Hvad gør alkohol ved kroppen
SPONSORERET indhold

Alkohol: Kan du sige ja til et glas vin?

Hvornår er alkohol godt for sundheden − og hvornår øger du risikoen for brystkræft, depression, forhøjet blodtryk og en lang række andre sygdomme? Vi har spurgt Danmarks bedste eksperter

Af: Jo Brand Foto: Maria Nielsen
13. jun. 2014 | Sundhed | Fit living

Et glas vin om dagen er godt for sundheden. Sådan hed det sig for et par år siden. Og den er god nok. Er du over 45 år, kan et glas vin hver dag faktisk være en sundhedsmæssig gevinst.
– Det positive ved alkohol er, at det kan reducere risikoen for blodprop i hjertet, siger Janne Tolstrup, der er humanbiolog, dr.med. og forskningsleder på Center for Alkoholforskning.
Men risikoen for en blodprop i hjertet eksisterer reelt kun, når du bliver ældre, og derfor understreger Janne Tolstrup, at der ikke er nogen grund til, at yngre kvinder drikker alkohol af sundhedsmæssige årsager. Men hvor meget kan du så drikke, hvis du gerne vil leve sundt og passe på din krop? Og hvor går grænsen, før det decideret skader?
Spørger man Anne Tjønneland, der er overlæge og forsker hos Kræftens Bekæmpelse, er svaret, at du skal holde dig under syv genstande om ugen.
– Alkohol er kræftfremkaldende. Der er lavet en kæmpe amerikansk undersøgelse, der slog fast, at hvis du som kvinde drikker tre-fire glas alkohol om ugen, så stiger risikoen for, at du får brystkræft med 10 procent for hver ekstra genstand, du drikker om dagen, siger hun.
Samme skræmmende regnestykke gør sig gældende i forhold til kræft i bl.a. mundhulen og spiserøret, hvor du skal drikke 3-5 genstande om dagen, før risikoen bliver øget.
Forskningsleder på Center for Alkoholforskning Janne Tolstrup er knap så restriktiv. Hun mener ikke, at du skal være bekymret, hvis du som kvinde af og til drikker mere
end de syv genstande om ugen, som Sundhedsstyrelsen anbefaler.
– Jeg synes, at syv genstande om ugen er sat lidt lavt. Drikker du op til to genstande om dagen, har du ikke risiko for nedsat levealder, siger hun.


Alkohol påvirker hele kroppen
Men hvad er det så ved alkohol, der er så skadeligt, at vi igen og igen får at vide, at vi skal begrænse vores indtag?
– Det specielle ved alkohol er, at det ud over at være vandopløseligt også er fedtopløseligt, hvilket betyder, at det kan krydse fedtbarrierer og f.eks. gå i hjernen og trænge igennem cellevægge, fortæller Janne Tolstrup.
Ifølge hende bliver din krop påvirket både direkte og indirekte og på alskens ledder og kanter fra det øjeblik, du indtager alkohol, til den er blevet forbrændt og ude af kroppen igen.
– Alkohol virker i hele kroppen og kan føre til ekstremt mange reaktioner. Kroppens direkte kontakt med alkohol kan f.eks. give øget risiko for kræft i mund, svælg og spiserør. Alkoholen kan også påvirke hormonsystemet, hvilket kan give en forøget risiko for brystkræft, siger Janne Tolstrup og påpeger, at en del af reaktionerne er akutte som forhøjet blodtryk, mens andre opstår over længere tid ved et decideret misbrug.
Når det kommer til din psyke, bliver den også påvirket. Ifølge Sundhedsstyrelsen er der sammenhæng mellem et overforbrug af alkohol og depression. Og selv om alkohol til at begynde med kan dæmpe lidelser som social fobi og angst, kan et overdrevet indtag også få den modsatte effekt, fortæller misbrugsekspert og psykiater Henrik Rindom.
– Et fænomen som angst er et symptom på, at der er noget galt i dit liv. Hjernen sender nogle signaler til dig for at få dig til at foretage handlinger, så angsten forsvinder. Men hvis du dæmper dem med alkohol, vil hjernen med tiden kompensere, og angsten vil blive forøget, forklarer han.

Alkohol feder og giver rynker
Derudover har alkohol også en række mindre, men dog irriterende karaktertræk. Ifølge Henrik Rindom kan alkohol f.eks. ødelægge din søvn.
– Afhængig af hvor meget du drikker, sker der nogle dramatiske forandringer i drømmemønstret, som betyder, at du drømmer mindre. Drikker du dig fuld, drømmer du f.eks. typisk kun fem pct. af den tid, du sover, hvor du normalt drømmer 25-30 pct. Og manglende drømme gør, at din IQ falder dramatisk dagen efter.
En anden mindre heldig sidegevinst er, at alkohol feder.
– Alkohol indeholder i sig selv meget energi. Ligesom den væske, den er blandet op med, ofte også er meget kalorieog sukkerholdig, hvad enten der er tale om vin eller øl, siger Janne Tolstrup.
Hun fortæller desuden, at enkelte undersøgelser også konkluderer, at din appetit forøges, når du drikker alkohol, men at man ikke kan sige, om det skyldes selve alkoholen eller det faktum, at du oftere sidder ved bordet i længere tid, når der er alkohol involveret.
Et andet sted, hvor alkohol også kan påvirke dit udseende i negativ retning, er, når det kommer til din hud. Alkohol virker nemlig dehydrerende.
– Alkohol nedsætter mængden af det hormon, der får nyrerne til at holde på vandet i kroppen, hvilket vil sige, at du udskiller mere vand, når du drikker alkohol. Det har både nogle akutte konsekvenser som hovedpine, men betyder også, at din hud bliver udtørret, hvilket kan føre til flere rynker, siger Janne Tolstrup.

Styr dit forbrug
Selv om alkohol altså kun har få gavnlige, men mange skadelige konsekvenser for din krop, betyder det ifølge Janne Tolstrup dog alligevel ikke, at du behøver at stille flaskerne helt på hylden. Så længe du kan styre dit forbrug.
– Kroppen er god til at regenerere sig selv, så du kan f.eks. godt drikke helt vildt meget i et par uger. Efterfølgende vil man kunne se, at du har mere fedt i leveren, men det vil forsvinde igen, hvis du stopper med at drikke.
Anne Tjønneland mener heller ikke, at du helt skal holde dig fra alkohol, selv om små mængder kan være kræftfremkaldende.
– Hvis du drikker maks. syv genstande om ugen, så er risikoen lille. Grunden til, at vi er lidt bløde på det her område, er jo, at alkohol også har en hjertebeskyttende effekt, siger hun.
Henrik Rindom synes heller ikke, at en genstand i ny og næ er noget problem, men han advarer imod, at du drikker mere end de 14 genstande om ugen.
– Mange lande har jo forskellige retningslinjer, og det siger lidt om, hvor svært det er at lave regler for den slags. Men jeg er af den holdning, at hvis du kommer op på meget over to genstande om dagen, er der risiko for, at du udvikler et skadeligt forbrug. Men jeg ikke kan se, at der er nogle problemer, hvis du som kvinde holder dig til en enkelt genstand om dagen. Det kan psyken godt holde til. Der er ingen grund til hysteri, siger han.
Men hvad, hvis du „sparer op” og drikker alle af ugens genstande på en aften? Hvad betyder det for sundheden?
– Drikker du alle ugens genstande en lørdag aften, bliver du fuld, og når du er fuld, er der større risiko for, at du havner i ulykker, hvad enten det er slåskampe eller fald. Derudover bliver kroppen også påvirket, men hvor meget det egentlig skader den på længere sigt, er ikke undersøgt særlig grundigt, forklarer Janne Tolstrup, der appellerer til, at du bruger din fornuft, når det gælder alle alkoholiske drikke.
– Det er usundt at drikke, hvis du drikker for meget. Men det lette til moderater forbrug er foreneligt med en sund livsstil, siger hun.

3 myter om alkohol
1. KVINDER KAN TÅLE MINDRE END MÆND
Årsagen er, at kvinder har mindre krop at fordele alkoholen på. Det gælder også, hvis en kvinde vejer det samme som en mand, fordi hun sandsynligvis har en højere fedtprocent og dermed også mindre af den resterende krop, som lader sig påvirke af alkoholen.
2. DU FORBRÆNDER EN GENSTAND I TIMEN
Hvor hurtigt din krop nedbryder en alkoholgenstand afhænger af genetik. Nogle kan nedbryde to genstande i timen, mens andre kun kan nedbryde en halv.
3. NOGLE TÅLER BEDRE ALKOHOL
Nogle tolererer bedre alkohol end andre og kan drikke meget og i længere tid, uden at deres krop tager skade. Men ligesom med rygning ved man ikke, hvem det gælder. Så du kan f.eks. ikke sige, at du er mindre modtagelig over for alkoholskader, bare fordi du kan drikke meget, før du bliver fuld.
Kilde: Janne Tolstrup, humanbiolog, dr.med. og forskningsleder på Center for Alkoholforskning
Sundhedsstyrelsen anbefaler…
- Intet alkoholforbrug er risikofrit for dit helbred.
- Drik ikke alkohol for din sundheds skyld.
- Du har en lav risiko for at blive syg på grund af alkohol, hvis du holder dig under 7 genstande om ugen for kvinder og 14 for mænd.
- Du har en høj risiko for at blive syg på grund af alkohol, hvis du drikker mere end 14 genstande om ugen, hvis du er kvinde. 21, hvis du er mand.
- Stop før 5 genstande ved samme lejlighed.
- Er du gravid − undgå alkohol. Prøver du at blive gravid − undgå alkohol for en sikkerheds skyld.

 Alkohol skader
Ifølge Sundhedsstyrelsen er alkohol forbundet med mere end 60 forskellige sygdomme bl.a. BRYSTKRÆFT. Alkohol øger risikoen for brystkræft hos kvinder i alle aldre. Muligvis fordi alkohol øger kønshormonerne, der spiller en rolle for udviklingen af brystkræft.
FORHØJET BLODTRYK. Alkohol øger risikoen for forhøjet blodtryk, og jo mere du drikker, desto større er risikoen.
TYPE 2-DIABETES. Et lille alkoholindtag kan mindske risikoen for type 2-diabetes, mens et større forøger risikoen.
SLAGTILFÆLDE. Alkohol øger risikoen for hjerneblødning − jo større indtag, desto højere risiko.
DEPRESSION. En depression kan gå forud for et alkoholmisbrug, men et alkoholmisbrug kan også gå forud for depressionen. Alt i alt har personer med et alkoholmisbrug mellem to og tre gange så høj risiko for depressive lidelser. Mange depressioner forbedres efter et par uger uden alkohol.
Kilde: Sundhedsstyrelsens „Alkohol og Helbred”