Rigtig mange børn får legetøj, som de er for små eller store til. Men hvordan skal bedstemor også vide, hvad der hitter lige nu? Du kan sikkert selv være i tvivl om, hvornår det egentlig er tid til en dukke. Vi guider, så I er klædt på til at finde gaver til alle familiens unger.
Af: Anna Rossman Thejsen, styling Sabine Lemire, Vores Børn Mini og Junior, december 2011
Vi vil så gerne give vores børn alverdens legetøj, så de rigtig kan hygge sig – og også gerne lære en masse, mens de leger. Alt det kan legetøj hjælpe dit barn på vej med. Men kun hvis du ved, hvornår dit barn er stor nok til at lege med biler, dukker og byggesæt.
KLIK I BOKSEN TIL HØJRE OG SE HVILKET LEGETØJ DU SKAL VÆLGE FRA 0-8 ÅR>>
“Det er noget så ærgerligt, når børn får legetøj, som ikke passer til deres udvikling og alder. I bedste fald gider de bare ikke lege med det. I værste fald fratager det dem lysten til at udforske legetøjet senere hen, fordi de husker det som for svært,” siger Karen Hjorth Biilmann, mor til to og ejer af legetøjsshoppen Monito.dk.
Legetøj udvikler dit barn
Gennem sit arbejde møder hun tit forældre og bedsteforældre, der er i tvivl om, hvilke legetøjsgaver der vil bringe størst glæde og læring ind på børneværelset. Derfor har hun udviklet en legetøjsguide sammen med pædagog Lillian Andersen, der i mere end 25 år har beskæftiget sig med børns udvikling og leg.
Med den i hånden kan du se, hvilket legetøj der passer til de forskellige alderstrin, og hvordan det stimulerer dit barns udvikling.
“Vælger du det rigtige legetøj til dit barn på det rigtige tidspunkt, vil det stimulere dit barns lyst til at lege og udvikle dit barns sanser, motorik, sprog og mentale udvikling,” siger Karen Hjorth Biilmann.
Kilder: Ejer af legetøjsshoppen Monito.dk, Karen Hjorth Biilmann, pædagog Lillian Andersen, Politikens bog om barnets udvikling af Carol Cooper, Politikens Forlag 2006 og Børns leg og drømmeuniverser af Jørn Martin Steenhold, Gyldendal 1999. Se mere på Monito.dk.
0 år
Selv om babyer ikke leger, som større børn gør, kan du sagtens give legetøj, som sætter minis motoriske udvikling i sving og ruster hende til de mange års leg, der venter forude.
Du kan for eksempel styrke hendes synssans med legetøj i sorthvid-farver og senere kulørte farver. Du kan også give hende legetøj med forskellige overflader – det styrker følesansen.
Når din baby er cirka seks måneder, er hun klar til legetøj, der stimulerer hendes grovmotorik og hånd-øjekoordination.
Selv om hun endnu ikke har et sprog, lærer hun en masse ord, når du taler til hende og læser højt.
GODT LEGETØJ
Legetøj i sort-hvid-farver, spejle, rangler, bideringe, spilledåser og barnevognsophæng.
Stabelringe fra Lamaze, der stimulerer følesansen, 249 kr. på Lamaze.dk.
Barnevognsophæng med ugler fra Silly U, fås også m. andre søde figurer, 200 kr. på Sillyu.dk.
Brios klassiske rangle, fås i grøn, lyserød, sort og hvid, 70 kr. på Babytorvet.dk.
Forvandlingsbamse fra Lilliputiens, kan også bruges som barnevognsophæng, 169 kr. Nærmeste forhandler på info@playforlife.dk eller tlf. 3323 4393.