Om de 17 års aldersforskel:

Anette: – Aldersforskellen har ingen betydning. Vi føler os fuldstændigt på bølgelængde. Det er en jævnbyrdig og nærværende dialog, vi har med hinanden.

Liselotte: – Helt enig. Der er ingen freudiansk mor-relation her, jeg opfatter ikke Anette som en moderlig skikkelse i mit liv. Men fordi jeg kender hendes familie så godt, er der da en slags familiært bånd. Men der er aldrig nogen løftede pegefingre eller bedrevidenhed at spore.

Om at være veninder i en moden alder:

Liselotte: – Jeg har veninder, jeg har kendt længere tid end Anette. Som jeg har festet med i min ungdom. Men vi er ikke tættere end Anette og jeg, vi har bare haft nogle andre oplevelser sammen. Anette er helt klart den veninde, jeg er mest knyttet til rent fagligt. Hun udfordrer mig på det plan. Til min fødselsdag for nylig sendte hun et kort, hvor jeg skulle gætte, hvilken 1600-talskunstners penselsstrøg, der var på kortet. Jeg elsker, når jeg får indsigt i noget, der er så nørdet.– Vi er ikke sådan nogle veninder, der har brug for at fortælle hinanden alting. Hvis jeg har en konflikt med min kæreste, ringer jeg ikke til Anette og analyserer det i fem timer, for det har jeg ikke brug for. Sådan var det måske, da man var yngre. Men nu har vi en modenhed, der gør, at vi ikke behøver dele alt.

Anette: – Vi lægger meget vægt på personlig integritet og retten til at have personlige grænser. Nogle ting vil vi bare gerne holde for os selv.VENINDER PÅ TRODS AF POLITISKE HOLDNINGER

"Hende vil jeg altid holde af, lige meget hvad fremtiden bringer"

Venstrepolitikeren Inger Støjberg og socialdemokraten Karen Hækkerup var indtil for nylig politiske modstandere. Nu har Karen forladt jobbet som justitsminister, men det ændrer ikke ved, at de stadig er rygende politisk uenige og gode veninder på én og samme tid. De mødte hinanden i køen til en tjek ind-skranke i Kastrup Lufthavn i 2005, og siden har deres bånd været ubrydeligt.

Om deres første møde:

Inger: – I 2005 sad vi begge i fødevareudvalget, der skulle til Brasilien og se på slagteridrift. Det var i køen til tjek-ind i Kastrup, jeg fik øje på Karen og tænkte, at hun så sød ud. Vi faldt i snak, og på resten af turen veg vi ikke fra hinandens side.

Karen: – Jeg husker det nærmest, som om du var lidt overrasket over, at jeg var sød. Men det er rigtigt, vi klikkede med det samme. Da vi kom hjem fra rejsen, holdt vi kontakten, og jeg blev inviteret på masser af cola på Ingers kontor (Inger drikker mellem to og tre liter Coca Cola Zero om dagen, red.).

Om at have forskellige politiske holdninger:

Karen: – Når man taler med venner, der ikke har begået sig på den politiske arena, har de lidt en tendens til at skulle overbevise og have ret. Inger og jeg har præcis den samme tilgang: Vi ved godt, vi står forskellige steder, og vi elsker at drille hinanden med det. Og vi ved godt, det ikke nytter noget at gentage sig selv for 120. gang, for vi kan ikke overbevise hinanden. Jeg har mine holdninger, og Inger har sine. Dem står vi fast på.

Inger: – Politisk er hun tabt. Det har jeg indset. Haha.

Om at have været politiske modstandere:

Inger: – Da vi begge sad i Folketinget, var der perioder, hvor vi skulle forsøge at vælte hinanden af hver vores ministerpost. Når den ene var i regering, var den anden i opposition. Sådan var det. Men personligt var jeg da ked af det, da det viste sig, at Karen valgte at trække sig fra sin ministerpost for at blive direktør i Landbrug & Fødevarer. Ikke fordi jeg ikke var glad på hendes vegne, men fordi jeg vidste, jeg ville komme til at savne hendes latter på Christiansborgs gange.

Karen: – Nogle gange møder man bare nogen, man godt kan lide og har god kemi med. Det er ikke noget, man selv vælger. Inger og jeg har tilfældigvis også bare forskellige politiske holdninger og har tidligere været politiske modstandere.

Om at være der for hinanden i modgang:

Inger: – Hvis jeg skulle komme i knibe, så ved jeg, Karen er der. Da sagen om Lars Løkke (partiformanden havde købt tøj og sko for partikassens midler, red.) kørte her i foråret, sendte Karen mig en sms på det helt rigtige tidspunkt. Jeg kan huske ordret, hvad der stod: "Jeg holder ikke med Lars Løkke og Venstre, men jeg holder med dig." At få sådan en opmuntrende sms fra én, der egentlig burde ønske mig noget helt andet, det blev jeg simpelthen så glad for.

Karen: – Du var meget igennem lige dér, og det er sådan noget, man kan se, når man holder af hinanden. Og når man så selv har været igennem den der mediestorm og godt ved, hvor hårdt det er, er det rart at få et skulderklap. Det må man gerne give hinanden, selvom man er politisk uenige og står i hver sin lejr.

Om at beundre hinanden:

Inger: – Jeg beundrer Karen for hendes humor og omsorg for andre. Hun er meget opmærksom på, hvordan andre har det, og hun er ikke bange for at spørge ind til det, hvis hun fornemmer, man hænger lidt med næbbet. Det er en egenskab, ikke alle har – fordi det faktisk kræver lidt mod.

Inger: – Jeg har stor respekt for Karens politiske og faglige egenskaber. Som politiker besad hun en vis vedholdenhed og robusthed. Hun var ikke sådan en, der lige væltede, og det er vigtigt i politik. Selvom vi spillede på hver vores hold i de år, hvor Karen var i politik, og i realiteten var modstandere, kan man jo godt anerkende, at den anden lavede en flot finte.

Karen: – Inger besidder en styrke og stædighed, der er beundringsværdig. Hun har godt nok høje stiletter på lige nu, men hun står altså bare fast, uanset hvilket stormvejr hun befinder sig i. Hun har styr på sine ting, og det er meget imponerende.

Om deres særlige bånd:

Karen: – Vi har ikke så meget tid til at se hinanden, fordi vi begge lever travle liv. Men jeg husker tydeligt, hvordan vi fangede hinandens øjne og udvekslede smil, når vi mødtes nede i folketingssalen. Der vidste vi bare begge to, at vi har en helt speciel forbindelse, og at vi holder af hinanden. Der vil være masser af mennesker, der går ind og ud af dit liv, hvor det var hyggeligt i nuet, og så er der de få, man altid vil have med sig, og som besætter en lille plads i hjertekulen. Sådan har jeg det med Inger. Hende vil jeg altid holde af, lige meget hvad fremtiden bringer.

LÆS OGSÅ: Hun står i spidsen for bekæmpelsen af pigeomskæringer

LÆS OGSÅ: Sexisme: Endelig siger en mand klart fra

LÆS OGSÅ: Jennifer Aniston: Jeg har stadigvæk værdi, selvom jeg ikke får børn