På cykel til Paris: Om holdånd, 1 træt krop & at være bidt af en cykel

Det, der i efteråret virkede så langt ude i fremtiden, er lige om lidt. Om 34 dage står vi klar med vores cykler på Rådhuspladsen i København, og vender snuden sydpå. Heldigvis er der nogle uger endnu, og der skal masser af kilometer i benene lige optil.

Min krop er så småt ved at være klar. I weekenden kørte alle vi piger Tøserunden i Køge, og forrige weekend kørte jeg Skjoldnæsholm løbet med noget af holdet. Begge løb er over 100 km, og det var dejligt at mærke, at kroppen godt kunne arbejde i de 4-5 timer, som det tager. Selvfølgelig er kroppen træt, men det er en fed fornemmelse at bryde den psykiske barriere ved de 100 km. 

Hvis nogen for et år siden havde sagt til mig, at jeg skulle køre 100 km på cykel, ville jeg nok have grint højlydt. Men nu sidder jeg altså her og ser frem til ca. 1.200 km til Paris om en lille måned.

Det er fedt at se, hvordan vi kører sammen. Der er tryk på, og alle begynder at have 100 % tiltro til hinanden. Vi stoler på hinanden, og det begynder at ligne noget, når vi kommer kørende – vi ligner et hold :).

Cykling har fanget min interesse, og jeg er nærmest blevet lidt nørdet. Jeg lægger fx mærke til, hvad folk cykler i af tøj, og synes, at det er sjovt at læse artikler om cykling. I søndags sad jeg på Café Jorden rundt med min kusine, det er et meget besøgt sted af cykelryttere på Strandvejen. Jeg lagde mærke til de sjoveste ting, min kusine så sjovt på mig med et lille smil, og vi blev enige om, at jeg er lidt ramt.

Flere har spurgt mig, hvad mit næste projekt er, og ærligt talt tror jeg, at Rynke er kommet for at blive. Der er ingen tvivl om, at jeg vil blive ved med at cykle, for timerne på cyklen er ren meditation, jeg kan slappe af og nyde, at jeg ikke kan andet end at træde i pedalerne.