Zindy Laursen ledte efter sin ukendte far i årtier. Pludselig prikkede en poder hende på skulderen...

Zindy Laursen er det, man vil kalde en succes.

Sangerinden med de dybbrune øjne og det blændede, hvide smil brød igennem i 1990’ernes Danmark med hit-bandet Cut’N’Move og søsatte siden en succesfuld solokarriere i en branche, hvor kun de færreste slipper gennem nåleøjet. Lige nu er hun et smut i København for at spille koncert og catche op med familien, før hun vender hjem til New York, hvor hun i dag bor og arbejder som sanger og sangskriver.

Men trods succesen har der altid manglet noget i Zindy Laursens liv. Noget, der har efterladt et enormt tomrum og en helt grundlæggende mangel på selvværd.

LÆS OGSÅ: ”Denne danske kvindes opdagelser er på niveau med Niels Bohrs. Alligevel kender kun få hendes navn”

Alt det blev imidlertid vendt på hovedet for mindre end et år siden, da Zindy mødte sin far for første gang. En mand, hun ellers havde søgt forgæves efter i flere årtier.

"Det handler selvfølgelig om endelig at have fundet mine rødder. Men som kvinde tror jeg også, at det handler om mere end det. Det er ofte ens far, der giver én en følelse af værd, når det gælder relationer til mænd, og selv om jeg har været fuld af selvtillid og gåpåmod i alle mulige andre sammenhænge, har jeg altid følt mig mindre værd i netop de relationer," siger Zindy og fortsætter:

"Da jeg endelig mødte min far, var det, som om den følelse af mindreværd begyndte at hele, og det ægte selvværd, som jeg har manglet hele mit liv, begyndte at vokse frem."

Hun smiler. Det der hvide, blændende smil. Og ser på én og samme tid lykkelig og rørt ud.

Kæmpe nederlag

I virkeligheden havde Zindy, der i dag har rundet de 50, opgivet nogensinde at finde sin far.

Hun er vokset op i Esbjerg. I en lille, tryg og kærlig kernefamilie. Men også med en viden om, at den mand, hun kaldte far, ikke var hendes rigtige far. Zindys biologiske far var en mand, som hendes mor havde mødt på en rejse til Australien. Han havde været udstationeret som amerikansk soldat og hed William Johnson. Ud over det var han et mysterium.

"Det fik han lov til at forblive, indtil jeg som helt ung teenager mistede min stedfar. Det var et stort tab, og jeg begyndte virkelig at mangle en faderfigur i mit liv," siger Zindy.

Alligevel gik der flere år, før hun aktivt gik ind i jagten på sit biologiske ophav. Og da hun endelig midt i 00’erne troede, at hun var lykkedes med sin mission, blev hun slemt skuffet.

"Jeg fandt en mand i San Fransisco, som passede på alle kriterier. Han tog imod mig med åbne arme. Introducerede mig for familien. Og så viste en dna-test, at det ikke var ham alligevel. Det var et kæmpe nederlag. Jeg opgav fuldstændig at lede videre og besluttede at slutte projektet," siger Zindy.

Et tilfældigt møde i en kø

Og den beslutning stod hun ved. Lige indtil for godt et år siden, da hun under et besøg i Danmark stod i kø til en coronatest og mødte en mand – Brian Hjort – der viste sig at være en ganske habil slægts- og dna-forsker.

"Han genkendte mig og kunne huske, at han havde læst om min søgen i bladene. Og så tilbød han sin hjælp. Først var jeg helt afvisende. Jeg turde ikke blive skuffet igen. Men til sidst sagde jeg ja og afleverede en dna-prøve."

Der gik kun et par måneder, så vendte dna-efterforskeren tilbage. Han havde fundet en William Johnson i sydstatsbyen Baton Rouge i USA, hvis slægtning var tilknyttet et dna-register, og som med al sandsynlighed var den far, Zindy havde savnet det meste af sit liv.

"Jeg blev simpelthen så lettet. Og lykkelig. Og selv om jeg var bange, var jeg så klar til at møde ham med det samme," siger Zindy.

Helt så let skulle det dog ikke gå.

"Det viste sig, at han var pensioneret politidirektør, og han var dybt skeptisk over vores henvendelse og helt sikker på, at vi prøvede at fuppe ham og franarre ham en masse penge. Det slog mig helt ud, men jeg skrev et meget personligt brev, hvor jeg fortalte min historie. Og han kunne jo godt huske en udstationering i Australien. Og en kort kærlighedsaffære med en smuk dansk kvinde," smiler Zindy og fortsætter:

"Brevet fik ham til at sige ja til et enkelt møde over FaceTime. Og så tonede han pludselig frem på skærmen."

Den mand, som Zindy havde længtes efter at møde og lære at kende det meste af sit liv. Han havde hendes store, hvide smil og det samme spil i de brune øjne. Og så kaldte han hende baby girl i det øjeblik, han så hende. For al den tvivl, han måtte have haft, forsvandt som dug for solen, da han genkendte sin datter.

"Det var fuldstændig vidunderligt. At han var min far. At han kaldte mig sin baby girl, og at jeg som det mest naturlige i verden kaldte ham daddy. Det var så åbenlyst, at vi hørte sammen og var hinandens," siger Zindy.

At være nogens lille pige

Der var ingen af dem, der var det mindste overaskede, da en dna-test endeligt bekræftede matchet, for det var så tydeligt for dem, at de var far og datter.

"Alt gav mening helt fra starten. Han er livlig og loud, og præcis som mig elsker han at indtage scenen. Alle de karaktertræk, som har fået mig til at skille mig ud fra min stille og rolige familie og opvækst i Esbjerg, har jeg fundet i ham," siger Zindy.

Og i den familie, der er fulgt med. Zindy mødte dem alle sammen, da hun nogle måneder efter deres første FaceTime-møde rejste til Baton Rouge. En stor skøn og på alle måder loud familie. Hendes fars gospelsyngende kone, Gloria, og tanter, onkler, niecer og nevøer.

LÆS OGSÅ: Annette Heick: ”Det er okay at føle sig svigtet af den, der er syg”

Men ingen søskende.

"Min far har aldrig fået børn, så på den måde har vi begge to udfyldt et tomrum i hinandens liv. Jeg har manglet ham, men han har faktisk også, bare uden at vide det, manglet mig. Han holdt en kæmpe fest, da jeg var i Louisiana. Med barbecue, soul food og livemusik. Og han blærede sig sådan med, at han alligevel ikke havde ”skudt med blankt”, som han sagde. Men at han faktisk havde fået en datter."

Zindy griner, men bliver hurtigt mere alvorlig.

"Det var så tydeligt, at han er stolt af mig. Og han er trådt ind i rollen som min far – og som min beskytter – over night. Det har føltes så naturligt og så rigtigt, og det har givet mig en helt anden følelse af værd," siger hun.

"Det kan lyde helt fjollet, at man som voksen kvinde pludselig kan føle sig meget mere værdifuld, fordi man bliver behandlet som nogens lille pige, men det er faktisk det, der er sket. Selv om jeg er en selvstændig kvinde med en karriere og et godt liv, har jeg haft brug for at være min fars little baby girl. Og det er jeg nu."

Så meget vi skal nå

Siden deres første møde har Zindy og hendes far brugt tiden på at lære hinanden at kende og indhente den tabte tid.

"Der er så meget, vi skal nå, og så meget vi skal opdage. Hvad for noget musik vi kan lide, hvordan vi bruger en fridag, hvad der har formet vores arbejdsliv. Det er lige fra livretter, til hvilke værdier der betyder noget for os."

Derfor er det nødvendigt at tale sammen tit. Og det gør de også. Zindy har sin far i røret i hvert fald en gang om dagen.

"Det er blevet et fuldstændig klassisk forælder-barn-forhold, hvor han ringer i tide og utide og faktisk bliver lidt bekymret, hvis jeg ikke tager den, og lidt skuffet, når jeg ikke lige har tid til at tale."

Zindy griner.

"Det lyder måske irriterende, men jeg elsker det. Det er jo den far, jeg har savnet hele mit liv."

Se videoen til sangen "The Two of Us", som Zindy Laursen har skrevet til sin far, her: