Prins Darwin af Mørk-slægten

Som nybagt far til en søn er det svært at skjule stoltheden, og (næsten) intet navn er godt nok.

Jeg har fået en søn. En velskabt en af slag sen. Og skal man tro eksperterne, så er han bedre end andres sønner. Ikke på nogen specifik måde, bare bedre.

Det kom lidt bag på mig, at jeg skulle være far. At min kæreste de sidste ni måneder var vokset ud af sit eget skind og ind i to andres, troede jeg havde mere at gøre med hendes diætskifte til chokolade og knas end med familieforøgelse. Troede faktisk, at jeg var blevet så gammel og forfalden, at min krop ikke længere kunne bruges til at bygge mennesker med, men åbenbart er min sædkvalitet i top. Jeg kunne blive stamfader til et helt nyt folkefærd, hvis jeg ville det. På egen hånd. Et skaldet og lettere overvægtigt folkefærd, men stadigvæk. Var jeg en travhest, ville mine ejere være millionærer.

Min kæreste gjorde det nu godt, må jeg indrømme. Jeg har i næsten et år været vidne til, hvor meget en menneskekrop og et menneskesind kan holde til. Og det har sikkert heller ikke været nemt for hende, tror jeg. Og så er der det med smerten. Skal vi ikke bare sige, at hun havde nok af den? At hun overlevede den fødsel, er et mirakel. Hvis man tror på mirakler. Jeg tror mere på, at hun bare var sej.

Men det skal handle om min søn. Den kommende hersker. Grundlæggeren af den nye kongeslægt og den nye verdensorden.

Hvad kalder man en kommende kejser? En menneskehedens frelser? En af de sværeste opgaver, jeg har været udsat for i mit liv. Et navn er ret vigtigt, nemlig. Ud over at det er fikst at have i sit pas, når man skal ud at rejse, og på døren, når man skal have post, så er det smart, at det siger noget om den person, man er. Eller som ens forældre håber, man vokser op og bliver.

De følgende navne har helt seriøst været i spil til vores søn:

Absalon Mørk. Absalon. Den danske krigerbiskop af Hvide-slægten, der grundlagde København, og som slog de hedenske vendere på Rügen ved hjælp af vold. Et perfekt navn, hvis ikke der lige havde været en julekalender på DR om selv samme biskop. „Har I opkaldt ham efter en julekalender?”, ville folk spørge. Og jeg ville svare med næven. Forbandet være Danmarks Radio.

Hugin Mørk. Hugin. Den ene af Odins to, vise ravne. Et fantastisk navn, mente jeg. Ravnen er i sig selv mørk, og det ville passe fint sammen med efternavnet Mørk. Dobbeltkonfekt er min yndlingskandis. Ravnen er min yndlingsfugl. Og den nordiske mytologi er min yndlingsmytologi. Kæresten nedlagde veto, da hun under ingen omstændigheder ville opkalde sin søn efter en ådselsfugl.

Leonidas Mørk. Ikke min idé. Det var kæresten, der kom på dette udmærkede navn. Leonidas. Spartakongen, der slog den uovervindelige perserhorde. Et godt navn til min søn, syntes jeg. Indtil jeg opdagede, at Leonidas bare var navnet på hendes belgiske favoritchokolade. Veto! Det er altså ikke okay at opkalde knøsen efter en fugl, men kogechokolade er fint nok! Så ved jeg da, hvor jeg står. Et dårligt sted.

Darwin Mørk. Darwin. Det er, hvad det endte med. Og i min bog kan det ikke blive meget bedre end det.

EN FAR FORTÆLLER…

SKRIVES PÅ SKIFT AF:

Brian Mørk, komiker og far til Darwin på et år.

Mads BarnerChristensen, livsstilsekspert og far til Cornelius på seks år, Hannibal på tre år og Giulia på 11 måneder.

Thure Kjær, journalist og far til Kasper på et år.