Anne-Cathrines barske opvækst påvirkede hendes kærlighedsliv – dét ændrede sig, da hun mødte Mads
Forfatter Anne-Cathrine Riebnitzsky har haft en barsk opvækst, hvor hun voksede op i skyggen af psykisk og fysisk vold. En opvækst, som påvirkede hendes følelses- og kærlighedsliv, indtil hun en dag på jobbet mødte sin mand. Det fortæller hun i et stort interview til ALT for damerne.
Forfatter Anne-Cathrine Riebnitzsky har ikke haft nogen nem opvækst. Som hun fortalte i sin gennembrudsroman, ”Forbandede yngel”, var den nemlig præget af en far, som var voldelig, og en mor, der prøvede at begå selvmord ti gange, inden Anne-Cathrine Riebnitzskys var fyldt 18 år.
Den barske opvækst trak også dybe spor ind i Anne-Cathrine Riebnitzskys kærlighedsliv, fortæller hun til ALT for damerne, nummer 39.
”Jeg er ret sikker på, at det er nemmere med kærligheden, hvis ens udgangspunkt er, at man har set sine forældre fungere godt sammen. Sådan havde det jo ikke været for mig, og jeg bar i mange år rundt på en dyb, dyb usikkerhed indeni. Er jeg god nok? Er jeg god nok? Er jeg god nok?” siger hun og fortsætter:
”Når man har det sådan, kan man virkelig få fremprovokeret nogle diskussioner og en masse ballade i et forhold, fordi man hele tiden skal teste, om man nu ER god nok på trods af … Man søger hele tiden bekræftelse. Men det er heldigvis slet ikke et issue for mig mere. I dag har jeg en mand, der siger, hør her, du ville slet ikke være i tvivl, hvis vi ikke skulle være sammen mere.”
Obersten i hendes liv
Den usikkerhed, der fulgte med den turbulente opvækst, blev kastet langt væk, da hun mødte manden i sit liv. Han hedder Mads og er oberst og chef for Den Kongelige Livgarde.
De to mødte hinanden, da Anne-Cathrine Riebnitzsky var udsendt til Afghanistan, hvor hun var med som russisk sprogofficer i 2007.
Allerede inden udsendelsen havde Mads lagt mærke til hende på en øvelse, men hun fik først selv øje på ham, da de begge var i Afghanistan. Der skulle dog gå et år, før der skete mere, da Forsvaret ikke er en arbejdsplads, hvor man bliver kærester, fortæller hun.
“Jeg faldt meget for hans ro. Der er ikke rigtig noget, der kan blæse Mads omkuld. Og så var han altid utrolig fair. Det er han stadigvæk. Det er lidt specielt at være kvinde i Forsvaret, fordi der er så relativt få kvinder, men når jeg sad ved det bord, hvor Mads sad og spiste frokost, var der ikke nogen, der prøvede på at stikke til mig – eller slap afsted med det,” siger hun til ALT for damerne og fortæller videre, at deres fælles baggrund er bare én af mange grunde til, at de har det godt som par, fordi det øger hendes forståelse for, hvad der foregår, når Mads er på arbejde.
”Jeg har meget stor respekt for det, han kan, og det, han gør, og det er meget værdifuldt i et kærlighedsforhold, tror jeg. Jeg er så heldig, at jeg både beundrer og respekterer min mand rent fagligt udover, at jeg elsker ham. Det gør noget for levedygtigheden af et forhold.”
Læs hele interviewet med Anne-Cathrine Riebnitzskys i ALT for damerne, nummer 39. Her fortæller hun mere om at finde troen på gud i sine forældres bryggers, og hvordan netop troen har inspireret hendes nye roman ”Templet”. Du kan finde artiklen i vores digitale magasinunivers, Flipp.