Olga Ravn: ”Det gjorde en kæmpe forskel, at fødslen gik godt”

Der vanvittigt at være på barsel. Slet ikke, som man havde regnet med. Er vi nogle, der har erfaret. Slentrende med barnevogn og to go-kaffe i solskin. Forget about it. Det er et ræs. Skrig og skrål. Tanker og følelser galopperer i takt med hjertet, mens der skal varmes flasker og puttes lortebleer i dertil indrettede små, lilla plastposer. Du er heldig, hvis du rammer.

Da forfatter Olga Ravn var på barsel med sit første barn, skrev hun dagbog. I dag er hun glad for at have de dokumenter, for selv om det er en vild tid, kan du snildt komme til at glemme den – måske af samme årsag? Derfor har Olga Ravn skrevet en 'udfyld selv'-bog, så den barslende kan komme af med alt det, der fylder i hovedet i løbet af en dag for måske at være så heldig at finde svar på: "Hvordan har jeg det? Egentlig?"

LÆS OGSÅ: Mor til tre: ”Mange ser stadig ned på os, der har børn med flere mænd”

"Bogen er et redskab til at give sprog til dine egne følelser og krop," siger Olga Ravn.

Min barsel er et modsvar til de barnets første år-bøger, internettets hylder flyder over med, hvor det er barnet, der svarer og forældrene, der fører pennen.

"Jeg hader de bøger. De er dæmoniske! "I dag lavede jeg min første lort" og "Mor havde det sådan og sådan…" Tænk, forældrene kan ikke engang få deres egen stemme! De skal tale gennem deres barn. Jeg får bare stress af sådan nogle bøger. "Her kan du klistre et billede ind fra den første fødselsdag." Fuck ik’?"

100 procent.

Der er ingen tvang. Den barslende behøver ikke fylde alle tomme linjer, felter og sider ud. Kun der, hvor det giver mening. Mange steder skal du også bare krydse af, på 'træthedsskalaen' og 'hysteriskalaen' for eksempel. For Olga Ravn ved godt, at der ikke er mange minutter til at pille i egen navle, når du er på barsel.

"Du har bare ikke så lang tid ad gangen til at koncentrere dig. Jeg tror også, at det er derfor, du ender med at være på din telefon. Det er nemt at gå på Instagram, når du sidder med slyngevuggen. Så jeg har tænkt meget over, at opslagene skal kunne gå til et lavt koncentrationsniveau. Der skal også være en energi, hvor du kan holde det ud. Det værste ville være, hvis det var endnu en pligt. Du skal både strikke en trøje OG udfylde den her bog, mens du står og rører abrikosmos. Jeg går all in på præfabrikeret mad til babyer. Det må jeg bare sige."

Olga Ravn holdt sin seneste barsel med sit yngste barn fra januar 2020 til en blid udfasning i oktober 2020. Det var en noget anden form for barsel, end med sit første barn, hvor hun fik en fødselsdepression, der inspirerede til hendes store værk Mit arbejde, som udkom sidste år. Hun var bange for igen at få en efterfødselsreaktion.

"Jeg var rædselsslagen. Jeg var bange for fødslen, og jeg var bange for at være alene med barnet. Det var det, jeg var mest bange for. Med mit første barn turde jeg ikke gå ind i et andet rum af frygt for, at han skulle dø, hvis ikke jeg kiggede på ham."

Fødslen med nummer to gik over al forventning. Og selv om de første to måneder var "sindssyge", hormonerne piskede rundt, og hun fik angstanfald og græd, var det også "vidunderligt".

"Det gjorde en kæmpe forskel, at fødslen gik godt. Jeg pressede ham ud på fire minutter. Den power sidder stadig i mig. Og så lavede jeg bare ikke noget. Jeg havde ingen planer. Jeg skulle bare være derhjemme med den der unge, og når han sov, så jeg Grey's Anatomy."

Hun var også mere tålmodig i forhold til at give kærligheden til det lille barn tid til at vokse, og så kom det bag på hende, at hun og hendes mand slet ikke behøvede at bruge krudt på at finde ud af, hvad det vil sige at være forældre. Det arbejde havde de allerede gjort med deres første barn. Så der blev frigivet en masse energi. Til at lave mindre.

Det er måske den energi, der også er blevet plantet i Min barsel. Stemningen i bogen er god. Det er lige ud ad landevejen, uanset om det handler om lykke og ensomhed, eller hvad der mangler på morkontoret, når Olga Ravn opfordrer den barslende til at reflektere over og nedfælde, hvad der foregår inderst inde. Og nu skal Olga Ravn til at smage sin egen medicin. Hun skal nemlig svare på et udpluk af sine egne spørgsmål i bogen.

Hvorfor er der ingen, der har fortalt mig, at…

"Du skal presse med mavemusklerne, når du er i pressefasen, ikke med røven. Og så ville jeg gerne have vidst, at det hårdeste er lige efter fødslen, og lige efter de starter i institution. Det er de to steder, hvor du tror, at NU slutter det, NU bliver det bedre. Du synes, det har været så hårdt at være gravid, og når du har født, skal du bare ligge i sengen med din baby. Så er det bare vanvid! Og når børn starter i vuggestue, kan de kun være der en time ad gangen, og samtidig har du måske en arbejdsgiver, der forventer, at du yder som før. Og så bliver de syge hele tiden, og så har du ikke tid til de ting, du skal nå som at vaske tøj og være sammen med din partner. Følelsesmæssigt er det også sindssygt svært. Det er svært at overgive sit barn. En god suppe af dårlig samvittighed."

LÆS OGSÅ: "Signe er nærmest en bonusmor for mine børn"

Jeg kan finde ud af...

"At få ideer. Jeg får alt for mange ideer. Jeg vil gerne forspire, men jeg har ingen have. Jeg får ideer til kunst, bøger, den her bog. Jeg kommer altid til at skrive en mail til nogen med en idé, og så skriver de tilbage: “Fedt! Det gør vi!” Det der med at gøre noget færdigt, er det svære for mig. Jeg har i hvert fald 15 korsstingsbroderier derhjemme, jeg ikke er blevet færdig med. Jeg er også god til at finde pænt genbrugstøj i Mødrehjælpen. Jeg er god til at læse højt. God til at putte. Jeg vil gerne synge og snakke."

Jeg kan ikke finde ud af...

"At gøre rent. Jeg kan ikke! Jeg kan ikke holde fokus. Jeg ender med pludselig at dimse og ordne alting nede i en skuffe, mens jeg ikke har støvsuget, og så kommer jeg i tanke om, at jeg skal bestille noget creme på Helsebixen.dk, og så ser jeg pludselig, at der ikke er nogen, der har tørret panelerne af. Jeg er også rigtig dårlig til at rydde op. Så dårlig, at det er et samtaleemne i min udvidede familie. Jeg er også rigtig dårlig til at betale mine regninger."

"Jeg kan heller ikke lide at tale i telefon. Jeg kan ikke lide at interagere med myndigheder. Vores toilet er gået i stykker, og jeg har skrevet til tre vvs’ere. Ingen svarer. Nu har jeg fået et nummer på én, jeg skal ringe til. Og jeg kan bare ikke. Jeg kan heller ikke lide at tage min cykel til reparation, tage til tandlæge, alt sådan noget, hvor du skal opføre dig godt. Det, synes jeg, er svært. Jeg er bange for at få skældud. Så er jeg til gengæld iskold over for alle mulige andre store magthavere. Men det der, hvor du skal have styr på dit shit, det kan jeg slet ikke finde ud af."

Jeg kan ikke holde op med…

"At blive længe oppe, efter alle de andre sover. Jeg har brug for tid helt alene, og det er det eneste tidspunkt, hvor det er muligt. Til sidst får jeg kvalme af træthed. Men mit behov for at være alene og grounde mig selv er stærkere end søvn. Jeg kan heller ikke holde op med at købe mega dyr kaffe. Jeg har lige lavet regnskab. Det er jo bare tøj, mad og kaffe. Jeg kan heller ikke holde op med at spise slik og is. Og jeg kan ikke finde ud af at motionere."

"Pligt er meget, meget svært for mig. Jeg er så bange for at blive sat i situationer, hvor jeg skal presses og få overskredet mine grænser. “Jeg gør det ikke, hvis jeg ikke vil!” Det kan også nogle gange være lidt upraktisk. Jeg kan ikke holde op med at købe børnetøj. Det er frygteligt, og det er dårligt for miljøet. Men jeg må indrømme, at der tit er noget inde i Kongens Sløjd, der frister. Et cute lille mønster. Det bedste ved babytøj er, at lægge det ind på hylden, når det er vasket. Det er ligesom dukketøj."

Det er jeg bange for...

"Sygdom. At mine børn skal blive syge, at min mand skal blive syg, at jeg skal blive syg. Nu skal jeg bare være ærlig, ik? Jeg kan også være bange for, om folk kan lide mig. Det er en ret stor frygt, som rammer mig om natten, hvor jeg er alene med mine egne tanker. Jeg tror, at det har noget at gøre med, at jeg laver kunst, som skal bedømmes i offentligheden. Jeg kan godt lide anerkendelse og ros. Hvem kan ikke det? Samtidig kan jeg godt forstå, at Elena Ferrante (italiensk forfatter, red.) har valgt at være anonym. Det er da ulækkert, at folk skal tage kritisk stilling til noget, du har lavet. Ad! Jeg er bange for ikke at have penge. Jeg har ikke nogen fast indkomst og er altid bange for at få et skattesmæk, selv om jeg tror, at jeg har styr på det."

Jeg drømmer om…

"At gå til fest. Jeg vil gerne til en stor fest i to etager på et gammelt teater. Jeg har en sindssyg kjole på. Og sneakers. Jeg skal drikke champagne. Kun. Måske skal jeg også have en drink omkring klokken halv et. Jeg skal snakke med alle de der forfattere og forlagsvenner, jeg har, som jeg ikke har set i et år. Så skal jeg bare sladre. Fuck, jeg savner sladder, mand! "Hvem har været sammen med hvem? Har du hørt, at hun er gravid? At han har røvrendt ham? De er gået fra hinanden!" En eller anden sindssyg historie med én, der havde to affærer på en gang. Dét der! Det savner jeg. Bade i menneskehavet. Jeg ville blive så hurtigt stiv, mand!"

LÆS OGSÅ: Lærke Bagger fik en graviditetsdepression: Det var enormt ensomt

Jeg skal tilgive mig selv for...

"Jeg burde nok tilgive mig selv for at være så glemsom. Jeg glemmer at lukke selen på børnesædet på cyklen, sådan noget. Jeg bliver altid så nervøs, når jeg skal have ham op på cyklen. Den nervøsitet resulterer i en total distræthed. Måske skal jeg tilgive mig selv for, at jeg synes, at ting er svære. Og det er okay, at jeg ikke bare har styr på det. "Det er okay, du ikke kan overskue mere." At have to små børn er ret hårdt, særligt mellem kl. 17-19. Alle skriger og græder, og du skal lave mad. "Rugbrødsmadder, værsgo!""

Det smukke ved mig er...

"Jeg har pæne øjne. Og jeg kan godt lide at lave fest, at gøre alt til en fest. Jeg kan godt lide at anrette maden sjovt på tallerkenen, og jeg kan godt lide at pynte op med balloner, selv om det bare er os fire, og det er corona. Jeg synes, at jeg er rigtig god til at nyde livet. Faktisk. Jeg er bare ikke så god til at rydde op efter festen."

Det sære ved mig er...

"Det har jeg sgu da svaret på."

Det kommer jeg til at savne...

"Den der lille krop. Jeg synes allerede, at han er blevet så stor. Jeg kigger på hans hånd, når han sover, den er så lille, og lige om lidt er den kæmpestor!"

Sidst i bogen står der: "Tillykke! Du har gennemført et år med ansvaret for et andet menneskes liv." Hvad betyder det?

"Kernen i at få børn er at få ansvaret for at holde nogen i live. Det handler om, at du får et menneske i armene, som dør, for real, hvis du ikke kan finde ud af at aflæse det. Det, synes jeg, er en ekstremt skræmmende tanke, men der er også noget vidunderligt i at lære at yde omsorg. Jeg ved da ikke helt, om jeg elsker dig, og du synes måske, at jeg er irriterende. Men jeg har ansvar for dig, og du er ikke død, og det, synes jeg, er en bedrift."

"Mit ambitionsniveau for at være forældre er at holde børnene i live, nogenlunde rene, give dem noget spise og noget nogenlunde varmt tøj på. That’s it! For mig personligt har det at blive mor givet mig en forbindelse med årstidernes gang, slægternes gang, planeten, træerne og alt, hvad der vokser og lever."