Sarah Bro: "Jeg får gåsehud bare af at tænke på det"

Hun kigger op på uret. Der er kun gået 15 minutter af den to timer lange svømmetræning. Hun tager en dyb indånding, dykker ned under vandet igen og skyder af fra kanten. Det knuger i maven. Øjnene på uret. 17 minutter. Luft ind. Ned under vandet. Sæt af. Mavepinen er blevet værre. 19 minutter.

Nu er det nok. Hun svømmer ind til kanten, trækker sig hurtigt op af vandet og stikker nærmest af ind mod omklædningsrummet. Da hun på sin vej møder assistenttræneren, der spørger, om hun er okay, stikker hun ham en lille løgn og siger, at hun bare har det lidt dårligt. For LIDT dårligt er en stor underdrivelse.

Hun pakker sin taske og lader skabet stå med tanken om, at hun kommer tilbage i morgen og prøver igen. Men på de 50 meter, der er fra omklædningsrummet hen til udgangen, bestemmer hun sig for, at det er slut. Slut med den knugende mavepine, slut med at spille skuespil for sig selv og andre, slut med den ængstelige følelse og tvivlen på sig selv – og siden den dag, hvor hun nærmest symbolsk tog sin taske og gik ud ad porten, har den tidligere OL-deltager Sarah Bro ikke svømmet i en pool. Ikke engang for sjov.

"Jeg får gåsehud bare af at tænke på det. Jeg husker det så tydeligt og kan stadig fremkalde den følelse, jeg havde inde i kroppen i så lang tid. En ængstelig følelse, jeg havde aldrig rigtig ro, jeg havde altid lidt ondt i maven, jeg tvivlede på mig selv. Jeg kan mærke det, bare jeg snakker om det. Da jeg gik ud ad porten den dag, var jeg helt lettet. Som om en tung sten i maven bare forsvandt. Det havde bygget sig op over så lang tid, og det var virkelig forløsende pludselig at stå på den anden side af beslutningen."

Den konstante mavepine havde stået på i to år. Sarah Bro havde over en længere periode gradvist mistet lysten til den svømning, både hun og andre identificerede hende med, og som hun havde viet sit liv til. Men hvordan siger man fra, når alt, man kender til, er svømmerelateret, og man ikke ved, hvad livet er uden svømning?

Men efter OL skete der et eller andet.

"Set i bakspejlet var jeg ikke god til at se, hvad der var på den anden side, og hvad næste skridt var. At få defineret hvad det var, jeg godt kunne lide ved at svømme, og hvorfor jeg gjorde det. Jeg gik med en følelse af, at nu skulle jeg være alt muligt andet, noget nyt. Men da OL var slut, følte jeg mig stadigvæk bare som mig. Der var ikke noget, der havde ændret sig, og det havde jeg det svært i."

"Jeg ser mig selv som en person, der føler meget og tænker meget, og selvom jeg er meget udadvendt, så fylder det indre univers rigtig meget. Det blev svært at håndtere, at jeg ikke længere havde samme gejst. Det var en blanding af skuffelse over, at jeg ikke bare kunne finde glæden frem, og at jeg dermed begyndte at præstere dårligere. Den følelse, jeg havde, når jeg ikke nåede mine mål, begyndte jeg næsten at kende lidt for godt. Svømning skal være en helhjertet indsats – man kan ikke gøre det 99 procent. Jeg havde et ben i den ene lejr og et i den anden, så jeg var slet ikke så fokuseret, som jeg havde været, da jeg var yngre."

Lidt tilfældigt ender Sarah med at tage en tur over Atlanten sammen med en kammerat, og hun bosætter sig for en stund i Los Angeles i håbet om, at den anderledes svømmekultur derovre vil bringe kærligheden til svømningen tilbage.

"Jeg indså, at der var flere måder at være atlet på, og at der var mange måder at gøre tingene på. At tage til USA var en måde, hvor jeg kunne tage lidt afstand til alt det danske svømmepres og det meget tætte lille svømmecommunity, jeg havde derhjemme. Ved at komme derover kunne jeg være lidt mere i fred, og set i bakspejlet gav det mig rum til at finde ud af, hvad det egentlig var, jeg gerne ville."

"Det var varmt, vi trænede udenfor, det var en ny træner, nye mennesker. Det var meget mere legende. Det var et ældre hold, hvor der var flere mænd. I Danmark er svømning meget kvindedomineret, mens vi i LA var tre kvinder og 15 mænd. Så det var noget helt nyt, og det var fedt. Men når vi nærmede os stævnerne, kunne jeg nemt finde på tusind undskyldninger for, hvorfor jeg ikke skulle være der. Og sådan havde jeg aldrig haft det før."

"Jeg var i en indre kamp, om jeg skulle holde ved svømningen, fordi jeg ikke vidste, hvad jeg ellers skulle lave. Samtidig kunne jeg også godt mærke, at jeg var færdig. Men på det tidspunkt var svømning bundet så meget op på min identitet – eller det troede jeg i hvert fald."

"Det var altid svømning, folk spurgte mig til, det var altid samtaleemnet. Derfor tænkte jeg meget over, hvem jeg var, hvad skulle jeg tjene penge på, og hvad der fik mig til at have en speciel plads i den her verden, hvis jeg ikke svømmede. Det, synes jeg, var rigtig, rigtig skræmmende, og det var derfor, jeg holdt ved."

Sarah beskriver billedligt følelsen med, at hun hænger over en skrænt og kun holder sig oppe med det yderste af fingerspidserne. For samtidig med at hun var ved at finde sin vej enten tilbage til eller ud af svømningen, fandt hun sammen med en amerikansk fyr.

"Jeg har altid været meget glad, åben og haft et stort drive. Det skulle altid være vildere og hurtigere. Jeg ville altid opnå mere. Men sådan var jeg ikke der. Jeg følte mig lille som en mus og var helt stille. Og forholdet var bestemt ikke noget, der fik mig til at føle mig bedre tilpas med mig selv. Overhovedet ikke – og det var overhovedet ikke det, jeg havde brug for i den periode."

"Men det kunne jeg ikke se der, for den forelskelse, jeg følte, var altoverskyggende. Så at jeg gik og følte mig så lille, både når jeg var til træning og derhjemme, gjorde, at jeg blev meget mere indelukket. Jeg bar simpelthen på så meget bagage, at det bare var nemmere at lukke det hele ind i mig selv."

Parret gik definitivt fra hinanden i efteråret 2019, cirka et halvt års tid før Sarah Bro tog sin sportstaske og gik ud ad porten. Det var et parforhold – og et brud, der sad i hende op til karrierestoppet og stadig fylder.  

"Når man har været igennem det, jeg har, så er det noget, der altid vil ligge i bagagen. Jeg mistede totalt troen på kærlighed, men den skal nok komme tilbage en eller anden dag. Jeg skal bare finde kærligheden til mig selv først."

I december 2019 har Sarah sine forældre på besøg i LA, da hun pludselig modtager et opkald fra medievirksomheden Discovery, som gerne vil have hende som fast svømmekommentator til det kommende OL. De fik svaret tilbage, at hun da ikke skulle kommentere det, men svømme det. De bad hende tænke over det, fordi hun før havde fortalt dem om sine tv-værtsdrømme.

Et par uger senere tog Sarah på besøg hos en veninde i den anden ende af landet, hvor hun var i ti dage uden at svømme.

"Det er rigtig lang tid ikke at være i vandet, når man er vant til at svømme op til flere gange om dagen. Jeg kan huske, at min veninde sagde: "Så stop da bare." Men det var nemt at sige for hende, fordi hun ikke gik med det helt store spørgsmål, som blev ved med at presse sig på hos mig: Hvem er jeg uden svømningen? Det rungede. Når jeg lukkede øjnene om aftenen, så var det dét, jeg kunne mærke."

"Da jeg kom tilbage fra min veninde, havde jeg en træning, hvor jeg tænkte, at jeg bare lige kunne prøve at hoppe i vandet igen. Så fik jeg bare sådan en klump i maven, da jeg lå og svømmede. Jeg gik op, tog mine ting, sagde, at jeg havde ondt i maven, og så kom jeg bare aldrig tilbage."

"Den første dag rørte det mig ikke rigtigt, men da jeg vågnede op til min nye virkelighed dagen efter, skal jeg lige love for, at det ramte – og så startede min bearbejdelse, eller forsøg på bearbejdelse i hvert fald, af al den tid, jeg havde brugt på at tage det her valg. Jeg skulle igennem nogle perioder, hvor jeg var fuld hele tiden, hvor jeg var ked af det, hvor jeg spiste meget slik, og hvor jeg ikke spiste noget mad overhovedet. Men samtidig var det med en ro, fordi jeg vidste, at jeg nok skulle lande."

Et år senere har Sarah endnu ikke været tilbage i en pool for at svømme. Ikke engang for sjov.

"Svømning for mig i dag er overhovedet ikke, som det var engang, men det betyder stadigvæk alt, for det har gjort mig til den, jeg er. Det er ikke en sport, jeg har lyst til at dyrke, ikke engang på et niveau for sjov, men det er den største gave og den bedste uddannelse, jeg kunne få. Det har været det perfekte for mig. For selvom vi snakker om alle de har smerter og op- og nedture, så har jeg været igennem så mange læringsprocesser, og jeg er blevet voksen og reflekterende i en meget ung alder. Det, synes jeg, er en gave at have med."

"Bare ved at være til og slukke for støjen og alt det, der er udenom vores liv. Vores vigtigste ting var at vågne om morgenen og styre skibet – og det deltes vi om. Efter jeg kom hjem derfra, føler jeg, jeg er landet meget mere i mig selv."

En mere balanceret og rolig Sarah kan nu se tilbage på det, hun beskriver som sit livs største dilemma.

"Det at jeg stod i en så relativt ung alder, hvor alt på papiret sagde, at jeg i de næste fem år ville være i min allerbedste alder til at svømme, og så sige fra, det var virkelig svært. Jeg får hele tiden spørgsmålet om, hvorfor jeg stoppede med at svømme. Jeg har følt, at jeg skylder et eller andet godt svar, men egentlig er svaret bare, at jeg simpelthen ikke havde lysten længere."

"Det var svært at stå i et dilemma, der byggede på noget lystbaseret, for der var ikke andre end mig, der kunne tage beslutningen. Jeg tror, at det valg krævede vildt meget mod, selvindsigt og at jeg skulle hanke op i mig selv. Jeg føler, jeg er blevet stærkere. Meget stærkere."