For tre år siden mistede 25-årige Mathilde sin mor: “Det er de sidste ord, jeg hører fra hende”
Én ting er sikker: Vi skal alle herfra en dag. Alligevel er det noget, vi sjældent taler om. Og da slet ikke det, der sker i en menneskekrop i løbet af livets sidste timer. Vi møder Mathilde Ekholm, der vover netop det: Råt for usødet at fortælle, hvordan døden ser ud helt tæt på.
Min mor får i 2021 konstateret brystkræft, som senere spreder sig til hjernen. Den sidste uge op til sin død er hun indlagt på Roskilde Sygehus, hvor hun begynder at opføre sig mærkværdigt.
På det tidspunkt ved vi ikke, at det et tegn på, at hun er døende, for ingen fortæller os, at det er så tæt på. Men i bagklogskabens lys kan jeg se, at det var hendes krop, der stille og roligt lukkede ned.
Mandag har min bror og jeg en snak med hende. Og selv om hun virker ved sine fulde fem, fortæller personalet, at hun tirsdag nat render forvirret rundt på stuen og hiver sit kateter ud. Onsdag er min kusine og moster på besøg, og hun spørger, om de er cyklet herover.
De bor i Næstved, og hun er på Roskilde Sygehus. Små tegn på, at hun er begyndt at miste tidsfornemmelsen og ikke helt ved, hvor hun er. Jeg begynder at få en dårlig mavefornemmelse, men tænker ikke, at det er lige oppe over.
Torsdag er hun ved bevidsthed, men spiser og drikker ikke længere. Hun er tavs, smiler blot og sover meget. Hun får væske i drop. Fredag finder lægerne ud af, at kræften er spredt til hjernevæsken, og de kan ikke gøre mere. Hun bliver overført til palliativ afdeling i Næstved. Og jeg bryder sammen. Jeg tror ikke, hun forstår, hvor alvorligt det er, for hun virker glad og rolig og beder mig om at tage hjem og få noget søvn.
Da jeg står på stationen, får jeg en voldsom trang til at skrive til min mor, at hun ikke må forlade mig. Men det kan jeg ikke få mig selv til. Så jeg skriver, at jeg elsker hende. Hun svarer: Jeg elsker også dig. Det er de sidste ord, jeg hører fra min mor.
Klokken 4.30 lørdag morgen ringer min telefon. Det er min mors kæreste, der siger, at det er nu; at jeg skal komme med det samme.
Min mor er ikke længere ved bevidsthed, og han fortæller, at hun kort før har udbrudt: “Mor, kom og hjælp mig!” Hvorefter hun er “forsvundet” med et par højlydte suk. Det skræmmer mig, og jeg kan ikke lade være med at tænke over, hvorfor hun har råbt om hjælp – er hun bange?
Da jeg ankommer til sygehuset, er hendes vejrtrækning besværet og hæs, og der kommer snot og fråde ud af munden og næsen. Flere gange er der ophold i hendes vejrtrækning, og vi tænker hele tiden, at nu er det nu. Men hun bliver ved at trække vejret. Vi holder hende i hænderne, som langsomt bliver koldere, det samme gør hendes fødder.
Hendes ansigt bliver også mere blegt, som timerne går. Jeg beslutter at få lidt søvn, men der går ikke mere end et par timer, så ringer min mors kæreste og siger, at hun er stoppet med at trække vejret. Jeg skynder mig op på værelset, hvor hun ligger fredfyldt – og åbner et vindue, for det har jeg hørt, at man gør, når nogen dør.
Annonce
Det er fredfyldt og trygt. Jeg tænker ikke over, at det er en død person, der ligger der. Det er ikke ulækkert eller uhyggeligt. For det er jo stadig min mor, som jeg elsker så højt.
Alligevel spiller min hjerne mig et puds, for jeg synes, jeg kan se hendes brystkasse bevæge sig, men det kan jo ikke være rigtigt – for hendes hjerte er stoppet med at slå.
Min mors død har givet mig en mere afklaret fornemmelse for, hvad det vil sige at dø. Døden er ikke køn, og den kan være skræmmende. Men jeg er ikke længere bange for den. For når min mor kan klare det, kan jeg også. Det giver mig en ro, at jeg har oplevet døden så tæt på, for så føles den ikke så farlig længere.
