Knubs og knus

I mit barndomshjem havde vi en vindeltrappe. En meget lang, stejl og hård vindeltrappe. Sådan én, man kunne slå sig på, hvis man var så uheldig at snuble eller blive skubbet. Det skete godt nok aldrig, men faren lå og lurede. Derfor var det også sjovt at forskrække sin bekymrede mor ved hjælp af trappen. Her er opskriften:

Man tager en vasketøjskurv af hård plast. Stiller sig ved toppen af trappen og puffer kurven hårdt af sted, mens man skriger højt. Husk at dæmpe lydstyrken gradvist, så det lyder, som om du falder dybt, dybt ned i en afgrund af skæbnesvanger og uhelbredelig lemlæstelse. Enkel og effektiv galgenhumor!

De første ti gange reagerede min mor på optrinnet, senere prøvede hun selv at råbe på trappen med kurven i hånden. Hun skulle nok have sluppet kurven og derefter råbt, men komisk timing har aldrig været kvinders stærke side.

Binær baby

Og hvorfor kom jeg så i tanke om den gamle vindeltrappe? Fordi jeg er den lykkelige ejer af et styk ualmindelig energisk barn på ni måneder. En binær baby, der enten er toptændt eller helt slukket. Typen, der ufortrødent kaster sig ud i verden og ind i møbler og vægge med en enestående samling blå mærker og hudafskrabninger til følge. Sådan én skal man naturligvis sørge for ikke kommer til skade, for eksempel på trapper. Eller skal man?

Selvfølgelig har vi købt et ISO9009-godkendt gitter til trappen, men har ikke sat det op. Målene passer desværre ikke helt. Vi har en stor, ansvarlig stak skuffe- og skabssikringsdimser liggende, og de bliver nok monteret en dag. Vi overvejede at isolere børneværelset med bæredygtigt vat, men har i stedet sørget for, at vores bolig kun ligger et ejendomsmæglerstenkast fra skadestuen. Så vi slipper, 7-9-13, for alvorlige ulykker. Og hallo! Kan man ikke være så forsigtig og overbeskyttende, at børnene til sidst tror, at deres navn er Pas På?

Ulykkes-humor

Hvordan man opdrager og passer på de kære små, er i høj grad et spørgsmål om valg af management-principper. Enten skal man være den voldsomt bekymrede voksne, der er styret af frygt – learning by fear. Denne religion kræver, at man senere lærer sit barn at tage chancer. Eller også lader man børnene få nogle knubs og mærke livets smerte – learning by pain – og er derfor altid stand-by med et trøstende kram og et hæfteplaster.

Reaktionen fra den rædselsslagne mor udeblev ikke. Først et chokeret og uhæmmet indsug af luft og dernæst kaskader af tårer og hulk, da hun så den lille plastikbalje ligge for enden af trappen. Den ældste datter var mere resolut og sparkede mig hårdt over skinnebenet.

Men hvor var lettelsens suk? Glæden over, at det bare var for sjov? Klapsalverne over farens højt udviklede humoristiske sans? Pistvæk.

Der er åbenbart meget, fædre ikke forstår. Tror ikke, jeg gør det igen. Men det var dejligt for mig at blive bekræftet i, at den gamle morsomhed stadig virker. Prøv det selv derhjemme, og se, hvad der sker …