Holder du mund, svigter du børnene: ”Det følger dem resten af livet,” lyder det fra ekspert

Loven siger simpelthen, at du skal gøre det – alligevel er det kun 56 procent af danskerne, der ville underrette kommunen, hvis de fik kendskab til fysisk vold mod et barn, mens kun 39 procent ville gøre det ved psykisk vold.

Det viser en ny undersøgelse fra Børns Vilkår, der har fået Epinion til at lave en rundspørge blandt 1.000 repræsentativt udvalgte personer over 18 år.

”Vi har et ansvar for at skubbe vores egen konfliktskyhed til side som voksne mennesker og være børnenes stemme,” siger Anne Kappelgaard Bové, der er specialkonsulent og bisidder hos Børns Vilkår til alt.dk.

Hun understreger, at det kan have enorme konsekvenser for barnet, både på kort sigt og senere i deres liv, hvis der ikke bliver grebet ind.

”Vi oplever halvfjerdsårige mænd, der græder i telefonen, mens de fortæller om den barndom, de har haft. Det har jo fulgt dem hele livet, at der ikke blev taget hånd om dem.”

Vi ved godt, at vi skal – men vi vælger at lade være

Det er ikke, fordi danskerne ikke er klar over, at de skal gribe ind, hvis de ser tilfælde af børn, der bliver svigtet på den ene eller den anden måde.

Faktisk viser den samme undersøgelse fra Børns Vilkår, at 72 procent godt ved, at de har pligt til at gøre det.

”Danskere lider generelt meget af berøringsangst, og mange tænker, at det burde være nogle andre voksne, der er tættere på barnet, som burde skride til handling,” fortæller Anne Kappelgaard Bové som nogle af de typiske grunde til, at folk ikke underretter.

Læs også

Anne-Cathrines barske opvækst påvirkede hendes kærlighedsliv – dét ændrede sig, da hun mødte Mads

”Og så er der nogle, der er bekymrede for, hvad der sker, når de underretter – betyder det mon, at kommunen kommer og fjerner børnene uden samtykke? Og nogle tænker, at det, de er vidne til, måske ikke er alvorligt nok til at underrette, og så vælger de at lade være. Men vi bliver nødt til at huske på, at børn er fuldstændigt prisgivet og afhængige af, at vi som voksne mennesker reagerer, hvis de har brug for hjælp,” siger Anne Kappelgaard Bové og uddyber:

”Det første, der sker, når kommunen får en underretning, er ikke, at barnet bliver fjernet fra sin familie. Her er det først og fremmest kommunens opgave – nogle gange suppleret af politiet – at undersøge, om underretningen har noget på sig, og dernæst hvordan vi bedst muligt kan hjælpe barnet.”

De voksne lytter ikke

I sit arbejde som bisidder hos Børns Vilkår har Anne Kappelgaard Bové været vidne til, hvad det kan have af konsekvenser, hvis svigtede børn ikke får hjælp.

Hun har blandt andet talt med børn, som har oplevet at forsøge at bede voksne om hjælp, men som i stedet blev mødt med misforstået trøst og ord om ”at det hele nok skal gå.”

”Nogle børn er gået ind til naboen eller har henvendt sig til kammeraternes forældre og fortalt, at de ikke har det så rart derhjemme, og så har de alligevel oplevet, at der ikke skete noget, eller at den voksne ikke rigtigt hørte efter. Og det har både den konsekvens, at barnet ikke får hjælp til at komme ud af den skadelige situation her og nu, men det kan også skade børns tillid til, at de voksne og myndighederne vil hjælpe dem – og det gælder på både kort og lang sigt,” siger Anne Kappelgaard Bové og fortsætter:

”Vi ser tilfælde af voksne, der som tidligere svigtede børn oplever store problemer med selvværdet og udfordringer med at indgå i sociale relationer. For nogle kan almindelige dialoger være svære at indgå i, hvis der ikke har været nogen, der har lært dem, hvordan man omgås andre, da de var børn. Der er også mange, som har svært med at fastholde en tilknytning til arbejdsmarkedet, så konsekvenserne af, at svigtede børn ikke bliver hjulpet, følger dem simpelthen resten af livet,” lyder det fra Anne Kappelgaard Bové, som gennem sit arbejde hos Børns Vilkår også er i kontakt med voksne, der blev svigtet som børn.

Stå ved din underretning – for barnets skyld

Hvis du er bekendt med et barn, der bliver svigtet på den ene eller den anden måde, skal du underrette det – men du kan gøre det på flere forskellige måder.

”Du har mulighed for at lave en anonym underretning, og der kan være tilfælde, hvor det er den bedste mulighed – fx hvis du er bekendt med, at den voksne i familien kan være meget voldsom. I andre tilfælde vil det være en god idé at gå ind til naboen eller den pågældende familie, og fortælle dem om din bekymring over deres konflikter – og give dem besked om, at du har kontaktet kommunen, fordi du er bekymret for deres små børn,” siger Anne Kappelgaard, og kommer med en klar opfordring:

”Jeg mener, at man i de fleste tilfælde godt kan stå ved sig selv, når man underretter, og på den måde være med til at mindske konflikten. For det er klart, at hvis en familie modtager en anonym underretning, vil de føle det enormt ubehageligt, at nogen har set, at de ikke magter opgaven som forældre, men ikke tør sige det højt. Og hvis du overvejer helt at lade være med at underrette, fordi det er ubehageligt for forældrene, så skal du prøve at tænke mindre på dem, og mere på, hvordan det mon er at være barnet i den familie,” siger Anne Kappelgaard og fortsætter:

”For barnets skyld vil jeg anbefale, at man ikke laver en anonym underretning. Det har nemlig stor betydning for barnet senere i sit liv at kunne læse i sine sagsakter, at der rent faktisk var nogle voksne, der passede på mig, holdt af mig og tog handling. Følelsen af, at nogen så mig og sørgede for, at jeg fik hjælp, er uvurderlig.”