Opskrift på fishcakes
Foto: Tina Brok Hansen
fit living

sunde fiskefrikadeller

Fishcakes

Lækre til frokost, aftensmad eller til at tage med i madpakken.

Af Sandra Pugliese & Martin Kreutzer 17.aug.2017 Mad

Fishcakes til 2 personer

2 kartofler, ca. 150 g i alt
300 g torskefilet uden skind og ben
4 store forårsløg
1 stor håndfuld dild
1 håndfuld mynte
1 håndfuld thaibasilikum
20 g ingefær, skrællet vægt
2 citrongræsstængler
2 fed hvidløg
1 tsk knust spidskommen
½ tsk stødt gurkemeje
1 usprøjtet citron
1 stort æg
evt. 1 spsk maizena
himalayasalt
friskkværnet sort peber
ekstra jomfrukokosolie til stegning

Sådan gør du: 

1. Vask kartoflerne, og kog dem med skræl på i usaltet vand, til de er møre. Lad dem køle af, og pil dem. Skær fisk og kartofler i mindre stykker, og kom dem i en foodprocessor.

2. Fjern roden på forårsløgene, skyl dem grundigt, og finthak dem. Skyl og slyng krydderurterne, og finthak dem. Skræl ingefæren, og groftriv den. Fjern det yderste blad på citrongræsstænglerne, og skær 2 mm af ved den tykke ende samt den tynde ende, så du har 2 tykke stængler på ca. 5 cm. Finthak dem.

3. Skyl citronen grundigt.

4. Kør kartofler og fisk på foodprocessoren et minuts tid, til du har en lind fars.

5. Bland farsen med forårsløg, krydderurter, ingefær, citrongræs, fintrevet hvidløg, spidskommen, gurkemeje, fintrevet citronskal, æg, en teskefuld salt og 6-8 kværn peber.

6. Lad farsen hvile på køl en times tid, før du former den til 8-10 fishcakes. Steg dem i olien, ca. 3 minutter på hver side, til de er sprøde og møre. Hvis farsen føles for løs, så bland lidt maizena i, men prøv først uden.

Henter...