Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Anders Legarth om at løbe
Foto: PR “Jeg løber for at acceptere mine tanker og finde en måde, hvor de kan finde plads i mit hoved, uden at det gør sindssygt ondt”

Anders Legarth om at løbe

Anders Legarth mistede sin 6-årige datter: "Jeg løber for at overleve"

Hvad skal man gøre for at forstå det uforståelige? Som at miste et barn. For journalist Anders Legarth Schmidt blev det løbeturene, der skabte en ventil for tankerne, da hans 6-årige datter Ellen døde. Han løber stadig. Det får ham til at føle sig let og stærk, hjælper ham med at acceptere og give plads til de sorte tanker og måske komme lidt tættere på sin afdøde datter.

Der skete noget. Jeg følte mig let. Jeg følte, at jeg var forbundet med mit barn, der lå få kilometer væk i et nedkølet rum. Jeg fantaserede om, at vores to sjæle var forbundne, i det øjeblik jeg løb rundt på grusstierne. Det var ikke engang en fantasi. Jeg mærkede hende på en underlig vis mere tydeligt, end jeg havde gjort i måneder. Som om der ingen afstand var mellem os. Sygdommen var væk. Det var næsten euforisk.

Sådan beskriver Anders Legarth Schmidt på sin blog Jeg løber sin første løbetur, da han få timer efter, der blev slukket for hans kræftsyge datters respirator, snørede løbeskoene, og løb ned mod Kastellet mellem Langelinie og det indre København, op på volden og rundt og rundt.

“Jeg havde det ad helvede til. Jeg havde brug for at bevæge mig, at flytte mig. Ellen var meget syg til sidst, så på en måde var det en lettelse at se, at hun ikke led mere. Jeg løb. Og det gik op for mig, at hun var blevet sat fri,” fortæller Anders Legarth Schmidt.

Dagen efter løb han igen, og sådan begyndte dét, der for ham blev en måde at overleve på.

“Da Ellen dør, er det op til mig at finde en måde at leve videre på. Løbet blev min overlevelsesstrategi. Når jeg løb, følte jeg en frihed fra alle de sorte tanker, jeg havde haft i de to år, hun var syg. Al sorgen og smerten. Når jeg løb, var pulsen høj, og fødderne bevægede sig selv. Når jeg løb, blev det på en måde nemmere at håndtere døden,” fortæller Anders, der arbejder som journalist på Politiken.

To år efter turen på voldene løber han stadig. Det er blevet så stor en del af hans liv, at han får lyst til at skrive en blog om det. Hans redaktør på Politiken med på det.

“Jeg havde så mange tanker og følelser om det at løbe, og hvad det betød for mig. At få sat ord på dem var endnu en måde at bearbejde det hele på,” forklarer han.

Det blev til en fortælling på mere end 40 afsnit om, hvordan løb blev hans måde at overleve på.

LÆS OGSÅ: ”Min ældste er seks år nu. Samme alder, som Ellen var, da hun døde…”

En port til minderne

Anders’ datter Ellen var kun fire år, da hun blev ramt af en sjælden kræftsygdom, og i to år røg den lille familie ind og ud af Rigshopitalet, hvor de i perioder også boede, mens Ellens fire år yngre lillesøster Alice blev passet hos familie og venner.

“Ellen var meget syg til sidst, og lægerne vidste ikke rigtig, hvad de skulle gøre, så vi var hele tiden på hospitalet. I panik de fleste gange med ambulancer, iltflasker, respirator og sondemad. Jeg føler, jeg var i krig i de to år, og det har givet mig mange flashbacks, hvor jeg genoplever det hele igen. Hvad var det, der skete? Kunne vi have gjort noget anderledes? Jeg får stadig de her flashbacks, og de er nemmere at håndtere, når jeg løber,” fortæller han og understreger, at løbet ikke på noget tidspunkt har været en flugt. “Jeg løber ikke for at slippe væk, for det kan du ikke. Lige meget hvor langt du løber, kommer du altid hjem til din virkelighed igen. Du kan ikke løbe 24 timer i døgnet. Jeg har heller ikke lyst til at glemme, hvad der er sket. Jeg nåede at have en dejlig tid sammen med min datter, og den ønsker jeg aldrig at glemme,” slår han fast og tænker lidt. “Jeg løber for at acceptere mine tanker og finde en måde, hvor de kan finde plads i mit hoved, uden at de gør sindssygt ondt.”

Men minderne er svære. I starten drejede Anders hovedet væk, når han så et billede af Ellen. Som var han blevet brændt. Han kunne ikke holde ud at blive konfronteret med det, men det er langsomt blevet bedre.

“Minderne er svære, fordi de minder mig om dét, jeg ikke har mere, og samtidig er de det eneste, der stadig knytter mig til hende. Når jeg løber, flyder billederne af hende mere uhindret, og der popper ting op i mit hoved, som jeg ikke tror, jeg ville have tænkt på ellers. Løbet åbner på en eller anden måde en port,” fortæller han.

Samtidig har løbet også været en måde, hvor Anders kunne tage kontrol over sit liv igen. “Du kan ikke kontrollere sygdom og død, men løbet kan du styre. Det er på en måde det modsatte af at være overgivet til de højere magter. Hvis du træner hårdt, bliver du stærkere og hurtigere.”

Og det gør Anders. Han hopper i løbeskoene næsten hver dag, i hvert fald seks gange om ugen, og han løber typisk 90-100 km om ugen.

LÆS OGSÅ: Rikke Lyse skrev til sin afdøde søn på Facebook

Løb kan være magisk

I dag er det fire år siden, Anders for alvor begyndte at løbe, og selv om turene stadig hjælper ham med at accepterer tankerne, er der alligevel sket noget.

“Da jeg startede med at løbe, var det meget akut. Ellen var lige død. Jeg tænker stadig på hende hver dag og sørger over hende hver dag, men jeg løber ikke længere af samme grund. I dag er det mere blevet en vane,” forklarer han og tilføjer:

“På en måde er det et drug.”

De mange kilometer hver uge tager meget af hans tid, og for at få turene passet ind i sin hverdag, løber Anders ofte tidligt om morgenen. “Jeg står op 5:30 og lister ligeså stille ud af lejligheden uden at vække nogen. Jeg kan godt lide at løbe ad de store veje, når alt er stille. Hvor jeg er indhyllet i mørke, og de første biler så småt begynder at fare forbi. Så tænker jeg på min familie, der ligger og sover derhjemme, og at jeg skal hjem og vække dem. Det får mig til at føle mig let og stærk,” forklarer han.

Anders er også med i løbefællesskabet Nbro Running på Nørrebro, som han træner sammen med, når det kan lade sig gøre. Han vil gerne være bedre, hurtigere, stærkere.

“For mig er det noget helt grundlæggende – hvor god kan jeg blive til at løbe? Jeg ved godt, at jeg er 43 år, og måske ikke bliver hurtigere, end jeg er nu, men det er det, der driver mig. Det er utrolig hårdt at løbe stærkt, men det giver også en stor frihed. Der er ingen tanker om deadlines, sorgen er væk. Der er ikke plads til andet end næste skridt. Jeg kan have kvælningsfornemmelser og syre i benene, men jeg bliver bare ved. For jeg ved også, at der venter en stor belønning på den anden side, og den følelse er virkelig vigtig for mig.”

Når Anders har presset sig selv til det yderste, får han en nærmest guddommelig lethed i kroppen bagefter.

“I det her vindue er det nærmest umuligt at bekymre sig om noget. Alt er let og gnidningsfrit. Der sker jo noget i ens hjerne, når du dyrker motion, og for mig sidder det i kroppen nogle timer efter. Her har jeg en særlig ro, som er svær for mig at finde andre steder.”

Derfor er det også utrolig svært for ham, når han ikke kan løbe. Det er sket en håndfuld gange, siden han startede. Anders er i øjeblikket ved at komme sig over sin seneste skade. En overbelastning af akillessenen, der betød, at han ikke kunne løbe i over en uge.

“Det har været vildt svært. Jeg har svært ved stilstand og bliver hurtigt rastløs. Der er mange løbere, der tager en tur i fitnesscenteret, cykler en tur eller tager i svømmehallen, når de bliver skadet. Det gør jeg aldrig. Jeg laver intet. Jeg ligger på sofaen og har ondt af mig selv, indtil jeg kan løbe igen. Jeg er en løber,” understreger han.

“Jeg kan godt lide letheden, når jeg løber. Følelsen af nærmest at flyve. I cykling sidder du på en saddel, i svømning er du indhyllet i vand, men når du løber, svæver du en lille smule for hvert skridt. Den følelse er nærmest magisk,” fortæller han begejstret og finder en løbeapp frem på sin telefon.

På et tidspunkt løb Anders nemlig med et ur, der målte, hvor længe hans fødder er i kontakt med jorden.

“Når jeg løber allerhurtigst, rører mine fødder kun jorden i 0,2 sekunder af gangen. Det er meget kort tid. Foden er kun lige nede og røre jorden, og så er den oppe igen. Jo hurtigere du løber, jo kortere tid er du i kontakt med jorden. Det er det tætteste du kan komme på at flyve uden at flyve.”

LÆS OGSÅ: "Min bror døde pludseligt i 2014, og min verden styrtede sammen i et kaos af smerte, savn, sorg, frustration og magtesløshed"

Et smukt minde

Anders stoppede sin fortælling på bloggen for et år siden. Ikke fordi han var færdig med at løbe, men fordi han ikke havde mere at sige.

“På bloggen var alt frit. Som journalist er jeg til daglig underlagt en masse regler og normer, men her forsøgte jeg at gøre mig fri af alle regler. Der var ingen deadlines, og jeg skrev kun, når jeg var inspireret. Jeg kunne vågne om morgenen med en tanke eller følelse i kroppen, og så satte jeg mig bare ned og skrev og skrev i 30 minutter. Alle teksterne er skrevet på sådan et rush, og der er intet, der er skrevet om og rettet til. Det er fuldstændigt 1:1 i forhold til, hvad jeg havde i mit hoved på det tidspunkt, og det er jeg rigtig glad for i dag. Men det var også derfor, jeg stoppede. Det var en følelse, jeg fik, da jeg var i gang med at skrive det, der blev den sidste tekst. Jeg kunne bare mærke, at jeg var færdig,” fortæller han.

Alligevel slutter fortællingen ikke her. Den 13. januar udkommer blogteksterne som en samlet redigeret historie i bogform med et nyt efterskrift, og Anders er glad for, at den dermed kommer ud til et bredere publikum. Han vil gerne inspirere andre til, hvordan du kan bruge fysisk træning til andet end at få store og stærke muskler, men det er ikke det vigtigste.

“Internettet er et flygtigt medie. Du kan google dig frem til de forskellige afsnit, men jo længere tid der går, des mere fortoner de sig. Men det er jo min families historie, og den handler også meget om Alice. Jeg vil gerne have, at hun har bogen, når hun bliver voksen. Jeg forestiller mig, hvordan hun som voksen kvinde går rundt i sit hjem og har bogen stående på reolen, og det fylder mig med en stor varme.”

Dramatiker Line Mørkeby har også forvandlet hans ord til en stærk teaterforestilling, der har kørt på Det Kongelige Teater i efteråret og fortsætter i Jylland i februar og marts. “Jeg har set forestillingen flere gange, og det er en meget overvældelse oplevelse. Det er virkelig hårdt at se, men det er også meget smukt, og jeg vil ikke være oplevelsen foruden. Det er fantastisk at tænke på, at der hver aften sidder nogen, der bliver berørt og eftertænksom – og måske lærer noget – af min historie, af vores families historie. Det er et smukt minde om Ellen.”

OM ANDERS

  • Anders Legarth Schmidt, 43
  • Journalist på Politiken.
  • Manden bag bloggen Jeg løber, der udkommer som bog på Politikens Forlag den 13. januar 2018
  • Bor på Østerbro. Kæreste med Freja og far til Alice, 6, og Ellen i hjertet.

ANDERS OM …

… AT STÅ OP OG LØBE KL. 5:30

“Det er blevet en vanesag. Jeg finder mit tøj og sko frem om aftenen, sætter vækkeuret til 5:30, og 5:45 er jeg af sted. På de første kilometer er jeg helt groggy, men så vågner kroppen langsomt op.”

… SIT ENESTE LØBERITUAL

“Jeg løber altid med pandebånd, gerne sådan et stort, blødt ét i frotté, og det virker måske åndsvagt, når jeg ikke har så meget hår. Men jeg sveder meget, og hvis jeg får det i øjnene, svider det helt vanvittigt. Jeg glemte at få det på en dag og følte mig nærmest helt nøgen.”

… SIT BEDSTE LØB

“Mit bedste løb var maraton i Frankfurt i efteråret 2015. Jeg løb hurtigt, og jeg havde hele tiden følelsen af, at det her kunne jeg godt. Det var en overjordisk følelse at komme i mål. Jeg havde gennemført og løbet stærkt – hurtigere end jeg havde håbet på. Jeg løb på 2.42 – min næsthurtigste tid. Jeg var total udmattet, men samtidig helt fri og euforisk i min krop.”

Se, hvad vi ellers skriver om: Løb, Sorg og Interview