Kvinde

”Jeg er ikke en, der er værd at forpligte sig til”

Hæmmende overbevisninger kan være en stor belastning og påvirke din trivsel og dit psykiske helbred. Ofte er vi ikke bevidste om de overbevisninger, der hæmmer os, fordi de er skabt i barndommen og har rodfæstet sig som en sandhed, vi ikke sætter spørgsmålstegn ved. Her hjælper terapeut Rikke Thuesen sin klient med at spotte de hæmmende overbevisninger og forandre dem.

Pia har gennem længere tids terapi fundet ud af, at hun ikke rigtigt melder sig på banen i sociale sammenhænge og relationer, og at det handler om, at hun har en udfordring med at forpligte sig.

"Jeg synes åbenbart, det er nemmere ikke at forpligte sig. Måske fordi jeg heller ikke føler, jeg er sådan en, andre vil forpligte sig til?"

Så du har en overbevisning om, at du ikke er sådan en, andre vil forpligte sig til. Hvad har den haft af konsekvenser?

"Den har nok medført, at jeg ikke rigtig mærker noget. Det gør mig trist, som om jeg bare eksisterer frem for at leve."

Hvad kunne være en mere støttende overbevisning?

"At jeg er betydningsfuld, vigtig – for andre og for mig selv. At jeg er noget værd."

Det kunne lyde som om, du bruger din overbevisning til at undgå at tage ejerskab – er det rigtigt forstået?

"Ja, det kan du godt have ret i, men jeg vil gerne tage ejerskab."

Så hvad holder dig tilbage?

"Måske har jeg brug for den frihed, der er i ikke at være forpligtet. Jeg ved, hvad jeg har, jeg ved ikke, hvad jeg får. Det holder også en bagdør åben."

Hvad skal den bagdør bruges til?

"Hvis jeg ikke involverer mig og spiller ligeglad, så er jeg jo godt gemt og i sikkerhed. Der er en frihed i, at de andre ikke kan se mig. Så er der ikke noget at miste – ikke noget, der betyder noget."

Og hvad er den negative side ved det?

"Ja jeg har jo ikke noget af det, jeg gerne vil have – så alt, hvad jeg gerne vil opnå, har jeg tabt på forhånd."

Men det føles trygt og genkendeligt at gemme mig.

De vigtigste overbevisninger

Det er nødvendigt at have overbevisninger for at fungere i verden. Hvis vi hvert eneste øjeblik kritisk skulle vurdere enhver information, vores hjerne modtager – enhver situation, vi står overfor, ville vi ikke kunne foretage os andet.

Til tider er det imidlertid en god idé at reflektere over nogle af vores overbevisninger for at vurdere, om de stadig er støttende for os – og om vi egentlig synes, de er ”sande” for os. Når man i NLP-terapi taler om overbevisninger, handler det om de ofte ubevidste antagelser om virkeligheden, vi anvender som fundament for det, vi tænker, siger og gør.

Kilde: NLP-HUSET

Er du villig til at se på, hvad der kunne ske, hvis du slap overbevisningen om, at du ikke er værd at forpligte sig til?

"Ja. Jeg har ikke prøvet andet, så jeg ved ikke, hvad det vil sige ikke at have den overbevisning."

Prøv at tænke på et tidspunkt i dit liv, hvor du var helt sikker på, at noget var rigtigt, og hvor du senere har fundet ud af, at det ikke var sandt.

"Det kan jeg godt. Jeg troede engang, at verden var et godt sted, og så blev mine forældre skilt, og min far forsvandt, og min mor blev trist, og så fandt jeg ud af, at verden ikke var et godt sted."

Okay. Forestil dig nu et museum, som er et museum for gamle overbevisninger – her har du placeret den overbevisning, som hedder, at verden ikke er et godt sted. Forestil dig, at du ser dig selv gå rundt på det museum.

LÆS OGSÅ: "Min vrede smadrer mit parforhold"

"Det er et smukt museum, og jeg ser mig selv gå rundt derinde og være ked af, at jeg blev nødt til at skabe mig den overbevisning."

Kunne der være andre muligheder for Pia på museet?

"Der var ikke andre muligheder, da hun var barn, men nu, hvor hun er stor, er der nok andre valg – nu kan hun vælge at slette IKKE fra den overbevisning."

Hvad med overbevisningen om, at du ikke er en, man forpligter sig til, skal den også på museum?

"Ja, den skal ned i kælderen – den er ikke længere i brug. Jeg lægger den på en reol i kælderen på museet."

Prøv så at smage lidt på din ønskede overbevisning; jeg er en, man forpligter sig til.

"Ja, det kan jeg godt mærke lige nu. Ja, jeg forpligter mig til mig. Men det er stadig svært at tro på."

Prøv at lade som om, at du er åben for denne overbevisning: Jeg er en, man forpligter sig til – jeg forpligter mig.

"Uha, det føles opløftende, spændende, ja, det skal der arbejdes med, og verden er også et godt sted at være. Verden er både forfærdelig og god."

Forestil dig, at du vitterligt tror på det. Brug alle dine evner til at tro, ligesom du engang troede på, at verden var et godt sted.

LÆS OGSÅ: ”Jeg føler mig kun elsket og værdifuld, når jeg har en kæreste”

"Det føles vildt – jeg kan godt mærke det i hele kroppen. Men jeg skal virkelig kæmpe for at bevare troen og tilliden. Jeg kan godt se, at de gamle overbevisning ikke er sande – jeg kan godt forpligte mig, men jeg har nok været bange for alt det, jeg kunne miste ved at tro på, at jeg er værd at forpligte sig til."

5 trin til arbejdet med en hæmmende overbevisning

1. Spot en overbevisning

For at spotte en overbevisning kan du kigge lidt på de problemer og udfordringer, du har i dit liv. For eksempel: ”Jeg har svært ved at skabe relationer og støder hele tiden folk fra mig”. Spørg så, hvad det er, du tror på eller har skabt af sandhed omkring det. For eksempel: 1 ”Jeg er ikke sådan en, man forpligter sig til, og alle folk forlader mig”

2. Mærk følelsen

Vælg den negative overbevisning, du kan mærke, der er mest energi og følelse på. Det kan være, du fysisk mærker, at det påvirker dig, når du forbinder dig med den, det kan også være, du bliver følelsesmæssigt berørt. Det er vigtigt, at du kan mærke, at der er noget, der bevæger dig. Tag dig god tid til at vælge det, der føles rigtigt – husk at dine fine forsvarsmekanismer helst ikke vil have, du giver slip på en overbevisning, fordi de tror, de er der for at beskytte dig.

3. Tal med følelsen

Sæt dig godt til rette og fokuser på følelsen. Luk øjnene, træk vejret, og læg en hånd på det sted i kroppen, du mærker følelsen mest. Lad som om, du kan trække vejret helt ind igennem følelsen. Se på den udefra og spørg følelsen direkte: Hvor stammer du fra? Vis mig, hvad min overbevisning handler om. Ofte vil du få adgang til information, som du måske har holdt skjult for dig selv, det kan være følelsen af at blive forladt eller være alene. Giv den del af dig selv støtte og kærlighed ved for eksempel at sige: Jeg forstår godt, du er bange, det er ok, jeg er her nu. Jeg passer på dig.

4. Find en ny overbevisning

Spørg dig selv, hvad der kunne være bedre og mere støttende for dig at tro på. Hvis du nu ikke troede på den hæmmende negative overbevisning, hvad kunne du så tillade dig at tro på, som ville være mere hensigtsmæssigt og støttende for dig? Vær opmærksom på, at der sikkert vil komme indre modstand, for den gamle overbevisning giver ikke op så let. Men tillad dig bare at tvivle på den gamle overbevisning og begynde at tro på den nye. Tak også den gamle for at have passet på dig, da du var yngre. Nu kan du passe på dig selv.

5. Tro på det nye

Sidste og længste skridt er at integrere den nye overbevisning. Her forestiller du dig, at du tror fuldt og fast på den nye overbevisning og har lagt den gamle pænt på museum. Du lever og mærker tillid og tro på, at du er værd at elske, og får det til at integrere sig i hele din krop og sind. Du bliver den nye overbevisning. Brug god tid på at føle de gode nye følelser og håbet og troen. Og så er det herfra et spørgsmål om fokus, træning og tid, men blot det at se og acceptere har en transformerende effekt – og er starten på en livslang forandring.

Rikke Thuesen

er psykoterapeut, sexolog og parterapeut og certificeret PREP-leder. Hendes passion er parforholdet, og hun tilbyder individuelle parsamtaler og holder foredrag om, hvordan man bliver en bedre kæreste og får et godt og udviklende parforhold. Hun hjælper par til at forstå hinandens forskelligheder og behov og at kunne kommunikere hensigtsmæssigt og tydeligt.

Læs mere på Rikket.dk

Er der noget, du har brug for?

"Tid tror jeg – og tro … Så skal det nok gå."