Frisk og naturlig som en blomstereng: Er det tid til et opgør med mor-stereotypen?

Fra Mia Louw Håkonsens datter blev født, bar den unge mor hende i en vikle og brugte de ifavnske principper om samsovning og langstidsamning. Da datteren begyndte på rigtig mad, var det af den hjemmelavede, økologiske slags, og efter hun startede i institution, gik førstegangsmoren på deltid for at have mere tid med sit barn.

I sin tilgang til at være mor er Mia Louw Håkonsen så tæt på fordommen om en speltmor, at der burde være et billede af hende, når man slår ordet op i en ordbog. Bortset fra at den måde, den 29-årige mor rent faktisk ser ud, kunne risikere at få Østerbro-segmentet til at kløjes i de hjemmelavede klidkiks. For Mia Louw Håkonsen har bred hanekam, sidecuts og går med mørk læbestift. Hun klæder sig i sorte blonder, gotiske halskraver og læderveste. Hun tilhører subkulturen goth, og på den måde repræsenterer hendes udseende på den ene side og hendes væremåde som mor på den anden to verdener, som de færreste nok forbinder med hinanden.

"Jeg kan godt forestille mig, at der ikke er ret mange, der tænker “øko-mor”, når de ser mig. I film og serier bliver mødre stort set altid portrætteret på samme måde. Det er noget med langt, lyst hår, morknold og pastelfarver, og sådan ser jeg slet ikke ud. Men jeg ser ikke et modsætningsforhold mellem mit udseende og den måde, jeg er mor på", siger Mia Louw Håkonsen.

På trods af at hun langt fra ligner det morbillede, vi ser i medierne og på Instagram, føler hun sjældent behov for at iklæde sig et mere neutralt look. Hverken når hun går på legepladsen med sin datter, henter hende i børnehave eller har hende med i indkøbsvognen i supermarkedet. For det med at skrue ned for sig har hun prøvet. Da hun som nyuddannet skulle ud at søge arbejde, frygtede hun at skræmme potentielle arbejdsgivere væk med sin gothstil, og derfor tonede hun det ned. Men det havde en pris. 

LÆS OGSÅ: Josephine skal have kejsersnit: "Man er ikke en dårligere mor, fordi man ikke føder sit barn vaginalt"

"Jeg tænkte, at jeg blev nødt til at se lidt mere normal ud, hvis jeg ville have et arbejde. Men min livsglæde blev så meget større, da jeg gik tilbage til det tøj, jeg er tilpas i", siger hun.

Hun arbejder som programmør og oplever, at Lisbeth Salander-stilen oftest skaber positive reaktioner. På jobbet men også på Instagram, hvor Mia Louw Håkonsen på profilen @gothmom_louw viser lige dele billeder af krea-projekter, hyggestunder med sin datter og sig selv som goth og poledancer – og får kærlighed retur i kommentarfeltet. Og på gaden, hvor flere og flere giver hende en venlig kommentar med på vejen.

"De siger for eksempel: “Jeg elsker din kjole” eller “sej hårstil”. Så jeg synes, der er kommet en større åbenhed over for, at man gerne må se anderledes ud, også når man kommer gående med et barn. Men jeg bor også i Københavns Nordvestkvarter, hvor mennesker fra mange forskellige kulturer, samfundslag og trosretninger er samlet, så her er folk vant til at se mange forskellige typer på gaden", siger hun.

Rummelighed er ikke mødre forundt

Fra venner og bekendte i andre områder af Danmark ved hun, at medlemmer af goth-subkulturen stadig risikerer dømmende blikke i nakken, når de bevæger sig ud i det offentlige rum. Hun husker selv, hvordan hun som ung teenager i Jylland følte sig sat i bås som en af “de underlige”, da hun begyndte at eksperimentere med mørk make up og sort tøj.

Og hvordan ville det blive modtaget at være ikke bare goth men goth-mor et andet sted i landet? Det ved hun ikke, men Julia Lahme tror ikke, det ville være så nemt endda. Etnologen og livsstilseksperten, som har beskæftiget sig med moderrollen, kønsdebatten og livstilstendenser i halvandet årti, oplever, at den rummelighed og tolerance, som i de senere år har vundet indpas på mange områder, halter gevaldigt bagefter, når det gælder mødre.

"Vi har ikke fået øjnene op for diversitet endnu, når det gælder moderskabet. Der er stadig en meget stereotyp morfortælling, som både handler om at se ud på en bestemt måde og at være på en bestemt måde", siger Julia Lahme, som mener, at idealbilledet af “den gode mor” stadig er en snæver størrelse. Hende, der hver eneste dag smiler ud til os fra film, magasiner og sociale medier, er naturlig og blid som en blomstereng.

Som Julia Lahme formulerer det: "En rigtig mor skal helst ligne en reklame for økologisk korn. Det er i hvert fald det, som normen dikterer lige nu."

I krisetider kontrolleres kvindekroppen

Det naturlige look, som bliver pushet i vores retning, har spor langt tilbage i historien. Det kommer vi tilbage til. For der er en særlig grund til, at moderrollen lige nu er udsat for en image-kampagne, som den økologiske landbrugsindustri ikke kunne have planlagt bedre.

"Hver gang, vi står i en krise, er der bevægelser i samfundet, der ønsker at mase kvindekroppen på plads. Arketypisk signalerer kvinden trøst og omsorg, så når verden bliver for vild, som det sker lige nu med corona-pandemien, skal kvinden trøste. Ude i verden verserer en kæmpe abortdebat i øjeblikket. Herhjemme har vi idealerne om den meget naturlige, moder jord-agtige mor. Det er begge to eksempler på, at kvindekroppen bliver udsat for mere kontrol. Hun må endelig ikke skeje for meget ud eller vise kant, for så lader hun sig ikke kontrollere", siger Julia Lahme.

Men betyder det så, at vi kan gå amok med høje hæle og høj cigarføring, når pandemiens tåger letter? Ikke nødvendigvis. For uanset om vi befinder os i en krisetid eller ej, er der stadig et kulturelt stigma omkring moderskabet, som skaber en ensretning i den måde, vi forventer, at en rigtig mor ser ud og opfører sig. Det handler om, at en kvinde – når hun bliver mor – skal kaste sin personlighed helt af sig.

"Kulturhistorisk er der en tendens til, at kvinden skal ophæve med at eksistere, som den hun var, inden hun blev mor. Groft sagt skal hun gå fra at have en personlighed som kvinde til at have en funktion som mor, når barnet kommer. Det indebærer også, at moderen forventes mest at interessere sig for barnet og ikke så meget for sig selv. Det skal man være varsom med, fordi selv om du er blevet mor, skal du stadig være et helt menneske, og hvad nu hvis det er din natur at være højtråbende cancandanser? Kan du så ikke være mor på dine præmisser?", spørger Julia Lahme.

Naturlighedens fængsel

Så det er ikke tilfældigt, mener etnologen, når vi oftest ser mødre og børn portrætteret i den rolige, douce farveskala, der hverken larmer eller stikker ud. Det er dejlig personlighedsløst. Eller i hvert fald beviset på, at det småblomstrede og naturlige er vores personlighed. Den uskrevne regel om at se ud på en bestemt måde er en form for undertrykkelse, mener Julia Lahme.

"Naturlighed er et kæmpe fængsel, fordi det stiller krav til, at det er din natur at være mor. Vi forventer, at moderen instinktivt kan læne sig ind i sine instinkter, og for eksempel uden videre kan mærke, hvordan barnet har det. På den anden side er der en accept af farrollen som noget, der skal læres. Det skaber en ulighed og er et kæmpe pres på moren."

Nu er det naturligvis ikke fordi, alle os, der godt kan lide at gå rundt i lyse gevandter og putter vores børn i Liberty-stof, er undertrykte og uden personlighed – men vi har ubevidst købt ind på at være en del af et mainstream-univers, som er opstået ud af en bestemt holdning til moderskabet. Det kan man i princippet bare lade være med, men det er ikke alle forundt at have styrken til at – ligesom Mia Louw Håkonsen – at sige: “Det kan godt være, samfundet mener, jeg skal være småblomstret og naturlig, men jeg er ligeglad, for jeg er goth”.

"Det er det letteste at sige: “Du kan da bare sige fra og være dig selv”. Men vi ved fra alle former for kulturelle kampe, at det er noget af det vanskeligste, fordi vi søger hinanden for bekræftelse, og udseende er vores første visitkort og en måde, vi skanner hinanden på. Så hvis man står der med et ekstremt anderledes udseende, kan man blive nervøs for, at ens egne fejl og mangler larmer så meget, at man ikke længere kan være en del af gruppen. Og så man ryger hurtigt over i den beige farveskala", mener Julia Lahme.

LÆS OGSÅ: Er mødregruppen en facade eller et frirum?

Kunsten som opdrager

Dem, der gerne vil gå deres egne veje, kæmper ikke alene mod tidsånden men også mod fortiden. Den visuelle fremstilling af den altopofrende, selvudslettende mor, der kun eksisterer for at give omsorg til sit barn, er nemlig langt fra et nyt påfund men har dybe rødder i historien. Det forklarer Maren Bramsen, som er kunsthistoriker og museumsinspektør på Nivaagaards Malerisamling, som for nylig viste udstillingen ‘Historier om mødre’.

"Det stammer helt tilbage fra fremstillingen af Jomfru Maria med barnet, som er et af de hyppigste motiver i den vestlige kunst. Kunsten blev i fortiden lavet til at opdrage folk, så når vi ser de her meget følelsesfulde billeder af Jomfru Maria og Jesus i kærlig omfavnelse, har det været for at fremme fortællingen om kvinden, der fornægter sin seksualitet og fremstår som passiv, dydig og uberørt, men også kærlig som en mor", siger Maren Bramsen.

Den lidt personlighedsløse kvinde, der frem for alt er MOR, er altså ikke et nyt påfund, men et idealbillede, der er blevet kommunikeret til os i århundreder. Når de sociale medier i dag får tæsk for at fremstille en idealiseret udgave af virkeligheden, er det sjovt nok heller ikke noget nyt. Kunsten har, forklarer Maren Bramsen, altid været brugt til at vise en side af sagen men ikke hele sandheden.

Ført an af eliten – i dag kendte mennesker, indflydelsesrige influencere og meningsdannere – for århundreder siden kirken og adlen. Under romantikken, som begyndte i 1700-tallet og tog til i 1800-tallet, blev det moderne, at den flig af sandheden, som eliten gerne ville promovere sig selv på, havde samme back to nature-følelse, som vi ser i dag.

"Vi kan se på adlens billeder sidst i 1700-tallet, at prinsesser og grevinder gerne ville fremstilles naturligt. Før var det fy-fy at amme og alt, der handlede om natur og krop blev betragtet som vulgært, men nu blev det moderne at male adlens kvinder som progressive boheme-mødre. De blev portrætteret med løst tøj på, mens de gik tur i naturen med deres børn, og drengebørnene havde løst, langt hår. I virkeligheden stod der ammer og tjenestefolk bag kulissen, klar til at tage over, men det var sådan, adlen gerne ville ses", fortæller Maren Bramsen.

Romantikkens genkomst

Natur-idealet tog til i midten af 1800-tallet, da den schweiziske filosof Roussau vandt indpas med sine nye tanker om, at børn og barndom, stik imod hvad man hidtil havde ment, havde en værdi i sig selv. Hvor børn før blev betragtet som nogen, der bare skulle se at blive voksne, blev barndommen pludselig noget, man skulle værne om. Skiftet kom dels af nødvendighed.

Børnedødeligheden i Europa var tårnhøj, hvilket langt hen ad vejen skyldtes manglende omsorg og pleje af nyfødte, og nu kom Roussau og ophøjede amning til det nærmest guddommelige. Samtidig tabte kirken terræn, urbaniseringen tog til og gryende industrialisering dukkede op, hvilket medførte en romantisk længsel efter det oprindelige liv på landet, efter nærhed, natur og en given mening med livet.

"På den måde ser jeg på mange måder vores tid som en moderne genkomst af romantikken. Også i dag, hvor verden bliver digitaliseret og svær at gennemskue, ser vi en bevægelse mod alt, hvad der er naturligt", siger Maren Bramsen og tilføjer, at de fleste morbilleder i kunsten har været malet af mænd.

De kvindelige malere, som selv var mødre, ville nemlig gerne ses som noget andet end “bare” mødre, og derfor fokuserede de på andre motiver. Men for at rykke ved den noget snævre fremstilling af, hvad en rigtig og/eller god mor er, kræver det kvinder – der tør sige og vise, hvordan en mor også kan se ud. Nivaagaards mor-udstilling brugte eksempler fra nyere nordisk litteratur til at vise, at idealbilledet af den altopofrende, naturlige mor er ved at krakelere til fordel for en mere nuanceret version.

"Det er for eksempel Stine Pilgaard, Olga Ravn, Line Kjeldsen og Hanne Højgaard Viemose, som i de seneste år har udgivet bøger, der viser et andet billede af det at være mor. Det skaber håb om, at vi kan bevæge os væk fra de her meget snævre rammer, der har været for moderskabet", mener Maren Bramsen.

LÆS OGSÅ: “Jeg var så ked af at give ham flaske – og samtidig var det en kæmpe lettelse”

Det er sårbart at være sig selv

Også på Instagram er modsvaret at finde. TV-vært Sofie Linde viser dagligt billeder af sig selv fra barselsland med morgenhår og pangfarver på tøjet. Sangskriver Mendoza har med billeder af sig selv med vild make up, tatoveringer og barnevogn også taget et opgør mod det Liberty-printede morbillede på SoMe.

Og så er der helt almindelige mødre som Mia Louw Håkonsen, som – fortæller hun under interviewet – synes, at det siger ret meget, at hun ikke engang ved, hvad Liberty-print er. Men hun forstår godt, hvis ikke alle hviler lige så meget i at vise deres sande jeg, efter de er blevet mødre.

"Min datter er tre år og på den måde er det stadig nyt. Jeg ved godt, hvad jeg laver, når jeg danser poledance eller klæder mig i gothtøj, men det er sværere at gå udenfor rammerne, hvis man ikke i forvejen hviler i det, man gør. Der er en masse tvivl forbundet med at være mor, og jeg tror, de fleste stiller sig selv spørgsmålet “gør jeg det rigtigt?” – uanset hvordan de lever. For det her mor-noget betyder jo alt for et andet menneske, og derfor kan det bringe én helt ud af fatning", siger Mia Louw Håkonsen, som tilføjer, at hun var heldig, fordi hun var ankommet til sig selv, da hun blev mor.

Julia Lahme er positiv stemt overfor, at fremtidens morbillede kan blive mere broget end i dag. Når hun går på gaden, kan hun se 13-14-årige piger – og drenge – der eksperimenterer med tøj og hår og definerer kønsidealet på en anden måde, for eksempel som nonbinære. Men for virkelig at rykke noget, skal der mere til end den forandring, som privatpersoner og influencere kan skabe, mener etnologen.

"Det handler om, at medier og reklamer skal stoppe med at gentage gamle sandheder. Det er glædeligt at se, at der i de senere år er kommet flere magasinforsider, der viser et andet billede af at være kvinde og mor, så på den måde er jeg fortrøstningsfuld", siger hun.

Hvis du sidder tilbage og tænker “det er jo bare udseende, hvorfor er det så vigtigt”, så lader vi lige Mia Louw Håkonsen få det sidste ord. For hende er tøj, hår og makeup ikke bare praktik. Det handler om at være sig selv.

"Jeg kan huske, at da jeg havde været gravid og havde haft den lange barsel, hvor graviditets- og ammetøj var den eneste mulighed, tænkte jeg en dag: “Det kunne være, jeg skulle prøve at finde det sorte blondetøj frem igen”. For det er der, jeg føler mig elegant og flot. Det giver mig en indre glæde og en livskvalitetsforhøjning at havde det på, og jeg har det lidt bedre i hverdagen, når jeg går i noget, hvor jeg føler mig flot."

Lidt mere glæde i hverdagen. Det har vi alle sammen brug for – både de småblomstrede, de grønhårede og dem, der bare gerne vil se ud, som det, de er:

Sig selv.